NY UNDERSØGELSE: FAVORISERER DEN DANSKE KUNSTSCENE HVIDE KUNSTNERE?
Internationale undersøgelser viser, at kunstens fortællinger stort set udelukkende fortælles gennem en “vestlig” optik med et dominerende flertal af hvide kunstnere, men hvordan ser tallene ud i en dansk kontekst? Med denne nye undersøgelse ønsker vi at kortlægge andelen af hvide og BIPOC-kunstnere, der præsenteres på landets museer og kunsthaller.
Kunstfeltet i Danmark har et ønske om at producere og udstille kunstneriske udtryksformer, der rammer bredt. Går man eksempelvis ind på de danske kunstinstitutioners hjemmesider, kan man læse om deres udstillingspolitik og visioner. På Arkens hjemmeside står der, at de “henvender sig til alle dele af samfundet”, mens Kunsthal Charlottenborg “præsenterer kunst, der er kompromisløs og sætter dagsorden, men som stadig er tilgængelig for alle” og på Overgadens hjemmeside står der, at kunsthallen “arbejder for en bred repræsentation af samtidskunstens udtryk” samt at de “tilsigter og arbejder for at være et udstillingssted for hele Danmark”.
De store udstillingssteder bekendtgør altså, at kunsten er for alle, og at den kunst som vises, skal repræsentere en bred palette af æstetiske udtryk. Den skal med andre ord spille en betydningsfuld rolle for det eksisterende samfund. I forlængelse af disse udsagn, er det nærliggende at reflektere over, hvem “alle” i denne kontekst er. Hvilken kunst og hvilke perspektiver er der tale om? Og hvis institutionerne gerne vil vise kunst, der er “tilgængelig for alle”, bør alle så ikke føle sig repræsenteret i den kunst, der udstilles?
Arbejdet med at kortlægge repræsentationen i museernes udstillingspraksis er i de senere år blevet påbegyndt i flere lande. Eksempelvis er det i USA og Storbritannien blevet vist, at det kunstneriske felt længe har været præget af en etnisk ensartethed (det vil sige primært hvide kunstnere og kunstfaglige), hvilket blandt andet har medført en revurdering af samlingerne. I 2019 annoncerede MoMa i New York, at de ville udvide deres permanente samling med oversete narrativer i kunsthistorien og samtidskunsten med værker fra bl.a. Asien, Afrika og Latinamerika. Dette tog museet bl.a. hul på ved en større ombygning i efteråret samme år.
Tilsvarende er det også blevet dokumenteret, at den etniske ensartethed manifesterer sig i kunstfaglige afdelinger på museer og udstillingssteder. Tilbage i 2019 offentliggjorde den private amerikanske fond Andrew W. Mellon Foundation den omfattende rapport “Art Museum Staff Demographic Survey 2018”, der undersøgte antallet af nationalt blandede etniciteter ansat i kunstfaglige afdelinger på 332 amerikanske kunstmuseer.
Rapporten konkluderede en markant overvægt af hvide kuratorer og ledere på de kunstfaglige afdelinger og dermed en større ulighed mellem de hvide grupper og BIPOC (Black, Indigenous and People of Color). Dog viste undersøgelsen også, at der var en mindre stigning med 4% mellem årene 2015-2018 af afroamerikanske kuratorer på de amerikanske kunstmuseer – svarende til 21 ansættelser på de 332 museer, der var inkluderet i rapporten.
I Danmark er lignende undersøgelser endnu ikke blevet foretaget, men selvom der er væsentlige demografiske forskelle i landenes befolkningsgrupper og tilsvarende store forskelle i det koloniale ophav og migrationshistorier, så er det ikke mindre relevant at undersøge den etniske repræsentation på de danske kunstinstitutioner.
Den etniske repræsentation på den danske kunstscene
I 2019 igangsatte vi en undersøgelse med det formål at kortlægge den etniske repræsentation på den danske kunstscene. For hverken i Danmark eller resten af Europa er befolkningen og kulturen homogen men kendetegnes i stigende grad af etnisk og nationalt blandede identiteter.
Spørgsmålet er, om udstillingspraksissen på de danske institutioner afspejler denne blandethed? Gennem denne optælling søges der at åbne op for en diskussion om, hvilket ansvar kunstinstitutionerne har over for det omgivende samfund. Hvordan skabes der en større bevidsthed om repræsentationspolitikken i udstillingsmæssige sammenhænge? Kan en homogen repræsentation komme til at blokere for kritisk tænkning? Og risikerer man i værste fald at bidrage til opretholdelsen af strukturer, der marginaliserer bestemte perspektiver, som har værdi for det bredere samfund? Ligesom det er selvsagt at kvinder kan have andre oplevelser end mænd, eller ligesom at personer med ikke-binære kønsidentiteter stadig har andre erfaringer end binære, så kan der være perspektiver som man overser, hvis man kun repræsenterer den hvide stemme på kunstinstitutionerne.
Ved denne optælling kortlægges antallet af soloudstillinger på en række danske museer og kunsthaller samt kunstmuseernes nyerhvervelser de seneste år. At undersøge, optælle og gruppere forskellige etniciteter er dog både en kompleks og skrøbelig øvelse*. Derfor er grupperingerne fastsat ud fra samtaler med eksterne sparringspartnere med viden inden for etnicitet og racialisering. BIPOC afgrænses derfor på følgende vis: Kunstnere med ophav i lande uden for EU, UK, US, Canada, Australien – altså uden for det, der i hverdagssprog kaldes “den vestlige verden”; de befolkningsgrupper der stammer fra (gennem en eller flere forældre) Afrika, Asien, “Mellemøsten”, oprindelige folk i Australasien, USA, Caribien samt inuit, romaer, sintier m.fl. Listen inkluderer ikke efterkommere af europæere, der er migreret til Afrika, Asien eller Amerika af erhvervsmæssige eller koloniale grunde (Jf: The Union – Cultural Workers' Union for Black and People of Colour).
*At tale om deciderede racer kræver, at man tror på at menneskeheden kan inddeles i underarter – hvilket biologien for længst har modbevist. Race er en social konstruktion, men når vi alligevel omtaler grupperinger (som f.eks. BIPOC) er det i en erkendelse af, at forskellige privilegier og muligheder stadig afhænger af hudfarve og etnicitet.
Det statistiske materiale undersøger soloudstillinger på de udvalgte museer og kunsthaller i perioden 2007-2019. Vi har valgt at fokusere på soloudstillinger af to væsentlige årsager. Grundet det omfattende arbejde, som undersøgelsen har krævet, hvor hver etnicitet for hver soloudstilling er blevet optalt manuelt, har gruppeudstillingerne været en større og mere kompleks opgave, da en gruppeudstilling eksempelvis kan tælle over 50 kunstnere. Grundet begrænset tid og økonomi (projektet fik afslag på fondsstøtte) har dette ikke været en mulighed at inkludere her. For det andet er en gruppeudstillings hensigt ofte at undersøge en tematik, hvorimod en soloudstilling handler om at udfolde en enkelt kunstners praksis.
Ligeledes undersøges museernes samlinger, herunder nyerhvervelser i perioden 2014-2018. At perioderne er forskellige skyldes tilgængeligheden af de relevante data. Institutionerne er udvalgt på baggrund af besøgstal, offentlig profil samt adgangen til udstillings- og samlingsdata, og tæller følgende: Kunstmuseer (2007-2019): Statens Museum for Kunst (København), ARoS (Aarhus), Louisiana (Humlebæk), Arken (Ishøj) og Kunsten (Aalborg). Kunsthaller (2010-2019): Kunsthal Charlottenborg (København), Kunsthal Aarhus (Aarhus), Den Frie Udstillingsbygning (København), Overgaden – Institut for Samtidskunst (København), GL Strand (København), Kunsthal Nord (Aalborg) og Nikolaj Kunsthal (København).
Fra 2007-2019 er blot 12% af soloudstillingerne lavet af kunstnere med etnisk ophav uden for de “vestlige” lande, mens hele 88% er af kunstnere med rødder inden for EU, UK, US, Canada og Australien.
Samtidigt viser undersøgelsen, at 92% af museernes nyerhvervelser udgøres af værker lavet af hvide kunstnere, mens kun 8% er af BIPOCs. Ved kunsthallerne tegner der sig et lignende billede. Her udgør hvide kunstnere 86% af soloudstillingerne. Kortlægningen af museernes og kunsthallernes udstillinger viser altså en tydelig skævvridning af, hvem der repræsenteres og ligeledes hvilke kunstnere, museerne erhverver til deres samlinger.
UNDERSØGELSENS NØGLETAL
12% af soloudstillingerne vist fra 2007-2019 på SMK, ARoS, Louisiana, Arken og Kunsten er af BIPOC-kunstnere. 88% er af hvide kunstnere.
92% af museernes erhvervede værker i perioden 2014-2018 er skabt af kunstnere med rødder i “vestlige” lande, mens 8% er skabt af kunstnere med rødder uden for de “vestlige” lande.
På kunsthallerne udgør soloudstillinger (07-19) af hvide kunstnere 86%.
☞ Du kan føre musen hen over diagrammerne nedenfor for at se tallene.
Soloudstillinger på museerne* (2007-2019)
Nyerhvervelser på museerne* (2014-2018)
SOLOUDSTILLINGER PÅ KUNSTHALLER* (2007-2019)
STATENS MUSEUM FOR KUNST (KBH)
Soloudstillinger (2007-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
Nyerhvervelser (2014-2018)
NYERHVERVELSER (2014-2018)
ARoS (AARHUS)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
Nyerhvervelser (2014-2018)
Nyerhvervelser (2014-2018)
LOUISIANA (HUMLEBÆK)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
Nyerhvervelser (2014-2018)
Nyerhvervelser (2014-2018)
ARKEN (ISHØJ)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
Nyerhvervelser (2014-2018)
Nyerhvervelser (2014-2018)
KUNSTEN (AALBORG)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2007-2019)
Nyerhvervelser (2014-2018)
Nyerhvervelser (2014-2018)
KUNSTHAL CHARLOTTENBORG (KBH)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING (KBH)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
KUNSTHAL AARHUS (AARHUS)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
OVERGADEN (KBH)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
GL STRAND (KBH)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
KUNSTHAL NORD (AALBORG)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
NIKOLAJ KUNSTHAL (KBH)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
SOLOUDSTILLINGER (2010-2019)
Hvis du finder fejl eller mangler i ovenstående statistik, er du meget velkommen til at henvende dig på info@idoart.dk.
Forsidefoto: Gayatri Malhotra.
Claudine Zia er cand.mag. i kunsthistorie.
Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk.
