SAMMY BALOJI “OTHER TALES” PÅ LUNDS KONSTHALL

Som de fleste efterhånden er bekendt med, så er mange udstillingssteder rundt omkring i verden, ligesom resten af samfundet, blevet bedt om at lukke ned på grund af coronavirus, (Covid-19). Heldigvis lever kunsten fortsat videre inde bag dørene, og bliver bestemt ikke mindre aktuel af den grund – tværtimod.

På Lunds Konsthall kan man indtil 24. maj opleve den congolesiske kunstner Sammy Balojis soloudstilling Other Tales, med Matteo Lucchetti som kurator. En udstilling, som senere på året vil blive vist på Kunsthal Aarhus, idet den er blevet til gennem et samarbejde mellem de to kunstinstitutioner.

Baloji er født i 1978 i byen Lubumbashi, der ligger i det der i dag kaldes for Den Demokratiske Republik Congo. Et land, der har et af de mest komplekse og mørkeste kapitler i kolonihistorien, og som stadig den dag i dag lider under store udnyttelser af landets befolkning og naturressourcer.

Særligt kobber og coltan er nogle af de mineraler som internationale virksomheder bruger til at producere alt fra kabler og ledninger, til den smartphone vi holder i hånden. Samtidig står vi overfor en Covid-19- pandemi, hvor Congo vil være et af de lande, der kan blive hårdest ramt, og derfor er det dybt afhængigt af hjælp frem for udnyttelse. Alle faktorer, der gør udstillingen Other Tales yderst relevant og højaktuel.

Et opgør med den eurocentriske fortælling
Med udgangspunkt i Katanga provinsen, hvor Baloji selv stammer fra, sættes der gennem fotografi, installationskunst, film og skulptur, fokus på fortiden og nutidens brutaliteter og udnyttelser. Som Baloji selv beskriver det, så hører kolonialisme ikke kun fortiden til, fordi det fortsat er en del af det eksisterende system: “Alt er som før; det er kun tingenes navne, der er blevet ændret, og jeg gør ikke andet end at kæde disse historier sammen.” (1)

Sammy Baloji, Letter from Afonso I of Kongo to Manuel I of Portugal regarding the Burning of the ‘Great House of Idols’, Kingdom of Kongo, 5 October 1515, Arquivo Nacional da Torre do Tombo, Lisbon, 2020. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall. — Sammy Baloji, Letter from Afonso I of Kongo to Manuel I of Portugal regarding the Burning of the ‘Great House of Idols’, Kingdom of Kongo, 5 October 1515, Arquivo Nacional da Torre do Tombo, Lisbon, 2020.
Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

Vestens skildring af den koloniale fortid har længe været kendt for at have været ignorant, triumferende og alarmerende ukritisk. Udstillingen Other Tales, på dansk, andre fortællinger, er derfor vigtig i forhold til at få fremlagt andre bud på, hvordan Congos historie og nuværende situation kan fremstilles og forstås. Other Tales er hverken nostalgisk eller opbygget ud fra en historisk kronologi. Istedet får man som beskuer lyst til at udforske, hvad der fanger Balojis blik, og hvilke tilgange og undersøgelsesformer han gør brug af – hvilket der er rig mulighed for gennem hele udstillingen.

F.eks. er han interesseret i, hvordan forskellige genstande er flyttet rundt på et globalt plan og dertil, hvordan de fremstilles i den kontekst de er endt i. Dette kommer bl.a. til udtryk i en lys mellemgang, der forener to centrale områder i udstillingen, hvor værket Untitled (2016) spreder sig ud.

Sammy Baloji, Petits Chanteurs à la Croix de Cuivre (Black & white print on paper, 110×165 cm), 2020. Untitled (Installation w. 39 copper shell casings and exotic plants, various sizes), 2018. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

Med en henvisning til Første og Anden verdenskrig, består værket af opstillede gamle kobberammunitionshylstre fyldt med forskellige plantearter. Disse plantearter stammer oprindeligt fra Congo, men eksisterer i dag rundt omkring i Europa som stueplanter. Der har, som Baloji fortæller i et interview, aldrig været fokus på, at det afrikanske kontinent ufrivilligt var en del af krigene og hvilke konsekvenser det havde for landene.

De vestlige lande der var involveret i verdenskrigene brugte uran fra minerne i Congo til at fremstille bomber og atombomber, hvilket vidner om at krigshandlingerne blev ført med store koloniale interesser. “For instance, the minerals that were used in the first atomic bomb in the US actually came from Congo. I’m interested in the fact that uranium travels from Central Africa to the US and then lands on Hiroshima.” - Sammy Baloji (2).

I udstillingen finder man også svært aflæselige kort, idet en række informationer mangler. En af de ting som Baloji ønsker at pege på med dette greb er, hvordan der under den belgiske kolonitid i Congo fandtes kort, hvor oplysninger knyttet til den oprindelige befolkning var fjernet. En taktik, der understregede planen om at lave nye regioner og frarøve landets ressourcer.

Og som Lucchetti også pointerer: “Kortet kan også minde om de grænsedragninger, der blev trukket under Berlinkonferencen 1884-85, hvor de europæiske stater gav deres velsignelse til det såkaldte kapløb om Afrika, altså til at invadere og opdele kontinentet.” (3)

Exhibiton view, Other Tales. Lunds konsthall, 2020. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

Under Berlinkonferencen i 1884-85, som Lucchetti her henviser til, erobrede Belgien, under Kong Leopold 2., Congo-området og gjorde det efterfølgende til sin private ejendom. Ifølge Lucchetti, så høstede lokale tvangsarbejdere, alene i 1890, 6.000 tons gummi (udvindes af planten Ficus elastica), hvilket gav Kong Leopold 2. en indtjening på det der i dag svarer til € 186 millioner (4). Dette er blot et eksempel på de enorme pengesumme som strømmede ud af det afrikanske kontinent, og som de vestlige kolonimagter løbende brugte på overdådige byfornyelsesprojekter i deres respektive hovedstæder.

Sammy Baloji, Geological and mining map of the Democratic Republic of Congo (2006), Supplied in Response to the Artist’s Request © Royal Museum for Central Africa, Tervuren, 2005. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

A Blueprint for Toads and Snakes (2018-19), er et af de nyeste værker i udstillingen, og hvor kortet igen er brugt som greb. Et installatorisk værk, der er opbygget som et klassisk teater med scene, kulisser, lys og plads til et publikum. Baloji tager i dette værk udgangspunkt i fortællingen om ”Tudsen og Slangen”. Et propaganda-skuespil mod det belgiske kolonistyre, skrevet i 1957 af Joseph Kiwele fra Katanga-provinsen.

Fortællingen går på, hvordan et venskab mellem en tudse og en slange bliver udfordret for til sidst at blive umuliggjort, hvilket Kiwele bruger til at fortælle hvordan kolonialismens byplanlægning var bygget på raceadskillelse.

Sammy Baloji, A Blue Print for Toads and Snakes, Chura na Nyoka (The Toad and the Snake). (Installation with wood, canvases, lights, and sound, 360 cm deep by 360 cm wide (front), 120 cm wide by 250 cm high (back)), 2018. Framer Framed Amsterdam &am… — Sammy Baloji, A Blue Print for Toads and Snakes, Chura na Nyoka (The Toad and the Snake). (Installation with wood, canvases, lights, and sound, 360 cm deep by 360 cm wide (front), 120 cm wide by 250 cm high (back)), 2018. Framer Framed Amsterdam & Galerie Imane Farès Paris. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

Baloji’s installation er derfor en direkte reference til et styresystem, hvor bydele opstod på baggrund af kolonialismens tvangsforflyttelser af lokalbefolkningen. Dette understreger han blandt andet gennem et optegnet kort på scenegulvet over de indfødtes bydel, kaldet Kamalondo. En anden reference ses på installationens kulisser, hvor der er malet en congolesisk regnskov med et særligt kunstnerisk udtryk, der var kendetegnende for skolen Atelier du Hangar (Akademiet for Indfødt Kunst, grundlagt i 1946 af franskmanden Pierre-Romain Desfossés). Atelier du Hangars ideologi var blandt andet at opfordre de studerende til at skabe kunst efter egne præmisser og traditioner, frem for at tillægge sig de vestlige. En tilgang, som stadig i dag bliver dyrket på kunstakademiet i Lubumbashi. (5)

Det der må være et af kendetegnene for Balojis arbejde, er at det er så rigt på referencer – både udtalte og skjulte, og at disse ofte sammenflettes på en sådan måde, at beskuerne kan vende tilbage til værkerne og få en helt ny forståelse frem end den, de måske havde dannet sig i første omgang.

Baloji har sammen med Lucchetti, hvis kuratoriske praksis ligger på at redefinere kunstnerens indflydelse på samfundet, skabt en unik mulighed for at komme tæt på Congos glemte og ufortalte historier. Som Lucchetti pointerer, fremhæver Baloji andre kilder end dem man ellers kender til, og understreger sine budskaber ved at lave omorganisering af begivenhederne, hvilket giver værkerne et potentiale for nye dekoloniale læsninger.

“Han oplyser sit publikum ved at pege på alternative kilder eller afdække forbindelser, man ikke tidligere har været opmærksom på, og hermed efterligner han det abstrakte forhold til virkeligheden, som man kender fra kolonitiden.” - Matteo Lucchetti (6).

Der er mange værker, man kunne have lyst til at komme nærmere ind på, for
udstillingen Other Tales er en imponerende visning og sammenkobling af både nye og ældre værker af Baloji. Fælles for værkerne er, at de både er et vidnesbyrd og en påmindelse om, at der fortsat finder en kynisk udnyttelse af Congos mange naturressourcer sted, hvilket har store konsekvenser for landets sociale og økonomiske situation, og medfører at befolkningen er en af verdens fattigste. Som beskuer bliver man derfor nødt til at tage stilling til, om menneskers udnyttelse af hinanden egentlig har forandret sig? Eller om vi som Baloji pointerer, gentager det hele – gennem andre betegnelser.

Baloji udfordrer det eurocentriske perspektiv, og giver det afrikanske kontinent den stemme, de igennem århundrede er blevet frarøvet af vesten. Og viser os ufiltreret kapitalismens ubarmhjertige begær i en tid, hvor solidaritet på tværs af lande burde være stærkere end nogensinde.

Dem der ikke når forbi Lunds Konsthall, vil forhåbentlig få muligheden for at se udstillingen på Kunsthal Aarhus senere på året.

Sammy Baloji, First Way of Nimbly Excavating Precious Stones From a Hole Dug in Segregated Land. (Drawing, a blue map, two archival photographies, each 100x100 cm), 2020. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

Sammy Baloji, Tales of the Copper Cross garden: Episode I, 2017 (45 min). Courtesy Mu.ZEE collection, Belgium. Photo: Daniel Zachrisson/Lunds konsthall.

Sammy Baloji (f. 1978) bor og arbejder i henholdsvis Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo og Bruxelles, Belgien.

Baloji har udover sin egen kunstpraksis været co-founder af Lubumbashi’s fotografi- og video biennale. Han har bl.a. udstillet på Lyon Biennalen i 2015, Venedig Biennalen i 2015, The Photoquai Festival på the Musée du Quai-Branly i 2015, Dakar Biennalen i 2016 og Documenta 14 i 2017.

Derudover er hans værker blevet vist på Royal Museum of Central Africa i Tervuren, Mu.ZEE i Oostende, Tate Modern i London, The Africa Center i New York og Smithsonian National Museum of African Art i Washington DC. Baloji har gennem tiden modtaget adskillige priser, herunder: Prince Claus Prize, Spiegel Prize for African Photography Meetings in Bamako og Dakar Biennalen og Rolex Mentor et Protégé Arts Initiative.

Matteo Lucchetti (f. 1984) bor og arbejder i Bruxelles, Belgien.

Lucchetti har siden 2010 kurateret Visible sammen med Judith Wielander. Et forskningsprojekt og den første europæiske bi-annual award for socialt engagerede kunstnerisk praksis i en global sammenhæng, lanceret af Fondazione Pistoletto og Fondazione Zegna.

Lucchetti har bl.a. kurateret; Marzia Migliora, Lo spettro di Malthus’, MA*GA, Gallarate, 2020; ‘First Person Plural: Empathy, Intimacy, Irony and Anger’, BAK, Utrecht, 2018; ‘Marinella Senatore: Piazza Universale. Social Stages’, Queens Museum, New York, 2017; ‘De Rerum Rurale’, 16a Quadriennale di Roma, 2016; ‘Don’t Embarrass the Bureau’, Lunds Konsthall, 2014.

‘Other Tales’ Udstillingskatalog (2020), s. 69.
Sammy Baloji – interview: ‘I’m not interested in colonialism as a thing of the past, but in the continuation of that system’ (studio international).
‘Other Tales’ Udstillingskatalog (2020), s. 73.
‘Other Tales’ Udstillingskatalog (2020), s. 81.
‘Other Tales’ Udstillingskatalog (2020), s. 76.
‘Other Tales’ Udstillingskatalog (2020), s. 67.

Dette essay og anmeldelse er del af et tiltag som har til hensigt at fremme kunstkritik på dansk og engelsk, skrevet af en række nye skribenter. Tiltaget er at samarbejde mellem I DO ART and SixtyEight Art Institute.