…OG HVAD DER ELLERS RØRTE SIG I APRIL

Uddeling af årets arbejdslegater, en ny kunsthal på Refshaleøen, kunstpolitik, forflytning af et afgangsværk, 1 million volt igennem Marina Abramovic, kunstværker der gik i stykker og meget, meget mere. April er fløjet afsted, så her samler vi op på noget af alt det, der rørte sig på kunstscenen – i ind- og udland – den seneste måneds tid.

D. 1. april er det verden over tilladt at drive gæk med sine venner, og vanen tro havde flere kunstmuseer og -medier da også kastet sig ud i aprilsnarens svære kunst. På Nivaagaards Malerisamling påstod man, at græsfrø brugt i pigmenten i Rembrandts Portræt af en 39-årig kvinde (fra 1632) efter århundreder i dvale pludselig var begyndt at spire. På Artnet News bragte de en særudgave af deres ugentlige Art Industy News udelukkende med opdigtede historier, men på trods af deres egen omfattende aprilsnar hoppede de selv i med begge ben og viderebragte Monopol Magazins røverhistorie om, at Chris Dercon skulle være blevet udvalgt som kunstnerisk leder og kurator for den 15. udgave af documenta i 2022. Måneden har dog ikke kun handlet om skæg og ballade. Der har også været plads til gode nyheder, tankevækkende skandaler og endda enkelte historier, som helt klart havde gjort sig bedre i form som aprilsnar. Lad os springe ud i det.

Afgangsværk måtte ikke udstilles på Charlottenborg
D. 13. april åbnede Det Kgl. Danske Kunstakademis afgangsudstilling på Kunsthal Charlottenborg, men ikke alle værker var installeret som planlagt. I ugen op til den store fernisering havde kunsthallen fået afslag fra Slots- og Kulturstyrelsen på deres ansøgning om at inddrage Charlottenborgs facade til udstillingen. Banaan Al-Nassers værk Bab al-Hara (The Neighbourhood's Gate), bestående af 30 grå og sorte paraboler skulle have spredt sig ud over kunsthallens facade, men den idé lukkede styrelsen ned for med begrundelsen, at værket “ikke passer sammen med bygningen.”

Charlottenborgs facade er de seneste år både blevet pakket ind i kaffesække (Ibrahim Mahama) og beklædt med redningsveste (Ai Weiwei), og netop derfor kom afslaget bag på kunsthallens direktør Michael Thouber. “Det er jo absurd teater, at embedsmænd skal sidde og vurdere, at redningsveste er »pæn« kunst, og at paraboler ikke er det. Kunsten skal ikke nødvendigvis være pæn og passe ind. Den skal stikke ud og få os til at tænke os om,” udtalte han i en artikel i Berlingske. På Thoubers Facebook-opslag om sagen kommenterede ARoS’ direktør Erlend G. Høyersten efterfølgende: “Hvad med at montere det på ARoS’ facade?”, og nu kan Banaan Al-Nassers værk så opleves på det aarhusianske museum frem til d. 20 maj, hvor afgangsudstillingen også lukker på Charlottenborg.

Kunstpolitik: Topstyring forklædt som mangfoldighed
At et afgangsværk fra kunstakademiet i København bliver udstillet i Aarhus, vil sikkert glæde Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen, som særligt den seneste måned har kæmpet for at få kunsten fra København og ud i resten af landet. I starten af måneden foreslog han at tildele Det Fynske og Det Jyske Kunstakademi 2 millioner hver for at styrke de kunstneriske miljøer i Odense og Aarhus. Ifølge Ahrendtsen skulle pengene tages fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, men selvom Judith Schwarzbart (rektor ved Det Jyske Kunstakademi) helt sikkert kunne bruge pengene, mener hun ikke, at det er en god idé at beskære det københavnske akademi: “Det er vigtigt for den fremtidige kunstscene, at her er flere akademier. Men man kan jo sige, at det gavner ikke nødvendigvis kunst i Danmark, hvis man tager dem fra Det Kongelige,” udtalte hun til TV2 Østjylland.

Derudover har Ahrendtsen fremlagt en række forslag rettet mod Statens Kunstfond med henblik på at skabe “større mangfoldighed”. Dels handler forslagene om at erstatte kunstfonden med seks regionale fonde, at nedlukke arbejdslegaterne der uddeles direkte til kunstnere, at indføre folkeafstemninger om kunst i det offentlige rum, at lukke ned for støtten til udenlandske kunstaktiviteter, og så skal de livsvarige hædersydelser erstattes med en hæderspris, måske uddelt i samarbejde med Kongehuset. Fælles for mange af Ahrendtsens forslag er, at de virker til at ville tilføre et ekstra lag af bureaukrati for at løse problemer, der enten ikke rigtigt eksisterer, eller som risikerer bare at blive rykket et andet sted hen.

Årets billedkunstneriske arbejdslegater er blevet uddelt
Vi er usikre på, om de statslige støtteordninger fungerer optimalt, som de er nu, men vi tror bestemt ikke, at det er en god idé at flytte pengene væk fra kunstnerne. Her i slutningen af måneden offentliggjorde Statens Kunstfond deres uddelinger af årets billedkunstneriske arbejdslegater, og i den forbindelse spurgte vi 12 kunstnere om legaternes betydning.

Der var bred enighed om, at arbejdslegaterne, foruden at være et motiverende skulderklap, giver et tiltrængt økonomisk frirum. Flere nævnte bl.a. de ringe lønvilkår, man som kunstner indgår under selv på de større institutioner, og at de smalle budgetter oftest bliver slugt af materialeomkostninger o.lign. Så kære alle jer, der evt. deler holdning med Alex Ahrendtsen og DF: før i nedlægger arbejdslegaterne, så vil vi virkelig anbefale, at der tages et seriøst kig på kunstneres løn- og arbejdsvilkår i en meget bredere forstand - det fortjener de.

Du kan se vores liste over de 230 kunstnere, der modtog Statens Kunstfonds billedkunstneriske arbejdslegater i år her. Stort tillykke til jer allesammen.

David Risley lukker sit galleri efter 18 år
I slutningen af måneden meddelte gallerist David Risley i et opslag på Instagram, at han har besluttet at lukke sit galleri for at dedikere sin fulde opmærksomhed til Funkisfabriken – en 12.000m2 stor, tidligere møbelfabrik to timer nord for Malmö. Risley beskriver Funkisfabriken som “... an audacious project to realign art, food, business and innovation with sustainability” og afslører både planer om en zero-waste restaurant, et udstillingssted, en skulpturpark langs søen og masser af plads til forskning i bæredygtighed.

I sin afsked kommer Risley også med en kritik af kunstscenen: “I recently had the misfortune to hear a thank you speech at an art fair which thanked everybody involved except the artists. We need to remember that without artists there would be no art fairs, no sponsors, no collectors, no consultants, no critics, no magazines, no museums, no transport companies, no gala dinners. No Art World. It has felt recently, with the ever increasing push toward the professionalisation of the art world that the least welcome person in the room is the artist.” Han afrunder med en tak til samtlige kunstnere, der har deltaget på udstillinger i galleriet. Vi glæder os til at se, hvad fremtiden byder på, og til at følge arbejdet med Funkisfabriken.

Copenhagen Contemporary genåbner på Refshaleøen
Nogle som ikke lukker, men som til gengæld har fundet en ny, lovende adresse, er Københavns sjette kunsthal Copenhagen Contemporary. Det ambitiøse projekt, som over 18 måneder i 2016/17 indtog Papirøen med udstillinger af internationalt anerkendte kunstnere som Bruce Nauman, Pierre Huyghe, Ragnar Kjartansson, Céleste Boursier-Mougenot, Sarah Sze og Bill Viola, har nu sikret deres fremtid i den 7.000m2 store svejsehal på Refshaleøen. Efter planen åbner det nye CC allerede d. 28. juni 2018 med udstillinger af Superflex og Doug Aitken.

Indtil 1. februar har CC været under ledelse af tidligere ARoS direktør Jens Erik Sørensen, men nu er direktørposten videregivet til Marie Nipper, som kommer fra en direktørstilling på Tate Liverpool. I et interview på Kunstkritikk forleden udtalte Nipper bl.a., at vi i Danmark kan lære meget om institutionelle overvejelser fra England: “Man taler for eksempel meget mere om emner såsom køn, etnicitet og det globale perspektiv og diskuterer, hvordan man vil repræsentere verden som institution.” Desuden pegede hun på performancekunsten som et stadig underformidlet felt på de danske institutioner og nævnte, at hun drømmer om at lave udstillinger med Pierre Huyghe, Philippe Parreno, Donna Huanca og Anne Imhof.

Hvad gør vi med de europæiske museers overflod af stjålne artefakter?
I sidste måned skrev vi om den franske præsident Emmanuel Macrons velvillighed til at aflevere stjålne artefakter tilbage til de afrikanske lande, hvor de hører hjemme. Det britiske Victoria and Albert Museum meddelte i denne måned, at de vil tilbyde at levere stjålne genstande tilbage til Etiopien på en form for ‘langtidsudlånsordning’, og den tyske kulturminister har indgået en dialog med Macron om at finde et fælles ståsted på området. Der bliver taget forsigtige skridt, men det virker til, at det går den rigtige vej.

På Davids Samling i København har man dog valgt en anden tilgang til den kulturarv, der er kommet til landet på baggrund af rov og plyndringer. “Vi mener, at det er en rigtigt dårlig idé,” udtalte Kjeld von Folsach i forbindelse med en større udmelding fra Tyrkiet, der ønsker 150.000 kulturgenstande udleveret fra europæiske museer. “Det ville betyde, hvis man virkelig skulle være konsekvent, at alt fransk kunst skulle tilbage til Frankrig, at alt tysk kunst skulle tilbage til Tyskland og så videre,” tilføjede han. Så hvis du er til stjålen kulturarv (eller hælervarer), vil vi anbefale, at du skynder dig forbi Davids Samling - man ved jo aldrig, hvornår de får en klogere direktør. ;)

Hvid kvinde ansættes som ansvarlig for afrikansk kunst
I starten af måneden blev Brooklyn Museum mødt af kritik og modstand efter deres beslutning om at ansætte en hvid kvinde som ansvarlig for deres samling af afrikansk kunst. Kritikken kom særligt fra organisationen Decolonize This Place, som i et åbent brev bl.a. skrev: “The decision is not a surprise at all given the pervasive structures of white supremacy in the art field.” I en pressemeddelelse understregede museets direktør Anne Pasternak dog, at de havde ansat Kristen Windmuller-Luna, fordi hun er den bedste til at varetage samlingen af historisk afrikansk kunst, men medgav også, at det kun er på sin plads at presse institutionerne til at modarbejde enhver form for strukturel racisme. Sammen med flere organisationer kræver Decolonize This Place, at museet opretter en “Decolonization Commission” og tager problemstillingerne seriøst.

Marina Abramovic vil lade 1 million volt strømme gennem sig
April var også måneden, hvor Marina Abramovic offentliggjorde, at hun angiveligt vil lade en million volt strømme gennem sig i forbindelse med et fremtidigt kunstprojekt. Anledningen er en større soloudstilling på Royal Academy of Arts i London i 2020, hvor den på det tidspunkt 73-årige kunstner vil oplade sin krop med så meget elektrisk energi, at hun kan slukke et stearinlys på en meters afstand. “Electricity is something that people really don’t understand. If you look on the internet though, you will see people becoming highly charged and as long as they are insulated, you can fly bits of lightning out of your fingers,” fortalte Adam Lowe fra Factum Arte, som står for at udvikle teknologien, der skal gøre værket muligt, til The Times. Det bliver spændende at se, om det lykkes Abramovic at fuldføre det ekstreme værk, når hun som den første kvinde i Royal Academy of Arts’ 250 år lange historie indtager hovedgalleriet i den anerkendte institution.

Kunst der gik i stykker eller blev smidt ud
Det er ikke så tit, det sker, men af og til bliver kunst ødelagt eller misforstået i en sådan grad, at det ender i skraldespanden. I den forgangne måned kom en kunstinteresseret i Amsterdam til at skubbe til en af Jeff Koons’ spejlblanke, blå kugler, hvilket fik den til at falde på gulvet og splintre. Værket var en del af serien Gazing Ball, hvor Koons placerer en blå kugle foran kopier af mesterværker. I Hong Kong gik det også galt, da den schweiziske kunstner Carol May udstillede værket Unhappy Meal i forbindelse med Harbour Art Fair. Værket er en kopi af McDonald’s ikoniske børnemenu med en smilende mund, men i Mays version vender smilet ned ad. Et rengøringshold misforstod værket og smed det i skraldespanden, og selvom fejlen hurtigt blev opdaget, stod værket ikke til at redde.

De nominerede til årets Turner Prize er...
For at afslutte med en god nyhed, så skal vi lige runde offentliggørelsen af de fire kunstnere, der er nomineret til årets Turner Prize. Den prestigefyldte pris er administreret af Tate London og uddeles til en britisk (enten britisk født eller baseret i Storbritannien) kunstner, der har gjort sig særligt bemærket i det forgangne år. Prisen er tidligere uddelt til kunstnere som Gilbert & George, Anish Kapoor, Damien Hirst, Wolfgang Tillmans, Grayson Perry og senest Lubiana Himid, som både var den ældste og første ikke-hvide kvinde til at modtage prisen.

De nominerede til at vinde Turner Prize i 2018 er Charlotte Prodger, Luke Willis Thompson, Naeem Mohaiemen og Forensic Architecture. Sidstnævnte gjorde et stort indtryk på os på documenta 14, hvor de udstillede deres omfattende efterforskning af mordet på Halit Yozgat, begået af den nynazistiske terrorgruppe NSU. Uddelingen af Turner Prize er så stor en begivenhed, at man kan spille på udfaldet, og som det ser ud nu placerer bookmarkeren Wiliam Hill, Forensic Architecture som favorit. Det bliver spændende at se, hvem der løber med sejren, når prisen uddeles til december på Tate Modern i London.

Og til sidst…
… vil vi uddele månedens high-fives. Den første går til Claus Carstensen, som velfortjent blev præmieret af Statens Kunstfond for sin kuratering af udstillingen Becoming Animal på Den Frie. En high-five går til Inge Merete Kjeldgaard (direktør, Esbjerg Kunstmuseum), som d. 13. april kunne fejre sit 25 års jubilæum som ansat på museet, og en anden går til Chart Art Fairs nye direktør Nanna Hjortenberg, som tiltræder stillingen d. 1. maj. Og sidst men ikke mindst vil vi selvfølgelig sige tillykke til de i alt 31 kunststuderende fra Det Kgl. Danske Kunstakademi samt Det Jyske Kunstakademi, der i denne måned kunne invitere til fernisering på deres afgangsudstillinger.

Det var lidt af det, der rørte sig i april. Hvis du synes, vi mangler noget, så tøv ikke med at smide en kommentar herunder. Måske har du hørt om noget vigtigt/spændende/sært/eller dumt, som vi har misset. Vi glæder os til at se, hvad maj har at byde på. :)

Forsidefoto: I DO ART Agency.