TAKKEBREV NR. 1

Jeg takker den ældre dame, der skubbede mig ud af bussen. Jeg fulgtes hjem fra skolen med min hvide veninde. Og synet af hendes hvide hud ved siden af min, behagede ikke den ældre dame. Damen ville tilsyneladende beskytte min veninde fra mig og stillede sig imellem os som et skjold. Det var tydeligt, at jeg gav hende ubehag, siden jeg var noget, man skulle beskyttes imod. Således følte jeg hendes ubehag på egen krop, da hendes kolde hånd hårdt og determineret skubbede mig og sendte min krop baglæns ned af bustrapperne og ned på fortovet. Jeg mindes buschaufførens fraværende blik. Og mit eget blik der skamfuldt fokuserede på gulvet i bussen, da jeg steg ind igen og fulgte efter min veninde.

Jeg takker det vrede menneske, der som en bulldog med frådende mund og skarpe mundvige gøede racistiske floskler i min retning. Jeg var på skoleudflugt med min klasse. Ord kan have en utrolig effekt og især hadefulde ord kan rive kroppen i stykker, som et tyndt papir der rives over. Jeg husker ikke alle ordene der blev råbt eller den hadefulde persons ansigt. Dog husker jeg, at ingen af lærerne som var med på udflugten reagerede. Det glemmer jeg ikke – det bærer jeg med mig, hvor end jeg går hen.

Jeg takker de jævnaldrende drenge, der grinede og pegede på mig på et dyreskue og fik mig til at føle mig som alle de andre dyr, der indespærrede i båse og indhegninger, bliver til underdanige objekter, som mennesker kan hæve sig over og kaste deres lange skygger ned på.

Jeg takker den jævnaldrende mand, der for nylig, en sen nat trådte ind på baren og ind i min bevidsthed. Jeg sad med min ven. Manden der trådte ind kom hen til bordet, hvor vi sad, da han kendte min ven. Uden at se på mig, og med et glimtende hadefuldt blik, som jeg kender alt for godt, sagde han: ”Hvem er den n**** du sidder sammen med?”. Jeg kunne se, at min ven blev forarget og han fortav. Jeg genkendte reaktionen, da jeg i lignende situationer, ved ikke at have været forberedt og have et skjold imod det som skete, selv har været stille og passiv. En mangel på reaktion eller en frysende tilstand, hvor jeg forlod min krop og kontakten med mine følelser, og hvor jeg så ting ske udefra. Reaktionen kom med garanti altid senere. Ofte når jeg var alene. Den kom som et karikeret spøgelse i natten og svang sit mørke over mit hoved for at kvæle mig og indhylle mig i et mareridt, der ikke fortabte sig, men voksede sig større jo mere jeg gispede efter vejret. Den sene reaktion kunne sidde længe i kroppen – den fik mig til at hade mig selv. Og had rettet mod én selv kan få ethvert skjold til at smuldre. Måske var dette grunden til, at jeg denne gang reagerede anderledes, da jeg gennem erfaring ved, at bekostningen ved at være passiv er for stor. Jeg kom op at skændes med manden. Han syntes, at jeg var sart og sagde, at det jo kun var for sjov. Da skænderiet blev for højlydt, stod dørmanden der pludseligt. Han så først mod mig som roden til problemet – en tillært mekanisme, tænkte jeg. Dørmandens mørke hud og øjne spejlede min hud og øjne, og han så ved nærmere observation, at fokus burde være rettet mod manden. Mandens had var nu ikke kun rettet mod mig, men også mod dørmanden. Det sidste jeg hørte, var manden der sagde: ”Uha, har jeg såret jeres folk?!”. Det var lige inden, dørmanden smed ham ud. Ordene forsøgte at trænge ind gennem døråbningen til baren, men de nåede ikke igennem før døren lukkede og forsvandt i stedet ud i natten – efter manden, som bidske væsner i snor.

Jeg takker en ven af familien, der hyppigt har kommenteret, hvor solbrændt jeg er i ansigtet. Hvilket konsekvent minder mig om, at der i Danmark er en hvid norm, og at jeg ikke passer ind i den.

Jeg takker min storesøsters mekaniker, der i stedet for at fikse hendes bil, sagde til hende, imens han ikke troede, at jeg kunne høre ham, at jeg vist havde fået meget mørk farve smurt rundt i hovedet.

Jeg takker manden i flyet, der kaldte kvinden ved siden af mig ”a black bastard”, og fik mig til at føle en dyb skam over ikke at sige fra og gøre noget. Jeg ville ikke komme i hans søgelys og selv være ”a black bastard”.

Jeg takker de ansatte, der utallige gange groft har udpeget mig i lufthavne. Med mistro lysende ud af deres øjne har de fået mig til at åbne min bagage, tømme mine lommer, tømme min sjæl. I de øjeblikke har jeg ikke følt mig som et rigtigt menneske; men som et mørkt stykke kød på deres racistiske fordoms-tallerken, som de kunne skære i, fortære og spytte ud igen.

Jeg takker de mange personer, der har spurgt, om jeg er glad for at være i Danmark, eller om jeg på et tidspunkt gerne vil rejse ”hjem” igen.

Jeg takker alle dem, der har henvendt sig til mig på engelsk, når de troede, jeg ikke kunne dansk. Og som senere roste mig for at tale godt dansk.

Jeg takker alle dem, der kort tid efter de har mødt mig for første gang, og uden at jeg har inviteret til det, har spurgt ind til mit inderste personlige liv. Min kulør indbyder åbenbart til det. De sagde noget i retning af: ”Kender du til dine rigtige forældre, gør det dig ked af det ikke at vide, hvem de er?” og ”Vil du gerne prøve at opsøge dem i Indien – måske har du også søskende?”.

Dette brev er ikke skrevet – som tonen i brevet måske antyder – med en oprigtig hensigt om at takke de nævnte personer, som er beskrevet i brevet, men mere som et takkebrev der står med modsat fortegn. Jeg takker dem ikke for, hvad de har sagt og gjort, men jeg takker dem for at skabe en bevidsthed i mig omkring min kulturelle arv. En arv som jeg i mange år har skammet mig over og har forsøgt at undertrykke, da den minder mig om, at jeg ikke er hvid og en del af den hvide norm i Danmark – hvilket jeg i mange år har stræbt efter. Jeg takker dem for min erkendelse af, at det at høre til et geografisk sted på landkortet på mange måder er en konstruktion, der ikke er bundet op i hudfarve og etnicitet. Men som for mig er en subjektiv nationalfølelse, der ikke nødvendigvis er bundet op på ét sted, men godt kan være bundet op på flere steder i verden, hvor man føler sig ”hjemme”, hvilket i høj grad handler om følelsen af fællesskab. Hertil kan jeg ikke lade være med at tænke på ordsproget ”home is where the heart is”, og selvom jeg synes, at ordsproget godt kan repræsentere et lidt for romantisk og klichéfyldt syn på tingene – især hvis man som bipoc ofte eller dagligt oplever diskrimination på baggrund af ens etnicitet, så rummer ordene for mig alligevel en iboende kraft og stædighed til, hvis man har mulighed for det, at insistere på at have et ståsted i verden. Et ståsted hvor man hører til, uafhængigt af hvad andre mener, og hvor man kan mærke at ens fødder er solidt plantet i jorden. Det er dette sted, jeg i mange år har kæmpet for at føle mig som en del af, hvilket er grunden til, at jeg skriver dette brev og deler mine oplevelser, hvilket jeg også håber, andre vil blive ved med at gøre. Ikke ved at agere offer og appellere til empati, men ved at kæmpe, hvis man har mulighed for det, mod diskriminerende, racistiske personer og systemer. At insistere på at blive hørt og beskrive egne oplevelser kan være en start – mere brænde på bålet til en allerede eksisterende diskussion, som forhåbentlig kan medvirke til, at racismedebatten ikke brænder ud. Hertil kan det skrevne, stemmen og kunsten i det hele taget være vigtige redskaber til at bekæmpe racismen for dermed at forsøge at tage magten og overvinde afmagten. Dette brev er mit beskedne forsøg på dette, og der kunne sagtens, som brevets titel antyder, være et takkebrev nr. 2 eller 3.

Ps. Jeg dedikerer dette brev til min lille søn, der har de smukkeste brune øjne, jeg nogensinde har set. Med forhåbning om at han ikke skal skamme sig over sin kulturelle arv, som jeg har gjort det i mange år, og føle at han ikke passer ind. Men derimod føle stolthed over hvem han er og vide, at der er plads til ham – hvor end han går hen og befinder sig i verden.

---

Portræt, Casper Roshan Koch Hughes, 7 år. Anonym fotograf.

---

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---