Biologi, Offentligt rum, Proces, Skulptur, Studio Visits, UdstillingerLINE KJÆRMarch 31, 2020Studio ThinkingHand, Rhoda Ting, Mikkel Dahlin Bojesen, Dronningmølle, Munkeruphus, Gilleleje, Covid-19, Astrida Neimanis, Line KjærComment

NY NATUR. NY TID. REPORTAGE FRA EN UDSTILLING DER MÅSKE ALDRIG ÅBNER

Det er torsdag. Dag 7 i en ny virkelighed. En uge siden at vores statsminister erklærede undtagelsestilstand og satte den verden, vi kender, i stå. På stranden ud for den populære kystby Gilleleje i Nordsjælland ses to skikkelser lidt ude i vandet med en stor rund metalplade. Ellers er stranden usædvanligt tom for mennesker. Efter at have bakset lidt med pladen står den fast. Den skal stå i brændingen i en tidscyklus af ebbe og flod for at registrere havets bølger, der med sit høje indhold af salt og alger vil æde sig ind i det ubehandlede stål og aftegne uforudsigelige mønstre og farver. En bio-kemisk reaktion indfanget som et øjeblik, skabt i samarbejde med naturen.

”We are all bodies of water” fortæller Rhoda Ting, der er den ene halvdel af den dansk-australske kunstnerduo Studio ThinkingHand, og refererer hermed til hydrofemismens moder Astrida Neimanis’ tekst af samme navn.

Bestræbelserne med den store jernplade er parrets seneste bidrag til deres værkserie TIDE, hvor de i flere år forskellige steder på kloden har dokumenteret tidevandsbevægelser. TIDE er ét ud af en lang række sanselige kunstværker fra duoens hånd, der skal minde os om, at vi mennesker blot er en blandt mange andre arter og intelligenser, og at vi i bund og grund alle er forbundet i ét stort konstant foranderligt og ukontrollerbart kredsløb af vand, væsker, bakterier og organismer.

Jordbundne og forbundne
Lørdag d. 4. april skulle en stor udstilling med Studio ThinkingHand have åbnet sæsonen på udstillingsstedet Munkeruphus som den første ud af tre udstillinger i 2020 under temaet JORDBUNDNE OG FORBUNDNE.

Studio ThinkingHands udstilling Entangled Encounters har været undervejs i mange måneder, og de sidste 4 uger har kunstnerparret knoklet med at producere værker på stedet i samspil med naturen rundt om Munkeruphus.

Der er blevet indsamlet mos og lav fra udstillingsstedets tag, planter og svampe i skoven, tang og alger på stranden. Og i flere uger er kombucha-modersvampe og gærkulturer blevet dyrket i store glas, timet til netop at skulle være klar til udstillingens åbning.

Studio ThinkingHand, TIDE (proces). Foto: Studio ThinkingHand.

Med udbruddet af Covid-19 står det klart, at udstillingen ikke kommer til at åbne lige foreløbigt. Måske slet ikke. Det står også klart, måske mere end nogensinde før, at vi er mere forbundne, end vi aner.

Og at hvad der sker på den ene side af kloden, kan have stor indvirkning på den anden side af planeten. En udfordring af menneskets særstatus i økosystemet, der afstedkommer helt nye erkendelser og kontroltab, som vi alle forsøger at fordøje i disse uger, men som mange aktører indenfor kunstens, klimaets og naturvidenskabens fag længe har bebudet.

Den tænkende hånd
Studio ThinkingHand hører til en voksende international bevægelse af forskere og kunstnere, der de seneste år har opfordret til en langt mere flydende naturforståelse, og at vi mennesker bliver nødt til at genforhandle vores forhold til naturen, hvis vi skal overleve som art.

Duoen arbejder i tværsnittet mellem kunst og videnskab, teori og praksis, hånd og tanke, og deres praksis adskiller sig fra de fleste andres ved en bred tværfaglig baggrund indenfor både filosofi, teologi, biologi, partikelfysik, performancekunst, robot-science og ernæring. Vidt forskellige vidensfelter der flettes sammen i skulpturer og installationer, som er yderst sanselige, smukke, uro- og tankevækkende på én gang.

Snart står en højst aktuel udstilling klar, men uden gæster til at opleve den. Ligesom det er tilfældet mange andre steder i Danmark og verden over. En sårbar situation i kunstens verden, hvor mange kunstnere og institutioner står uden indtægter eller udsigt til hjælpepakker, og dette på ubestemt tid og på et tidspunkt, hvor der er brug for kunsten mere end nogensinde før.

Kunstens mødesteder
”Vi har brug for fantasien og forestillingsevnen netop nu. For vi skal kunne forestille os de store forandringer vi står overfor” siger Mikkel Dahlin Bojesen, som udgør den anden halvdel af duoen. Vi sidder med 2 meters afstand og med et bål imellem os i et shelter, som siden Covid-19 har vist sig at være et glimrende udendørs møderum. Vi taler om, hvad pandemien gør ved vores måde at være sammen på og for kulturens rum for fællesskaber. For hvad er kunsten uden sit publikum og sine værker? Og hvad er et samfund uden sine kulturinstitutioner? Måske er det først, når bibliotekerne, teatrene, museerne, biograferne og musikstederne er lukket ned, at vi forstår værdien af dem.

Studio ThinkingHands midlertidige atelier på Munkeruphus. Foto: Studio ThinkingHand.

Vi bliver i disse uger mindet om, at det hele handler om at kunne dele oplevelsen sammen. Ikke bag hver vores skærm i hver vores stue, men som fysiske kroppe, der kan være til stede, lytte, dufte, røre, se og tale sammen i samme rum. Vi kan streame nok så mange livekoncerter, teaterforestillinger og virtuelle udstillinger hjem i stuerne, men i frarøvelsen af fællesskabet og det sanselige møde, forstår vi, at det netop er dét, der gør hele forskellen.

Ingen ved, hvornår vi igen tør trække vejret sammen, og hvad vejen videre bliver for kulturens mødesteder. Men én ting er sikker, og det er, at vi står overfor store forandringer og en ny virkelighed, som vi skal lære at navigere i. Her kan kunsten og videnskaben levere alternative måder at se og tænke på og hermed være med til at omskrive fortællingen om fremtiden.

Mikkel i det midlertidige atelier på Munkeruphus. Foto: Studio ThinkingHand. — Mikkel i det midlertidige atelier på Munkeruphus.
Foto: Studio ThinkingHand.

Rhoda i det midlertidige atelier på Munkeruphus. Foto: Studio ThinkingHand.

Nye streger i sandet
Godt tilrøgede og småkolde går vi tilbage til Munkeruphus, det tidligere kunstnerhjem, hvor Gunnar Aagaard Andersen i sin tid lavede sine mange tanke- og materialeeksperimenter og også inddrog haven og stranden som sit atelier. Han insisterede på, at kunsten skulle ud i samfundet og stille spørgsmål til sin samtid samt at udstillinger snarere skulle fungere som en slags debatoplæg frem for noget, der kunne hænges op på væggen.

Det er sådan, vi må tænke kunsten i vores nye virkelighed. Som relevante indspark og nye udstillingsformer, der tænker alternativt men stadig insisterer på materialitet fremfor virtualitet, da det er de sanselige erfaringer og dét vi mærker på egen krop, der flytter os som individ og samfund. Kunst som en undersøgende praksis- og vidensform der ikke leder efter svar og vished, men hvis potentiale ligger i at lade sig fare vild for at forlade gamle måder at anskue verden på, alt imens der tegnes nye streger i sandet.

Vi spritter af og siger farvel på 2 meters afstand, inden Rhoda og Mikkel igen går ind i huset og genoptager produktionen af værker til en udstilling, som ikke kommer til at åbne i et format, vi kender, men som forsøger at finde nye veje tilpasset Covid-19 og en ny virkelighed.

Reportagen er skrevet i anledning af Studio ThinkingHands soloudstilling Entangled Encounters, som skulle have åbnet på Munkeruphus d. 4. april, men som pga. Covid-19 udsættes foreløbigt til maj og forsøgsvis omtænkes til et nyt udstillingsformat, hvor publikum booker tid og lukkes ind én person ad gangen. Hvis du befinder dig i Nordsjælland i april, bringer lokalaviserne i samarbejde med Munkeruphus hver uge værk- og procesfotos samt tilhørende tekster fra Studio ThinkingHand’s arbejdsisolation.

Hold dig opdateret her og på Munkeruphus.dk

LINE KJÆR

Lines Kjær (f. 1976) er kunsthistoriker og kurator, uddannet ved Københavns Universitet og Kunstakademiets Arkitektskole. Siden 2016 har Line været kunstnerisk leder af Munkeruphus. Line har bidraget til idoart.dk siden 2020.