FJERLETTE TUNGE STEN

Det roder inde i mit hoved og på mit bord med idéer til et billedkunstnerisk indslag til den nye afdeling for mennesker med spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup. Umiddelbart er alt muligt, så mens de første øvelser handler om at lukke op og tage ind, handler anden fase om at lukke ned og smide væk, til der kun er et mindre overskueligt materiale tilbage. Den første beslutning jeg tager er, at værkerne skal laves af sten – den næste, at de skal etableres i de fire gårdrum, som den nye arkitektur danner.

Jeg har ikke arbejdet i sten tidligere og ved derfor, at jeg ret hurtigt skal etablere et samarbejde med nogen, der kan hjælpe mig. Jeg googler “stenhugger”, og finder at der ligger en i Avedøre – en tilpas cykeltur fra mit værksted i Valby, gennem Valbyparken og ned omkring vandet i Hvidovre. Jeg har ingen forudfattede idéer om, hvilken sten jeg vil bruge, da jeg en dag i maj (for nu 2 ½ år siden) første gang cykler til Avedøre.

Jeg bliver vist rundt på opmagasineringspladsen, rundt om værkstedet og ser mange forskellige slags sten, i store rå blokke, kæmpe plader i forførende farver, i fint tilhuggede kæmpe kugler, som gamle stensokler der i deres forladthed ligner bygningsværker, fragmenter af noget der engang har dannet indgang til et betydningsfuldt rum, og en nyhugget, kunstfærdigt udført blomsteropsats af Johannes Wiedewelt til Fredensborg Slotshave.

Hos stenhuggeren. Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Og så ligger der store, hvide, rå sten, flere af dem skåret op i tykke skiver, klodset op på tømmer. De overskygger med det samme alt, hvad jeg har set og Martin, stenhuggeren, fortæller mig, at det er kalksten fra kalkbruddet i Faxe. Facaden på Politigården i København er i gang med at blive renoveret, og den består delvist af kalkstensplader fra Faxe. Det er Martin og hans hold, der har fået opgaven… så, derfor vil tilfældet, at jeg dén dag i maj møder disse store, vilde, rå og utilpassede sten, som ligger og ser ud som om, de lige er revet ud af deres eget element, og ikke lige har tænkt sig at føje sig.

Tæt på åbenbarer der sig et leben, som et vildnis i en tykning i skoven, tætsammenslyngede mærkelige vækster. Det er tydeligt, selv for mit fuldstændig utrænede geologiøje, at her er der noget stort på færde. Noget som normalt er gemt i smukke, men uforståelige, farver og mønstre i sten. Her springer det lige i favnen på mig.

Fossiler i sten. Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Det bliver begyndelsen på en rejse både fysisk og mentalt. Fysisk, fordi jeg gennem de efterfølgende år gentagne gange tager til Faxe, hvor de utæmmede sten kommer fra, og endnu flere gange til Avedøre, hvor jeg sammen med stenhuggerne går på opdagelse i stenenes univers.

Jo mere jeg lærer dem at kende – de stenede fortidsvæsener, der som lette fjer er rejst gennem tiden fra et forhistorisk hav – des mere står det klart, at alle mine egne erfaringer som billedhugger skal træde et skridt tilbage. Jeg skal ikke, som jeg plejer, få min idé om en skulptur manifesteret gennem materialet, jeg skal ikke engang arbejde med dialogen mellem min idé og materialets iboende vilje, for her er idé og materiale én og samme ting.

Vi er så vante til at tage magten over materialerne, at ødelægge materialets egen struktur, når vi skærer træet i tynde plader eller kvadratiske klodser, slår stenens ujævne overflader af, når vi trykker leret ned i formen osv. Tiden… den tid der strækker sig 60 millioner år tilbage, er tilgængelig i stenen, og den ydmyghed det afføder bliver indgang til at spørge og undersøge i stedet for at bestemme.

Faxe Kalkbrud (overskyet). Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Jeg går på opdagelse i stenbruddet. Først på afstand, hvor jeg ser det brutale landskab, som er skabt i vand af et stort, levende koralrev, hvor forskellige arter af koraller og havdyr lever og siden dør, falder ned på bunden og bliver indkapslet i den kalk, der aflejres fra de levende koraller. En proces der minder om det, der sker i skoven, hvor træets blade falder om efteråret og blander sig med dets frugter, afbrækkede grene og hele døde stammer. Det formulder og kan fortælle eftertiden en masse om, hvad og hvordan liv og klima engang var.

Da vandet forsvinder fra Faxe – måske ved et meteornedslag – står der et enormt rev tilbage, og det er det, man i middelalderen opdager er et oplagt byggemateriale til kirker og senere som bindemiddel i f.eks. cement. Det er i dag Danmarks største menneskeskabte hul på 1 x 1 km.

Faxe Kalkbrud (solskin). Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Flere steder i bruddet er grundvandet trængt op og har dannet søer, som alt efter lyset fra himlen er brunrøde, grå eller turkisblå. På solskinsdage er det nærmest forbundet med ubehag at gå rundt nede i bruddet, fordi alt det hvide kalk reflekterer solens stråler. Den dag jeg tager derned sammen med billedkunstner Maria Finn er der ingen sol. Det er en decemberdag, og alt er indhyllet i tåge. Billederne fra den dag er brune, bløde og mystiske og fortæller helt andre historier, end da bruddet står i turkisblåt og hvidt.

Faxe Kalkbrud (tåget). Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Da jeg bevæger mig længere ned, kan jeg se, at kalkstensklippen der med en afrundet top står som en markør i bruddets venstre side, gennemskæres af en ca. 20 cm bred flintestensstribe. Endnu tættere på bevæger jeg mig rundt og op gennem en tæt bevokset skråning, så jeg kommer hen til klippens okkerfarvede let smuldrende side. De små sten, der er smuldret fri af klippesiden, ligger på jorden og blander sig med de mørke, våde blade.

Kalkstensklippe, Faxe Kalkbrud. Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Flintestensstribe. Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Jeg følger de tydelige spor i kalken, som de tunge køretøjer, der fragter stenene fra bruddet og op til de store ovne, hvor de brændes, laver. De store maskiner banker gaffellignende redskaber ind i kalkstenene og løsner materialet. Den karakteristiske stejle kant fortæller, hvor langt de er nået, og den ru overflade med de mange spor afslører arbejdsmetoden. Når det er vådt bliver kalkunderlaget smattet og minder lidt om blød gips. Lastbilerne kører frem og tilbage på de bløde veje, og da Maria og jeg krydser deres spor, den tågede dag i december, synker vores sko ned i kalkmudderet, og vi må flytte os hurtigt for ikke at komme til at sidde fast. Andre dage fotograferer jeg spor i kalksmattet, fugle der har hoppet rundt, hunde der har afsøgt stedet eller de mange mønstre efter de tunge køretøjer.

Jo flere gange jeg er i bruddet, des mere bliver jeg optaget af de mere uberørte steder her. De steder, hvor der ikke arbejdes, og som virker uberørte af menneskets drift. Her er kalkstenen vokset sammen med planterne, mosset, træerne eller græsset. Et særligt sted har mosset lagt sig som et tykt lag over stenene, og noget mystisk og dragende strømmer fra stedet. Det er en udfordring at lade kameraet blive i rygsækken og stoppe med at tænke på, at jeg vil have noget med hjem, noget jeg kan dele.

Uberørte steder. Foto: Rikke Ravn Sørensen.

For mig handler billedkunst i høj grad om at forsøge at få andre til at se verden, som jeg ser den. Ikke fordi min version er rigtig, men fordi det at dele dulmer oplevelsen af, at vi er ensomme, at vi er indkapslet i os selv, og at vi ikke kan ophæve membranen mellem os, men at vi kan prøve, og at der i denne prøven ligger muligheden for at glemme os selv.

Udover utallige fotografier har jeg altid små sten med hjem efter en tur i Faxe, og det er da jeg med en lup går på opdagelse, at jeg for alvor opdager dybden i kalkstenen. For bruddet er stort og stenene tunge, men de bittesmå detaljer, som jeg ser i luppen, åbenbarer et næsten uoverskueligt perspektiv. På overfladen af de bittesmå stykker fossilt koral ser jeg mønstre og krystaller og mærkelige former, og det går op for mig, at stenbruddet består af millioner og atter millioner af disse smukke, detaljerede, små fossiler.

Tårnsnegle, muslinger, ormesnegle, enkelte koraller og koraller i kolonier, bryozoer, aftryk af krabber, snegle, brachiopoder, søliljer, kalkrørsorm. På geologisk museum lærer jeg navnene at kende, på det jeg ser i luppens glas.

Men stenene er ikke bare smukke eller på et abstrakt plan repræsentanter for et forhistorisk landskab, nej de er klumper af tid, der er rejst ind i vores tidsalder, ind i vores virkelighed. De er amuletter, der åbner mine sanser for tidsperspektiver, som jeg ellers kun har forbundet med de fjerne galakser, og som på et meget konkret plan gør det muligt at se mig selv som en samling celler. I bogen til projektet anskueliggør Nina Wöhlk det ved at henvise til Ray og Charles Eames lille film, hvor de netop trækker paralleller mellem universet og os selv som opbygget af millioner af bittesmå celler. Derfor kom kunstprojektet til at hedde “det største i det mindste og det mindste”.

Ude i Avedøre, hos stenhuggeren, har vi hentet 10 sten frem, og vi hænger hver enkelt sten op i løftestropper, så vi kan undersøge dem. De bliver vendt og drejet, og efter nogen tid har jeg valgt de fire sten, jeg skal bruge. Det er lidt ligesom at trænge ind i hver stens personlighed og vælge dem, der passer godt til de mennesker i Ballerup, som de skal bo sammen med.

Der er stor forskel på, hvor åbne og vilde stenene er. De mest brutale vælger jeg fra – jeg håber, at jeg får mulighed for at vende tilbage til dem i en anden sammenhæng. Hos stenhuggeren lærer jeg, at tunge sten skal ligge på træklodser eller tømmer for at få truckens gafler ind under dem, når de skal flyttes. Jeg griber idéen og beslutter, at mine fire sten skal klodses op på egetømmer, så de løftes fri af græsset og får et lettere udtryk, end hvis de ligger ned i underlaget. De skal ikke være klipper, der er skudt op af underlaget, men noget der kommer et andet sted fra, som en sky der har lagt sig til rette på jorden eller en tankeboble der er fyldt med informationer.

Jeg er nået langt i rækken af vigtige beslutninger, og for hver gang at noget er fastlagt, bliver jeg mere og mere overbevist om stenens styrke og evne til at trænge igennem vores tidsopfattelse. Stenene er skabt mange millioner år før, at der overhovedet er tegn i sol og måne på, at denne planet en dag skal overtages at et dyr der, omvandrende på to ben, vil forsøge at tage magten over alt. De første fossiler der med sikkerhed synes at være menneskelignende er 3-4 millioner år gamle og kaldes Australopithecinerne. De er karakteriseret ved deres oprette gang på 2 ben, mens Homo Sapiens (det moderne menneske) kun kan dateres 100.000 år tilbage. (Kilde: Mikkel H. Schierup. Evolution.dk, som er et samarbejde mellem enheder på Aarhus Universitet og Københavns Universitet).

Jeg er godt klar over, at jeg ikke er den første Homo Sapiens, der har undret sig over, hvordan fossiler af havskabte væsener kan havne i en sten langt væk fra havet. Således trækker min nysgerrighed mig i retning af den danske forsker Steno, som i 1660 fremkom med afgørende viden om dette fænomen. Dengang var en af de mest gængse måder at forklare fænomenet på, at det var den bibelske syndflod, der havde ført slagger med sig fra den ene del af verden til den anden og på den måde skabt uorden i den naturlige orden. Man havde fundet en række fossiler i en klippe på Malta, som man i mangel af bedre svar havde besluttet var forstenede fugletunger. Steno opdagede ligheden mellem de såkaldte fugletunger og tænderne i munden på en haj.

Fossiler af havskabte væsener. Foto: Lea Jessen.

Opdagelsen førte til rapporten: “Foreløbig meddelelse til en afhandling om faste legemer, der findes naturligt indlejrede i andre faste legemer”, hvori Steno redegør for, at verden er dynamisk og i konstant bevægelse, at der har været hav, hvor der i dag er land, og at vi derfor kan finde havfostrede væsener inde midt i store sten, langt inde på land. Mens jeg beskæftiger mig med Stenos rapport, opdager jeg pludselig, at han står få 100 meter fra mit hjem foran Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbiblioteket, et hus besat med kalkstensplader fra Faxe fyldt med fossile koraller. Det har han gjort længe, med sin store hat og hånden hvilende på en livløs krop. Han er skabt i ler og omsat til bronze af Gottfred Eickhoff i 1962, og den grove overflade afslører alle bearbejdningerne i leret med forskellige redskaber.

Da jeg nu har besluttet, at stenene skal klodses op på egetømmer, opdager jeg, at der også her er et materiale, som er fuld af historier, og at det næsten er umuligt ikke at blive fanget af tyngden i disse.

Det egetømmer, der nu ligger i Ballerup under Faxestenene, er fra et træ der er plantet mellem 1868 og 1898, og jeg ved at flere af stykkerne egentlig er tænkt til brug ved restaurering af danske kirker. Jeg opsøger store gamle egetræer, og ser at mærkerne efter afknækkede grene ligner forstenede sår, og at de minder om de mærker, som jeg ser i kalkstenene, hvor der har siddet krabber eller andre væsener, der har efterladt sig spor. Små kviste fra egetræerne ligner de fossile koraller, som jeg har gået og samlet i bruddet, og det er tydeligt, at de kommer fra samme univers.

Små kviste og fossile koraller. Foto: Rikke Ravn Sørensen.

Egentlig er det meningen, at der skal plantes bregner i gårdrummene. Bregner er, ligesom ulvefod og padderokker, en af de planter der findes spor efter ligeså langt tilbage i tiden som kalkstenenes koraller. Efter at stenene er kommet på plads i gårdrummene, opdager jeg, at der er brug for noget andet, og at de nye minilandskaber netop skal være nye landskaber, og ikke kun en leg med fortiden. Jeg planter syv forskellige græsarter i stedet for bregner, som næste sommer gerne skal stå i fuldt flor og gøre vinden synlig med bløde, bølgende bevægelser. Når kulden kommer med rimfrost og sne, vil de visne græstuer danne hvide skulpturer med forstenede frøaks. Måske vil de trække fugle ind i gårdrummene. Græsarterne har alle deres egen historie om oprindelsessted og blomstringstid, og sammen med magnolietræer og hvidblomstrende kirsebærtræer er de det synlige bevis på forandring, mens stenene og egetømmerets forandringer er næsten usynlige.

Psykiatrisk Center Ballerup, Gårdrum 1. Foto: Lea Jessen.

På Stolpegården i Gentofte møder jeg en ung kvinde, lige da jeg er startet på opgaven. Hun er, sammen med et par ansatte, med til en snak med mig om kunst og sygdom, og hun fortæller om sin hverdag med en spiseforstyrrelse, hvad der er svært, hvad der skræmmer hende og hvad der gør hende glad. Hun er åben og nem at tale med, og hun er mit første møde med den brugergruppe, jeg skal lave kunst til.

Jeg lærer, at det er dén psykiske sygdom, der kræver flest dødsofre. Måske er det en sygdom, vi kan relatere os til i vores samtid – med så meget fokus på taljemål og brystfylde – men det er samtidig en sygdom vi slet ikke kan forstå. For hvordan bliver det, der er fuldstændig nødvendig for livets opretholdelse, forbundet med netop livets afslutning. At det giver dødsangst at indtage føde. Jeg tænker på det som en kortslutning, noget der er vendt på hovedet og som ikke kan vendes om, med mindre kroppen selv oplever, at det vender. At kroppen ved at tage næring til sig oplever en healing.

Jeg er ikke mere optaget af modtagergruppen, end jeg er ved andre opgaver. Kunst er en samtale mellem kunstneren, værket og brugerne, og alle tre er ligeværdige i samtalen. Jeg er tilgengæld meget optaget af forskellen på kunst i de beskyttede kunstrum, hvor vi netop opsøger denne dialog, og så de rum hvor kunst placeres med et ydmygt håb om dialog. Min kunst skal være en del af hverdagen for mange forskellige mennesker, hvor sygdommen selvfølgelig fylder meget, men hvor alt muligt andet også fylder.

Jeg er optaget af, at min kunst skal aktivere følelser gennem et taktilt og visuelt møde mellem brugerne og gårdrummene. Et omdrejningspunkt i arbejdet har været idéen om, at det porøse og det stabile er to sider af samme sag. Stenene repræsenterer det store tidsperspektiv og dermed det stabile. Kalkstenenes åbne struktur rummer desuden det porøse, det flossede og det sarte. Sammen med græsarterne og træerne opstår der kontemplative rum, hvor cyklus og forandring er historiebærer.

Psykiatrisk Center Ballerup, Gårdrum 4. Foto: Lea Jessen.

Jeg møder mange åbne og nysgerrige mennesker gennem de måneder, jeg med mellemrum kommer på afdelingen. Mens jeg arbejder i gårdrummene med at afsætte små pinde, hvor de bugtende græslinjer skal være, kommer en ung kvinde ud. Hun spørger, forsigtigt, om hun må høre, hvad jeg laver. Jeg fortæller lidt om mit arbejde, og hun siger, at hun bruger gårdrummene, når angsten fylder og tankerne myldrer. Så sætter hun sig ud og iagttager det, der sker i græsset og beskriver det for sig selv. Små bitte bevægelser, farver der skifter og en svag raslen i vinden. Hun er helt tæt på og kan opleve bitte små nuancer, som andre sjældent opdager. Det hjælper hende til at flytte fokus. Det er meget bekræftende for mig at høre, fordi det netop er det, jeg selv har oplevet gennem mit arbejde med stenene, egetræet og græsset. Vi er helt på bølgelængde, og der er ingen sygdom mellem os.

Nu har jeg afsluttet 2 ½ års arbejde, og det føles som om, at jeg har gennemlevet et lille liv. Alt det jeg bevidst har opsøgt, og alt det andet, jeg bare er stødt ind i. Brud, sten, fossiler, træ og græs følger efter mig…

Jeg slet ikke færdig...