HVIS OGSÅ JEG KUNNE SKRIVE OM LILJEKONVAL

Hvis også jeg kunne skrive om liljekonval, lys der falder ind af ruder, tårnvinduer, silkekjoler, grønt græs og himmelblå, men for det er min stemme for høj, mit sprog for voldsomt, min ‘tone’ for vred. Jeg ser hvordan I holder vejret, hvordan tårerne samler sig i jeres øjenkroge, hvordan det jeg siger, forvandles til eder og brand i jeres ører. I lytter ikke efter, fordi for jer, larmer min krop for meget.

I skriver om liljekonval, denne fine og sarte klokkeformede blomst, der pynter i skovbunden, men som er giftig i alle sine dele. I forveksler den tit med ramsløg, hører dens klokkespil i morgenduggen, plukker den med fløjlshandsker og placerer i små vandglas i vindueskarme, på sengeborde, ved vasken på badeværelset. Det er simpelthen så smukt fundet på, det her med at den er sart og smuk og hvid og skrøbelig og dufter og pynter og så er den giftig. Liljekonval er så giftig, dens hvide skrøbelighed er så giftig.

Men så kan det i øvrigt være underordnet for jer, at den faktisk er giftig, for i kristendommen symboliserer den det rene, dydige og urørte. Den symboliserer de tårer Mary græd over sin søns korsfæstelse og de tårer Eva græd over at være blevet bortvist fra paradiset. Hvor deres tårer ramte jorden, skød liljekonval op. “Our ladys tears” kaldes den også. Den symboliserer selve genopstandelsen, syndsforladelsen, jamen altså, all that is pure and white symboliserer den og er til og med en lykkebringer, der eftersigende kan holde både onde ånder og hekse væk. Men den er altså stadig giftig. Dens hvide tårer er giftige.

Jeg vil gerne her citere det engelske nyhedsmedie Express, i en artikel fra henholdsvis august 2011 og igen fra oktober 2019. Begge artikler handler om hvilke blomster der er at finde i brudebuketten, først i Kate Middletons og efterfølgende i Meghan Markles til deres respektive bryllupper.

"Kate, the commoner-turned-duchess, had painstakingly selected blooms with real meaning. She is evidently well-versed in the language of flowers, a little-known romantic relic from the 19th century […] Hence the use of lilac in her bouquet, which signifies the first emotions of love, the lily of the valley meaning a return of happiness, hyacinth standing for constancy, myrtle meaning love and the ivy, which represents fidelity." Express: Aug. 29, 2011.

“[Meghan Markle] was holding a wedding bouquet which flowers were replicated in Princess Charlotte and the other bridesmaids’ flower crowns. express.co.uk can now reveal the children’ crowns were made of flowers that can be deadly, especially for children. Meghan’s bouquet was made of forget-me-nots as well as sweet peas, lily of the valley, astilbe, jasmine and astrantia […] Lily of the valley is a highly poisonous woodland flowering plant and ingestion could be deadly… As Meghan’s bridesmaids were so young, having flower on their heads could be considered a dangerous decision.” Express: Oct. 13, 2019.

Så, for hvem er liljekonvallens gift underordnet og for hvem er den afgørende? Hvem får lov at symbolisere hele fortællinger og hvem må udelukkende agere i dem? Fortællingen om de hvide klokkeformede tårer, der bringer held og symboliserer det rene er udelukkende den hvide hånds fortælling. Selvom Markle bruger blomsten på præcis samme måde, i sin bryllupsbuket, til et royalt bryllup, betyder den her noget helt andet. Nu er dens gift pludselig dens eneste evne. Væk er alle de smukke betydninger, for hånden der holder den er ikke længere hvid og kan derfor ikke viderebringe fortællingen om liljekonvallens renhed, lykke og skønhed. Her må der i stedet være et motiv, en personlig handling; forgiftningen.

Så, hvis også jeg kunne skrive om liljekonval, men for dét larmer min krop for meget. For bag hvert ord, må der gemme sig noget personligt. Den ikke-hvides stemme er altid subjektiv og den hvides stemme objektiv. De kroppe der ikke er hvide, har ikke adgang til at fortælle neutralt eller generelt, for uanset hvad, vil de læses ud fra sine kroppe først og fremmest. Vores kritik, modstand, opgør, aktivisme, poesi, kunst, ord osv. bliver personlig og er derfor, i det hvide blik, ikke gyldig. For i et samfund der er overvejende hvidt, vil det hvide udviskes og ikke findes. Alt andet står i kontrast til hvidheden, som bare er. Som bare er udgangspunktet, det neutrale, det saglige. Derfor når hvide kunstnere taler om, at “identitetspolitikken” truer “den frie kunst”, betragter de så ikke sig selv som noget med en identitet? De findes ikke specifikt, men kun generelt? Er det derfor de føler sig truede? Fordi deres hvide og magtfulde fundamenter er identitetsløse?

Når nogen anfægter kunst for f.eks. at være krænkende eller approprierende, så er det ikke et spørgsmål om at gøre kunsten “politisk korrekt” eller at begrænse ”det frie”, men helt simpelt om at ingenting findes i et vakuum. At alt der skabes har betydninger og konsekvenser for sine omgivelser. At de fleste symboler og ting der findes i verden har specifikke men også forskellige betydninger, men at det ikke nødvendigvis gør, at man kan plukke det man vil have og lade resten være. Ofte i denne “frie” benyttelse af forskellige kulturers symboler udviskes betydningsfulde og relevante fortællinger. Symbolerne mister sine rødder, sit indhold og er pludselig kun en tom skal. Det er synd for alle, for sådan går en masse viden tabt.

Jeg vil gerne komme med et eksempel:

Har i hørt om Bishnoi folket fra Thar ørkenen i Rajasthan? Et hinduistisk folk for hvem bevarelse og beskyttelse af ørkenens flora og fauna var et af deres grundprincipper? Historien fortæller, at i 1730 ankom en masse af maharajaens soldater til en af deres landsbyer, med ordre om at fælde landsbyens tilhørende træer for at gøre det til tømmer for et palads der skulle bygges. Amrita Devi, en bishnoi kvinde, fór hen til et khejri træ for at omfavne det. Khejri er et blomstrende træ og er af stor symbolsk og religiøs betydning i hele Rajasthan, netop fordi det kan gro ude i ørkenen. Træets bladform er fjerdelt, med syv til fjorten blade fordelt på hver kvist, grenene er tornede og blomsterne er små og har en flødeagtig gul farve.

Amrita Devi omfavnede et Khejri træ og nægtede at give slip, for at forhindre soldaterne i at fælde det. I stedet halshuggede de hende. Derefter omfavnede hendes tre døtre, Asu, Ratni og Bhagu, træet i hendes sted, men også de blev halshugget. Flere hundrede andre af bishnoi folket fulgte Amrita og døtrenes eksempel og omfavnede disse Khejri træer for at beskytte dem. For hver gang soldaterne halshuggede én person, kom en ny person til. 363 personer ofrede på denne måde deres liv for at beskytte træerne med de flødegule blomster og tornede grene. Da maharajaen hørte om denne massakre trak han sin oprindelige ordre tilbage og indførte i stedet et permanent forbud mod at fælde Bishnoi folkets træer. Senere opførtes et tempel til ære for de 363 personer der ofrede deres liv for at beskytte: Khejri træerne med de flødegule blomster og tornede grene.

Et par århundrede senere, påbegyndte det britiske koloniale styre i Indien at rydde skovene i Garahwal i Himalaya. Dette gjorde man for at skaffe ‘teaktræ fra Himalaya’ til engelske forbrugere og for at udvide landbrugsjord til at så og høste på. Derudover havde man allerede ryddet store skovarealer rundt omkring i hele Indien, for at bygge togbaner og i det hele taget for at gøre mere plads og gøre landet lettere tilgængeligt for briterne. I efterskælvet af disse skovrydninger og at Indiens regering efter selvstændigheden fortsatte med at rydde skove til fordel for at eksportere tømmer, opstod stor modstand fra Indiens befolkning. I løbet af 1970’erne var denne historie om Bishnoi folket inspiration og baggrund for Chipko bevægelsen. Chipko, som betyder ‘at omfavne’, var en protestbevægelse, der ligesom Bishnoi folket omfavnede træerne og nægtede at give slip. 
De kom til at have en stor betydning for skovene og bevægelsens metode spredte sig til vesten, hvor miljøaktivister også krammede træer og således blev kaldt ”tree huggers”. Det er vel nok denne sidste fortælling, vi kender bedst. Dette billede af hvide miljøaktivister som lænker sig til træer og standser store maskiner i at rive dem ned. Ikke denne smukke og faktiske protestbevægelse i Indien, der kostede en masse menneskers liv og som også fredede en masse skov. Med det hvide blik udviskes det der gik forud. Symboler anvendes og tømmes for sit oprindelige indhold. Historier og betydninger går tabt.

Så afslutningsvist;
Intet er neutralt eller uden indhold. Intet er identitetsløst, heller ikke hvidheden. Men hvidheden behøver ikke kæmpe for eller fortælle om sin identitet, fordi den bare er, fordi den er magtfuld. I kraft af sin magt, definerer den alt andet, men ser sjældent sig selv.

Jeg ville ønske den så sig selv.

---

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---