ROSKILDE FESTIVAL | DET OPSIGTSVÆKKENDE

Roskilde Festival er i fuld gang. Musikken spiller, støvet hænger i luften, og den før så rene festivalplads er nu indtaget af den samme mudrede æstetik, som fylder på campingområdet. Det er virkelig dejligt at være her igen.

Jeg har altid insisteret på, at jeg tog på Roskilde pga. musikken, men for første gang kan jeg med ro sige, at jeg ikke er her pga. af den. Der er kun få artister, som jeg meget gerne vil høre, men alligevel er min drift mod festivalen stærk, og jeg må erkende, at Roskildegruppens argument om, at festivalen består af meget mere end musik, og at den i højere grad er en følelse eller en tilstand, som du kommer ind i, er korrekt. Og måske er det okay?

Men hvad er det, der skaber denne særlige følelse? Det vil jeg over de næste par dage forsøge at komme ind på, igennem interviews og strøtanker om de dele af festivalens kunstprogram, som jeg synes er spændene. Roskilde har et stort fokus på graffiti, som er svært at komme udenom, men jeg vil ikke fokusere så meget på indholdet af den del. Jeg vil dog prøve at finde ud af, hvorfor lige netop graffiti er så interessant at repræsentere for Roskildes kuratorgruppe. I weekenden bringer jeg et interview med en repræsentant der fra, men i dag vil jeg fremhæve de installationer, som jeg indtil nu har fundet mest interessante:

Nana Francisca | Fotos af @nana_francisca og @roskildefestival.

Nana Francisca | Fotos af @nana_francisca og @roskildefestival.

Nana Francisca (DK) / ”Please be here now”:
Jeg har før bragt en reportage fra Nana Franciscas performanceinstallation, som foregik i et butiksvindue over fem dage i København. Det omtalte værk er flyttet til Roskilde Festival, og i opvarmningsdagene boede Nana i en plexiglasboks tæt på Apollo.

Jeg var selv, i onsdags kl. 12, inviteret til at besøge Nana den sidste dag hendes installation. Rummet var meget, meget varmt, og Nana var naturligt nok udmattet i performancens sidste timer. Over hele forløbet stod der horder af mennesker, som enten blot observerede hende, eller som forsøgte at komme i kontakt med hende. Oplevelsen og interaktionen med festivalgæsterne oplevede jeg selv som værende meget anderledes, end den oplevelse som jeg havde i indre by. Alt gik stærkere, og folk var, som udgangspunkt, meget opsøgende og ønskede kontakt med Nana bag glasset.

I kontekst til campingområdet, hvor alle festivalgæsterne selv bor i små midlertidige rum, fungerede Nanas installation godt, og det virkede som om, at værket konstant gjorde gæsterne opmærksomme på det senarie, som de også selv befandt sig i. Hvem er alle de her mennesker omkring os? Er vi mere intime her, end vi er der hjemme? Hvorfor er vi det, og er vi overhovedet åbne overfor den slags potentielle intime møder, som vi omgiver os med her hele tiden? Det var nogle af de spørgsmål, jeg stillede mig selv efter at have oplevet installation på Roskilde i bare ti minutter, og netop det må indikere, at det har sat et eller andet i gang hos mig, på en måde som jeg kunne tage med mig videre på resten af festivalen.

Human Library:
Non-profit organisationen Human Library har lavet et menneskebibliotek, hvor man, i op til 45 minutter, kan leje et menneske, som man potentielt set kunne have en fordom overfor. Jeg overværede et af disse møder, som var virkelig fint. Og selvom jeg blot var fluen på væggen under mødet, så kunne jeg tydeligt mærke, at både den ene og anden part blev klogere på hinanden. Netop det synes jeg også er vigtigt at kunne skabe rum for på Roskilde Festival.

Human Library | Foto: Esben Weile Kjær.

Human Library | Foto: Esben Weile Kjær.

Eduardo Tresoldi (IT)/ ”Two Human Figures”:
Eduardo Tresoldi har to store skulpturer med, som ses på billederne nedenfor. De transparente menneskekroppe er placeret på de store stilladser, som danner rammerne for Art Zone. Om natten bliver kroppene oplyst, og de hænger og svæver over havet af levende mennesker, som konstant bevæger sig under dem. Jeg synes, at skulpturerne er et godt eksempel på et stærkt visuelt værk, som fungerer godt som udsmykning og installation på en festival som Roskilde.

Eduardo Tresoldi ”Two Human Figures” | Fotos: Esben Weile Kjær

Eduardo Tresoldi ”Two Human Figures” | Fotos: Esben Weile Kjær

A Kassen (DK)
Kunstgruppen A Kassen består af Søren Petersen, Morten Steen Hebsgaard, Christian Bretton-Meyer og Tommy Petersen, og de har skabt en installation, som stårskarp kontrast til alt det kaos, som Roskilde ellers er præget af. De har placeret en tennisbane midt i Art Zone, som med sin røde farve og skarpe linjer nærmest bliver et grafisk maleri midt på den beskidte græsplæne.

I løbet af festivaldagene har de fået en lokal tennisklub til at komme og spille på banen, og på den måde kan du komme og observere den gule bold blive slået frem og tilbage. Fra den eneside til den anden side. Igen og igen.

Den monotome sportsgren skaber et rum, som på mange måder er roligt og næsten meditativt at iagttage. Når der ikke bliver spillet på banen, så bliver fladen betrådt lige som alt andet underlag på festivalen, og dermed bliver det igen bare en flade lige som alt andet. Værket lægger ikke op til interaktion. Det er ikke muligt som gæst at spille på banen, og det aspekt oplevede jeg som værende meget befriende og tiltrængt. Næsten al den kunst, som jeg har oplevet på Roskilde før, lægger op til at skulle interageres med, eller er noget som skal kunne underholde. A Kassens værk kan sagtens opleves som værende underholdene, men det er bestemt ikke interaktivt, og det er dejligt på en elles forlystelsessyg festival.

A Kassen | Foto: Esben Weile Kjær.

A Kassen | Foto: Esben Weile Kjær.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.