TIL VÆGS VIL FOKUSERE LIGELIGT PÅ SAMTIDSKUNST, SOCIALE BYRUMSLØSNINGER OG BYPOLITIK

Til Vægs’ fokus har udvidet sig fra at sætte nye ambitioner for udstillingsrummet og dets potentiale til også at være et eksperimentarium for bypolitiske og sociale forandringer. Det er sket i forbindelse med at holdet bag kunstinstitutionen er udvidet med ansættelsen af en ny daglig leder.

Til Vægs er en kunstinstitution, der holder til på Nørrebro i den almene boligforening AKB Kbh, Lundtoftegade – Et stigmatiseret boligområde, som tidligere har været på den såkaldte “ghettoliste”. Her har vi arbejdet på at udstille videokunst på skærme, der hænger på facaden af boligblokkene og vi har arrangeret happenings, der inviterer til interaktion og deltagelse.

Holdet bag Til Vægs er vokset fra de to stiftere: billedkunstner Mette Nisgaard og filosof samt boligaktivist Søren-Emil Schütt, til også at udgøre kurator Louise Lassen Iversen, der er blevet ansat som daglig leder. Sammen har det nye team brugt år 2022 på at gentænke og reformulere platformens arbejde i AKB Kbh, Lundtoftegade og visioner for hvordan kunst kan facilitere og understøtte boligområdets fysiske såvel som sociale infrastruktur.

Holdet bag Til Vægs: Billedkunstner Mette Nisgaard, filosof samt boligaktivist Søren-Emil Schütt og kurator Louise Lassen Iversen. Foto: Nina Ribert Olsen.

Til Vægs er unik i en dansk kontekst, fordi det er en blivende kunstplatform, som derfor har mulighed for at facilitere længerevarende processer omkring udstillingen af kunst og byrumsløsninger. Og netop dette er blevet en af platformens kerneværdier – at sikre bæredygtig, lokal forankring af de (kunst)projekter vi introducerer til boligområdet med et fokus på at beboerne føler sig inddraget, kan være med til at beslutte, hvad der bliver udstillet og hvordan det bliver til. Vi har derfor også etableret et kunstråd af beboere, der skal være med til at formulere vores fremtidige kunstprogrammer. Samtidig fokuserer vi på at mange af de projekter vi sætter i søen, kan være med til at understøtte de lokale drømme og ønsker, der er for udviklingen af boligområdet og bydelen.

Med et fokus på nu også at invitere kunstnere til at skabe spacial art og land art installationer vil vi træde ind i diskussionen om, hvordan vi kan skabe en klimamæssigt bæredygtig by, når vi f.eks. samarbejder med kunstner Jette Hye Jin Mortensen henover de næste 2 år for at etablere et by- landbrug i AKB Kbh, Lundtoftegade, der kan forsyne nabolaget med hjemmedyrket mad, skabe nye klimabevidste fællesskab med læring om natur og planter. Planen er at bylandbruget skal integreres i fremtidige regnvandshåndterings-løsninger, der skal etableres i boligområdet henover de kommende år.

Med dette og fremtidige, længerevarende samarbejder med forskellige kunstnere forsøger vi at lade os inspirere af og lede af metoder formuleret i sociale kunstpraksisser og indenfor bypolitisk aktivisme. Målet er at overføre det til det institutionelle grundlag for Til Vægs for at deltage i sociale og bypolitiske forandringer, der opstår hos beboere og Københavns befolkning.

Jette Hye Jin Mortensen, Gardening is Activism. Workshop, april 2023. Foto: Til Vægs.

Jette Hye Jin Mortensen, Gardening is Activism. Workshop m. Christian Lykou, 2023. Foto: Til Vægs.

Jette Hye Jin Mortensen, Gardening is Activism, 2023. Foto: Til Vægs.

Til Vægs’ arbejde understøttes af en ny bestyrelse, der består af politisk rådgiver Mads Due Hansen, kunstner og kunstformidler Annette Skov, billedkunstner Ishan Saad Ihsan Tahir, professor i antropologi og leder af Center for Sociale Bymodeller, Nationalmuseet, Morten Nielsen, boligsocial leder Eline Feldmann, kulturarbejder Michael Gaardsøe og ph.d.-studerende Marie Finsten Jensen. Programmet kan følges på foreningens hjemmeside.

Til Vægs er støttet af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Nørrebro Lokaludvalg, Københavns Kommune, Nordisk Kulturfond, Nordic Culture Point og AKB København, Lundtoftegade.

Til Vægs er en platform for kunst i det offentlige rum, arkitektur og sociale byrumsløsninger, der holder til i den almene boligforening AKB KBH, Lundtoftegade. Til Vægs drives af de to stiftere, billedkunstner Mette Nisgaard og filosof samt boligaktivist Søren-Emil Schütt, samt kurator Louise Lassen Iversen, som er daglig leder.