SÅDAN FØLES INSTITUTIONERNES LARMENDE TAVSHED
“Hvordan påvirker det dig som kunstner eller kunstarbejder, at kunstinstitutionerne er så stille ift. Palæstina?” Det spørgsmål stillede vi åbent ud i sidste uge, og på bare få dage har vi modtaget en overvældende mængde vidnesbyrd, fulde af frustration, skuffelse og sorg over den institutionelle tavshed. Her kan du læse et udvalg af de svar, vi har modtaget – og fået lov til at dele med jer.
Den hjerteskærende situation i Gaza har nu stået på i 115 dage, og mere end 26.000 palæstinensere er blevet dræbt af den israelske besættelsesmagt. Over halvdelen af områdets boliger er blevet ødelagt eller beskadiget, og mere end 80% af befolkningen er fordrevet fra deres hjem. Hver time bliver der i gennemsnit dræbt 15 personer i Gaza, og der er ingen sikre steder at søge tilflugt. Samtidig med at et folkemord udruller sig for øjnene af os hver eneste dag (a genocide in the making, som FN-eksperter kaldte det allerede i november), oplever kunstnere i Europa og Nordamerika at blive censureret, få trukket støtte og aflyst udstillinger, hvis de åbent ytrer deres støtte til det palæstinensiske folk. Over de seneste 3,5 måneder har vi set utallige pro-palæstinensiske initiativer fra danske kunstnere, men selvom tiltagene både er samlende og vigtige, overdøves håbet af kunstinstitutionernes larmende tavshed. Selv mærker vi det som en dyb sorg, at de institutioner, som burde danne os og rumme os, i stedet vender ryggen til.
Her er hvad vi skrev d. 23. januar:
“Hvordan påvirker det dig som kunstner eller kunstarbejder, at kunstinstitutionerne er så stille ift. Palæstina? Vi føler selv, at stilheden er klaustrofobisk og har svært ved at forstå, hvorfor de ikke som et minimum støtter op om kunstnernes stemmer, siger fra overfor den omfattende, institutionelle censur eller opfordrer til permanent, øjeblikkelig våbenhvile. Det føles næsten som om, de lever i en parallelverden, når vi samtidig ser så mange initiativer og solidaritetserklæringer fra kunstneres side. Hvad er det for nogle mennesker og institutioner, vi skal arbejde sammen med i fremtiden? Ved de hvad vi ved, ser de hvad vi ser? Vi tænker både på museer, kunsthaller, offentlige og private fonde og på gallerier, messer m.fl. Og vi tænker i høj grad også på kunstnernes egne forbund – hvorfor er de stille, selv her efter mere end 100 dage (og 75 år)?“
Tusind tak til jer, der har delt jeres tanker med os. Også tak til jer der har delt konkrete oplevelser om aflyste udstillinger, brudte aftaler og uretfærdig adfærd, men endnu ikke er klar til at dele dem med offentligheden.
Hvis du selv har lyst til dele dine tanker med os, er du stadig velkommen til at sende os en besked via instagram eller på info@idoart.dk.
#1
Efterhånden som situationen i Israel og Gaza fortsætter med at udfolde sig, forbliver mange kulturinstitutioner LARMENDE TAVSE i den mest ondskabsfulde situation. Og dette tager ekstra hårdt på mig.
Mens jeg har meget selskab med familie, venner og ligesindede i samfundet, som føler sig pænt stressede lige nu over situationen, tog det ikke lang tid for mig at indse, at i disse danske rum og kunstinstitutioner måtte man være bange for overhovedet at tale om Palæstina. Frygt i disse rum er nok baseret på levede erfaringer med at blive censureret, fyret, disciplineret, ikke ansat eller forfremmet, intimideret og bragt til tavshed. Det er, hvad alle indrømmer og erfarer i private samtaler, men næsten aldrig åbent erkender de det. Ironisk og alt i mens, inden for nogle zionistiske diskursive rum, foreksempel zionistiske bosættere taler frit. De ved, at de stjæler, at de er der for at eliminere og erstatte de indfødte palæstinensere.
Det er tid til at sige, nok! Nok af denne fængsling, besættelse, kolonisering og apartheid; nok til at omgå spørgsmålet; nok af denne frygt – mens palæstinenserne fortsætter med at bryde deres frygtbarriere. Hvis kunstinstitutioner virkelig ønsker at forvandle verden. For at forandring kan ske, skal der være en kollektiv vilje, hvor handlinger foretages i fællesskab til at bryde frygtbarrieren og i fællesskab tage konsekvenserne.
Hvordan påvirker det mig direkte som kunstner? Først fremmest kan det mærkes dybt, da jeg har tætte venner i Danmark, som har familie i Gaza. Dette berører mig – og ikke mindst dem på en mere direkte måde. Derudover har jeg også tæt familie på Vestbredden. Jeg har f.eks. set min kollega og ven Isam B. få frataget en dialogpris, efter at han gjorde sin holdning til det palæstinensiske folkemord klar. Jeg tænker meget over, hvilken skade der er blevet påført Gazas arv og kultur. Jeg tænker også meget over, hvordan Israel udslettede en generation af Gazas digtere, forfattere og kunstnere. Som btw. fortjener at blive husket – at vi ærer deres arv og sikrer, at deres indsats og værker forbliver uudslettelige. Gaza-folkedrabet har ændret min tilgang til kunstinstitutionerne. Jeg tænker meget over fremtiden, hvem jeg skal arbejde med, og hvem af dem som forblev tavse under et folkedrab.
Det er ikke nok som kunstinstitution at støtte og engagere sig i politiske kunstprojekter om afkoloniseringen, racisme etc. ved at skabe udstillinger. Selvom disse bestræbelser er nødvendige, er det også vigtigt at forstå de små måder, kolonialisme fortsætter med at påvirke den måde, vi ser alt omkring os på. Den kolonialistiske tankegang, der prioriterer magt og herredømme over andre, er til stede i alt i vores samfund, inklusive kunstinstitutionerne. Det er nu det gælder, som institution, at vise og være en del af processen med afkolonisering, bryde væk fra den kolonialistiske model og støtte afkolonisering som en håndgribelig begivenhed. Det er da nu, at vi skal skrive historie sammen. Håber i tager godt imod mine fremtidige kunstværker, som kommer til at adressere disse emner.
– Banaan Al-Nasser.
#2
Det er en kæmpe sorg og så demotiverende.
Tak for at spørge. – Eliyah Mesayer.
#3
Der har været få stemmer. Alt for få stemmer på kunstscenen i Danmark. Det har været svært at indgå i faglige sammenhænge og mærke stilheden. Også på SoMe har der været stille. Måske er folk og institutionerne bange. Bange for at fremstå politisk. Bange for at fremstå forkert. Bange for at sige noget forkert. Bange for at blive stemplet. Bange for at miste muligheder. Bange for at miste arbejde eller miste arbejdsgivere, købere, investorer, fonde mv. Det har der da også været et par eksempler på, såsom David Velasco fra ArtForum. Apolonia Sokol er vist den eneste, jeg kender til i en dansk kontekst, som har mærket konsekvenserne af at støtte op om en “våbenhvile”. Jeg snakkede med en kollega om det for nyligt, hun er kurator og hun sagde til mig: “Jeg er ikke overrasket, min oplevelse er, at man i Danmark ikke rigtigt vil fremstå politisk”. Det har været ensomt. Som minoritet i Danmark og på kunstscene har det undret mig, at ganske få fagfolk har liket mine opslag. Det har primært været mine søskende og folk jeg er vokset op med, som har liket mine opslag, alle med lignende baggrund som mig selv. Dette har dog ændret sig en smule efter 2-3 måneder.
Jeg er godt klar over, at der er mange, som ikke er i stand til at sige fra offentligt. Det er for omkostningsfuldt. Og dem som reelt kan miste arbejde og føler sig udsat som menneske, mener jeg heller ikke skal stå frem. Jeg tænker på de stemmer som kan.
Men hvad betyder det egentligt, at vi har en kunstscene i Danmark som eksisterer i et vakuum? En kunstscene som ikke forholder sig til den virkelige verden. En kunstbranche som ikke er i stand til at behandle emner i sin samtid. Jeg ved det ikke. Når man ser på, hvor mange kunstnere og institutioner vi har i Danmark, som arbejder med afsæt i postkoloniale og feministiske teorier, er det slående få, der er stået frem. Jeg mener kun at Overgaden som institution er stået frem med støtte om en “våbenhvile”. Som institution og kunstner behøver man ikke at sige mere end “våbenhvile”. Ordet våbenhvile betyder nemlig ikke, at du står på nogen anden side end på civilbefolkningens side i konflikten. Hvordan kan det nogensinde være forkert eller kontroversielt at støtte op om en “våbenhvile”? Personligt har jeg selv mest fundet fællesskaber udenfor kunstbranchen.
Aggressionen mod Gaza og den eskalerende vold på det palæstinensiske folk også på Vestbredden og i Østjerusalem påvirker mig som menneske – ja helt ned på celleplan, har det ændret mig. Min tillid til verden, samfundet og mine medmennesker er blevet brudt. Stilheden og censuren har været foruroligende. Jeg er foraget over, at verdenssamfundet nægter at lytte og tilmed censurerer palæstinensiske stemmer. Jeg er skuffet over, at staten har forsøgt at kriminalisere de stemmer, der vil freden.
Derfor har det for mig været ekstremt vigtigt at stå frem og sige fra overfor volden på en civilbefolkning. Det er vigtigt for mig at kæmpe for, at palæstinensernes stemmer bliver hørt. Det er ikke alene palæstinensernes liv, der er et mål i aggressionen, men alle livets facetter som er blevet og bliver udslettet, mens jeg skriver – alle deres institutioner, hospitaler, skoler og universiteter – intet står tilbage. Hele 36 hospitaler er blevet bombet i Gaza, der er ingen hospitaler tilbage. Udslettelsen af deres kultur, deres erindringer og muligheder for en fremtid i Gaza er tilintetgjort. Gaza er med andre ord blevet pulveriseret. Vi har aldrig været vidner til så omfattende, højteknologiske, AI-genererede ødelæggelser i en konflikt nogensinde i verdenshistorien. – Suada Ada Demirovic.
#4
Jeg ved ikke, om jeg gælder som kunstarbejder, når jeg primært arbejder som rådgiver og konsulent for kunstnere, men det påvirker mig meget. De institutioner vi normalt sætter vores lid til har svigtet.
Kunst er tit et fødested for kritik – især af samfundets urørlige toplag. Ytringsfrihedens grænser udvides og gøres elastiske i kunsten og kunstinstitutionernes favør, så når de går statens ærinde og tier – når de er stille i de øjeblikke, kritikken er vigtigst – er de ikke kun med til at svigte os, samfundets borgere, verdens borgere. De er også med til at svigte sig selv og svække sig selv ved at normalisere en sanitering af kunsten. En fjernelse af det politiske som vi alle ved er indflettet i al kunst, også den kunst (og de institutioner) der anskuer sig som apolitiske og dermed tager et politisk ståsted i vedligeholdelsen af status quo.
Kunsten kunne være et sted, der gik foran. Men det lader ikke til at være tilfældet i Danmark. – Tess Skadegård Thorsen.
#5
Jeg vil gerne være anonym 🙏 Kære jer først og fremmest tak for opslaget! Synes det er vigtig (og tiltrængt) at åbne op for, hvad det gør ved os, at vores samarbejdspartnere og forbund er helt stille, hvad angår Palæstina.
Jeg er en etableret kunstner, som bor i Danmark og er repræsenteret af et dansk galleri. Det skuffer mig, at de ingenting siger. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg i samme tankespor mærke, at jeg på ingen måde er overrasket. En følelse af ikke at kunne forvente det? Det efterfølges brat af en skuffelse over ikke at kunne stille flere krav, at være bange for at stille dem. Forventning er måske et forkert ord, det er en skuffelse over, at de ikke finder det nødvendigt, fornuftigt måske endda at bruge den platform de har til at tale op i mod en ondskab, som burde føles relevant for os alle. Man skal ikke kigge længere væk end til Tyskland, hvor udstillinger som er pro Palæstina, eller af Palæstinensiske kunstnere bliver aflyst på stribe. Det Palæstinensiske mindretal, som er ret stort i Tyskland, bliver chikaneret og forsøgt forhindret i at demonstrere.
Jeg har selv været aktiv både på sociale medier og offline, men jeg forstår godt den nervøsitet og det ubehag som kan opstå, når man prøver at skulle formulere sig i denne sag. Det kunne siges meget enkelt, men har forståelse for at mange har berøringsangst. Dog håber jeg snart, at danske institutioner, gallerier og forbund vil tage bladet fra munden og sige noget. Jeg tænker også på alle de (hvide)feminister, som er der derude – hvis jeres feminisme ikke når længere end til jeres egne landegrænser, eller til grupper som ikke ligner jer selv, så er der måske noget galt.
Rigtig mange af mine kollegaer på den danske kunstscene har udtalt sig på sociale medier, deltaget aktivt og gået med i demoer osv. Men der er INGEN af deres gallerier, som siger noget.. Jeg tror det peger på en grundlæggende følelse af, at galleriet som paraply og model ikke lytter rigtigt til kunstnerne, ikke repræsenterer andet end galleriets egen interesse.. Det afspejler sig i mange andre problemstillinger og får mig til at tænke at det er håbløst at have den slags samarbejder. Jeg håber, at denne debat vil sætte gang i nogle seriøse refleksioner.
Der er noget grundlæggende umuligt og frustrerende ved det faktum, at magtforholdet mellem kunstnere og gallerier er så skæve. Som kunstner føles mit fundament skrøbeligt, og der er ingen tradition for, at det føles naturligt at kritisere sit galleri, eller gå imod det, uden frygt for konsekvenserne.
De fleste gallerier har intet problem med at lave udstillinger, som udspringer sig fra feministisk teori, eller udstillinger som er kritiske overfor kapitalisme og magthavere. Det flyder med smarte udstillingstekster om netop det, med galleri og kunstner som afsender. Hvorfor er det så, at når det tydeligvis ligger rigtig mange kunstnere på sinde at påtale den manglende støtte og medmenneskelighed overfor det palæstinensiske folk, at vores gallerier, institutioner og forbund ikke bakker os op? Eller føler det nødvendigt faktisk at repræsentere os? Det klinger hult, og det gør mig vred, når ideer og teorier som jeg som kunstner lægger min sjæl i flette ind i min praksis og værker, kun får plads og platform når den kan kapitaliseres på, på en smart og catchy måde. Mit hjerte banker for et frit Palæstina, og mine tanker går til de millioner af mennesker, som kæmper for at overleve. Tak!
#6
Hejj ift. kulturinstitutioner / Palæstina! Jeg vil gerne være anonym. ❤
Jeg arbejder på Copenhagen Contemporary som bl.a. har bedt os om ikke at bære palæstinensiske flag på arbejde, da der har været enkelte tilfælde af gæster, der er blevet vrede og har overfuset en af de ansatte, og at institutionen gerne vil forholde sig "neutral". Jeg tænker, det er ret problematisk, og jeg forestiller mig ikke, at man havde følt, at det var i orden at regulere ift. andre mærkesager – havde man f.eks haft et regnbueflag på, ville de så også have bedt én om at tage det af? Jeg ved godt, at det ikke er helt det samme, men der er noget særligt ved den white avoidance, der er på spil, når folk taler om Palæstina, som jeg ikke kan lade være med at føle at det smager af. Man kunne også spørge sig selv, om det havde været det samme med ukrainske flag osv. Det har i hvert fald vagt stor røre blandt mange af os ansatte, da vi f.eks. senere på året skal have en stor udstilling med en palæstinensisk billedkunstner – hvad er sikkerheden for de folk, der så kommer og skal arbejde på den udstilling? Og hvilke folk, mener de, det skal være sikkert for? De siger, at "kunsten skal være politisk" og "institutionen neutral", men jeg mener, at det uomgåeligt må hænge sammen.
Et sted som CC kapitaliserer bare på billetsalget af progressive kunstnere, men cater til en klasse, der i store træk ikke er interesseret i solidaritet og globalpolitisk social retfærdighed, fordi det er dem der har penge til at købe medlemskaber og ting i butikken. Det er så usmageligt, og det er nedslående at prøve at få indblik i den maskine som billedkunstner, når man ved, at det er sådan nogle steder, man egentlig på mange måder kan drømme om at ende med at udstille – de tager ikke deres arbejde og ansvar som kulturinstitution seriøst, de lytter overhovedet ikke på deres formidlende ansatte (billetsalg og værter), som har bedt dem om at skrive en solidaritetserklæring til palæstinensere, og senere bedt om bare i det mindste at tage stilling til det og lave et offentligt statement. Vi har på forskellige måder forsøgt at råbe dem op, men jeg tror simpelthen ikke, at de føler, at det er nødvendigt at tage stilling. Jeg tror ikke de føler et ansvar.
* Idoart.dk har modtaget flere opbakninger til denne kommentar.
** Læs CC’s kommentar nederst i artiklen.
#7
Hej med jer :-) Jeg arbejder på CC. Jeg ved, at en af mine venner og kolleger også har skrevet til jer, og jeg tilslutter mig alt det, der bliver skrevet. Jeg har ikke arbejdet der så længe endnu, men det fylder mere og mere, og jeg skammer mig lige nu over at arbejde på CC. Jeg vil gerne være anonym.
I morgen åbner der en ny udstilling med Cathrine Raben Davidsen. Den hedder Let everything happen to you. På udstillingen er der malerier fra alle perioder i Davidsens praksis. I nyere tid er hun begyndt at arbejde med billeder fra 'nyhedsstrømme' – det vil sige, at der er malerier af bomber fra Ukraine. Ofre fra Syrien. Og også en baby fra Gaza.
Direktøren kalder det for aktivistisk at lave denne store soloudstilling – at give maleren den anerkendelse. Dissonansen er så stor!!!
Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening for jer at skrive om Cathrine Raben Davidsens udstilling i artiklen – men det jeg prøver at sige er, at hvad CC er internt og hvad de gerne vil være udadtil er så forskelligt!!! Afkobling!
Tak for at gøre det her arbejde!
* Idoart.dk har modtaget flere opbakninger til denne kommentar.
** Læs CC’s kommentar nederst i artiklen.
#8
Tavsheden fra store dele af kulturverdenens institutioner, er for mig et dødsstød af begrebet 'Politisk kunst'. Jeg har altid været skeptisk over for begrebet. Af flere grunde. Især da jeg ofte får indtrykket af, at interessen i politisk/social engageret kunst kun rækker, så længe det ikke bliver rigtigt farligt. Når man ikke risikerer noget. Det er sådan set ligegyldigt, hvilken politisk 'orientering' eller enkeltsag, der er tale om.
Jeg kan godt forstå, hvis institutioner ikke vil gå ind og tage ensidig stilling. Men det må stadig være muligt at sige eller vise noget, der får nuancerne med. Hvis ikke andet, kan man stå op for alle de kunstnere/kulturarbejdere, events og grupper der bliver censurerede eller sanktionerede. Og derved vise kunstnere, at de i det mindste er frie til at udtrykke sig, uden at det får konsekvenser for deres virke. Især vigtigt for de kunstnere, der er personligt berørte via ophav. Uanset hvilken 'side'.
På et personligt plan får jeg mindre lyst til at sætte mine ben i – og betale entré til – museer og gallerier. Jeg har i forvejen altid haft følelsen af, at det ikke var en verden for mig. Både på grund af baggrund og klasse. Den fornemmelse forstærkes lige nu 10-fold.
Kunst er her tænkt bredt: Billedkunst, film, teater, litteratur, arkitektur, animation m.m. – Nadia Josefine El Said.
#9
Som kunstner synes jeg, det er dybt bekymrende, og tegn på at den danske kunstverden ikke reelt er interesseret i at være til stede i samfundet. At kunsten egentlig ikke har så meget at bidrage med.
Som kunstner, der selv arbejder på at ændre samfundet, føler jeg mig mindre velkommen pga. den her stilhed. Som transperson og minoritet, bliver jeg urolig ved tanken om, hvad der sker, hvis mit community en dag kommer under angreb fra politisk side. Forbliver kunstverdenen så også stum?
Endelig, så er det betænkeligt, at stilheden er så udbredt, når man sammenligner med Tyskland og især Berlin. Visse politiske kræfter arbejder dér aktivt på at tysse på pro-palæstinensiske kunst- og kulturskabere ved at fjerne økonomiske midler, men i Danmark er der slet ikke behov for den slags. Institutionerne gør det bare af sig selv. – Ada Ada Ada.
#10
That so many institutions are silent in the face of genocide goes to show that their attempts at being political are hollow and as soon as they have to risk anything, they are not ready to. It’s not really political if you are only willing to say what everyone already agrees on. Artists are in a much more vulnerable position and still speak up. This is just bigger than our own individual aspirations. – Maja Lindberg Schwaner.
#11
Jeg får det så fucked over, at jeg oplever en følelse af taknemmelighed over de få kunstinstitutioner, der kommer med offentlige støtteerklæringer mm. fordi det burde være selvfølgeligt, bare minimum-energien. Selvom jeg jo samtidig ER taknemmelig for de få, der forsøger at tage politisk ansvar.
– Anna Rita Rieder.
#12
Hej. Primært tænker jeg over, at det føles utrygt at bevæge sig i de etablerede kunstrum, når jeg ikke ved, om jeg kan tale om det, der optager mig – verden f.eks 🥲 Jeg tænker over, hvad det er for en kunst, de vil have, hvis ikke kunstneren kan have sig selv med som menneske, og frygter i den forbindelse for kunstens berettigelse. Jeg er forfærdet over det, der sker i Tyskland og bange for hvordan situationen vil påvirke kunstscenerne i Danmark. Jeg tænker over, hvordan denne periode vil blive vist og husket i den officielle kunsthistorie, og om tiden her præsenteres som den var, eller kun som magthaverne vil fremstille den. Hilsen, Marie Holm Østerskov.
#13
Jeg er så udmattet, at jeg ikke kan sige andet, end at jeg er træt: Træt af det paradoks, der ligger i dynamikken mellem kunstnerne over for institutioner, gallerier og køberne/velhavende individer. Og i sidste ende staten, systemet. ‘Dem’, som er kunstnernes levebrød, deler i bund og grund ikke kunstnernes verdenssyn? Strukturerne bliver oplyste og synlige, når kriserne rammer. Vi ser de systemer, som burde være vores og verdens sikkerhedsnet, fejle. Herunder institutionerne, gallerierne, enkeltindivider / velhavende som middelklasse. Vi ser tavsheden, der bl.a kommer af frygt: fordi vores system gør os afhængige af systemet. Frygt er en af de største drivkræfter bag dette ‘shit system’. Det er hjerteskærende, frygtindgydende og uendeligt udmattende. Tak til alle kollegaer der bruger deres stemmer og kroppe til at stå imod i denne sorgfulde og udmattende tid. Xx anonym.
#14
Jeg er dybt forarget over alle de danske udstillingssteder, som fortsat er stille, især Art Hub, SMK, ARoS, Copenhagen Contemporary, de store... vil dog give masser af credit og kærlighed til dem, der rent faktisk gør og siger noget, heriblandt: Overgaden og Melanie Kitti, som sendte underskriftsindsamling ud fra starten, ligesom hun sammen med Kinga Bartis igen afholdt Benefit Art Sale. Ida Schyum som dagligt poster Palæstina indhold fra sin private profil, også efter hun er tiltrådt som ny leder af Politikens Forhal. Af de kunstnere, vi har mødt med Kunst på Barsel, har især Ida Sønder Thorhauge, Marie Holm Østerskov og Sophia Luna Portra været aktive i den offentlige samtale omkring Gaza, og jeg ved, at de går til demoer, så ofte de kan. Og Ariel, Laboratoriet for Æstetik og Økologi, Det Lilla Rum og Til Vægs, Til Vægs, Til Vægs!
Med Kunst på Barsel har jeg forsøgt at italesætte situationen i Gaza og skabe opmærksomhed på Israels folkedrab ved bl.a. at opfordre forældre til at følges med mig og mit barn Mio til demonstrationer og spørge de steder, vi besøger, til deres stemme eller mangel på samme. Men jeg må også indrømme, at jeg har været bekymret for, hvad det fik folk til at tænke om Kunst på Barsel – er det et barselsevent eller et politisk projekt? Men i virkeligheden ønsker jeg jo, at vi er en form for solidaritetsnetværk, hvor omsorg ikke begrænser sig til forældre-barn relationen, men også handler om omsorg ift. kunstnere og forfattere, og i allerhøjeste grad omsorg ift. de mennesker i verden, som har det allersværest, deriblandt palæstinenserne.
I Gaza dør mødre og babyer hver dag, ligesom der dør fædre og sønner på stribe. Hvordan kan man vende det blinde øje til, når man bor i et land som Danmark, og er så privilegerede at vi både har barsel, stemmeret, ytringsfrihed og kunst? Jeg fatter det simpelthen ikke.
– Malou Solfjeld / Kunst på Barsel.
#15
I beskriver stilheden som klaustrofobisk. Det genkender jeg. De store kunstinstitutioner viser deres sande, grimme ansigt. De flotte udstillinger og talks om dekolonialisering, queer rettigheder, anti-kapitalisme og ja, you name it, blegner og afsløres som ren markedslogik og ikke som reelle forsøg på forandring. At institutionerne er præget af så meget kynisme, at de ikke engang vil ‘vove pelsen’ og tilkendegive deres støtte til – i det mindste – varig våbenhvile men også til det Palæstinensiske folk, er fuldkommen ufatteligt. Det føles som om, hele den etablerede kunstverden er blevet ramt af en slags kollektivt hukommelsestab.
Og så igen, er det der kommer frem måske en viden, vi hele tiden har haft, i hvert tilfældet på fornemmelsen: Det er stadigvæk overvældende hvide cis-mænd der får muligheder, udstillinger, eksponering. Det er hvide mænd der sælger 90% af tiden og det virker tydeligt nu, at repræsentationen af alle os andre, og i denne her situation særligt repræsentationen af racialiserede kunstnere var et bekvemt krymmel i programmerne snarere end en egentlig vilje til at lytte eller konfrontere institutionernes racisme.
Jeg er ikke en meget etableret kunstner. Jeg er nyuddannet og står stadigvæk lige på tærsklen af hele cirkusset. Men det vi nye kunstnere er i gang med at lære, er måske at vi muligvis skal holde os lidt væk? Hjælpe hinanden i stedet. Bygge udstillinger og muligheder i fællesskab. Ikke forsøge at stræbe imod eller tilpasse os nogle institutioner, der ikke har hverken en fri kunst eller kunstneres interesse på sinde. Det er helt klart allerede en bevægelse der er i gang. At stå sammen i stedet for at konkurrere. Forhåbentligt bliver vi nu flere, der vil det samme. Forhåbentligt gør det alle mere vrede og mere modige!
Samtidig er det bekymrende, at det allerede spinkle, prekære økonomiske grundlag vi arbejder på også ser ud til at være ved at erodere. Vi er alle afhængige af støtte fra både offentlige og private fonde, og det bekymrer mig, skræmmer mig at vi kan ende i en situation hvor kun ‘apolitiske’ (det kan man jo ikke være efter min mening) kunstnere modtager støtte.
Det hele virker stort og skræmmende og sorgen fylder også enormt meget. Sorgen først og fremmest over den helt ubegribelige massakre, folkedrabet, Israel udøver. Samtidig har min (og mange andres) demokratiske forståelse lidt et enormt knæk. Et knæk vi er mange der sørger over og skal hele sammen. Men også et knæk der igen tydeliggør vigtigheden i, at vi står sammen. – Billie Meiniche.
#16
Jeg så et interview med den palæstinensiske filmskaber Emily Jacir og kom til at tænke på jeres tankevækkende spørgsmål: Hvordan føles det som kunstner, at kunstinstitutionerne er så tavse? Noget lige præcis ingen taler om, men som vi må være så mange, der går rundt og har det svært med?
Interviewet fik mig også generelt til at tænke på netop det: at der er så stor og generel tavshed fra kunstinstitutionerne i Danmark. Heller ikke fagforbundene har været ude at sige noget. Hvorfor er der sådan? Har de fået mundkurv på? Af hvem? I interviewet taler Jacir om den del af Israels folkedrabs-strategi, der går på at udslette kultur og kulturarv og modarbejde ethvert forsøg på at fortælle den palæstinensiske historie (før, nu og fremover). Så hvordan føles det som kunstner at bo i et rigt, vestligt land med demokrati og ytringsfrihed, hvor kunstinstitutionerne over hele linjen, en enkelt undtaget, har været og fortsat er fuldkommen tavse?
Svært, mærkeligt, oprørende, utrygt og ensomt. Og skuffende. Som at leve i en parallelverden. Men det gør det generelt at færdes for tiden, synes jeg. Der er dage, hvor det er svært at trække vejret ordentligt. Det, jeg vil sige, eller som jeg prøver at udtrykke, er, at jeg synes, denne tavshed desværre – ubevidst – bliver del af den krigsstrategi, som Jacir omtaler, som store dele af den vestlige verden med deres tavshed, mediesprog og indirekte eller direkte støtte til Israel gennem USA osv. kommer til at støtte. Og det er jo ekstremt problematisk, ikke til at kapere.
Når kunstinstitutionerne er så stille, står kunstnerne endnu mere sårbart end de i forvejen gør, og problematikken forstærkes kun af, at vi i Danmark har en regering, der fra starten åbenlyst har støttet Israel. Så også dér står vi (og mange andre) alene. Det hele bliver meget klaustrofobisk. Ingen siger noget, mange tør ikke, tror jeg, og for nogle er det måske ubehageligt terræn at bevæge sig ind på, og det skaber en kæmpe utryghed, tror jeg. Og så er der desværre også en stor grad af ligegyldighed. Noget med "det der, der sker så langt væk, vedrører ikke os". Den biased del af medierne (dr.dk f.eks) lykkedes jo med deres forehavende, for så vidt.
Men jeg er personligt stærkt bekymret for den udvikling, for som en kollega skrev i en kommentar til jeres opslag, så skal vi ikke længere væk end til Tyskland for at se, hvordan pro-palæstinensiske eller palæstinensiske debattører, kunstnere, forfattere mv. får aflyst shows og events eller på andre måde sanktioneres og begrænses på deres ytringsfrihed. Det kan da kun vække den dybeste, historiske bekymring og opstand – som alt hvad der foregår på jorden i Gaza – men det GØR det ikke?! Lad os tale om det. Det er så uendelig tiltrængt.
Kan kunstnerne organisere sig udenom institutionerne og skabe et klart modsvar eller simpelthen lægge et mere markant og samlet pres, uden at den enkelte kunstner er nødt til at gøre sig sårbar og blive arbejdsløs fx?
#17
Jeg synes, det er svært at formulere, hvordan det påvirker mig i ord. Andet end at jeg går rundt med en konstant knude i maven. Det har føltes enormt ensomt at være løst ansat på en kulturinstitution, der ikke ville italesætte konflikten (af frygt for, jeg ved ikke hvad?), når de INTET problem havde med at tage et standpunkt i sagen om kunstnerisk frihed/ytringsfrihed. Jeg ser privilegieblindheden overalt omkring mig, og det skaber en følelse af isolation ikke engang at kunne italesætte til et personalemøde, hvordan institutionen skal tage et offentligt standpunkt.
Det er kunstnerne og de løst ansatte, folk i prekære arbejdsforhold, der tager afstand og sætter noget på spil. De fastansatte holder mageligt fast i deres position og ønsker ikke at risikere noget ved at ytre sig, hvilket jeg synes er top frustrerende! De vil være “neutrale”, samtidig med at der åbenlyst foregår en massakre på det palæstinensiske folk.
Kan ikke sige andet, end at det er ensomt og udmattende at være den eneste på en arbejdsplads, som går til demo og taler om, hvordan det påvirker en psykisk, uden rigtig at blive mødt i frustrationen. Jeg er mere blevet mødt med akavet stilhed og passivitet… det er som at råbe ind i et tomt rum. Mange kulturinstitutioner svigter i den grad. Var til gengæld ret glad for at se Overgadens arbejde, men igen på et initiativ af kunstnerne.
Godt initiativ! <3
#18
Hele min forståelse af kunstverdenen har ændret sig. Jeg er en kunstner, der fortsat er under uddannelse og ny i kunstverdenen, og institutionernes tavshed om Palæstina går imod alt, hvad jeg har lært om kunsten og dens evne til at belyse vigtige sager. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor de vælger at være tavse nu, og endnu mindre hvordan de kan gøre kunstnere tavse, når det handler om et folkemord, som sker lige foran øjnene på os.
– Maria H. Thomsen.
#19
Jeg synes faktisk, det er svært at finde ord. Jeg er både vred og ked af det over at opleve, at den branche og det felt jeg er en del af, tilsyneladende ser sig adskilt fra de ubeskrivelige begivenheder, vi er vidner til i Gaza.
Nogle siger, at stilheden skyldes tradition, andre siger, at det er fordi institutionerne ikke er politiske. Men stilheden er jo ligeså politisk, hvis ikke mere. Jeg synes, det er en forskruet og forkert forståelse, at nogle handlinger er politiske mens andre ikke er. Alt er politisk. Den fremmedhed jeg har følt indenfor mit felt har gjort, at jeg selv har sat initiativer i gang, fordi det er ekstremt vigtigt, men også for på lang sigt at undgå at føle, at stilheden var det eneste, vi stod tilbage med. Jeg oplever, at virkelig mange kunstnere og scenekunstnere står frem, mens institutionerne fortsat er fuldstændig stille. Jeg synes både det er skammeligt og uforståeligt.
Tusind tak for jeres arbejde ❤️
#20
Jeg er en 22-årig kunstner, der ikke har gået på akademi endnu, men jeg skriver ansøgninger lige pt. og går derfor også med mange tanker omkring hvad det er, jeg går ind i. Mine drømme om at være en del af kunstverdenen står ikke alene som et personligt ønske, men er også en del af et større billede om et håb for kulturelle og politiske forandringer, at kunne tage del i dette gennem kunsten. Kunstverdenen der altid praler med at kunne rumme at være politisk, revolutionær og frihedssøgende. Men hvordan kan vi efterlade kunsten i et vakuum, hvor virkeligheden ikke er vigtig at tage ansvar for – når det netop er det, vi prædiker i kunsten?
Jeg oplever en enorm splittelse med mine drømme i forbindelse med stilheden fra institutionerne. Jeg er virkelig enormt ked af det og skuffet over, at det større flertal af magthavere i Danmark, inklusive kunstinstitutionerne og magthavere i branchen, ikke viser støtte og empati med det palæstinensiske folk. En støtte jeg føler burde være en fuldstændig fundamental menneskelig værdi, empati med ofre for drab og krigsforbrydelser, og modstand mod noget så uretfærdigt og voldsomt som folkedrab, i den grad som Palæstina bliver udsat for i disse dage. Stilheden tjener Israels hær, stilheden giver lov og tid til flere drab på civile, stilheden tjener krigen, stilheden er en støtte i et større billede, hvor den vestlige verdens penge, ord, tid og handlinger kan gøre en stor forskel – men ingen tager ansvar. Derudover er jeg chokeret og fuldstændig målløs over den retorik, der bliver spredt i medierne, og manglen på repræsentation af den store del af befolkningen, som jeg på egen hånd ser i stor grad hos unge, der også er en del af det københavnske kunst og kulturmiljø – os, der gør modstand, demonstrerer, råber højt, deler information, mobiliserer os. Ser I os ikke? Anerkender I ikke vores opråb? Ser I ikke det samme som os? Hvordan kan I være så stille? – Mathilde Preus.
#21
Tak for at lave den her undersøgelse!
Først og fremmest føler jeg mig trist over stilheden over folkemordet i Palæstina, på den anden side er jeg slet ikke overrasket. Den bekræfter mig i en berøringsangst, som jeg oplever i Danmark. Man er bange for at ødelægge den gode stemning: der er tillid til politikerne, som gennemfører deres racistiske og fremmedfjendske politik. Der er en fortælling om, at vi lever i et demokrati og en velfærdsstat, at politikerne vil os det bedste. Når Mette Frederiksen siger, at Danmark støtter Israel og ikke vil fordømme deres angreb, så tør mange ikke at sige imod. Det er ét stort geopolitisk spil.
Som danskere har vi vildt mange privilegier: Hvis flere går sammen mod det, vi ikke synes er i orden og viser modstand, bliver vi en stor enhed, der forhåbentligt også kan få indflydelse på dagsordenen.
Når vi på kunstakademierne er gået sammen og har lavet offentlige støtteerklæringer til Palæstina, har det været på de studerendes initiativ. Kunstnere og mange andre er gået sammen og har lavet kæmpe underskriftindsamlinger. Men jeg kan kun komme i tanke om Overgaden, der som kunsthal offentligt har erklæret sympati med Palæstina.
At være stille er også at støtte status quo. Jeg forstår kunstneres afhængighed af stipendier og udstillingsmuligheder, fordi det at være kunstner er et vildt prekært erhverv. Pengene er små, og derfor kan det være skrøbeligt, når ens arbejde bliver kædet sammen med ens navn. Måske bliver folk bange for at ytre sig? Det handler også om, hvordan vil man f.eks. gerne vil bruge Instagram – som socialt medie eller portfolio – men hvad eller hvem handler det så om? Det får mig til at stille spørgsmålstegn ved kunstnere og institutioners rolle: Hvem laver man kunst for og til?
Det er klart nemmere og mere komfortabelt at tie stille, være “neutral”, men hvilken ideologi er det så, der reproduceres? Skal kunsten kun være komfortabel? Skal kunsten stille spørgsmålstegn? Hvilken kunstverden vil de være en del af? Nu er det heldigvis mange steder blevet positivt at være feminist, her flere årtier efter at de første kæmpede kampen for (hvid) ligestilling. De store museer laver udstillinger med kvinder og queer kunstnere. Da Tarana Burke startede Metoo-bevægelsen i 2006 fulgte mange efter og sagde fra over for den vold og magt, som mange mænd har haft og udøvet. Måske skulle kunstnere og institutioner kigge på, hvilken feminisme det er, de taler om. Er det hvid feminisme, eller gælder det også intersektionel feminisme? Og hvilket ansvar følger så med?
Institutioner og kunstnere er afhængige af fondsmidler fra kommunerne, der er afhængige af regeringens højredrejede lovgivninger. Kunstverdenen bliver mere og mere indskrænket, måske støtten ryger: Det er os, der står for mål, os, der kan sige noget, har stemmer, men også os, der har færrest midler.
Kunstinstitutionerne siger ofte, at kunst er vigtigt, fordi "kunst skal være politisk, ændre os, udvide vores verdensbillede, skabe samtaler og diskussioner". Men hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og censur? Er de bange for, at regeringen vil cutte finansieringen fra institutionerne? At pro-palæstina bliver sidestillet med antisemitisme? Netanyahus politik handler ikke om religion. Det har intet med jødedom at gøre. Det kan aldrig retfærdiggøre at dræbe 30.000 mennesker og børn på et meget lille indelukket område og drive 2 mio. på flugt. Det her er sket på bare 120 dage.
Antizionisme er ikke antisemitisme. Når Mette Frederiksen forbinder pro-palæstinensiske demonstrationer med Hamas og terrorisme er det hende, der sætter lighedstegn mellem de ord, og skygger for det, det handler om: at vi troede på det, de europæiske lande sagde, da de stiftede FN og menneskerettighederne i 1948 efter holocaust. At aldrig betød aldrig igen. At menneskerettigheder gælder alle. Der er ingen undskyldning for folkedrab.
Jeg føler, der bliver skabt en boble, når politik og kunst bliver adskilt i to ord. Men de kan ikke adskilles. Virkeligheden skal ind på museerne, akademierne. Regeringen lovliggjorde at flage med udenlandske flag i forbindelse med krigen i Ukraine, i sommeren 2023. Men nu vil de gøre det ulovligt igen. Som studerende på kunstakademiet fik vi at vide, at vi hverken må flage eller hænge bannere op på skolens facade, som en skole der lejer sig ind i kommunens bygning. Kommunen mener efter sigende, at flag er politiske og at vi ikke må ytre os politisk på skolens facade. Imens hænger det ukrainske flag 100m. længere nede af vejen på rådhuset – er det ikke politisk? Hvordan forholdt kunstinstitutionerne sig, da krigen brød ud i Ukraine? Jeg husker det som om, at det ukrainske flag hang over det hele – i 7-eleven, på skoler, i vinduerne. Jeg kan blive bekymret for, hvor det ender: I tyskland er det blevet ulovligt at demonstrere for Palæstina – at lave pro-palæstinensisk kunst. I loven er det blevet sidestillet med antisemitisme. Det er censur.
Hvis kunsten ikke må stille spørgsmålstegn, kritisere eller være politisk, hvor ender den så? Alt er politisk. At være stille er politisk.
Som danskere har vi så lidt at miste! Vi lever i et af de rigeste lande, i en såkaldt velfærdsstat. Vi får SU, understøttelse. Hvad er institutionerne helt konkret bange for ved at sige offentligt nej til folkemord? Jeg ville ønske, at flere ville sætte noget af sig selv i spil, komme ud af comfortzonen og face de privilegier, rigtig mange har. Og hvis ikke, så snakke om grundene til det.
Jeg ville ønske, at institutionerne udøvede den feminisme, mange taler om er vigtig. Og jeg ville ønske, at uddannelserne og museerne opfordrede til mere dialog, debat, talks, åbnede et rum for at tale om det. Hvordan kan vi gøre noget ved det sammen? Heldigvis er der mange studerende og kunstnere, der kæmper for Palæstina og ikke vil tie stille.
Jeg snakkede med en kvinde, som sagde, at hun mindedes meget mere opbakning til Palæstina i 70'erne – også aktivt fra kunstinstitutionernes side. Jeg ved ikke, hvordan kunstscenen var dengang, men man kan spørge sig selv: Hvad er der sket siden dengang? – Mari Skousen.
#22
I feel like it makes me doubt the role art has in our society today.
– Tara Dögg.
#23
De sidste tre måneder har jeg mistet fornemmelsen af institutionernes fundamentale grundlag, altså de er blevet ligegyldige, eller måske er fornemmelsen af institutionerne endda skiftet ud med, at de er blevet farlige. Det er nemlig farligt at være tavs og “neutral”. Som kunstner og menneske, der bl.a arbejder institutionskritisk og anti-autoritært, paradoksalt ved at være indskrevet på en kunstnerisk uddannelse, er det her dråben.
Institutionernes tavshed er overdøvende og for mit vedkommende er det allerede for sent for dem at vende tilbage. De går ned med Vestens død. Vi skal skabe helt nye former for fællesskaber og institutioner, hvor autoriteter ikke har muligheden for at stoppe solidaritet, nødhjælp, oplysning, aktivisme, og hvad der ellers kan bidrage til at stoppe kolonial besættelse, “vestlig” statsterrorisme, facisme, krigsforbrydelser, udplyndring og folkemord. Bidrage til at vi ikke mister flere dyrebare liv. – Anders Aarvik.
#24
Hej. Først og fremmest, tusind tak for initiativet omkring kulturinstitutioner og Palæstina! Jeg ønsker selv at være anonym i denne sammenhæng. Jeg synes, det er meget hårdt at arbejde i scenekunstbranchen, når det bliver så tydeligt, at vi (dvs. institutionerne) sympatiserer mere med Ukrainerne end med Palæstinenserne. Det gælder for øvrigt hele Danmark….
I institutionen jeg arbejder for, bliver intet snakket om, og jeg føler nogle gange, at min tydelige holdning på sociale medier bliver set på som en negativ ting ift. institutionens branding etc. Men alt er stille, ikke et ord omkring Palæstina eller institutionens eget forhold til kunstnere med rødder i, eller økonomiske bånd til, Israel. Scenekunst er tit politisk, men at kritisere Israel er ligesom forbudt. For eksempel er samtidsdans så tydeligt koblet til Israel – med Batsheva, Gaga klasser, og Sharon Eyal der snart gæster København. Ingenting aflyses eller diskuteres i det åbne rum.
Jeg synes virkelig, det er problematisk, at scenekunstbranchen og da især samtidsdans, ikke tager afstand fra kunstnere der direkte modtager støtte fra den israelske stat. Kultur og politik kan ikke skilles ad, og Israel har bevidst brugt kunst og kultur til at bygge sin identitet i Europa og USA op.
#25
Jeg er SÅ skuffet og totalt uforstående overfor tavsheden omkring Palæstina – både fra kunstinstitutioner, fonde, messer og gallerier, men også fra kendte/veletablerede kunstnere med en stor following og indflydelse, som når ud til rigtig mange mennesker med deres kunst og posts.
Jeg forstår ikke, hvordan institutioner glædeligt kan poste om de nye udstillinger de åbner, opfordre folk til at tage en fridag og nyde den på deres galleri/museum når noget så grumt, rædselsfuldt og skræmmende sker i Palæstina lige nu. Louisiana bliver f.eks. ved med at poste et foto af deres indgang med et banner, der siger: “Hello, today you have the day off”. NEJ, du har ikke fucking fri idag – idag arbejder du for, at alle du kender/alle i dit netværk, ser hvad der sker i Palæstina, du finder organisationer du kan donere til (blot 50 kr. gør en forskel) og opfordrer andre at donere til dem, du skriver til regeringen, politikere, demonstrerer. Du følger Palæstinensere, der deler LIVE videoer og fotos af hvad der sker, hvad de bliver udsat for, hvad de går igennem, og du deler deres content videre, liker og gemmer det, så det kan nå ud til så mange som overhovedet muligt.
Det MINDSTE man kan gøre, er at se og dele dét, de civile i Palæstina deler med dig, i håbet om at nogen griber ind, før hele deres familie bliver slået ihjel. De deler deres fucking folkemord med dig, og du er stille? Du har ikke en holdning? I jeres post spørger i: “Ved de hvad vi ved, ser de hvad vi ser?” – Hvis de ikke ser, hvad “vi” ser, så er det et bevidst valg om at vende det blinde øje til… Jeg har mistet troen på institutioner, jeg før havde et ønske om at være en del af og kunstnere jeg førhen har set op til. Institutioner og kunstnere, der i deres professionelle virke har et politisk budskab, et feministisk budskab, et bæredygtigt budskab. Det er så overfladisk. Det er så forkert. Det er så dobbeltmoralsk. Jeg væmmes.
Jeg græder og deler, og græder og deler hver dag, men det handler jo for fanden ikke om mig, vel? Det handler om alle de stakkels civile i Palæstina med drømme og kærlighed, der får sprængt arme og ben og hoveder af og må begrave deres børn, mødre, fædre, onkler, tanter, bedsteforældre, bedste venner, kærester, partnere – hvis de da er så heldige overhovedet at kunne finde dem. Og så er det ligemeget, om det er hårdt for mig og dig at se på – det er ligegyldigt i forhold til at dét DE deler med verden bliver set af så mange som overhovedet muligt, så det har størst mulig chance for at kunne blive stoppet.
Så, museer, kunsthaller, offentlige og private fonde, gallerier, messer, forbund, kunstnere – vær dog for helvede ikke stille. – Linnea Langfjord.
#26
Jeg kender til i al fald to etablerede kuratorer, der støtter Israel. Det får mig til at reflekterer over, hvorvidt de mange kunstinstitutioner der ikke har lavet en udmelding som støtte til våbenhvile eller mod Israels folkedrab af den palæstinensiske befolkning, der egenlig støtter Israels angreb og apartheid? Hvad betyder det for kunstnere, der aktivt demonstrerer for våbenhvile? Det får mig også til at reflektere over, hvem jeg egentlig har lyst til at samarbejde med.
**Svar fra Copenhagen Contemporary (PÅ #6 & #7)
CC tilslutter sig den internationale museumsorganisation CIMAMs erklæring, der tager afstand til den omfattende censur. Og vi vil gerne hjælpe med at udfolde nogle af vores tanker bag vores arbejde:
CC er en scene for kunsten. Vi giver stemme til kunsten og de mange diskussioner og refleksioner, den afføder. Og her er vi bestemt ikke gået udenom Israel/Palæstina. Tværtimod. Vi har lagt arbejde i følgende tiltag, som CCs direktør med et ønske om transparens opridsede for alle CCs medarbejdere i en mail, sendt ud d. 25. oktober 2023:
Kære alle,
Flere medarbejdere har spurgt til CCs holdning og reaktion på den aktuelle konflikt i Gaza-området, som jeg gerne vil uddybe her:
Vi er på CC dybt berørte over den forfærdelige konflikt i Israel/Palæstina og vil udtrykke vores dybeste medfølelse med konfliktens mange uskyldige civile ofre i begge lande. Vi understøtter på det kraftigste opfordringen til våbenhvile, så de militære angreb på de to landes befolkninger kan blive erstattet af diplomatiske forhandlinger.
Vi arbejder på CC lige nu på tre konkrete tiltag:
Vi ser på mulighederne for at understøtte flygtende kunstnere og kuratorer fra regionen i forlængelse af vores involvering i Displaced artists network, hvor CC er en del af styregruppen.
Vi vil adressere situationen i den form, vi som samtidskunstcenter gør bedst, nemlig ved at give en platform til kunstnere, som fortolker samtiden – herunder det globale samfunds politiske spændinger – i deres værker. Vi åbner i juni 2024 sammen med Glyptoteket en udstilling med den palæstinensisk-amerikanske kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme, der med base i Ramallah og New York har beskæftiget sig med regionens kulturarv og spørgsmålet om ejerskab til land og arkæologiske genstande.
CC x Upaya: Velgørenhedsmiddag – Upaya og CC byder velkommen til langbordsmiddag i CCs café Connie Connie d. 16 november kl. 18. Al overskud går til Medical Aid for Palestinians. Upaya er et nyopstartet non-profit initiativ, der afholder særlige aftener med mad og musik, som støtter et velgørende formål. […]
De bedste hilsener, Marie
Det er korrekt, at vi har meldt ud til vores værtskorps, at ingen medarbejdere må bære politiske symboler på deres CC uniform, når de er på arbejde – det gælder ift. alle politiske tiltag både globalt og indenrigspolitisk.
Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.
