MARIANNA SIMNETT: DET ANDET TRIN TIL SMERTE

Marianna Simnett er ikke bange for sit skind. I SEIZURE på Copenhagen Contemporary placerer hun kroppen i midten, gennem en rystende kombination af billeder, lyd og fortællinger. Hun reflekterer over, hvordan kroppen repræsenteres i vores samfund og undersøger nye former for forbundethed ved at eksplorere sine egne fysiske grænser.

Forskere siger, at der er to trin, man gennemgår, før man føler smerte. Første trin er en biologisk tilstand, som hudkløe eller hovedpine. Det signalerer til hjernen, at kroppen skal trække sig ud af den situation, der forårsager skade. Det andet trin er opfattelsen af ​​smerten, dvs. hvor meget fokus man giver den – tager man hensyn til den eller ignorerer man den? Med andre ord er smerte en fysiologisk proces, afgørende for overlevelse, og et psykologisk fænomen, betinget af viljen til at overgive sig eller yde modstand.

En vigtig del af Marianna Simnetts praksis bevæger sig omkring en aktiv udforskning af dette andet trin til smerte. Et trin, som den britiske kunstner tager med sin egen krop, gennem et urovækkende kunstgreb, som beskueren er forpligtet til at omfavne for at kunne opleve værkerne. To af dem er præsenteret i soloudstillingen SEIZURE på Copenhagen Contemporary, og hvert værk er baseret på en ekstrem kropslig intervention på kunstneren selv.

Marianna Simnett, Faint with Light (2016). Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Marianna Simnett. Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Besvimelsens indføling
Faint with Light (2016) er en installation, som bygges op af en lydoptagelse, hvori man hører kunstneren, der gentagne gange besvimer ved at hyperventilere. Lydfilen spiller en cyklus med fire blackouts – det var så mange, Simnett kunne klare, før hun fik et anfald – og før en læge, som var tilstede under akten, anbefalede hende at stoppe. En 12 meter lang skærm i et mørkt rum virker som et indeks for intensiteten af ​​Simnetts åndedræt, med lange LED-striber, der lyser op i overensstemmelse med hvert gisp.

Marianna Simnett, Faint with Light (2016). Installation view at Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Mens jeg oplever værket, begynder jeg at svede, og min hjerterytme accelererer. Men det er ikke mørket, kunstnerens åndenød eller det blinkende lys, der gør mig fysisk syg. Det der gør mig angst er, at jeg ikke kan se, hvad det er, der sker. Simnetts beslutning om at undgå en visuel repræsentation af hendes lidelse vækker hos mig en følelse af identifikation, som er radikal. Hendes smerte bliver min smerte. Som et udtryk for selvforsvar dikterer min krop mig at forlade rummet, før jeg selv kollapser. Set i dette lys er besvimelse ikke et tegn på afmagt eller hysteri, men snarere den ultimative form for empati. Eller i det mindste den mest synlige manifestation af den.

Marianna Simnett, Faint with Light (2016). Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Marianna Simnett, Faint with Light (2016). Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

"Let me paralyse you / For just a little while"
I videoen The Needle & The Larynx (2016) er kunstneren i hænderne på en kirurg, der injicerer Botox i hendes strubehoved – en procedure, der normalt gennemgås af unge mænd, der ønsker dybere stemmer. Videoen afspilles i uhyggelig slowmotion, og kameravinklen er indstillet på et enkelt, klaustrofobisk nærbillede. I modsætning til det andet værk, hvor det meste er overladt til min egen fantasi, ser jeg her kirurgens nål gå ind og ud af Simnetts hals. Langsomt, tæt på, i detaljer. Et hypnotisk soundtrack hvirvler gennem et eventyr om en pige og en kirurg, en krønike fra den medicinske procedure, en popsang om Botox og en bekendtgørelse om operationens bivirkninger, som Simnett fortæller om med sin nye, dybe stemme.

Marianna Simnett, The Needle and the Larynx (2016). Installation view at Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Kvindelige kunstneres dristige brug af deres egne kroppe fremkalder ubehag – også i dag. Sammenlignet med Gina Pane, Carolee Schneemann og andre pionerer af feministisk performancekunst i 70'erne, er Simnetts attitude mindre kødfuld og medieret af hendes interesse for anatomi, medicin og teknologi. Hendes arbejde er dog alligevel lige så provokerende, da hendes fortællinger modvirker de traditionelle normer for repræsentation af den kvindelige krop i vestlig visuel kultur. For Simnett er kroppen ikke et legeme, der primært skal være godt at se på, men en organisme hvis biologiske funktioner overgår dens æstetik. I relation til dette er det interessant at understrege, at en anden gruppe, der ofte er central i Simnetts visuelle verden, er børn: et mindretal, som sjældent portrætterer sig selv.

Marianna Simnett, The Needle and the Larynx (2016). Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Marianna Simnett, The Needle and the Larynx (2016). Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

"Hvem kan huske smerte, når den er overstået?" spørger Margaret Atwood i The Handmaid's Tale. I værkerne på Copenhagen Contemporary afstraffer Simnett sin egen krop, ikke for at nedvurdere den, men for i stedet at hæve den op over køn, etnicitet, klasse og alle de sociale kategorier, der opdeler mennesker i grupper. Hendes værker skaber et rum, hvor forskelle mødes og empati opstår. Vi er alle de samme, lige over det andet trin til smerte.