EN TALE TIL EN INSTITUTION

Torsdag d. 25. januar afholdt jeg en tale til åbningen af Rundgang på Det Fynske Kunstakademi. Mit værk, En tale til en institution er skrevet som en redegørelse af kunstinstitutioners hykleri samt modarbejdelse af politisk aktive og pro-palæstinensiske studerende. Talens indhold beskriver dels mine egne oplevelser i mødet med en institutions modvillighed, men i høj grad også gennem mine kollegaers erfaringer fra andre europæiske kunstinstitutioner.

Talen kan læses i sin fulde længde her:

Kære alle,

Rundgang er politisk, fordi kunst er politisk. Og netop det faktum, at kunst er politisk, er ikke nyt – tværtimod har det nok altid været det.

Det er ikke synligt herfra, men på toppen af netop denne bygning troner en skulptur af Pallas Athene, gudinde for visdom, læring og krigsføring fra græsk mytologi, her iklædt sit panser, spyd og hjelm – meget relevante og påliggende attributter, anno 2024. Jeg vælger at indlede med dette, da jeg ønsker, at I vil tænke på Athene, hendes kampgejst, viden og læring gennem talen. Vi er trods alt under hendes tag.

Når man slår definitionen af en tale op, står der på ordnet.dk følgende: "En persons mundtlige redegørelse for sine personlige tanker, holdninger eller indtryk i en bestemt forbindelse, fremført for en gruppe tilhørere”. Samtidigt findes der en række af taler – velkomsttaler, indsættelsestaler, afskedstaler, samt taler med forskellige formål, som kan inddeles i tre kategorier: 1. Informative taler, 2. Politiske taler og 3. Lejlighedstaler.

Jeg er endnu ikke sikker på, hvad denne tale helt præcis “er”, udover at tilhøre alle de førnævnte kategorier, men jeg er heller ikke sikker på, at kategoriseringen er særligt vigtig.

Jeg vil gerne fortsætte min tale med et citat: “Jeg kan forstå, at justitsministeriet har ændret praksis vedr. lovligheden af flagning. Dette ændrer imidlertid ikke ved beslutningen om ikke at flage på akademiet.” Dette citat kommer fra en mail, som alle studerende på Det Fynske Kunstakademi modtog fra rektor d. 31. oktober, 2023. Lignende mails har studerende fået tilsendt fra deres pågældende rektorer fra kunstakademier i Malmø, Hamborg, Wien, Aarhus, Bergen, Oslo og jeg kunne blive ved.

Studerende fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København gik forrest og offentliggjorde i oktober 2023 en støtteerklæring i solidaritet med Palæstina. Vi studerende på Det Fynske Kunstakademi samt studerende fra Det Jyske Kunstakademi, allierede os, og fulgte dermed trop i kampen for at kunne udtale sig politisk, når man samtidig tilhører en institution.

I et uddrag fra støtteerklæringer stod der: “Israels systematiske udryddelse af Palæstina og den etniske udrensning af det palæstinensiske folk er en alvorlig forbrydelse mod menneskeheden. Vi, studerende på kunstakademiet, nægter at se passivt til, mens Danmark muliggør og understøtter kolonial besættelse, folkemord og krigsforbrydelser.” Efterfølgende er mange flere støtteerklæringer kommet til, fra f.eks. DTU, Filmskolen, Læreruddannelsen, Læger, Sygeplejere, jurister, forældre osv., osv., osv.

Nå, men tilbage til kunstverdenen. For at danne et samlet overblik over studiemiljøet, vil jeg gerne tage jer på en tur rundt på kunstakademier i Europa – nærmere en tur på over 2000 km, fra Bergen til Wien, om solidaritet og institutioner, og give nogle eksempler fra dialog og aktion.

I Bergen har elever på kunstakademiet organiseret sig i en gruppe ved navn Gensidig hjælp, i solidaritet med Palæstina. De har ophængt bannere, afholdt støttebegivenheder og gået på gaden. De har råbt deres institution op i ønsket om, at der udvises solidaritet og at de studerende bliver mødt i deres valg om at tage stilling. Institutionens svar på det har været at nedtage bannere og afbryde den organiserede gruppes arbejde, samt alle former for erklæringer for støtte af Palæstina.

Netop den samme institutionelle modstand har akademierne i Malmø, København, Aarhus og Odense udvist. At nedtage, destruere eller gemme bannere, er et eksempel, der bliver ved med at gentage sig.

På Det Jyske Kunstakademi i Aarhus bad rektor pedellen om at tage alt ned, og de palæstinensiske flag blev efterfølgende fundet i skraldespanden, hvorefter de studerende indgik et forsøg på en dialog med deres rektor. Resultatet af forsøget på dialog blev, at rektor hurtigt besluttede, at institutionen ikke kunne være politisk. Men det er den vel uanset tydelige budskaber eller ej? Som eksempel tager en stor del af skolens undervisning  udgangspunkt i dekoloniale, antikapitalistiske og feministiske læsninger, så at nægte politiske budskaber her, især budskaber som dem der netop tager udgangspunkt i samme kritikker som undervisningen rummer, er upålidelig.

At rektoren udtaler, at skolen skal være politisk neutral, modsiger sig selv; netop det gør den politisk. Man kan også diskutere, om det politisk neutrale rum og position overhovedet findes. Eleverne på Det Jyske Kunstakademi valgte efterfølgende at lave en udstilling. Alle på skolen, der ville være med som afsender af en solidaritetserklæring, kunne være med til det. Således blev et synligt og fysisk solidaritetsarrangement muligt på skolen, og de åbnede dørene ud mod Mejlgade og udstillede bannere, holdt en tale fra en højtaler og delte tekster om Palæstina ud. Men også det blev censureret og nedlukket, idet rektor blev gjort opmærksom på det – udstillingenstitlen var “To say nothing is to say something”.

Vi på Det Fynske Kunstakademi har selv oplevet modstand fra institutionen, og gentagne gange er bannere, flag og små håndskrevne sedler med “Befri Palæstina”, blevet taget ned eller fjernet. Og det på en uddannelse som ellers opfordrer til kritisk dialog og underviser i feministiske tænkere – eller afholdte studietur til Documenta 15 i 2022, som i den grad var politisk og omhandlede alt det, de vestlige historiebøger aldrig nævner, nemlig kolonisering, undertrykte menneskers historier og kollektivt, politisk organiseret arbejde.

Også på akademiet i Hamborg er der i flere professorklasser, blevet opsat et forbud mod at tale om Palæstina – både i politisk, kunstnerisk og personlig kontekst. Det sker, mens flere kunst- og kulturinstitutioner i Tyskland åbent erklærer både palæstinensere og jøder for anti-semitiske, og aflyser udstillinger, prisoverrækkelser, bogudgivelser, teaterstykker, koncerter mm.

I Wien står det endnu værre til, hvor en gruppe af studerende er blevet botvist, eller truet med samme, på baggrund af en oplæsning af palæstinensiske martyrers navne på skolens grund. Deres oplæsning blev kort efter, den var begyndt, afbrudt af zionististiske medstuderende, som begyndte at råbe beskyldninger om anti-semitisme og filmede de studerende fra oplæsningen, som de var bekendt med ikke havde EU-statsborgerskab. Senere modtog de studerende, som optrådte i filmen, en mail fra rektoratet omhandlende konsekvenser af dette arrangement, og indkaldte til møder. Derefter fik selvsamme zionistiske gruppe mulighed for at afholde en forelæsning om, hvordan de mener, at alle pro-palæstinensiske demonstrationer og aktivisme er antisemitisk, samtidig med at de stalkede og sendte dødstrusler online og fysisk ved deres hjem, til identificerbare mennesker fra denne oplæsning og fra demonstrationer i Wien.

Fælles for de ovennævnte kunstinstitutioners reaktioner er modarbejdelsen af elevers ønsker om, hvad skolen også skal repræsentere og være. Og lad mig lige gøre det klart: anti-zionisme er IKKE lig med anti-semitisme. Noget der dog har været muligt, på i hvert fald de tre danske kunstakademier, er støttemarkeder til fordel for Palæstina. Men man kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor dette forslag skulle være mindre politisk end at hænge et palæstinensisk flag op – med et “Befri Palæstina” eller en fredsdue. Man kunne overveje, om forklaringen på det er, at for at kunne forsvare en velgørende sag, kræver det et kapitalistisk og sælgende foretagende.

I november 2023 oplevede billedkunstner Tinne Zenner at få aflyst en soloudstilling samt et kurateret screening-program på kunstinstitutionen Makroscope i Mülheim an der Ruhr i Tyskland. Udstillingen havde været planlagt siden marts 2022 men efter en instagram-story på Tinnes egen private instagram, hvor hun viste sympati for Palæstina, modtog hun en email, der anklagede hende for at være pro-hamas og antisemitistisk.

Det er dybt bekymrende, at en kunstinstitution vælger at censurere en kunstner og en professionel praksis gennem noget, der kun kan opfattes som en moderne version af det tyske ord Berufsverbot, som henviser til fyringer af politisk orienterede ansatte og fandt sted i Tyskland i 1970’erne og 80’erne.

Pånær udstillingsstedet Overgaden i København har alle andre kunstinstitutioner været stille, museer som kunstnerdrevne udstillingssteder. Selv kunstnernes EGNE forbund, som BKF og UKK, har ingenting sagt, på trods af rigtig mange medlemmers offentlige pro-Palæstina holdning og opfordring til udvisning af solidaritet.

Det er derfor rigtigt vigtigt, at idoart.dk har nedsat en undersøgelse om, hvordan det som kunstner eller kunstarbejder påvirker en, at ens samarbejdspartnere – altså gallerier, udstillingssteder, forbund og museer – er stille ift. Palæstina og andet politisk arbejde.

Jeg hverken kan eller vil repræsentere en institution som denne, det ER radikalt at være stille. Jeg ser derfor ingen anden løsning end at gå på orlov i ubestemt tid. Befri Palæstina, Yemen, Sudan, Kurdistan, Congo. Tak til mine kollegaer for at dele deres oplevelser med mig, og tak for ordet.

Foto: Mari Skousen.

---