JEG BLEV DINE NEDSLÅEDE ØJNE, DA DØDEN BLEV MIT FØRSTE BARN

JEG BLEV DINE NEDSLÅEDE ØJNE, DA DØDEN BLEV MIT FØRSTE BARN

Jeg husker den sødlige lugt af råddent blomstervand. Buketterne der aldrig kom ud af cellofanet. Livet der lige så stille sivede ud af buketterne og efterlod lejligheden med en kvalmende, kvælende lugt og visne blade på borde og gulve. Mit hjem forvandlet til en kirkegård. En kirkegård, hvor jeg nu skulle begrave min døde søn, det på trods af, at han akkurat var kommet til mig og til verden med et skrig.

En umulig opgave. En begyndelse på et uregerligt forældreskab. Ønsket om slutningen på mit eget liv.

JOURNAL 23.08.2019 – Rigshospitalet
Parret følges fra GN på stue 10. Har sagt farvel til drengen på GN. Maters forældre ligeledes på stuen. Mater er tom i blikket, svarer relevant på spørgsmål og inf. BF er grådlabil og stille.

Men jeg døde ikke. Jeg blev en anden. Jeg blev mor. Og jeg er sidenhen blevet mor igen. Denne gang til et barn med et sygesikringskort, sand i støvlerne og – imens hun passerer mig, et kig op og et ’hej’, der kan give mig kvalme af lykke og frygt. Men jeg er også vægten af ’jeg, som det evige men’.

… , men mit barn døde.

En skygge jeg så inderligt ønsker at kaste af mig og alligevel klamrer mig til. Hvem ellers skal jeg klamre mig til, når døden er så svær at holde om? Hvem ellers skal jeg klamre mig til, når det synes så svært for omverdenen at håndtere og rumme mennesker i sorg?

Moderskabet kan være en så dyster praksis.

NOTER FRA MOBIL 14.09.2019 – nat, vågner fra drøm, soveværelse
Du er en sten på en strand. En lille sten på en endeløs strand. Du kigger rundt. Det eneste du kan se, er sten. De lader til at være i live, men de lægger ikke mærke til dig. Du føler uro. Du kigger febrilsk rundt. Du må hente hjælp. Du forsøger. Det går op for dig, at du ikke har arme, eller ben. Du har heller ingen mund. Der er ingen, der kan høre eller se dig.

Du bliver bange. Rædselsslagen. Det eneste du tænker på er, at du må hente hjælp. De må komme og hjælpe dig. Det er ikke meningen det her. Det er jo vanvid, tænker du. Du prøver at rokke frem og tilbage med tankens kraft. Måske de alligevel lægger mærke til dig. Du bliver ved og ved og ved og ved og ved. Men der sker ingenting. Absolut intet.

Du er stadig en lille sten på en strand. Det kan ikke gå, tænker du. Der må da være nogen, der kan hjælpe mig, tænker du. Pludselig bliver det koldt og alting forsvinder omkring dig. Du hvirvles hensynsløst rundt. Alting forsvinder for en stund – og så er du tilbage igen. Du lægger mærke til, at du ligger et nyt sted nu. Bølgen har flyttet dig.

Åh gud tænker du, der kom hjælpen. Bølgen kan skylle mig længere op på land. Men det gør den ikke. Næste gang den kommer igen, trækker den dig en lille smule længere ud i vandet. Det står på længe. Så længe, at du til sidst er i tvivl om din egen eksistens. Om du nogensinde har eksisteret. Om du kender nogen. Om du nogensinde har mærket kærlighed, og om du nogensinde har givet kærlighed. Bølgerne skyller fortsat ind over dig, det føles som en evighed. Du bliver trukket længere og længere ud. Til sidst er du en del af havet. Nu ligger du bare på bunden, ikke på stranden eller i vandkanten. Du kan ikke se noget dernede, der er mørkt og koldt. Du er efterhånden ligeglad. Du mærker ikke mere. Du giver dig hen til at være en sten på havets bund. Når alt kommer til alt, var der alligevel aldrig et før.

Jeg læner mig, men aldrig sådan helt tilbage mere. Hvad er det, der griber mig? Et råddent, sort hul eller tillid. Eller buketter, der får lov at visne hen. Eller lyden af vinden, der hvisler rundt i kirkegårdens blade. En skepsis. En vrede klistrede sig til mig, da jeg kravlede ud fra Rigets døre på en alt for varm sommerdag i august 2019, med en tom krop, tomme arme og et tomt blik. Jeg blev svær, besværlig, jeg blev andre menneskers frygt for livets skrøbelighed. Jeg blev dine nedslåede øjne, jeg blev dit hoved let på skrå, jeg blev den bue, du gik udenom, når du så mig på gaden.

Jeg blev det vejr, du febrilsk snakkede om, når du ikke kunne undgå samtale. Jeg blev det dyr i Zoologisk Have, som folk sendte stjålne blikke, men ikke ville betale fuld entré for at se. Allermest følte jeg mig sjælden og slidt. Det gør jeg fortsat, men på en fornyet måde. Det lyder næsten lidt for friskt til, at jeg rigtigt kan holde ud at skrive det, for jeg finder en stor tryghed i mørket. Her lever min for evigt sorgbetyngede krop og sjæl et liv, den forstår. Den kender landskabet. Her kan jeg på sin vis finde fred og ro for alt, hvad jeg nærmest er blevet allergiker for, siden jeg blev mor. Jeg gider få og sliber min kniv oftere. Før gik jeg og lod andre gå for langt. Som en smuk men giftig lupin holder jeg nu mit hvæsende og gyngende moderskab forrest mod dem, der vil forgribe, anfægte og gøre deres sandheder til endegyldige.

UDDRAG FRA TALE TIL BEGRAVELSEN 04.10.19
Foran jer står en kvinde, der lige nu kun ved og mærker, at hun er mor. Med alt hvad hun har, med alt hvad hun vil give. Det eneste hendes krop vil er at tage sig af det barn, vi begraver i dag. Hun ved ikke, hvem hun er, kun at hun er barnets mor. Hun har ondt i alle sine knogler, alle sine organer, i huden der endnu holder sammen på en krop, der føles som i forfald. Med sig har hun barnets far. En far med knuste drømme og smerteplaget brystkasse. Ham, jeg og barnet er en familie nu. Og I står nu midt i det liv, vi lever. Midt i vores virkelighed. Hvor dyster, tragisk og udmattende det liv så end er, så kan vi ikke træde ud af det. Vi har intet valg. Vi er en familie nu. Og vi vil ikke have det anderledes.

Derfor skal I træde varsomt, blidt og omsorgsfuldt, når i går rundt i vores virkelighed. I skal spørge os om, hvordan vi har det, og I skal lære os at kende, for vi er nogle andre nu, end dem vi var. I skal kigge os i øjnene, I skal spørge os hvordan vi har det sammen med vores barn. At kunne spørge levende mennesker om, hvordan de har det, hvad de tænker og hvad de føler er et privilegie, vi alt for let tager for givet. Husk det. For vi har brug for hjælp. Vi har brug for et stillads.

Vi har brug for jer. Og I har brug for os.

Jeg græder stille nede i vaskekælderen, imens jeg hænger vasketøj op. Sådan nogle tårer, der triller uden lyd. Engang hulkede jeg. Engang skreg jeg. Engang sagde jeg ikke noget. Engang var jeg enten psykotisk eller apatisk.

… , men kan man sige engang om noget, der for altid føles som i går?

Gravkatten på Vagns gravsted, kirkegård i Roskilde. Tre dage efter Vagns fødsel kommer en kat med fire haler til mig i et syn. På dens ryg sidder tre små størrelser, trip trap træsko. Den mindste af størrelserne lyser ligesom ekstra kraftigt, og jeg forstår hvem det er. Og lige der beslutter jeg mig for, at jeg er nødt til at lave Vagns gravsten selv. Foto: Sara Marie Sandfær.

Nu siger jeg også ’Ej ok hvor grineren’. Nu sender jeg også memes til mine venner. Nu snakker min sorggruppe også om huspriser. Nu køber jeg også ting på udsalg, som jeg ikke har brug for, selvom jeg svor, at jeg aldrig mere ville bruge tid og penge på ligegyldigheder, da døden blev mit første barn. Nu ligner jeg den mor, jeg engang for knap 3 år siden blev frarøvet at være. Nu går folk ikke i en bue udenom. NU ser det rigtigt ud, nu smiler hun igen. Nu cykler hun igennem byen med sit barn. Pyyyha.

Det kan være så frygtelig smertefuldt og ubarmhjertigt at blive strakt af tiden. Og de kan have så travlt med at puste til ’min’ glæde, booste ’min’ lykke, fortælle mig hvor godt det var, at vi fik vores datter, at hun er rask og glad. Men jeg vil bide deres arme af og hvæse, at de skal holde deres sindssyge kæft. Ingen skal bruge min datter som lynafleder.

Ingen skal bede min datter om at træde hendes brors tomme sko. Ingen skal bruge min datter som plaster. Ingen skal bruge min datter som skraldespand for deres egen kommen til kort og manglende evner. Ingen skal lægge min søn dybere ned i graven, end han allerede er. Sig.hans.navn.det.rimer.på.savn. Tæl ham med, når du snakker om, at jeg, i skrivende stund, venter et barn til. Mit tredje barn, ikke mit andet barn. Deres lillebror, ikke hendes lillebror. Kom lidt ud på det dybe vand sammen med mig. Det er her jeg sejler, og her jeg bor – og jeg er såmænd blevet ganske ferm til at styre min lille båd, så du kan sejle nogenlunde roligt med lidt af vejen. Benyt det privilegie, at du kan vælge mine livsvilkår til og fra. Det kan jeg ikke.

Azoerne, São Miguel. To måneder efter, vi var blevet forældre, rejste vi til Azoerne for at vandre i stilhed og storm fri fra andres skræmte øjne. Foto: Sara Marie Sandfær.

Stem i når jeg taler om min lille døde dreng. Ros mig ikke for at gøre det. Fortæl mig ikke, at jeg er stærk og modig, når jeg deler og taler om ham. ’Du er så stærk, du er den stærkeste jeg kender’, ’Jeg havde aldrig kunnet klare det du kan’. Det gør mig sjælden, det gør mig umenneskelig, det gør mig ensom og lukker mig ude. Det forviser min familie og jeg til et liv blandt de få uden om jer andre. ’Hvis I kan klare det her, kan I klare alt.’. Men, nej nej. Det vil jeg ikke. Vi vil ikke klare alt. Og slet ikke selv, alene, uden jer andre. Nej nej. Jeg vil også kunne blive skilt. Jeg vil også kunne gå fra forstanden. Jeg vil også have lov til at være en dårlig mor.

Din hensigt er god, det ved jeg den er. Men den er ikke nødvendigvis styrende for effekten, og jeg kan ikke bruge resten af mine dage på at oversætte misforstået omsorg. Og jeg beder heller ikke om et wildcard til at være ligeglad, eller til at være vred på andre menneskers misforståede og forkalkede omsorg for evigt. Det ønsker jeg virkelig ikke.

Jeg vil ikke være udødelig, jeg vil ikke gøres til Fugl Føniks. Jeg vil være en mor, der elsker sine børn og hører deres navne. Giv mig lov til at være det uden at give mig en medalje. Lad ikke sorgfolket vandre alene. Døde børn er alt, alt for tunge.

Mit ansigt vandes, og jeg savner ham så uendeligt, uendeligt… uendeligt meget. På ny, igen og for altid.

Hans navn er Vagn.


 

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

 

Sara Marie Sandfær (f. 1987) er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi samt pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.