Illustration, Keramik, Offentligt rum, Proces, Rejser, Skulptur, VidenskabJENS SETTERGRENJanuary 06, 2022Jens Settergren, Statens Kunstfond, VDD2021, Odense, Vollsmose, Italien, NASA, Oskar Kolliander, Ursula K. Le Guin, Det Jyske Kunstakademi1 Comment

MOSAIK, PIXELS OG WORLDBUILDING

I november 2021 kunne jeg efter 2 års arbejde indvie mit offentlige kunstværk Galaksestien i Vollsmose. Jeg skriver her om at begynde at arbejde med mosaik, om processen med at få realiseret et større værk i det offentlige rum, og om worldbuilding.

Processen startede i sommeren 2019, hvor Statens Kunstfond indbød i alt seks kunstnere og kunstnergrupper til en konkurrence om at lave kunst i Vollsmose i Odense. Efter en indledende procedure blev fire kunstnere udvalgt til at udarbejde et skitseforslag til et parkområde, som forbinder boligkvarterer med en folkeskole – Odinskolen.

Det var vigtigt for mig, at værket havde en direkte relation til skolen, og en del af arbejdet med projektet var at udvikle et undervisningsmateriale med udgangspunkt i mosaik og de forskellige motiver, der indgår i værket.

I Galaksestien indgår der en række ”kosmiske portaler” – mosaikværker med kosmologiske motiver på tværs af tid og historie. Motiverne rummer mange fortællinger og betydningslag, men kan samtidig aflæses meget umiddelbart af eksempelvis de børn, der bruger skolestien til daglig. Jeg arbejdede med at lavede et snoet stiforløb som en afvigelse fra den lige skolesti, som kan transportere én ind i andre universer og sende én på indre og ydre rejser.

Jens Settergren, TRANSMITTER. Foto: Anders Wiuff.

Jens Settergren, Galaksestien (detalje). Foto: Anders Wiuff.

De ti forskellige, kosmologiske motiver der indgår i Galaksestien spænder bredt historisk og geografisk. Mosaikken med titlen NAVIGATOR viser en gengivelse af Himmelskiven fra Nebra, som er den tidligste kendte konkrete afbildning af stjernehimlen, og som kan dateres helt tilbage til bronzealderen. Det menes at have været et portabelt astronomisk instrument, som måske har været brugt til at aflæse solhvervenes rytmer.

Motivet STARGAZER har sin rod i Persien, hvor astronom Abd-al-Rahman al-Sufi i bogen Book of Fixed Stars beskrev sin version af det ordnede verdensbillede tilbage i år 964. Han forbinder den græske hellenistiske forståelse med den arabiske og beskriver komplekse sammentræf mellem stjernebilleder og deres navne. REACHER viser et motiv baseret på et træsnit af en ukendt kunstner, som blev bragt i bogen The Atmosphere: Popular Meteorology i 1871 af den franske astronom og science fiction forfatter Camille Flammarion. Motivet er kendt som et billede på menneskets tiltrækning mod at udforske det ukendte samt den evige stræben mod at udregne den kosmiske mekaniks logikker.

Jens Settergren, NAVIGATOR. Foto: Anders Wiuff.

Jens Settergren, STARGAZER. Foto: Anders Wiuff.

Jens Settergren, REACHER. Foto: Anders Wiuff.

I VOYAGER, som er baseret på en tegning af arkitekten Georgij Krutikov, vises en illustration fra den russiske kosmisme, som blandt andet nærede ønsker om at genoplive menneskehedens samlede biomasse og kolonisere det ydre rum, mens DECODER er af mere videnskabelig karakter, og viser hvordan kunstner og astronom Clara Maria Eimmart i 1698 byggede videre på tidligere astronomers observationer af Saturns ringes mystiske formskiften for at nå frem til den gengivelse af Saturns ringe, som vi kender i dag.

Med SIMULATOR, det nyeste motiv af dem alle, transporteres vi frem til 2019, hvor NASA gennem computerberegninger skaber en illustration af et sort hul. Her befinder vi os på vores samtids højdepunkt af videnskabelige visualiseringer af de kosmologiske mekanismer – noget vi ikke kan se med det blotte øje, men som vi må forsøge at forstå gennem computerens simuleringer. Lige så meget som billederne peger ud mod kosmos, peger de tilbage på mennesket selv og dets forestillinger om altings sammenhæng.

Jens Settergren, VOYAGER. Foto: Anders Wiuff.

Jens Settergren, DECODER. Foto: Anders Wiuff.

Jens Settergren, SIMULATOR. Foto: Anders Wiuff.

Hammer og mejsel
For at producere værkerne samarbejdede jeg med et mosaikværksted i Norditalien. Da jeg var blevet tildelt opgaven i Vollsmose indledte jeg en tæt dialog med værkstedet, og i en periode, inden produktionen af værkerne gik i gang, arbejdede jeg med mosaikkernes farvesætning ud fra materialeprøver, jeg fik tilsendt. Heldigvis kunne jeg i 2020 komme afsted til værkstedet i Italien for at lave den endelige farvesætning i samråd med værkstedets leder, Valerio Lenarduzzi. Som så mange andre i Italien, som holder mosaiktraditionen i live, er han uddannet fra mosaikakademiet Scuola Mosaicisti del Friuli i Spilimbergo, nord for Venedig. På mosaikværkstedet havde de forberedt alle motiverne til mine værker ved at printe dem ud i deres rigtige størrelse på én meter i diameter. Hver mosaik består af tusindvis af tesserae – små stykker af glasemalje, som hugges ud i hånden enkeltvis, og som sidenhen limes fast direkte på papiret med motiverne.

Fra mosaikværkstedet i Norditalien. Foto: Jens Settergren.

Mosaikstenene produceres på glaspusteriet Mosaici Dona' Murano på øen Murano ved Venedig og er lavet af glasemalje indfarvet med pigment. Her smeltes runde plader i en glasovn, som sidenhen hugges ud i strimler, der til sidst kan tilpasses i hånden ved hjælp af hammer og en såkaldt hardie, en slags mejsel som fastgøres i en træblok. Mosaikstenene arrangeres spejlvendt på et stykke papir, hvorpå motivet som skal udføres er printet. Denne spejlvendings-teknik benyttes for at opnå en jævn overflade, som eksempelvis er egnet som belægning. Mine værker blev sidenhen støbt ned i runde armerede stålrammer for at gøre dem holdbare som fliser i stiforløbet.

Mosaikkerne blev efterfølgende lagt som nedslag i et 200 meter langt stiforløb, som består af runde organisk formede granitfliser i tre forskellige farver; rød, grøn og sort, for at skabe et forløb, der kan minde om en sværm af himmellegemer. Nogle steder overlapper disse himmellegemer i mønstre, hvor de forskellige farver glider ind over hinanden og skaber nye former. Alle granitstenene er skåret ud i hånden for at give et organisk udtryk og for at tilpasse de enkelte sten til de forskellige mønstre i stien.

Galaksestien har en stor indvirkning på det omkringliggende landskab, idet den snor sig ind i de bakker, den er omgivet af. Skrænterne skulle derfor tilpasses, for at Galaksestiens organiske form kunne indarbejde sig i parkområdet. Jeg arbejdede i en periode med arkitekt og billedkunstner Oskar Koliander om at lave 3D-tegninger som forlæg til udgravningerne.

Det har været en kompleks proces, som har krævet et tæt samarbejde med bygherre, ingeniører og arkitekter, hvor jeg har lært helt nye ord at kende, såsom ”koter” (højden for et bestemt terrænpunkt) og ”geoteknisk jordbundsanalyse” (som blandt andet benyttes til at afgøre, om jorden har den fornødne stabilitet til eksempelvis en sti). Værket kom godt i mål, blandt andet fordi jeg fra starten ansatte en projektleder, kunsthistoriker Julie Tvillinggaard Bonde, som har fulgt hele processen nøje og har stået for kommunikationen mellem de mange forskellige aktører i projektet.

Jens Settergren, Galaksestien. Foto: Anders Wiuff.

I løbet af de seks måneder det tog at producere værkerne, havde jeg en tæt dialog med værkstedet om farvesætningen og udformningen af de enkelte motiver. For at få en bedre forståelse af teknikken tog jeg selv et kursus i glasmosaik i Ravenna, som ligger ved kysten et par timer syd for Venedig. I en uge huggede jeg selv tesserae ud og afprøvede forskellige metoder, bl.a. en særlig teknik fra Ravenna, hvor mosaikken laves på en base af kalksten og sidenhen limes fast på et klæde, hvorefter den kan støbes fast i et underlag.

Fra skolen i Ravenna. Foto: Jens Settergren.

Ravenna er et særligt godt sted at studere glasmosaik, da byen i 402 e.v.t. blev hovedstad for Det Vestromerske Rige. I byen kan man i mosaikværkerne se en brydning mellem antik og byzantinsk tradition, idet Ravenna var et forbindingspunkt mellem de vestlige og østlige riger. Mellem det 4. og 6. århundrede, byens gyldne alder, blev der opført nogle af de mest betydningsfulde mosaikværker fra den tidlige byzantinske periode. Den byzantinske mosaik fik stor indflydelse på kunsten i Europa, blandt andet i Republikken Venedig såvel som i Rusland og en række andre lande.

En af grundene til at jeg gerne ville arbejde med mosaik i Vollsmose er netop denne forbindelse mellem ”Østen” og ”Vesten”, som mosaiktraditionen indeholder. Selve mosaiktraditionen kan spores 5000 år tilbage i tiden til de første civilisationer i Mesopotamien, hvor farvede sten, muslingeskaller og elfenben besmykkede templerne. Senere har man anvendt emaljeret tegl, farvet glas og endda guld til at skabe de komplekse motiver, der pryder paladser, templer og kirker fra gulv til loft. I mosaikkens ældgamle traditioner så jeg en forbindelse til worldbuilding-begrebet – idéen om at konstruere nye verdener – og det har fulgt mig gennem hele processen.

Jens Settergren, Worldbuilding. Kunstmuseum Brandts. Foto: David Stjernholm.

Jens Settergren, Worldbuilding. Foto: David Stjernholm.

At konstruere verdener
Ligesom i vor tids pixelbaserede billeder dannes mosaikkernes komplekse motiver af små byggesten. Derfor blev “Worldbuilding” også titlen på en soloudstilling, jeg lavede på Kunstmuseum Brandts i Odense i forlængelse af, at jeg arbejdede på udsmykningen. ”Worldbuilding” er et begreb, som er særligt kendt fra gaming og litteratur, især fra fantasy og science fiction. Her konstrueres komplekse verdener ligeledes med egne logikker.

I J.G. Ballards The Crystal World kolliderer anti-tids-partikler med vores verdens kronometriske flow og begynder at fryse tiden til krystaller, som langsomt overtager vores kendte, rationelle verden. Ursula K. Le Guin fremskriver i sin Hainish Cycle flere solsystemer, hvor menneskeheden ikke har udviklet sig på jorden men snarere er et resultat af en anden races genetiske eksperimenter. Komplekse verdener med egen flora, fauna, sprog og endda hele universer konstrueres i science fiction genrens worldbuilding-processer og kaster nyt lys på livet her på ”Spaceship Earth”.

I udstillingen Worldbuilding blev de ti mosaik-portaler installeret på betonsokler. Som rumsonder der var landet fra forskellige verdener indtog de rummet omkring Amfiscenen, foran kunstmuseet. Mosaikkernes titler peger på et nutidigt computerunivers, og henviser både til hardware og software. Jeg så dem som en slags aktører i en ”worldbuilding”-proces, hver med egne egenskaber; REACHER, som rækker ud gennem verdens sfærer, SIMULATOR, som fremstiller billeder af potentielle virkeligheder, eller CARTOGRAPHER, som aflæser og systematiserer. Tilsammen kan disse aktører måske fremmane nye, ukendte verdener. De kosmologiske portaler er forbundet gennem science fiction, spiritualitet og naturvidenskab, og reflekterer hvordan himmelsfæren til alle tider har været genstand for radikale billeddannelser – verden genskabt i et utal af forskellige versioner, som hele tiden muterer.

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

JENS SETTERGREN

Jens Settergren (f. 1989) er billedkunstner, uddannet ved Det Jyske Kunstakademi.