FLYDENDE STEN, KONKRET SORG – OG OMSORGSARBEJDET I KULTUREN

Det startede over morgenmad på Det Lilla Rum, eller var det før dét – til en udstillingsåbning? Startede det i virkeligheden for længere tid siden, i 2018 til et seminar, som meter afholdt om feministiske utopier, hvor billedkunstner Ida Lunden også deltog? Eller blev kimen allerede lagt dengang Carla og Ida gik på dramaskole i de spæde teenageår – selvom de ikke kendte hinanden særligt godt dengang?

I hvert fald blev Carla (3) og jeg inviteret på atelierbesøg hos kunstneren i sommeren 2022. Tanken bag var et muligt udstillingssamarbejde.

Fire måneder senere befandt vi os på Assistens Kirkegård i København. Bladene var ved at blive brune, og Ida havde kaffe med, så vi kunne holde varmen. Sammen med Assisterende Indsættelser havde hun medbragt værket Water Vessel – en vandfontæne, der ifølge kunstnerens invitation førte værket tilbage til det arnested, hvor idéen omkring det udsprang.

Værket var skabt på baggrund af et personligt tab, men også med fødslen af nyt liv. Det var skabt henover tid, i samtale med og afstøbning af venners og tætte kollegers hænder; fragmenter af episoder lige såvel som kropsdele, der forenedes i et enkelt sammenstående udtryk.

Timerne på kirkegården blev brugt på at finde forskellige placeringer til værkets fire dele, at se på det og finde nye placeringer. De gik også med at snakke om at miste, at sorgen er en kompleks størrelse, der kommer og går, at der også findes liv i sorgen. Vi hældte vand i fontænen, lod det dryppe, risle, rinde, pible og perle. I februar udskød vi udstillingen en uge, og så en uge mere, og vi nåede ind i marts måned.

Titlen på Idas udstilling er Stone of Liquids – Concrete Sorrow. Skulpturerne, den består af, er ophængt i Det Lilla Rum og er omringet af de bøger og møbler, der udgør bogcaféen. Det er derfor ikke et traditionelt udstillingsrum. Værkerne derimod tager deres afsæt i en tradition indenfor relief-arbejde, der rækker et par årtusinder tilbage i tiden, som rækker tilbage til kirkegården, vi sad på efteråret før, og de gravsten vi var omgivet af. Og de peger tilbage på vandfontænen, fordi disse skulpturer også er skabt under samtale med venner og kollegaer og er formet af deres kropsdele.

Dér, i Det Lilla Rum, står også et andet vandkar af træ, delt i tre rum ligesom vandfontænens kar er delt i tre. Vandet i karet var rødt. Og d. 8. marts – på Kvindernes Kampdag – lånte Ida det ud til duoen SHE’S A SHOW (4), som aktiverede det med lyde frembragt af hydrofoner, konkylier, sand, glaskugler og andre genstande. Og der blev hældt blå farve i, som til sammen gav associationer til havets brusende kræfter.

Lydene blev akkompagneret af de tos oplæsninger om tårer, sorgritual samt af økopoesi læst op og optaget af Angela (5) i Island. Det var første gang i lang tid, at SHE’S A SHOW havde opført en performance live. I april fulgte lanceringen af bogen HAWWA. Minoritetsgjort fødsel og moderskab (6). Der var arrangeret børnepasning under arrangementet, vandkaret blev aktiveret igen, og farven i vandet skiftede. Denne gang blev der hældt mælk i.

Ida Lunden, Stone of Liquids – Concrete Sorrow (installation view). Foto: meter.

Udstillingen med Ida er blevet forlænget, og kører nu til d. 24. juni. En af grundene er erkendelsen af, at udstillinger tit varer kortere tid, end det tager at forberede dem. Et forsøg på at udligne forholdet mellem arbejdet og høsten af arbejdet. Et forsøg på at anerkende de prekære forhold, vi tit arbejder under som kunstnere og små kulturplatforme og at prøve at gøre forholdene til at leve med, at overleve i – også bare på et menneskeligt plan.

I starten af maj skulle vi have afholdt et arrangement til, men på trods af vores forsøg på at tage hensyn til os selv og vores arbejdsvilkår, brændte vi ud pga. stress, hjernerystelse, angst; fordi vi strakte os for langt, havde for mange små jobs på én gang; fordi vi vil så meget for alt for få penge, pga. en dårlig ’work-life-balance’, hvor arbejde flyder ind i og overtager fritiden; fordi økonomiske diskurser har overtaget alle aspekter af livet, tempoet er sat op, og vi halser selv efter søvnen; fordi vi burde være der mere for familien, fordi vi burde satse mere på vores karriere; fordi vores kulturminister først nu har opdaget at kultur skaber værdi, nej jeg mener vækst i samfundet.

Så vi stoppede op.

Vi runder udstillingen af med en finissage d. 24. juni. Vi må se i øjnene, at vi har svært ved ikke at producere, performe, præstere. Mellemrummet bruger vi på at passe på os selv og hinanden og lader udstillingen stå, som den er.

Ida Lunden, Carescape, 2022. Foto: meter.

Det her projekt er et af de første, hvor meter vender tilbage til sin oprindelige form. I platformens to første leveår fungerede meter som et fysisk sted, hvis udstillinger udviklede sig organisk henover tid. Det betød, at en udstilling ikke var færdig på åbningsdagen, men at den var åben for tilføjelser, ombygninger, gentænkninger eller fejl, i et forsøg på at skabe udstillinger der ikke skulle forståes som én ytring, men mange ytringer og mange bevægelser der kunne stå side om side.

Sidenhen er meter blevet en flydende platform, der bestøver andre kulturinstitutioner og udstillingspraksissen er til dels blevet erstattet af et mere event-orienteret program og af færre aktiviteter. Den ene årsag er en vægtning af at opbygge en bæredygtig økonomi og en bæredygtig ramme for det kuratoriske arbejde såvel som det kunstneriske, men også et fokus på at forholde sig kritisk til institutionsrammerne fra en normkritisk position.

Da meter startede, var platformen en del af en bølge af små kunst- og kulturinstitutioner, der sammen med kunstnere og (kultur)aktivister begyndte at have fokus på en feministisk og dekolonial udstillingspraksis. I dag ser vi også de større institutioner fokusere på repræsentation og diversitet i deres kunst- og kulturprogrammer, men også at dette ikke nødvendigvis påvirker og ændrer de bagvedliggende strukturer, der former institutionerne.

Ida Lunden, Mitre I-III, 2023. Foto: meter.

Som en del af meters praksis som kunstplatform blev det derfor vigtigt at vende blikket indad og bruge tid på at lære metoder for normkritisk lederskab. Det arbejde blev muliggjort og faciliteret via invitationen til at blive en del af et nordisk netværk (7) af kulturinstitutioner og -producenter fra Danmark, Sverige og Finland, der har beskæftiget sig med netop det. Netværkets fokus har været at dele ’best practices’ med hinanden om, hvordan man kan sikre inklusion, mangfoldighed og ligestilling, hvordan det kan indbygges i kunst- og kulturinstitutioners principper og metoder. Netværket fungerer dog ligeså meget som en feministisk basis- og skrivegruppe, hvorigennem vi kan støtte hinanden i vores arbejde.

Det er de færreste i vores branche, der kan bryste sig af at være fastansat i feltet. Flertallet af kunstnere, kuratorer, kunstkritikere m.m. er selvstændige, arbejder freelance, ansættes midlertidigt i forbindelse med et specifikt projekt eller i en defineret tidsramme. Og arbejdsvilkårene – selvfølgelig lønvilkårene!, men også sikringen af et sundt arbejdsmiljø, for den person der midlertidigt træder ind i en allerede defineret institutionsramme, er ikke nødvendigvis blevet formuleret, eller diskuteret på et højere fælles plan.

Selvom man arbejder midlertidigt, kan rammen, man arbejder i, stadig gøre indtryk på godt eller ondt, hvad synes at være en helt basal erkendelse. Men uagtet, er de fleste forslag til god praksis formuleret af kunstnere og små udstillingsplatforme, og der er ikke så vidt jeg ved skabt generelle guidelines, som institutionerne kan læne sig op af. Nedenfor er derfor et konkret indspark i den samtale, som gerne må deles, kopieres og videreudvikles:

TRIVSELSRIDER:

Rammer, behov og hensyn, der kan skabe en bedre oplevelse for både kunstner og udstillingsplatform. Udfyld de felter, der giver mening for dig.

Tilføj gerne mere, eller lav et format, der bedre passer dig/jer.

Udstillingsplatform:

Kommunikationsform:

Fx. “Vi beder om at kommunikation sker via mail.”
Fx. “Vi arbejder frivilligt, så svartid kan være lidt langsommere.”

Møder:

Fx. ”Møder skal helst foregå i tidsrummet 9-17.”
Fx. ”Nogle medarbejdere har jobs ved siden af, så møder skal lægges i forhold til det.”

Ferniseringer & events:

Fx.”Ferniseringer foregår som standard fredag i 2-3 timer i tidsrummet 16.30-20.”
Fx. ”Under ferniseringer eller events serverer vi øl og vand og oftest vegetariske snacks.”
Fx. ”Under fernisering eller events byder vi som regel velkommen og opfordrer kunstner(ne) til at sige et par ord om deres værker.”

Tilgængelighed:

Fx. ”Vores rammer er tilgængelige for personer med fysiske funktionsnedsættelser.”
Fx. ”Vores toilet(ter) er kønsneutrale.”
Fx. ”Der er to trin op til eventstedet, og der er ingen ramper.”

Håndtering af diskrimination:

Fx. ”Vi har en ’safe space’ politik”.

Kunstner/projektansat:

Kommunikationsform:

Fx. ”Jeg arbejder fuldtid/er forældre og har brug for at aftale andre/specifikke tidsrum for kontakt og dialog.”
Fx. ”Jeg vil gerne være informeret om deadlines mindst 14 dage før.”
Fx. ”Mine pronominer er: ...”

Møder:

Fx. ”Jeg vil helst kun mødes med et enkelt menneske ad gangen og have en fast kontaktperson.”

Ferniseringer & events:

Fx. “Det passer mig bedre med fernisering en anden dag i ugen/tidlig eftermiddag.”
Fx. ”Det er vigtigt, at der er veganske options.”
Fx. “Jeg vil helst være fri for at sige noget til åbningen.”

Tilgængelighed:

Fx. ”Jeg har brug for, at der er siddemuligheder til rådighed under arrangementet.”
Fx. ”Jeg har brug for at vide om stedet er tilgængeligt for folk med fysiske funktionsnedsættelser.”

Håndtering af diskrimination:

Fx. ”Jeg har brug for, at I tager ansvar for og håndterer diskrimination, diskriminerende adfærd og -sprogbrug.”

Yderligere behov og hensyn:

Før talks / performances mm. kunne jeg godt tænke mig:

Fx. “At der er rum for at være alene.”
Fx. ”At jeg har fået spørgsmål i forbindelse med talks tilsendt i god tid til at forberede mig.”

Under events (også ferniseringer) har jeg brug for:

Fx. ”At I er ved min side under ferniseringen.”
Fx. ”At der er et backstage område, som jeg kan tage pauser i, i løbet af arrangementet.”

Ved opstået sygdom eller lign. under arrangementet eller på jeres kulturplatform kontakt da venligst:

Fx. “Min kæreste/mor/ven” eller “manager/booker.”

Andet vi skal være opmærksomme på? Tilføj gerne mere her.

Ida Lunden, Water Vessel, 2022. Foto: meter.

FINISSAGE:

Finissage på udstillingen Stone of Liquids – Concrete Sorrow af Ida Lunden afholdes lørdag d. 24. juni, kl. 16-20. Der vil være oplæsning af kunstneren selv og af Julie Sonja Nordahl fra kunstplatformen Assisterende Indsættelser.

Tak til Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kunst og Nørrebro Lokaludvalg, som har støttet udstillingen og de tilhørende events.

NOTER:

Siden starten af 2022 har den feministiske bogcafé Det Lilla Rum og udstillingsplatformen meter i samarbejde afholdt månedlige morgenmadssaloner for kollegaer i kulturbranchen.
I 2018 afholdt meter et seminar på Warehouse9 og sammen med Nazila Kivi inviterede vi kunstner Ida Lunden til at deltage som del af kunstnergruppen Morblod.
Carla er Carla Rafaella Denalie, initiativtager og leder af Det Lilla Rum.
SHE’S A SHOW er en tværæstetisk og feministisk duo, der består af digter Mette Moestrup og musiker Miriam Karpantschof.
Angela er øko-poet Angela Rawlings, som bor og arbejder i Island, og som før har arbejdet sammen med SHE’S A SHOW på værker, der blev genopført d. 8. marts, 2023 i Det Lilla Rum.
“HAWWA. Minoritetsgjort fødsel og moderskab”, er udgivet af Laboratoriet for Æstetik og Økologi og ARIEL – Feminisms in the Aesthetics. HAWWA, der betyder Eva på bl.a. persisk, somali og arabisk, står for Health, Reproductive Justice and Well-being Among Minoritized Women and QTBIPOC, er på én og samme tid et kunstnerisk projekt og et pilotstudie i minoriserede moderskaber af pdh-studerende i Kulturmødestudier ved Roskilde Universitet, Nazila Ghavami Kivi. HAWWA består af Nazila Ghavami Kivi, Sebolelo Mohapeloa, Trine Mee Sook og Uzma Farooq.
Nordic Network of Normcritical Leadership har eksisteret siden 2019 og blev initieret af Rita Paqvalen – Culture For All (FI), Amalie Ørum Hansen – specialist i mangfoldighedsarbejde (DK) med de lokale partnere Hannah Hallgreen – digter og lektor ved Linnaeus Universitet (SE) og senere Azmara Nisgusse – kurator v. Hallwylska Museum (SE). 18 større og mindre kulturinstitutioner, aktivister og udøvende kunstnere har været en del af netværket de sidste 4 år.