Illustration, Offentligt rum, Proces, Skulptur, UdstillingerKATE SKJERNINGMay 20, 2019Kate Skjerning, eScape, Hørning, Museum Skanderborg, Kunstråd Skanderborg, Odense, HollufgårdComment

EN RYTTER – ET STEDSSPECTFIKT VÆRK, SOM ALLIGEVEL KOM LIDT OMKRING

Illustration, Offentligt rum, Proces, Skulptur, UdstillingerKATE SKJERNINGMay 20, 2019Kate Skjerning, eScape, Hørning, Museum Skanderborg, Kunstråd Skanderborg, Odense, HollufgårdComment

Tilbage i 2015 blev jeg af projektet eScape inviteret til at lave et forslag til en kunstnerisk kommentar omkring den arkæologiske udgravning af en meget betydningsfuld ryttergrav i Hørning ved Skanderborg. Altså et stedsspecifikt værk, som kun skulle have haft en levetid på et par måneder. Det endte dog senere med at blive sendt videre til helt andre omgivelser, og hver ny placering gav ny betydning til værket, eller i hvert fald blev det oprindelige koncept drejet.

eScape, som stillede mig opgaven, er et koncept, der handler om at lave midlertidige kunstevents på steder, der rummer en stærk arkæologisk fortælling. Konceptet er et samarbejde mellem Museum Skanderborg, Kunstråd Skanderborg, VisitSkanderborg og Skanderborg Kommune.

I første omgang arbejdede jeg med et forslag til en rute af lysende hestespor i kvarteret omkring graven, men på grund af komplikationer med tilladelser og økonomi til udgravningen kom der til at gå tre år, inden projektet kunne realiseres. Den del af eScape, hvor jeg var involveret, udfoldede sig i sensommeren 2018 og blev kaldt Tidens spor - Vikingen fra Fregerslev.

I mellemtiden var jeg ikke længere så tændt på min oprindelige plan, og da der kun var fire måneder tilbage til deadline, fik jeg pludselig en ny idé. Direktøren fra Museum Skanderborg havde tidligere i spøg foreslået at jeg kunne lave en rytterstatue, og efter at have været mange andre idéer igennem, kunne jeg alligevel ikke slippe det morsomme i den tanke. Heldigvis fik jeg lov til at arbejde med den nye idé, men da jeg som sædvanlig kastede mig ud i en langsommelig teknik, fik jeg en temmelig travl sommer det år.

Generelt er konceptet det vigtigste for mig i min kunst. Jeg arbejder i mange forskellige materialer alt efter sted og tema, men da det taktile udtryk også betyder meget for mig, foretrækker jeg ofte skrøbelige materialer som for eksempel papir og tekstil eller mælkebøttefrø. En af mine tilbagevendende udfordringer er at få de sarte og ikke langtidsholdbare materialer op i de store formater, som jeg især er begejstret for at arbejde i.

Ryttergraven i Hørning, som det hele skulle handle om, ligger midt i et nybygget parcelhuskvarter. I graven har arkæologerne bl.a. fundet mere end 700 pyntebeslag til hestens seletøj og saddel, hvilket vidner om velstand og tilknytning til et magtfuldt hierarki. Måske var vikingen fra Fregerslev kongens højre hånd? En rytterstatue er en storslået magtmanifestation med rod i myten om den overlegne maskulinitet, og som oftest er den hugget i marmor og støbt i bronze. Rytteren er placeret højt til vejrs på en kæmpe sokkel. Hans ophøjede position afspejler hans status i samfundet, og beskueren skal helst føle sig lille og ubetydelig ved siden af helten.

Nu hvor ligestilling – ikke kun mellem kønnene, men generelt – er blevet mere naturligt, eller i hvert fald prioriteres, har det været sjovt at lege med en klassisk rytterstatue og ideologien bag en sådan. Traditionelt er rytteren forstørret i forhold til hesten, men for at fremhæve perspektivet i mit billede og for at gøre rytteren mere menneskelig, har jeg i stedet formindsket ham. Jeg har set stort på, at en rytterstatue stilistisk ikke passer til vikingetiden, og jeg har i det hele taget blandet fortid og nutid efter forgodtbefindende.

En Rytter er enkel og også dekorativ, men mere på grund af strukturen i fladen end på grund af pyntede detaljer. Hvis det ikke havde været for soklen, ville min version af rytteren nærmest have passet ind i vores moderne demokrati. Han er fremstillet afslappet og sympatisk, med sit lange hår i en hipsteragtig frisure. Hans fremtoning er langt fra vores traditionelle forestilling om en vild og krigerisk viking – han er værdig som en arketypisk helt. Jeg håber, at min venlige rytter kan være med til at sætte fokus på det komiske i, at nogle mennesker skulle være mere værd end andre – sådan på det helt overordnede plan og i alle mulige sammenhænge.

En Rytter i Hørning. Foto: Niels Linneberg.

I arbejdet med En Rytter prøvede jeg mig frem med en ny teknik, udviklet til projektet (men jo sikkert også opfundet af andre). Det minder nok mest om vævning, men jeg synes, det lyder bedst at kalde det for luftbroderi. Jeg har brugt 7.500 meter sejlgarn i to forskellige tykkelser – mest af det tykke garn forneden, og mest af det tynde foroven – for at fremhæve perspektivet. Garnet er broderet ovenpå et skelet af almindeligt havehegn, med fem baner syet ovenpå hinanden i en ramme af jern. Det var først ved monteringen på stedet, at jeg selv så helheden af det 6,4 x 5,2 meter store værk.

Jeg har læst, at der kun findes 36 rytterstatuer i hele verden med kvindelige ryttere på, og som et lille bitte oprør har jeg så udført mit værk i, hvad man kan kalde for traditionelt kvindeligt kunsthåndværk. Den umiddelbart skrøbelige teknik har givet den ellers så maskuline og bombastiske kliché et mere nuanceret, eller måske næsten feminint, udtryk. Det tynde materiale betyder samtidig, at værkets udstråling varierer konstant, efter om himlen bag den er blå eller grå, med dramatiske eller små hvide skyer, om det regner eller tordner – og fra hvilken vinkel skulpturen betragtes.

Det gennemsigtige udtryk symboliserer for mig alt det omkring rytteren og hesten i Hørning, som endnu er hemmeligt for os. Det store spørgsmål er stadig, hvad undersøgelserne af de genstande, som arkæologerne har fundet i graven, vil give os af ny viden om vikingen og hans liv for mere end 1000 år siden.  Faktisk kan arkæologerne i øvrigt endnu ikke med 100% sikkerhed sige, at rytteren var en mand og ikke en kvinde.

Da det hele gik lidt stærkt til sidst i processen, nåede jeg ikke ret mange teknikprøver og slet ikke at teste holdbarheden af værket over længere tid. For at være helt sikker på, at det kunne holde de måneder, det krævede i Hørning, bandt jeg derfor overdrevent mange knuder på sejlgarnet. Da udstillingsperioden var ovre, stod vi med et værk, som fortsat var intakt, så derfor fik jeg af eScape (som ejer skulpturen, og som går ind for genbrug), lov til at undersøge om andre kunne være interesserede i at udstille den.

En Rytter flytter fra Hørning. Foto: Nina Bangsbo Dissing.

Kulturkonsulenten i Odense Kommune var straks med på idéen. Det passede perfekt med, at den rigtige rytterstatue af Kong Christian IX i Kongens Have midt i Odense skulle renoveres hen over foråret 2019, og min rytterstatue kunne derfor fungere som en slags midlertidig stedfortræder for den. Den rigtige rytterstatue i Odense er lavet af Aksel Hansen. Den har stået på sin plads i Kongens Have siden 1912, og nu skulle den have ordnet nogle rustangreb, som den havde fået på dens jernankre.

I januar 2019 blev Kong Christian IX på 2.200 kilo fragtet til Skulpturstøberiet Svendborg, og den mere sarte En Rytter ankom i stedet til parken.

En Rytter i Odense. Foto: Niels Linneberg.

I dagtimerne fremstod En Rytter meget diskret og gennemsigtig og kunne måske tolkes som kongens genfærd, men i aftentimerne fremstod den oplyst og mere ovre i det majestætiske. Den stod lige overfor den gamle banegård med den ene side ud mod det pulserende byliv – midt i vejarbejde, lyskryds og en vrimmel af trafikanter og fodgængere. Til den anden side vendte den mod Odense Slot og parken, som det meste af tiden stod med nøgne træer, men senere med grønne, udsprungne blade.

Vores nervøsitet, for om skulpturen – i al sin skrøbelighed og placering midt i byen – ville overleve eventuelt hærværk, var heldigvis helt ubegrundet.

Rytterstatuen af Kong Christian IX er nu kommet tilbage på sin plads i Kongens Have i Odense, og min rytterstatue er taget videre til Skulpturparken på Hollufgård. På grund af den nye byudvikling i Odense er en del skulpturer her i foråret kommet fra midtbyen til Hollufgård, og En Rytter fulgte med strømmen. St. Bededag holdt Kunstcentret på Hollufgård åbning af Skulpturparken, som den ser ud i sommeren 2019.

På Hollufgård har En Rytter igen fået en (for en rytterstatue) passende placering tæt på den gamle herregård i renæssancestil, og ud mod den gamle og mest stramme del af den tilhørende park.

En Rytter på Hollufgård. Foto: Niels Linneberg.

Her bliver den stående, indtil ståltråden eller tekstilet ikke kan mere – og til den tid har jeg nok fået en idé til et nyt værk til Hollufgård, sådan at den solide jernramme kan genbruges endnu engang.

En Rytters næsten gennemsigtige fremtrædelsesform indrammer og fremhæver dens omgivelser, og selve billedet af rytteren og hesten får meget forskelligt udtryk efter, hvor og hvornår man ser den.

Det har været så sjovt at få lov til at opleve skulpturen under snart alle årstider – og på baggrund af meget forskellige omgivelser, som på hver sin måde har spillet sammen med eller mod skulpturens oprindelige betydning.

Fra sin første placering i Hørning – på en rå byggegrund mellem et nyt parcelhuskvarter og en vindblæst mark – som jo på rigtig mange måder var dejligt malplaceret for en rytterstatue, kom den ind midt i Odense, faktisk til et helt oplagt sted for sådan en. Som en kongelig erstatning i Kongens Have, stod den midt i menneske- og trafikmylderet og med Odense Slot i baggrunden. Nu er dens rejse sluttet med den smukkeste placering, jeg overhovedet kunne ønske mig for den – på Hollufgård med det klassiske parkanlæg, blandt mere end 50 andre kunstværker.

KATE SKJERNING

Kate Skjerning (f. 1961) er uddannet ved Grafisk Skole i Aarhus og ved Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding). Kate har bidraget til idoart.dk siden 2019.