LÆS ET KAPITEL FRA JAKOB JAKOBSENS NYE BOG "RAMALLAH! RAMALLAH!"

I sommeren 2008 besøgte jeg Palæstina. Jeg var inviteret af Art School Palestine til at samarbejde og mødes med lokale kunstnere og andre folk i de besatte områder. Besøgets tema var temmelig åbent og min palæstinensiske vært havde forklaret mig, at opholdet godt kunne betragtes som en form for kunstnerisk forskning. Det passede mig fint, da jeg havde arbejdet med aktivistiske undersøgelser og kunstnerisk forskning ved Det Fri Universitet.

Som et minimum havde jeg besluttet at føre en blog under mit ophold, hvor jeg løbende ville fortælle om mine oplevelser og overvejelser i de besatte områder. På den måde kunne jeg påtage mig rollen som vidnet, der formulerer sit vidnesbyrd til dem derhjemme for at give et kritisk og detaljeret billede af forholdene. Selv om jeg egentlig troede, at jeg var godt orienteret om livet på Vestbredden, var det faktisk forbløffende, hvor anderledes forholdene blev oplevet, da jeg stod på gaden i Ramallah. Alene den erfaring gør det klart, hvor langt der er fra mediebilledet af Palæstina til det konkrete liv i de besatte områder. Samtidig var det en gave at opleve, hvor rig og sammensat kulturen var blandt den gruppe palæstinensere, som jeg brugte det meste af mine seks uger sammen med.

Min nye bog Ramallah! Ramallah! rummer de vidnesbyrd som jeg formulerede tilbage i sommeren 2008. I forbindelse med udgivelsen vil jeg gerne dele et kapitel fra bogen her på idoart.dk. Det er fra vores besøg i byen Hebron, her illustreret med lidt billeder fra dengang.

Hebron

Mohanad, Yasan og nogle af folkene fra Idioms Film havde været med til at lave en bog om den gamle souk i Hebron. De havde taget delikate arkitekturfotografier til bogen med vægt på den bymæssige atmosfære. Det var en stor billedbog, der blev udgivet i forbindelse med et omfattende restaureringsprojekt af den gamle souk. Hebron er en af de ældste byer i verden; dens historie strækker sig i hvert fald 5000 år tilbage i tiden. Mohanad havde arrangeret en fælles tur, en ‘konvoj’, som han kaldte det, og alle vennerne fra Ramallah skulle med til Hebron for at være der ved præsentationen af bogen.

Restaureringsprojektet skete, som de fleste andre projekter hernede, i samarbejde med en vestlig bistandsorganisation, denne gang en spansk. Dele af Hebrons gamle by led under stadig at være besat af den israelske hær, da der var etableret nogle små bosættelser lige i hjertet af byen, som militæret så beskyttede. Denne fortsatte besættelse havde gjort det svært for de forretningsdrivende at opretholde deres butikker i den gamle souk, da der med jævne mellemrum var udgangsforbud, og butikkerne blev tvunget til at lukke. Samtidig var stemningen alt andet end lykkelig, og de konstante spændinger mellem bosætterne og palæstinenserne havde betydet, at forretningerne i den gamle by stille og roligt lukkede ned, så mange butikker stod i dag tomme med lukkede skodder. Dette restaureringsprojekt af byen var et forsøg på at vende udviklingen og genoplive souken på trods af den israelske besættelse.

Lucia og jeg tog i forvejen for ‘konvojen’ for at kigge lidt nøjere på Hebron. Vi havde hørt mange forfærdelige historier om forholdene der. Jeg havde af en aktivist fået en lille bunke sorte bøger med titlen Breaking the Silence, hvor israelske soldater fortæller deres historier fra Hebron. Disse historier var personlige beretninger fra hverdagen som værnepligtig fanget i en bykrig på lavt blus. Livet som soldat i Hebron var præget af konstante og opslidende konflikter mellem de zionistiske bosættere og de lokale palæstinensere. Denne hverdag var ifølge soldaterne gennemsyret af brutalitet og tab af mening. Den udspillede sig under endeløse vagter ved Hebrons checkpoints og betød for mange af soldaterne, at de langsomt mistede deres evne til medfølelse og indlevelse. Soldat efter soldat beretter i de små sorte bøger om daglige overgreb på civile palæstinensere, og hvordan volden normaliseredes i deres hoveder og blev ligegyldig efter et stykke tid. Det var triste beretninger fra soldater, som havde valgt at stå frem og fortælle om, hvordan de i årevis havde været fanget i en udsigtsløs krig mellem 500 rabiate bosættere og 150.000 palæstinensiske indbyggere i Hebron. Så det var med en vis uro, vi ankom til byen.

Hebron, Palæstina, 2008. Foto: Jakob Jakobsen.

Vi havde ikke noget rigtigt kort over byen, så vi gik lidt rundt og kiggede for at finde souken. Dog havde vi et af OCHAs kort over checkpoints og lukkede områder i den gamle by, men vi kunne ikke finde ud af, hvor vi var på det kort. Taxachaufføren havde bare sat os af med ordet al-Hareem. Vi havde helt klart ikke fundet souken endnu og var i et meget livligt, nyere handelskvarter, hvor biler, fodgængere, folk på indkøb og bugnende varer gik op i en højere kaotisk enhed. Helt fantastisk overvældende. Kaos i alle dimensioner og på alle frekvenser. Da jeg vidste, at souken lå i et område delvist kontrolleret af den israelske hær, gik vi hen til et checkpoint, som fuldstændigt spærrede adgangen til en gade, sådan lidt i den retning, souken måtte ligge. Vi gik igennem metaldetektoren, som bippede, og en israelsk soldat stak hovedet ud og spurgte, hvor vi var fra. København. De undersøgte ikke vores tasker. Nu var vi pludselig inde i et helt andet univers; alle butikker var tilskoddede, og der var ingen mennesker og intet kaos, bare en død gade. Den stod i larmende kontrast til, hvad vi havde oplevet på den anden side af checkpointet, og stemningen var lidt filmisk og underligt uhyggelig.

Vi gik lidt forsigtigt ned ad den krumme, affolkede gade med de lukkede butikker. En nyere sandstensbygning dukkede op for enden. Det var ganske givet en del af bosættelsen, men ifølge kortet var den gade, vi befandt os på, ikke lukket for palæstinensere, men var en delt gade, hvorfor vi fortsatte, på trods af at der helt klart var noget, der ikke var helt rigtigt. Da vi kom tættere på bygningen, gik en svært bevæbnet soldat os i møde og spurgte lidt lavmælt: “Are you Jews?”, og vi svarede “No”, hvorefter han sagde, at vi hellere måtte gå op ad en lille sti, der førte væk fra gaden og højere op i byen.

Vi gik i en blød bue uden om bosættelsen, op gennem lidt spredt bebyggelse afløst af små områder med oliventræer. Lidt længere henne var det muligt at komme ned i byen igen, stadig gennem nærmest tomme gader. Der kom nogle palæstinensiske børn hen til os og spurgte, om vi ville have kaffe, hvilket var den måde, man byder velkommen på her. Vi var ikke helt sikre på, om de troede, at vi var turister eller bosættere. Da vi gik videre, kastede de småsten efter os, som raslede ned omkring os. Vi gik gennem et tomt checkpoint og kom ned i en anden del af byen, igen præget af tomme gader med tunge militærstillinger rundt omkring. Det eneste liv, der kunne ses, var to unge mennesker, som vi gik hen til for at spørge om vej til souken. Pigen svarede på underligt drømmende amerikansk: “The Souq – there used to live Jews everywhere here, but not anymore”. Og det var klart, at vi talte med to unge amerikanere fra bosættelsen, og svaret var sådan helt ved siden af i forhold til vores meget konkrete spørgsmål. Det filmiske var nu genremæssigt ovre i psyko-horror-genren. En sværtbevæbnet soldat kom hen, antageligt for at hjælpe os. Vi spurgte ham om souken, og han spejdede ned ad en af de tomme gader og konstaterede, at der åbenbart ingen fare var, hvorefter han pegede os videre. Vi gik ned gennem den udpegede gade med lukkede butikker, hvor der på skodderne var malet davidsstjerner, hvilket bare føjede til den virkeligt ubehagelige stemning. Jeg vil tro, at det var bosætterne, der har malet stjernerne for at gøre krav på butikkerne, som givetvis var palæstinensisk ejede. Nu kom vi til en lille plads, igen præget af militærstillinger, armerede køretøjer og soldater. Der gik enkelte palæstinensere forbi os med deres indkøbsposer på vej hjem. De kiggede ikke på os, bare ned i jorden.

På den lille plads lå, hvad der helt klart måtte være en bosættercafé, da der på taget stod store højttalere og fyrede meget høj, israelsk popmusik ind over det palæstinensiske kvarter. Helt i Dommedag nu-stil pumpede musikken ned gennem de mennesketomme gader. Palæstinenserne sad antageligt inde i deres huse uden at kunne gøre så meget. Vi var nu nået til Patriarkernes grav, som er den jødiske helligdom, der for israelerne retfærdiggør bosættelsernes tilstedeværelse her. Det er en stor gammel bygning, som samtidig udgør bagsiden af Ibrahimi-moskeen, der ligger på den anden side. Alle rum og alle interesser er flettet nærmest uløseligt sammen i Palæstina. Vi gik hurtigt videre for at komme ud af dette meget trykkende og afsindigt deprimerende sted. Vi gik højere op i byen og spurgte en arabisk kvinde om vej. Hun viftede os bare væk, og hendes børn rakte tunge ad os. Efter en længere spadseretur ud til en af de nybyggede bosættelser i udkanten af den gamle by, hjalp en ældre herre os med at komme ud af bosætterzonen. Han fandt en bus til os, så vi kunne komme tilbage til vores udgangspunkt i hjertet af det palæstinensiske Hebron.

Patriarkernes grav. Hebron, Palæstina, 2008. Foto: Jakob Jakobsen.

Det var en lettelse at komme tilbage til det palæstinensiske kaos. Her fandt vi så endelig souken. Det viste sig, at vi havde taget den forkerte gade i en forgrening, og vi gik nu ned gennem den travle handelsgade med boder så langt øjet rakte. De var dog ved at lukke, da det var blevet sent på eftermiddagen. Da bosættelsen i visse områder ligger højere oppe end souken, havde det i nogle af handelsgaderne været nødvendigt at sætte stålnet på tværs højt over gaderne, da bosætterne åbenbart havde for vane at smide affald, sten og gamle bleer ned i hovedet på palæstinenserne. Den menneskelige situation i Hebron er nok noget af det mest betændte og nedslående, jeg har oplevet.

Souken i Hebron, Palæstina, 2008. Foto: Jakob Jakobsen.

Mohanad ringede og sagde, at nu var de kommet frem. Vi skulle bare finde rådhuset. Vi fandt en taxa og ringede til Yazan, som på arabisk forklarede chaufføren, hvor vi skulle hen. Da vi kom frem til rådhuset, var der gang i en masse taler og al mulig ceremoni. Borgmesteren med følge var der, og repræsentanter fra den spanske regering var kommet på besøg. Mange håndtryk og masser af små retter mad. Yasan, Reen, Mohanad og Sami var lidt svedige, da de havde siddet i halvanden time ved checkpointet uden for Hebron lukket inde i deres bil lige under solen. Soldaterne havde bare taget deres ID og forbudt dem at forlade bilen. De havde så siddet der og stegt i 90 minutter, hvorefter de havde fået deres identitetskort stukket ind gennem vinduet uden kommentarer. Ikke engang en undskyldning, som Mohanad sagde.

Bogen var virkelig flot med mange smukke billeder fra den del af Hebrons gamle by, der allerede var blevet sat i stand. Gamle bade og meget smukt formede arabiske huse med blødt buede tage. Inden receptionen var helt slut, ville vores hold hurtigst muligt videre til Betlehem. Da Hebron er overvejende muslimsk, serverer barerne ikke øl. I Betlehem bor der flere kristne, så her er der mulighed for at få en øl. Efter en lang tur gennem det mørke og meget bakkede Palæstina fandt vi en bar lige ved siden af Fødselskirken og fik os en håndfuld Taybeh-øller og noget mad.

Hebron

3 BØGER FRA BOGREOLEN #7

3 BØGER FRA BOGREOLEN #10

EN TALE TIL EN INSTITUTION

KAN MAN TALK THE TALK, WITHOUT WALKING THE WALK?

NUMB / TID TIL AT BRISTE