SKITSE: EN UDVIDELSE AF PROCESSENS POTENTIALE

København har fået en ny kunstbutik, men i stedet for at fokusere på færdige værker, træder Skitse et skridt tilbage og stiller skarpt på processen. Gennem salg af skitser, prøver og forsøg vil kunstner og initiativtager Emilie Kjær give et indblik i det kunstneriske arbejde og måske skabe et nyt marked for billedkunstnere.

Forårssolen kaster lange stråler ind over de rå gulvbrædder, da vi træder ind i det højloftede butikslokale på Indre Nørrebro. Langs væggene står rækkevis af ensartede, lyse trærammer, som alle rummer tegninger og prøvetryk, forsøg og fravalg, fra den arbejdsproces der leder frem til et endeligt kunstværk. Her kan man gå på opdagelse i skitser af ca. 45 professionelle billedkunstnere. Vi bliver taget godt imod af Emilie, som for få uger siden åbnede dørene op til Skitse – en idé som har ulmet i hendes tanker i flere år.

“Jeg vil gerne afmystificere, hvad det vil sige at arbejde med billedkunst,” forklarer Emile, som fik idéen til Skitse, da hun selv var studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 2008-2014. Dengang gik hun ofte på opdagelse i sine medstuderendes atelierer og opdagede, at der kunne komme interessante refleksioner ud af at bladre gennem farveprøver og flygtige skitser. Hun fandt også ud af, at fravalgene i det kunstneriske arbejde kan sætte gang i samtaler og tilføre nye lag til forståelsen af et værk eller en praksis. “At tage udgangspunkt i processen kan være en rigtig god måde at tale om billedkunst på. Det er faktisk som om, at det nogle gange er nemmere at tale om tilblivelsen end om det færdige værk” uddyber hun.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Emilie Kjær. Kunstner og initiativtager til Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Emilie Kjær. Kunstner og initiativtager til Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Et rum for det fravalgte og oversete
I månederne op til åbningen af Skitse har Emilie brugt meget tid på at besøge kunstnerne på deres atelierer og på at fortælle dem om projektet. I tæt dialog har Emilie sammen med de enkelte kunstnere fundet ud af, hvilket skitsemateriale der vil give mening i butikkens faste format. Alle rammerne har en størrelse på 104 x 64 cm og består af brede fyrtræslister samt to stykker glas, så man både kan betragte skitsernes for- og bagside. Samtlige skitser sælges for 2.999 kr. pr. stk, men selvom konceptet synes fast defineret, har kunstnerne udfyldt rammerne på vidt forskellige måder.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Emilie trækker en ramme ud fra reolsystemet og viser et bidrag af Tinne Zenner. Da Tinnes foretrukne materiale er filmmediet, var det ikke umiddelbart indlysende, hvad hun kunne sælge i Skitse.

“Vi var lidt i tvivl, men så kom jeg i tanke om, at hun jo måtte have nogle fraklip,” fortæller Emilie med en entusiastisk stemme. Tinne var med på idéen og fandt de fraklippede 16 mm filmstrimler fra sit afgangsværk Arrábida frem. I den ramme, som Emilie står med, har Tinne arrangeret 1 minuts filmstrimler i 20 rækker, så de skaber et helt nyt, uventet billede.

Skitse af Tinne Zenner (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Tinne Zenner (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Op ad den modsatte væg står et af Dyveke Bredsdorffs bidrag, som er et forstadie på silke til hendes cyanotypi-værker. “Dyveke var her i butikken, da vi lagde silkestykkerne med de kunstige øjenvipper i rammerne, og vi var begge helt oppe at køre,” griner Emilie, og det bliver tydeligt, at hun har et særligt forhold til hver en ramme i butikken.

Skitse af Dyveke Bredsdorff (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Dyveke Bredsdorff (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Det at Emilie selv er billedkunstner gør, at hun har et andet blik end en traditionel gallerist, kurator eller kunsthistoriker ville have. Hendes personlige erfaring med den kunstneriske proces og forståelse for faget gør, at hun kan se potentialer i det, der ofte bliver overset og valgt fra.

Det er vigtigt for Emilie, at de ting hun sælger i Skitse ikke erstatter de færdige værker – det er bl.a. derfor hun har valgt det faste rammeformat, og af samme grund gør hun meget ud af at fortælle om de værker, som procesmaterialet peger på. Mange af de kunstnere som Emilie arbejder med beskæftiger sig med tidsbaserede medier som lyd-, video- eller performancekunst, så for Emilie er skitserne i butikken også en måde at fastfryse en type kunst, der ellers er meget flygtig i sin natur.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Ida Sønder Thorhauge. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Ida Sønder Thorhauge. Foto © I DO ART Agency.

Måske et nyt marked for billedkunsten
Kunstner og forfatter Amalie Smith har indrammet prøver fra hendes enorme vævede billedtæpper Machine Learning, der hænger på Ørestads Gymnasium, og Rune Bosse har arrangeret sine skitser, digte og arbejdstegninger fra en større udsmykningsopgave på Viby Skole.

For Emilie er det vigtigt, at kunstnerne ikke skal bruge for meget ekstra tid på at gøre deres bidrag til Skitse klar. “De skal bruge deres tid på at skabe værker, og helst uden at tænke for meget på, at de skal kunne sælges. Forhåbentligt kan Skitse give kunstnerne en ny måde at tjene penge på de ting, der traditionelt set er mindre salgbare,” forklarer hun.

Skitse af Rune Bosse (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Rune Bosse (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Emilie fremhæver et par rammer, der indeholder rekvisitter fra performanceværker. Jules Fischer har indrammet et par hvide tennissokker med påskriften “Pure” fra performancen ROMANCEKvit Galleri sidste år, og Pia Eikaas har afklippet et stykke af sit kostume fra performancen Bling Blingrum46 og arrangeret det mellem de to stykker glas.

I Pias performance var hun iført en heldragt, hvorpå hun havde syet sit beskedne udstillingshonorar (i danske og norske enkroner), som hun spillede på med skeer til Frank Oceans “Super Rich Kids”.

Skitse af Pia Eikaas. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Pia Eikaas. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Jules Fischer. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Jules Fischer. Foto © I DO ART Agency.

Værket er en humoristisk kommentar på de dårlige økonomiske vilkår, som langt de fleste billedkunstnere lever under – et emne som også ligger Emilie meget på sinde. “Det er et stort problem, at samfundet ikke anerkender kunstens værdi,” siger Emilie og henviser til debatten om kunstneres arbejdsvilkår, som fyldte særligt meget i efteråret. “Skitse er måske ikke løsningen – det bedste ville være, hvis museerne betalte ordentligt, men det ligger nok lidt ude i fremtiden – men måske kan det bidrage til en ekstra indtægt for kunstnerne. På den måde er Skitse en undersøgelse af et potentielt nyt marked for billedkunstnerne.”

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Hvordan kan vi sørge for at kunstnerne får større indtægter?
For at få hjælp til at realisere sin idé kontaktede Emilie i sensommeren sidste år Bikubenfonden, for at høre om de ville støtte projektet. Hun blev inviteret til et møde, og selvom fonden var positive omkring Emilies idé, lå det ikke lige for at støtte en kommerciel virksomhed. Hun gik lidt slukøret fra mødet, men efter en uges tid ringede fonden tilbage. De kunne ikke slippe tanken og ville alligevel gerne finde en måde, hvorpå de kunne være en del af projektet.

“Et af vores fokusområder er billedkunst, og vi tænker hele tiden på, hvordan vi kan nyskabe mulighederne inden for det kunstneriske område,” forklarer Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen, da vi ringer til ham efter vores besøg i Skitse. “Noget vi ofte spørger os selv om er, hvordan vi kan sørge for at kunstnere får større indtægter. Det kan de ved, at der er nogen, der er villige til at købe det de laver eller betale dem for deres gode idéer.”

Skitse af Anders Bülow. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Anders Bülow. Foto © I DO ART Agency.

Emilie. Foto © I DO ART Agency.

Emilie. Foto © I DO ART Agency.

Da Søren hørte om Skitse vidste han hurtigt, at Emilie havde fat i noget interessant, og de fandt sammen ud af, at den bedste måde at realisere projektet på var ved at fonden stiftede virksomheden og ansatte Emilie til at drive den. På den måde kunne idéen hurtig blive til virkelighed, Bikubenfonden stillede deres kompetencer til rådighed, og Emilie kunne koncentrerer sig 100% om den kunstneriske del af projektet.

“Vi tror på, at vi med Skitse kan være med til at øge efterspørgslen – og dermed også markedet for billedkunst,” fortsætter Søren, som er sikker på, at en stor del af kunstens værdi skal findes i den kunstneriske proces.

“Vi tror på, at den kunstneriske proces kan meget mere end blot at producere nogle færdige værker. Vi tror faktisk, at der er et kæmpe marked for den kunstnerisk proces ifht. hvad de store virksomheder ønsker sig – det er jo også en af de idéer, der ligger til grund for dannelsen af det nye samlingspunkt for kunstnerisk forskning; Art Hub Copenhagen. Vi opfatter kunsten som kulturens innovationsrum, og derfor synes vi, at det er vigtigt at fokusere på, hvordan vi udvikler kunsten og dermed også kulturen, på sigt.”

Skitser af Louise Rosendal (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Skitser af Louise Rosendal (detalje). Foto © I DO ART Agency.

At nytænke, nyskabe og starte nye samtaler
Det er Sørens håb, at Skitse kan få nye publikummer til at interessere sig for kunst og den kunstneriske proces, og selvom Bikubenfonden driver virksomheden, så er det ikke profit, der bekymrer ham.

“Vi har valgt at sælge skitserne til en forholdsvis lav, fast pris – så får kunstnerne halvdelen, og så er der 1.500 kr. tilbage til at betale rammer og drive butikken for. Jeg kan godt sige, at der skal sælges en hel del, før det kan løbe rundt, men det er i virkeligheden ikke det vigtige for os. Det vigtige for os er at sætte fokus på kunsten. Vores job er ikke at tjene penge – vores job er at nytænke og nyskabe og forhåbentlig starte nye samtaler.”

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Maria Meinild. Foto © I DO ART Agency.

Skitse af Maria Meinild. Foto © I DO ART Agency.

Efter at Skitse åbnede i slutning af april har Bikubenfonden modtaget kritik for at lægge i alt 575.000 kr. i oprettelsen af en kommerciel virksomhed. Søren er glad for, at Skitse har sat gang i en debat, men pointerer at Bikubenfonden er en erhvervsdrivende fond, og at de dermed gerne må stifte og drive kommercielle virksomheder. Han tror ikke, at fondens støtte vil være konkurrenceforvridende, tværtimod tror han på, at Skitse kan være med til at udvide markedet både for andre gallerister og for billedkunstnerne.

“Tag f.eks. Tinne Zenners filmstrimler – det er jo en brandgod idé at sælge et restmateriale fra processen på den måde. Som videokunstner, har man få medier at udkomme på, men nu er hendes platform udvidet. Det er et sindssygt godt eksempel på, at Skitse kan noget andet og noget nyt.”

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

En udvidelse af processens potentiale
Tilbage i Skitse har Emilie travlt med at finde nye kunstnere til butikken, for hun har en ambition om, at der skal komme nye skitser til hver onsdag. Senest har hun inkluderet skitser af Fryd Frydendahl og Asger Harbou Gjerdevik, og inden længe er hun også klar med en foredragsrække, der skal udfolde fortællingerne fra den kunstneriske proces i endnu højere grad.

Det første foredrag finder sted torsdag d. 23. maj og er af Hannah Anbert, og i løbet af sommeren vil man også kunne opleve Skitse Foredrag med Niels Pugholm, Amalie Smith, Jules Fischer og mange flere. Emilie satser på at afholde foredrag cirka en gang om måneden.

Emilie. Foto © I DO ART Agency.

Emilie. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

Skitse. Foto © I DO ART Agency.

“Det kunne også være interessant, hvis nogle af kunstnerne ville fortælle om deres igangværende processer, så man kunne have en mere åben dialog. Lidt ligesom på akademiet. Eller måske kan jeg lave samarbejder med nogle af byens udstillingssteder og pege på deres aktuelle udstillinger.” Emilie har mange idéer til, hvordan projektet skal udvikle sig, og med Skitse har hun allerede bevist, at hun er god til at føre sine idéer ud i livet.

Inden vi igen forlader butikken på Ryesgade spørger vi Emilie, om hun ikke tror, at hun vil komme til at savne selv at lave kunst: “Lige nu ligger hele mit engagement i Skitse – faktisk føles det lidt som om, at Skitse er mit værk.”


Skitse

Ryesgade 5, tv, 2200 København N.
Åbningstider: Ons-fre: kl. 11-18, lør: kl. 11-16.

Besøg Skitses webshop her.


Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.