KUNSTMUSEET DER BLEV EN RUIN

Jeg har netop været til pressescreening på Olafur Eliassons nye udstilling på Louisiana.

I hele museets sydfløj har Olafur installeret et værk, der er skabt specifikt til Louisiana, ud fra samtaler som kunstneren har haft med museets direktør Poul Erik Tøjner i løbet af de sidste fire år. Værket hedder Riverbed.

Når man træder ind i rummene, som til sammen udgør installationen, oplever man et landskab, som er skabt af småsten og større lavasten. Der er bakker, der stiger og falder, og nogle steder er der kun en meter mellem landskab og loft, alt efter hvor man står. Øverst oppe, i det sidste rum, udspringer en kilde, som løber gennem hele installationen og bliver værkets fokuspunkt.

Hvorfor skal vi tage på kunstmuseum for at opleve naturen, når vi udenfor er omgivet af den?
Så stod vi dér, midt i det golde landskab og tog hektiske billeder af den lille å, der løber igennem stenlandskabet. Efter noget tid satte jeg mig ned i et hjørne og begyndte at tage billeder af de andre pressefolk. Mange talte om, hvordan landskabet mon var skabt, om hvordan Louisiana havde måtte ændre rummene med nye indgangspartier, for at værket skulle kunne lade sig gøre, og om hvordan det havde været et logistisk mareridt at skabe dette, ellers ret autentiske, landskab inde på museet.

Jeg begyndte at kunne lide værket, der som jeg sad og iagttog, hvordan mennesker, inklusiv mig selv, agerer i det. Den kunstigt konstruerede natur fik mig til at opfatte Louisiana som en ruin, hvor naturen har overtaget rummene. Det virkede komplekst at stå der, til åbningen af en udstilling, hvor det var tydeligt, at mange mennesker havde knoklet for at skabe vild natur inde i en bygning, når man ellers på normalvis kæmper mere for at holde naturen ude. Jeg kunne ikke andet end at blive super bevidst om netop den kontekst; om museet som institution, og om de menneskeskabte rum i mere generel forstand.

At sidde dér, midt i værket, var ikke ligesom at være i den islandske natur, som det ellers er hensigten at imitere. Det var en helt anden fortælling. En helt anden oplevelse. Det føltes ikke naturligt. Det var ikke naturligt. Men selvom det ikke var naturligt for mig, så føltes det bestemt heller ikke fremmede for mig at være der. Jeg kunne faktisk godt lidt det. Lidt på samme måde som jeg godt kan lide at opholde mig i kunstigt konstruerede parker og pladser i en by. Oplevelsen var dog mere intens, da museets tag presser sig sammen om landskabet, og det gør både oplevelsen mere intim og intens. Konstellationen af det komprimerede rum og naturen giver for mig en tredje sanseoplevelse som er stærk.

Måden som vi bevæger os på
Jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage til Riverbed og opleve, hvordan værket udvikler sig, som udstillingsperioden skrider frem. Sætter folk sig ned og lytter på lyden af stenene og vandet, som jeg gjorde? Er der børn, der konstruerer nye baner, som det strømmende vand kan flyde i? Er der mennesker i højhælede sko, der vælter? Jeg er også spændt på at se, hvordan de mennesker, der befinder sig i Riverbed agerer. Om deres adfærd minder om den adfærd, som man klassisk har, når man er beskuer i en kunstudstilling, eller om man opfører sig på samme måde, som man gør det, når man går en tur langs stranden.

Arkitekt, kunstner, eller eventmager
Som aarhusianer er jeg, bl.a. takket være ARoS, blevet stopfodret med Olafur Eliassons værker, siden jeg var helt lille. Og som en journalist fra Politiken var inde på, i sin foromtale af udstillingen denne weekend, kan det være svært at vurdere, hvad Olafur i virkeligheden er. Er han kunstner? Er han arkitekt? Eller er han eventmager?

Jeg tror, at han er lidt af det hele, og i virkeligheden kan jeg rigtig godt lide den fusion. Jeg synes, at det afspejler samtiden godt at være flydende i definitionen af sin egen praksis. Jeg oplever, at grænserne imellem kunsten, medierne, byen, designerne, arkitekterne, forfatterne, musikerne og de kulturelle oplevelser lige så stille bliver nedbrudte, og at vi, i en udefineret kontekst, kan være kreative på en mere fri måde, som ikke forsøger at tale et specielt sprog eller lader sig styre af en speciel tradition, der definerer, hvad vi kan, på hvilken måde, og hvordan vi skal opleve det og tale om det. Så til trods for jeg er blevet stopfodret med Olafur Eliasson, siden jeg var en meget lille aarhusiansk dreng, så gør det bestemt ikke, at mit møde med hans værker/projekter keder mig. Jeg har nydt, som dreng, at lege med hans vandfald på ARoS, som teenager at ligge på Tate i London og kigge på den store kunstige sol, og som ung at sidde og betragte et svært konstrueret klippelandskab på mit yndlingsmuseeum Louisiana.

 All photos by Esben Weile Kjær. Edited by I DO ART Agency.

All photos by Esben Weile Kjær. Edited by I DO ART Agency.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.