KUNSTNERISK FRIHED, FRANSKE GOBELINER & SECURITY CHECK

“I don’t think that something like this has been done here for a few centuries” bemærker ambassadør François Zimeray ifbm. åbningen af udstillingen Carte BlancheDen Franske Ambassade. Blandt overdådige tapeter, gobeliner og bladguld aktiverer 9 danske samtidskunstnere vigtige tematikker og tænder et håb i en ellers mørk tid.

At invitere samtidskunstnere ind i de højtidelige rammer på det Thottske Palæ fra 1683, beliggende i hjertet af København, er både modigt, uventet og måske endda lidt svært at forestille sig. For som kurator Natalia Gutman forklarer det, da vi besøger udstillingen: “There are very few empty spots and no white walls at all, so how do you make an exhibition in such a space? And how can you even fill more stuff into the French Embassy?”

Idéen til udstillingen opstod allerede tilbage i 2013, kort efter at François Zimeray var kommet til København som ny ambassadør. “When I arrived here I got the feeling that having this house is of course a privilege – a great asset for France – but it can as well be a trap, a dangerous risk. Why? Because it can give the impression that France is an old museum.”

Den Franske Ambassade | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Den Franske Ambassade | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Derfor ønskede Zimeray at igangsætte mere nutidige aktiviteter, og i denne tankestrøm opstod samarbejdet med Natalia Gutman. Siden da er der dog sket meget. Både Danmark og Frankrig har oplevet tragiske angreb, hvilket har besværliggjort arbejdet, men måske gjort udstillingen endnu vigtigere. “When these times and difficulties called for more repression, less freedom and more fear, our will to express our openness was reinforced. For me it became a reaction to the tragedies of our time,” forklarer Zimeray.

When these times called for more repression, less freedom and more fear, our will to express our openness was reinforced.
— François Zimeray, Den Franske Ambassadør

Natalia Gutman har fået carte blanche (som kan oversættes til ‘frie hænder’ eller ‘kunstnerisk frihed’) til at bringe kunsten ind i de ældgamle rammer, og med denne åbenhed in mente har hun udvalgt 9 danske kunstnere (Ann Louise Andersen, Peter Callesen, Jeannette Ehlers, FOS, Lise Harlev, Hesselholdt & Mejlvang, Peter Land, Choki Lindberg og Tina Maria Nielsen), som i en smukt komponeret udstilling kiler sig ind i relevante tematikker.

Den Franske Ambassade | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Den Franske Ambassade | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fra ét sikkerhedstjek til et andet
Allerede på det travle fortov foran palæet mødes vi af FOS’ bidrag til udstillingen. Hypernormalization imiterer en triumfbue eller sikkerhedsportal i afbrændt træ, som markerer ambassadens egentlige territorium, der strækker sig udover de fysiske rammer og ud på fortovet. Gennem samtaler med ambassadens ansatte har FOS hentet inspiration til en fysisk manifestation af al den usynlige information og data, der i stigende grad dikterer vores færden i verden. Det er som en ramme omkring alt, hvad vi ikke kan se og en spekulation over den globale (u)sikkerhed.

FOS "Hypernormalization", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

FOS "Hypernormalization", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

CarteBlanche-Agency.idoart.dk-136-crop-1500.jpg

Vi bevæger os ind på selve ambassaden og mødes af et apparat lig dem, man kender fra lufthavne. Efter de mange tragiske hændelser i bl.a. Paris og Nice de sidste år har ambassaden indført skærpede sikkerhedsprocedurer, hvilket også er grunden til, at man skal booke tid og medbringe billedlegitimation, hvis man vil besøge udstillingen. Jakken af, nøgler og telefoner op af lommerne, igennem metaldetektoren, og så er vi i Frankrig.

CarteBlanche-Agency.idoart.dk-246-1500.jpg
CarteBlanche-Agency.idoart.dk-119-2-1500.jpg
Hesselholdt & Mejlvang "Stairway to Beetroot Heaven", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang "Stairway to Beetroot Heaven", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Vores pas, som her er vores adgangsbilletter, kommer tilbage i tasken, men de bliver i vores bevidsthed lidt endnu. Fra bunden af den majestætiske trappe anslår kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang deres undersøgelse af det rødbedefarvede europæiske pas, og hvordan at dets status i disse tider tangerer det hellige. Mørkerøde lænker ledsager os op af den brede trappe, der ender ved en gigantisk bårekrans på ambassadens første sal. Dobbeltheden er allestedsnærværende i Stairway to Beetroot Heaven, der gennem simple greb både formår at optegne snævre balancepunkter og en skarp kritik af den europæiske kolonialisme.

Hesselholdt & Mejlvang "Stairway to Beetroot Heaven", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang "Stairway to Beetroot Heaven", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En opløsning af guld og gobeliner
Foran os ligger nu den første salon, som er indhyllet i en dyb, rød vægfarve, tykke tæpper, detaljerige gobeliner, guld og krystaller – pomp og pragt. Synet er mageløst, men noget tvinger vores opmærksomhed væk fra den barokke indretning og tilbage til virkeligheden.

I arbejdet med udstillingen har Lise Harlev brugt 10 dage i en lejlighed i den franske by Nantes på at beskrive ordinære elementer som dørhåndtag, stikkontakter og en brusers blandingsbatteri; genstande som vi dagligt er i kontakt med, men som vi tager for givet. Vi anser ikke stikkontakter som betydningsfulde designobjekter, men måske er de i virkeligheden vigtigere kulturelle markører end f.eks. det kostbare møblement på ambassaden, da de i højere grad er en integreret del af vores hverdag.

Lise Harlev "Too Hot or Too Cold", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Lise Harlev "Too Hot or Too Cold", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Lise Harlev anser ambassaden som mere fiktiv end virkelig. Lydværket Too Hot or Too Cold er en måde at indikere et rum i rummet og på den måde at stille spørgsmål ved ambassaden som værende en reel del af Frankrig.

I næste salon fortsætter nedbrydningen af de klassiske rammer, dog på mere udtalt manér. Choki Lindberg har skabt en fotografisk gengivelse af salonen i miniatureudgave, men noget er anderledes: grumset vand har oversvømmet salonen, vilde planter tvinger sig vej ind ad vinduerne, et sted er der gået hul i væggen, og et andet sted er der tydelige spor efter brand. Hvad er der sket? Hvor lang tid har passeret? Og hvor er menneskene blevet af?

Choki Lindberg "Grand Salon", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Choki Lindberg "Grand Salon", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Den skærende lighed mellem billede og virkelighed får scenen til at træde ud af sin todimensionelle ramme og forstyrrer vores opfattelse af det egentlige rum. I det modsatte hjørne er en vild botanik i færd med at tilgro en af salonens barokke stole, hvilket forstærker de apokalyptiske varsler. Der er sat en dystopisk stemning, men samtidig er der noget befriende poetisk i at betragte naturens overtagelse af det institutionelle.

Choki Lindberg "Please Wait Here", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Choki Lindberg "Please Wait Here", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Bronzestøbte mobiltelefoner og uskrevne ord
Som vi står og betragter Lindbergs medtagede stol, fanges vores blikke af en gylden mobiltelefon på en marmorbelagt kommode. Snart dukker lignende interventioner op i hjørner og afkroge af ambassaden, og vi inviteres på en jagt efter det måske mest subtile indgreb, udført af Tina Maria Nielsen som har placeret i alt 60 af sine bronzestøbte telefoner rundt om i udstillingen.

Tina Maria Nielsen "Invasion", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tina Maria Nielsen "Invasion", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Peter Callesen "Unwritten Words", 2017 I Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Peter Callesen "Unwritten Words", 2017 I Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I en lille montre ligger et andet nedtonet værk, her af Peter Callesen som arbejder med at omdanne hvidt papir til detaljerede fortællinger kun ved hjælp af skalpel og oceaner af tålmodighed. Her har Callesen taget udgangspunkt i papirformatet A4 og udskåret en fjerpen samt ordene “Unwritten Words.” Værket er en stille kommentar til alt det, der ikke kan udtrykkes med ord – alt det som ikke kan skrives ned eller indgås aftale om – alt det som de bureaukratiske systemer ikke formår at rumme.

Fra La Grand Salon har vi to muligheder: Østfløjen eller vestfløjen, spisesalonen eller musiksalonen, mørket eller lyset. Vi beslutter os for at starte med det, der ser mest farligt ud.

Ann Louise Andersen "I Do Not Believe in Anything", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Ann Louise Andersen "I Do Not Believe in Anything", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En fortid vi ikke må glemme
I mellemgangen til den fine spisesalon har Ann Louise Andersen udført den umiddelbart mest omfattende transformation af de umulige lokaler. Rummet er koldt, trængt og mørkt, og vægge, gulv og loft er gjort i en rå beton, der sender associationer til kælderrum eller endnu værre – en fangekælder. Over os hænger tunge reb, der langsomt indskrænker rummet og til slut danner et gardin, som er svært at komme igennem. Værket I Do Not Believe in Anything kræver, at vi gør en indsats, og det fungerer som den perfekte overgang til udstillingens nok mørkeste bidrag.

Ann Louise Andersen "I Do Not Believe in Anything", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Ann Louise Andersen "I Do Not Believe in Anything", 2017 | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Overalt på ambassaden er de store vinduer, med udsyn over Kongens Nytorv og Nyhavn, smukt indrammet af tungt hængende gardiner. Men ikke her. Jeannette Ehlers har byttet de gyldne tekstiler ud med sorte gardiner, der afskærmer udsigten og strækker sig ud over gulvet, som en opslugende eller udviskende sort kraft. Lige udenfor ligger der et væld af prangende bygninger, som kun er opført takket være den rigdom, som koloniseringen og udnyttelsen af jomfruøerne førte med sig. Med I Can’t Breathe sætter Ehlers fokus på Danmarks mørke historie som kolonimagt og på de konsekvenser, som kolonialismen stadig har på verden i dag.

Jeannette Ehlers "I Can't Breathe" | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Jeannette Ehlers "I Can't Breathe" | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Værkets titel kommer fra Eric Garner, som blev kvalt under en anholdelse i New York i 2014. Hændelsen blev filmet, og i klippet kan man høre Garner råbe “I Can’t Breathe” gentagende gange, men politiet reagerer ikke. Citatet blev senere et centralt statement i Black Lives Matter-bevægelsen, som især kæmper imod politibrutalitet og uretfærdigheder overfor sorte. I Ehlers’ værk trækker de sorte gardiner bogstaveligt talt vejret, som et symbol på at der stadig foregår racebestemt diskrimination overalt i verden. Kampen for lighed er derfor stadig mere end relevant.

Den Franske Ambassade | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Den Franske Ambassade | Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Frie sind og åbne arme
Vi er nu nået til udstillingens sidste bidrag. Peter Lands enorme, farverige badebold The Secret Agent ruller langsomt rundt i den mageløse musiksalon, som en sært velkommen, men uventet gæst. Dens oppustede og klodsede udtryk letter stemningen og fylder os med en umiddelbar følelse af håb i en verden, hvor netop dét kan være en mangelvare.

Peter Land "The Secret Agent", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Peter Land "The Secret Agent", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Men måske er netop dét faktisk gennemgående for udstillingen; vi får vendt nogle tanker, gjort dem håndterbare og overskuelige. Værkerne peger alle på nye indgangsvinkler og tvinger os til at se anderledes på det svære. Kunsten formår at perspektivere globale og lokale problemstillinger på en måde, der afmonterer mediernes fjendebilleder og krigeriske diskurs, og det er mere end tiltrængt. De rum som kunst kan skabe, har vi virkelig brug for.

Peter Land "The Secret Agent", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Peter Land "The Secret Agent", 2017 | Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Carte Blanche er en gestus, der peger på et konstruktivt handlingsmønster i en mørk tid. Det er en udstilling, der fordrer frie udsagn og inspirerer til en åbenhed, som forhåbentligt kan smitte lidt af på de frygtbetonede strømninger, der får alt for meget plads. Én kunstudstilling gør det ikke alene, men helt personligt følte vi os, efter vores besøg på Den Franske Ambassade, opløftede til at tro mindre på de lukkede grænser og mere på frie sind og åbne arme. Og det vil vi mene er et meget godt sted at starte.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.