JEG HAR GJORT MIG LIDT TANKER OM 2012

Det er blevet tid til at tage den store krystalkugle frem. Vi skal kigge ind i den, men i første omgang også se tilbage. Som et ritual skal vi gennemgå året. Fra da de første solstråler ramte Dronning Louises Bro, til da den første sne dalede ned over Kødbyen. Vigtigst af alt skal vi gennemgå året, der er gået, personligt, som by og som samfund, og derefter skal vi til at sortere.

Det er ikke altid vildt sjovt at sortere og rydde op, men i denne sammenhæng handler det om, at vi skal finde ud af, hvad vi gerne vil tage med os videre ind i det nye år. Først nu kan vi begynde at bruge krystalkuglen til at spå om fremtiden, når vi har erfaringerne fra det forgangne på plads. Vi kan se nytåret som en kollektiv mulighed for at revurdere og diskutere den samtid, vi er en del af. I stedet for blot at accepterer, at DR spoler mediemaskinen tilbage og laver et ”Året der gik"-show, som mest af alt minder om skandalernes svar på ”Scenen er din”, kan vi mindes, reflektere og forandre.

Sidste år skrev jeg en lignende artikel, som i kan se her. Jeg vil gribe den bold, jeg smed op sidste år, med de erfaringer jeg har nu. Et år ældre, et år (forhåbentligt) klogere og et års erfaringer rigere.

Et nyt paradigme, en ny verden
Selv Danske Bank har efterhånden fundet ud af, at verden er i forandring. Forandringen, om den så hedder klimaforandring, økonomisk forandring eller social forandring, er alment kendt for første gang. Og det er en kæmpe stor mulighed! Den fremtid som ellers kun har været baseret på tal og hypoteser er helt konkret ved at forandre sig. Det er ikke noget eksperterne siger, det er noget, der sker. Vi snakker ikke om fattigdom, vi bliver sat på gaden, og vi høre ikke om klimaforandringer, men vi har 20 graders varme i München i december måned.

Nye tider fostrer nye tanker, og vi bliver tvunget til at tænke alternativt. Min veninde har netop været i Spanien for at lave et radioprogram om den unge arbejdsløshed og dens konsekvenser. Hun blev meget opslugt af alle de fristeder, den nye virkelighed har medført. Byhaver, økologisk by-landbrug og brugerstyrede biblioteker. Når man ikke har noget selv, må man skabe det, og den aktivistiske ungdomskultur, som hun mødte, snakker ikke om de anderledes tider som noget der ligger ude i fremtiden, de kan blot se ud af vinduerne. De skaber et bedre samfund på ruinerne af det gamle. Og flytter ind i forfaldet og ”reclaimer” deres ret til et kreativt liv.

Min veninde sagde på et tidspunkt til de unge, hun mødte, at hun er meget fascineret af den måde, de lever på, og til det svarede de, at de hellere end gerne vil bytte deres byhave ud, med hendes flybillet hjem til Købehavn. For dem var det ikke bare overskudsdrevet krea-kultur, men et spørgsmål om liv eller død.

Hvis vi skal holde fast i forandringen, kan vi konkludere, at det menneskelige, vanestyrede flokdyr, skal tvinges til at tænke alternativt og ikke mindst kreativt. Hvis vi vil vedligeholde vores værdier, må vi finde andet end økonomi til at finansiere det. Den nye valuta hedder fællesskab, og den er efterhånden i ret høj kurs. Nogle mennesker finder den i Gyldent Daggry, der fordummende spreder deres elendige krigsromantik udover et Europa i forfald, og andre søger sammen i byerne, og ser de nye tider som en mulighed for at frigøre sig fra en verden, hvor det næsten har været kriminelt at tænke uden for samfundets rammer, og der hvor de er forankret.

Jagten på smagsdommere
Vi skal ikke kun tage krystalkuglen frem, vi skal også støve den af. Vi skal finde vores nye mind set frem fra vores intelligente underbevidsthed. Vi skal frigøre os som medieforbrugere, og skabe en værdidebat om vores samfund. Det handler ikke kun om, hvad vi diskuterer, men hvordan vi diskuterer og med hvilken hensigt. Vi skal snakke politik og ikke jagte tomme historier. Vi skal løsrive os fra fordummende personsager og bruge de nye tider til at zoome ud og turde diskuterer vores samtid, helt grundlæggende. Vi skal diskutere, om vi mener, at vores demokrati fungerer, vi skal være innovative og udvikle nye måder at indrette verden på, nu hvor kapitalismen er ved at flytte ud, for vi er trætte af den fordummende hyldest til plathed og uvidenhed, som har fået lov til at fylde alt for meget i 2012.

I stedet for at hænge fast i en forældet jagt på folk, der ved noget, som blev iværksat af en mand, der hedder Anders Fogh Rasmussen, vil vi begynde at værdsætte viden igen. Vi spørger dem, der ved noget, og vi har ikke kun dygtige reformister på Christiansborg men også dygtige iværksættere og entreprenører.

På gadeplan og i nattelivet
Det er som om, at folk går mere og mere ud, danser sig ud af ungdomsarbejdsløsheden, og lever et kunstigt parallelliv i overflod på klubberne. Som den sidste bastion for en glamourøs livsstil. Når vi går ud, er vi sociale uden at tale sammen. Måske søger vi netop et rum, som ikke er i tale sat i en alt for kommunikerende verden.

En ting der har overrasket mig, er at folk ikke længere er ligeså principfaste som før i tiden. Selvom nicherne lever i bedste velgående, så er de ikke ligeså tæt forankret til moralen i de forskellige miljøer længere. Der er lige pludselig ikke langt fra Ungdomshuset til Simons (har jeg mærket på min engen krop). Det er ikke zapperkultur, som ellers er den eneste definition, forskere har været enige om at putte på vores generation. Jeg tror, at folk hviler mere i deres splittede personligheder. Jeg tror ikke, at folk identificerer sig lige så meget i miljøer, men i en digitaliseret collagekultur, hvor vi stjæler fra hiphoppen, blander det med punk og formidler det i indre by. Vi er ikke bange for at kommunikere rodet og i mange retninger, for det er ikke et tabu at udleve alle sine jeg’er længere. En splittet, mekaniseret verden, fører til splittede mennesker, og det afspejler sig i måden, som vi identificerer os med kultur og sociale miljøer på.

Vi søger ly og tryghed i mørket, men i 2013 flygter vi ikke til Berghain længere. Vi raver i byen, på gaderne og i lejlighederne og udfordrer den etablerede måde at få formidlet musik på. Personligt har jeg i snart et år nu arbejdet på en festival, som går i luften her i midten af januar og bliver afholdt et sted på Sjælland d. 18., 19. og 20. juli, 2013. Festivallen har et stort internationalt line up, og knytter skandinaviske performere og kunstgrupper til artisterne. Netop for at eksperimenterer og udfordre den traditionelle måde at gå til en festival eller en koncert på. I 2013 gider vi nemlig ikke kun at være kulturforbrugere, der køber oplevelser. Vi vil skabe et parallel samfund, hvor vi skaber oplevelserne sammen og eksperimenterer med formen. I 2013 snakker vi ikke om mangler, vi skaber alternativer.

Vi løsriver os fra fornuften og springer ud i det nye
Når vi i aften hopper ind i det nye år, hopper vi ikke kun ind i 2013, vi hopper også ind i de nye tider og det nye paradigme. Jeg har brugt alt for meget tid på at frygte fremtiden i 2012. Krisen ligger og ulmer, personligt, politisk og i mediebilledet og bliver en kollektiv dyne, der omfavner og pacificerer udvikling i samfundet. Som et skræmmebillede der får lov til at vedligeholde gamle strukturer. Billedet af krisen som noget stort og farligt forude, som vi ikke kan kontrollere, skaber frygt, fordi vi er bange for ikke at kunne leve det liv, vi ønsker. På den måde understøtter krisen et gammelt samfund i stedet for at skabe et nyt. Så for at tænke nye tanker bliver vi nød til at smide frygten for fremtiden væk, og tænke udenfor, over og forbi krisen.

I 2013 er jeg ikke bange for fremtiden mere, jeg er en del af den. For min frygt fjerner mig fra at kunne tænke rationelt og vigtigst af alt alternativt. I 2013 skaber vi en ny fælles historie med substans, - det fortæller min krystalkugle i hvert fald.

Rigtig god nytår, Esben.