HEKSEJAGT (2:2) – SAMTIDSKUNSTENS POTENTIALE I EN FRYGTSOM TID

Få dage efter vores tur til Ribe er vi i København for at besøge hoveddelen af udstillingen Heksejagt, som finder sted på Kunsthal Charlottenborg. Vi har vist taget regnen med, og aftrykkene fra besøget på Galgebakken sidder stadig i os, da vi går igennem den gamle slotsgård, der blev opført i en tid, hvor Danmark endnu brændte mennesker, anklaget for trolddom og hekseri. I Ribe fik vi en forståelse for de virkelige skæbner, der ligger bag de danske hekseforfølgelser. Her på slottet forsøger samtidskunsten nu at væve fortællingerne sammen med nogle af nutidens mest presserende emner.

☞ I første afsnit af denne serie i to dele tog vi til Ribe for at møde kuratorerne Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig, der står bag Heksejagt og besøgte det nye HEX! Museum of Witch Hunt. Du kan læse artiklen, som dykker dybere ned i 15- og 1600-tallets hekseforfølgelser her.

Heksejagt fylder lokalerne i Charlottenborgs sydligste fløj, og allerede da vi træder ind i det første af de højloftede lokaler, bliver vi mødt af værker, der understreger udstillingens flerfacetterede blik på hekseforfølgelserne. Midt i rummet står en besynderlig, lyserød struktur, der virker vaklende, men alligevel stærk og stabil. Louise Bourgeois’ skulptur hedder C.O.Y.O.T.E. (1947-49) og er en hyldest til den første amerikanske rettighedsorganisation for sexarbejdere, der bærer samme navn og som i øvrigt meget passende står for: “Call Off Your Old Tired Ethics”. Med et meget tydeligt anslag åbner udstillingen dermed med et værk, der kalder vores fordomme ud og taler til en form for universel empati. De mange ben der holder skulpturen oppe, kan ses som individer i et undertrykkende system, eller som Bourgeois selv har forklaret om værket i et interview til et amerikansk tidsskrift:

”All they can do is hold on to each other. Individually they couldn't even stand on their feet, but holding on to each other, they make it. It's also a comment on failures, on shortcomings, on being disabled. They huddle together, and through their positive attitude toward each other they summon the energy necessary to stand against the world. They conquer fear enough to finally express themselves and be what they are.”

Gulv: Louise Bourgeois, C.O.Y.O.T.E., 1947-49. Væg: Keviselie (Hans Ragnar Mathisen), Forskellige kort med samiske stednavne, 1975-i dag. Foto © I DO ART Agency.

Citatet giver os kuldegysninger, for selvom Bourgeois her tænker på sexarbejdere, kunne hun ligeså godt tale om migranter, oprindelige folkeslag, mennesker anklaget for hekseri eller andre undertrykte og marginaliserede grupper. Med sin smalle, aflange konstruktion leder skulpturen vores tanker i retningen af Steilneset Memorial i det allernordligste Norge, som Alison og Jeppe fortalte os om, da vi mødte dem i Ribe. Kort inden sin død i 2010 var Bourgeois nemlig med til at udvikle dette monument, der ærer mindet om de 91 norske og samiske personer, der i 1621 blev dømt til døden, anklaget for trolddom. Det er et sært og rørende sammentræf, at værket her forbinder sig gennem tid og rum til monumentet i Nord-Norge, og samtidig trækker en lige tråd fra hekseforfølgelserne til en af nutidens mest alvorlige og normaliserede udskamninger; nemlig udskamningen af sexarbejdere.

Heksejagt (Arkivmateriale). Foto © I DO ART Agency.

Vidnesbyrd om geografisk og psykologisk vold
I forbindelse med deres research har Alison og Jeppe samarbejdet med en række historikere, arkivarer og samlere af okkulte artefakter. I processen har de bl.a. fundet frem til retsprotokoller og lovtekster, samt forskellige træsnit og raderinger fra 15- og 1600-tallet der viser, hvordan man forestillede sig “heksen” på forfølgelsernes tid. Noget af materialet kan findes i det omfattende udstillingskatalog, og enkelte elementer har også fundet vej ind i udstillingslokalerne. Den arkiviske tilgang har den samiske kunstner Keviselie (Hans Ragnar Mathisen) også taget i sit projekt Forskellige kort med samiske stednavne, som han påbegyndte i 1975. Som et symbolsk opgør med de skandinaviske nationalstaters kolonisering af Sápmi – som er det område de nomadiske samere har beboet i tusindvis af år – udvisker Keviselie landegrænser og fremhæver samiske stednavne. Med et simpelt greb gør værkerne os opmærksomme på, hvordan de landkort vi ellers altid har anset som neutrale, bygger på et eurocentrisk blik, der udvisker enhver viden, der ikke lige passer ind i den dominerende kulturs verdenssyn.

Tværs overfor Keviselies kort hænger værkerne Island og Heatwave af amerikanske Anna Betbeze. Inden de er kommet op og hænge, er de tykke uldtæpper blevet brændt med gnistrende kul, druknet i vand og indfarvet med syrefarver, så deres forslåede udtryk fremstår som et vidne om den vold, de har udstået. Hvor Keviselies værker fortæller om kolonimagternes politiske og geografiske vold, indfanger Betbezes værker måske en mere indadvendt og psykologisk bearbejdning af voldens konsekvenser.

Til gilde på Blåkulla
Vi bevæger os videre gennem udstillingens første rum, hvor den svensk-britiske kunstnerduo New Noveta (Ellen Freed og Keira Fox) har arrangeret en mørk scenografi af håndvævede tekstiler, højhælede sko, hegnspæle og udefinerbare væsker. I forarbejdet til værket Ohägn tog duoen på studietur til den svenske ø Blå Jungfrun, hvor folketroen fortæller, at hekse valfartede til for at udføre sabbater og andre djævelske ritualer – ligesom vi har hørt det om Bloksbjerg. Værket behandler særligt de fortællinger og sagn, der forbinder sig til en svensk heksetro, som desuden indebærer en tradition, hvor børn på Skærtorsdag klæder sig ud som påskkärringar (påskehekse) og går rundet i nabolaget for at uddele påskehilsner og indsamle slik.

I udstillingskataloget kan man se Ellen Freed, der som barn er klædt ud som påskeheks, og læse hendes minder: “Jeg husker det som virkelig spændende at klæde sig ud som heks med mine søstre og venner, med fregner og skønhedspletter og vorter og skæg tegnet på med mors lilla Clinique-læbestift og rouge! Og tørklæder og forklæder og kniplinger og træsko, en flettet kurv og en kost. Vi bankede på alle de gamles døre og sagde, nu tager vi til gilde på Blåkulla! Det var uklart, præcist hvad dette indebar, men at samles omkring et kæmpe bål med sine venner midt om natten på en mystisk mørk ø virkede sjovt – farligt, frimodigt og sjovt! Selvfølgelig høj på masser af sukker. Jeg elskede at forestille mig det: silhuetter af mærkelige kvinder, adskilt og samlet, som sorte og blå skygger, brølende omkring ilden.”

At bevæge sig i glemsomhedens skygger
I det fjerneste hjørne rejser en rød kappe sig op imod de høje lofter. Det er som om, at figuren der bærer kappen er usynlig, så det ligner, at den står af sig selv og læner sig ind over os, da vi bevæger os tættere på. Ghosting er den meget passende titel på det ene af de to værker, som Congolesisk-norske Sandra Mujinga har med på udstillingen. Begge beskæftiger sig med, hvordan marginaliserede grupper til alle tider er blevet holdt ude af historieskrivningen, og hvordan de undertryktes fortællinger i stedet hjemsøger nutiden som traumer. “They say amnesia is rare, but I think we forget all the time,” siger en mand i det fragmenterede videoværk, men er det mon muligt at finde en styrke i at bevæge sig i glemsomhedens skygger?

Sandra Mujinga, Ghosting, 2019. Foto © I DO ART Agency.

I et interview på C& sidste år fortalte Mujinga om det potentiale, der findes i at manøvrere i mørket: “There is some empowerment in not getting the light. I often ask myself: what does it mean to be successful and enter the spaces that were not made for you, that you were excluded from to begin with? There is something quite empowering in thinking about where you are situated and how you can grow superpowers in that space.”

Mens vi står under det mørkerøde genfærd lyder en rumlen fra et sted i nærheden. Lyden kommer fra et lille modeltog, der kører ud af et hul i væggen, tager en tur rundt på en snørklet jernbane, for igen at forsvinde ind ad et andet hul. Amerikanske Aviva Silverman har til udstillingen skabt værket Queen City Special, der på en måde reclaimer heksen, som et nutidigt, feministisk ikon. Togvognene er fyldt med pyntede tableauer, der hver især præsenterer “movement leaders, advocates, sages and witches who spell-cast through policy and poetry,” som Silverman selv udtrykker det.

Toget føres af anarkist og kvinderettighedsforkæmper Emma Goldman, der slænger sig hen over lokomotivets tag, og i vognen efter finder vi transkvinden Rona Sugar Love, der efter selv at have afsonet en 25 år lang fængselsdom, bl.a. kæmper for en bedre overgang til samfundet for eks-indsatte. I næste vogn rejser queer musikeren JD Samson sig fra et giftgrønt slotstårn, efterfulgt af et vognlæs friske hvidløg og Ceyenne Doroshow, der har grundlagt G.L.I.T.S (Gays and Lesbians Living In a Transgender Society) – en organisation der kæmper for bedre rettigheder for transkønnede sexarbejdere. I en vogn fyldt med røg, flammer, perler og engle står den yngste kvinde, der nogensinde har siddet i den amerikanske kongres: demokraten Alexandria Ocasio-Cortez. I den ene hånd holder hun et sænket sværd, og med den anden hæver hun en gylden vægt – et symbol på retfærdighed og lighed, som desuden også er hendes stjernetegn. Paraden rundes af med poeten CA Conrad i færd med at udføre et spirituelt ritual samt den eksperimenterende arkitekt Madeline Gins.

De koloniale, personlige forbindelser
På vores vej videre bliver blikket igen rettet mod uforløste koloniale historier gennem tre værker, der henholdsvis forholder sig til tre befolkningsgrupper, som har været – og stadig er underlagt – Danmarks påtvungne dominans: Grønland, Sápmi og de nuværende Amerikanske Jomfruøer. “Jeg gør kolonihistorien til en del af min historie på den eneste måde, jeg kender til, nemlig ved at tage den personligt,” skrev den grønlandsk-danske billedkunstner Pia Arke i sin bog Scoresbysundhistorier, og det er netop undertrykkelsens personlige konsekvenser, der er fokuset i hendes videoværk Arctic Hysteria. “Arktisk hysteri” er en diagnose, som den danske kolonimagt opfandt til at fastholde særligt inuit-kvinder i en position som laverestående, og værket kan ses som et opgør med datidens “videnskabelige” praksisser, som tillod den europæiske undertrykkelse af landskaber og kroppe.

Fra loftet hænger libanesisk-amerikanske Youmna Chlalas værk She Holds the Wind in a Bag that is Her Power, der består af en stor hørpose, der ser ud som om, den er blevet hvirvlet op af et stærkt vindstød. Værket bygger på Chlalas research af de samere, der blev anklaget for trolddom og som blev beskyldt for at kunne styre vejrfænomener og dermed kaldt ansvarlige for skibbrud. Vi trækker et tungt gardin til siden og går ind i et af de rum, som er mørklagt og indrettet til filmvisning. På to store skærme projekteres St Croix-baserede La Vaughn Belles nye videoværk med titlen strange gods before thee, der referer til det første bud i den lutherske kristendomslære: “Thou shalt not have strange gods before thee.” Sætningen henviser til den kristne gud, som den eneste rigtige gud, og den blev brugt til at forfølge personer, der praktiserede nogen anden form for religion.

La Vaughn Belle, Strange gods before thee, 2020. Foto © I DO ART Agency.

I sine værker interesserer Belle sig særligt for de modstandsbevægelser, der modsatte sig kolonimagtens kontrol. “Spirits can seize you in the throat as they linger, looking for a voice. You can have my voice but not my body. I will tell them that you burned with the others in fiery outrage but that they did not kill your spirit. That’s why you linger in the widest, hence oldest tree and slip under the tongue of those who wander in search of memory,” siger en afdæmpet stemme i filmen, mens den visuelle side væver historiens narrativer sammen. Vi ser bl.a. billeder af et baobabtræ – hvor det siges, at kvinder blev brændt levende for at have deltaget i Fireburn-oprøret i 1878 – samt Belle, der selv udfører forskellige ritualer fra den spirituelle og healende obeah-tradition, som opstod blandt slavegjorte i Caribien.

Fri fra patriarkatets sidste krampetrækning
I næste rum har Sidsel Meineche Hansen og Reba Maybury skabt en værkserie, der forbinder historier om kvindehad på tværs af tider. Værkerne refererer dels til introsekvensen fra filmen Vredens Dag af Carl Theodor Dreyer, som er kendt for at skildre en henrettelse af en kvinde dømt for hekseri, og dels selvhjælpsbogen 12 Rules for Life. Sidstnævnte er blevet standardlæsning i alt-right- og incel-miljøer, og bogens forfatter Jordan Peterson anklager kvinder for at være skyld i en såkaldt maskulinitetskrise. “Why won’t women – all these wives and witches – just behave?” som han nedladende proklamerede til New York Times i 2018.

Sidsel Meineche Hansen og Reba Maybury, 12 Rules for Life, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Fra patriarkatets (forhåbentligt) sidste krampetrækninger træder vi ind i en helt anden løssluppen energi. I det bagerste rum er der gilde, og alle afvigerne fra den nordiske mytologi og danske folkeeventyr er inviteret med til Rasmus Myrups festlige Salon des Refusés. Havfruer og havmænd, elverpiger, trolde og nisser hænger ud og konverserer, mens Maren Spliids går catwalk og Mosekonen serverer naturvin og Tollund-pilsner (som iøvrigt er god for huden, hehe). Salonens gæster er lavet af kviste, mos, tørrede tidsler og mange andre naturmaterialer, og vi kommer til at tænke på den åh så forældede Sankthans-tradition, hvor man i moderne tid har placeret og brændt en enlig heksefigur af halm og aflagt tøj på midsommerbålet. Her er det endelig, og meget befriende, de udstødte, der er i overtal.

Rasmus Myrup, Salon des Refusés, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Rasmus Myrup, Salon des Refusés, 2020 (detalje). Foto © I DO ART Agency.

I endnu et mørklagt rum viser den amerikanske kunstner Virginia Lee Montgomery sit nye videoværk Water Witching, som er lavet specielt til udstillingen. Montgomery gik i gang med processen tilbage i 2018, ikke længe efter Donald Trumps valgsejr og på et tidspunkt hvor #MeToo-vidnesbyrd sendte rystelser gennem de amerikanske og globale samfundsstrukturer. Arkivmateriale fra demonstrationer, optagelser af narhvaler og skypumper blandes med en mystisk seance, hvor kunstnerens hænder dyppes i marmoreret neglelak og manøvrerer et spinkelt instrument. Det minder os om dowsing eller kvistgang (en ældgammel praksis som bl.a. har været brugt til at finde vandhuller eller overnaturlige væsner ved hjælp af penduler, buede kviste eller kobberbøjler), og måske er Montgomery også på udkig efter kilden til noget nyt? En ny verdensorden måske?

Virginia Lee Montgomery, Water Witching, 2018. Headstone II, 2020. Foto © I DO ART Agency.

En fælles kamp for rettigheder
I 2016 lagde den unge, samiske rensdyrhyrde Jovsset Ánte Sara sag an imod den norske stat, fordi nye kvoter tvang ham til at slagte en væsentlig del af sin flok. Det ville ikke kun resultere i hyrdens konkurs, men bidrage til udryddelsen af den samiske kultur, som de skandinaviske lande har bidraget til ødelæggelsen af over hundredvis af år. Jovsset Ánte Saras søster er billedkunstneren Máret Ánne Sara, som gennem sine projekter kæmper sin brors sag og sætter fokus på den norske stats forsøg på at begrænse de traditionelle samiske arbejdsformer. Sagen blev afvist af Norges højestret i 2017 og er nu bragt videre til FN’s komité for menneskerettigheder.

Her på udstillingen præsenterer Sara værket Gielastuvvon (Fanget), som består af et utal af samiske lassoer, der hænger foruroligende ned fra loftet. “I feel a need to address the structural neglect of humanity in state politics and laws regarding Indigenous lives and people. I hang the lassos here in honour of our herders who are not only maintaining their reindeer but also a living Sámi culture. Secondly as a reminder of the fragility of culture, people, and life,” skriver hun om værket på sin hjemmeside.

Cecilia Vicuña, Ballena Azul, Oro de Oir / (Blue Whale, Hearing is the Gold), 2012. Melinko Lauen / (Medicine Mist of the Waterfall), 2012. Foto: I DO ART Agency.

I samme rum finder vi værker af den chilenske kunstner Cecilia Vicuña, der på samme aktivistiske måde som Sara, kæmper for oprindelige folks rettigheder. En ad gangen kan man gå ind i et lille mørkt rum og lytte til to numre fra Vicuñas album Kuntur Ko, der er blevet til i 2012, som en modreaktion til mineselskabernes ødelæggelse af Chiles natur og fordrivelse af bl.a. Diaguita-folket. Vicuña mødte Máret Ánne Sara, da de begge udstillede på documenta 14, og deres fælles kamp resulterede i det kollaborative værk Gákte Quipu, der strækker sig fra gulv til loft. Værket består af traditionelle dragter (gákti), doneret af samiske kvinder, som kunstnerne har bundet sammen til hvad der minder om en farverig witch’s ladder. Det at binde knuder er både en del af magiske praksisser blandt samere, men findes også hos oprindelige folk i det nuværende Sydamerika, hvor knyttede reb (quipu) er blevet brugt som skriftsprog, til at holde regnskab eller fortælle historier.

Vi træder nu ind i udstillingens sidste rum, hvor Carmen Winant præsenterer sit værk The neighbor, the friend, the lover. 30 lyskasser hænger rundt på kunsthallens vægge, og i hver kasse gennemlyses et udklip fra 60’ernes og 70’ernes ugeblade, så for- og bagside skaber et sammensmeltet billede. Overfor Winants nye værk hænger to små raderinger af Albrecht Dürer fra 1600-tallet, der skildrer heksefigureren i de to klassiske stereotyper: Som ung og forførende eller gammel og frastødende. For smuk eller for grim, for meget eller for lidt, udelukkende vurderet ud fra et mandligt blik og altid forkert. Den samme form for dobbelt udskamning er på spil i Winants værker, lidt på samme måde som det fjerde punkt i norske Berit Ås’ fem herskerteknikker: “Damned if you do, damned if you don't.”

Carmen Winant, The neighbor, the friend, the lover, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Carmen Winant, The neighbor, the friend, the lover, 2020 (detalje). Foto © I DO ART Agency.

At rydde historieskrivningens sokler
Vi kommer igen ud i den friske støvregn, overvældet af alle de stemmer, der kommer til orde gennem værkerne på Heksejagt. Selvom vi max har taget et par tusinde skridt rundt i Charlottenborgs haller, føler vi, at kunsten har taget os med rundt til det meste af verden og optegnet et nuanceret og flerfacetteret billede af frygtens og forfølgelsens væsen på tværs af tider.

Alison og Jeppe har med Heksejagt skabt en kunstoplevelse, der er en lille biennale værdig, og så har de tilmed samlet et omfattende katalog, hvori de selv, forskellige historikere og forskere, samt flere af de udstillende kunstnere udfolder tematikken yderligere. Det er et generøst projekt, der vil meget, og som formår at løfte opgaven på så grundig en vis, at samtalerne helt sikkert vil fortsætte længe – også efter udstillingens sidste åbningsdag.

Det var ikke meget, vi vidste om hekseforfølgelserne, inden vi mødte Alison og Jeppe – man kommer sjældent i nærheden af skildringer, der tager alvoren bag seriøst og gør det til virkelighed frem for eventyr. Gennem deres og kunstnernes blikke har vi nu fået mulighed for at få en forståelse for historiske begivenheder, som på mange måder stadig påvirker vores samtid.

Men udstillingen viser også et ulmende opgør med gamle, undertrykkende systemer. F.eks. gennem juridiske og aktivistiske handlinger som hos Máret Ánne Sara og Cecilia Vicuña, gennem en reclaiming af magt og identitet som hos Aviva Silverman og Sandra Mujinga, eller gennem udbredelse af viden og helbredelse som hos Keviselie og La Vaughn Belle. Kunstnerne viser os, at de gamle strukturer står for fald, og at fremtiden kan rumme andre måder at se hinanden og leve sammen på. Med deres værker viser de os, at ønsket om et hvidt overherredømme, giftig maskulinitet og eurocentrisme har skabt fundamentet for de hårde opdelinger, som mange af vores samfund stadig bygger på. Men de viser os samtidig, at de forældede systemer ikke er stærkere end den frygt, de bunder i. Kunstnerne på Heksejagt viser os, at det er nødvendigt og muligt at udviske de kunstige grænser og rydde historieskrivningens sokler, så der kan blive plads til andre og flere stemmer.

Længe efter vi har forladt slottet på Kongens Nytorv, spøger Louise Bourgeois’ ord stadig i os. Det er som et genfærd fra fortiden, der minder os om, at frygten kun kan overvindes, når vi står sammen: “They huddle together, and through their positive attitude toward each other they summon the energy necessary to stand against the world. They conquer fear enough to finally express themselves and be what they are.”

De deltagende kunstnere på Heksejagt er: Pia Arke, La Vaughn Belle, Anna Betbeze, Louise Bourgeois, Youmna Chlala, Keviselie (Hans Ragnar Mathisen), Sidsel Meineche Hansen & Reba Maybury, Virginia Lee Montgomery, Sandra Mujinga, Rasmus Myrup, New Noveta, Carol Rama, Máret Ánne Sara, Aviva Silverman, Angela Su, Carmen Winant og Cecilia Vicuña.

Udstillingen er kurateret af Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig.

Find yderligere informationer om Heksejagt i vores kalender, her.