SPINE STUDIO ER OPSTÅET I SYDHAVNENS ASFALTØRKEN

Vi er stået af på Dybbølsbro Station og går afsted, stik syd. Her kæmper kraner om pladsen på en efterårsgrå himmel, alt imens at landskabet hurtigt ændrer sig fra storcenter til rå industri.

Af og til skyder et poleret nybyggeri op af den sprækkede asfalt og truer de brede vidder og den billige husleje. Vi er taget til Sydhavnen for at besøge Jacob Haagen Birch og Finn Wergel Dahlgren, for at få et lille indblik i deres nyoprettede grafiske designbureau; Spine Studio.

Vi passerer det hundrede år gamle H. C. Ørstedsværk og drejer ned af Elværksvej, til vi ikke kan komme længere. “Flemming O. Møller ApS - Radiatorland” står der på den bygning, som vi har ledt efter, men baggrunden er noget anderledes, end den vi på forhånd kunne se på google streetview. “Da jeg kom hjem efter halvanden måned i Berlin i sommers, stod den der pludselig,” forklarer Jacob, som tager imod os i døren, og henviser til det nye boligbyggeri der nu ligger klos op ad det gamle radiatorlager.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Et særligt sted med en usikker fremtid
Jacob byder os indenfor og giver os en rundvisning i de industrielle haller, og før han når at sige mere, har vi fornemmelsen af at befinde os i et enestående og vigtigt rum. Vi drejer til højre og står midt i husets grovværksted, hvor der er savsmuld på gulvet og værktøj på væggene. Herfra arbejder skiltemalerne Jakob Engberg Petersen og Søren Matthiesen, samt kunstner Thomas Pålsson.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I den anden del af underetagen har Lauridsen Skilte indrettet et trykkeri med storformatsprintere, skæreborde og farverige folieruller. Der er vel knapt otte meter til loftet, og i midten af rummet står der et bordtennisbord, som virker til at spille en essentiel rolle i fællesskabet. “Det bliver en udfordring at finde et nyt sted, hvor der også kan blive plads til det,” siger Jacob og afslører adressens triste skæbne. For tre år siden fandt Kim fra Lauridsen Skilte bygningen og skrev kontrakt på fem år, men som bemærket går gentrificeringen rigtigt hurtigt her på Sydhavnen, så fremtiden er usikker.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Citronmåne og Færgekaffe
Vi bevæger os ovenpå, hvor der er indrettet et åbent kontormiljø, og hvor Jacob og Finn også har deres arbejdsplads. Massive betonlægter skyder igennem rummet langs loftet, reolerne bugner med bøger, og rummet domineres af en kreativ, koncentreret summen. Jacob og Finn byder på “citronmåne og færgekaffe” ved det høje bord i køkkenet, og snakken om bøger, grafisk design og nye veje går i gang.

Finn (tv) & Jacob (th) | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Finn (tv) & Jacob (th) | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I 2009 tog Jacob afgang fra Designskolen Kolding og fik derefter arbejde på et reklamebureau, hvor det hele skulle gå meget hurtigt, og hvor der ikke var noget særligt fokus på æstetik. “Jeg tror, at det er sundt at arbejde sig frem til, hvad man godt kan lide at arbejde med,” indskyder Jacob og understreger, at det for ham ikke lige var dét. Så da der i 2011 kom en fyringsrunde i virksomheden, rakte han hånden op og besluttede sig for at starte noget selv.

Jacob rykkede ind i fællesskabet It’s All Good i Kødbyen, som bl.a. bestod af Martin Ransby, Thomas Pålsson, Simon Rachwan og Martin C. Fagerlund, hvorfra han arbejdede indtil 2013. Derefter flyttede han til Sydhavnen.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

“Content is king”
Finn og jeg havde egentligt kendt hinanden ret længe sådan på hej-hej basis,” forklarer Jacob, da vi spørger til, hvordan at samarbejdet mellem de to startede. Efter at Finn havde færdiggjort en bachelor fra Arkitektskolen, havde han lyst til at prøve noget andet, og han tog derfor kontakt til Jacob, som var gået selvstændig et par år forinden. “Vi startede med at kalde det praktik, men det udviklede sig hurtigt til mere end det,” fortæller Finn, der i sommers afsluttede sin kandidat i Skrift & Wayfinding fra Designskolen.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Vi er ofte faldet over duoens arbejde, fordi vi elsker bøger og oftest tjekker kolofonen, når vi præsenteres for godt bogarbejde. På kort tid har Jacob og Finn markeret sig som bemærkelsesværdige (for vores vedkommende særligt når det kommer til udstillingskataloger), og deres skarpe og rene stil formår altid at give rum til de kunstneriske udtryk, som de formidler. For Jacob og Finn er “content king” og “alt har en funktion - intet er bare til pynt.

Vi følger faktisk ikke så meget med i, hvad andre grafiske designere laver,” forklarer Finn og henviser, måske lidt ubevidst, til en scene der ellers er meget præget af trends og tendenser. “Man skal ikke lave noget, fordi man synes, at noget andet, der allerede eksisterer, ser godt ud,” fortsætter Jacob og vender tilbage til, hvordan at indholdets karakter og strukturering altid dikterer den grafiske og fysiske udformning i deres arbejde.

Jacob og Finn har efterhånden arbejdet sammen i mere end tre år, men tidligere under Jacob’s navn. Det er der dog lavet om på nu, hvor de har relanceret virksomheden under navnet; Spine Studio, som både betyder ‘rygrad’ og ‘bogryg’. Jacob og Finn vil fortsat fokusere på katalog- og bogdesign, men de går også med tanker om at bevæge sig længere omkring i designfeltet og lave flere identitets- og wayfinding-opgaver.

Vi bladrer i bøger og får et smugkig på den nye hjemmeside, imens at snakken falder på taktilitet, kvaliteten i det fysiske objekt og det definitive ved at sende noget til tryk. Selvom Jacob og Finn har lavet rigtig mange bøger over de seneste par år, så står deres kærlighed til mediet stadig tydeligt frem.

“You just have to put in hours”
De to virker både meget stolte og beskedne over, hvordan det er gået for deres bureau de seneste år. Som selvstændig er man aldrig sikret en fast indtægt, og nogle gange ved man slet ikke, om man har noget at lave i næste måned. Jacob kommer i tanke om en historie, som han indleder: “Det bedste tip jeg har fået i den forbindelse, fik jeg af Mervyn Kurlansky (en af grundlæggerne af Pentagram som er et af verdens største designbureauer, red.). Jeg fik igennem en fælles ven at vide, at han havde bosat sig i Hornbæk, og inviterede ham derfor på et glas vin. Snakken faldt hurtigt på vanskelighederne ved at drive sin egen virksomhed, og jeg fortalte, at jeg synes, at det var hårdt ikke at have nogen sikkerhed. Han spurgte mig, hvor længe jeg havde været i gang – to år – og så fortalte han, hvordan at det havde taget tyve år at etablere et ordentligt navn for Pentagram. Han sagde ‘you just have to put in hours’ – også når der ikke er noget at lave.”

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det virker i den grad til, at det er noget, der er blevet lyttet til, for vi er mildest talt overvældede ved tanken om, hvor mange timer der må være brugt på de stakkevis af udgivelser, som det lille bureau har formået at tilrettelægge over de sidste tre år.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Stort tillykke med lanceringen
Vi siger tak for nu, går tilbage gennem de fantastiske lokaler på Elværksvej, og finder endnu engang os selv i Sydhavnens asfaltørken. Det er sjældent, at man i Danmark åbner en dør og bliver mødt af så fantastisk et sted, og som ovenikøbet er beboet af så gæstfrie og dygtige mennesker.

Indholdet er kongen,” siger de hos Spine Studio, og vi tænker ved os selv, at det bestemt også er tilfældet med det gamle radiatorlager. Vi krydser fingre for, at Københavns Kommune holder lidt igen med bulldozerne og lader et sted som dette stå.

Stort tillykke med lanceringen af Spine Studio, Jacob og Finn, og tusind tak for historier, citronmåne og færgekaffe.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.