Biologi, Digital Kunst, Proces, Rejser, VideoMATHIEU J. H. HANSENOctober 06, 2021Mathieu J. H. Hansen, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Frankrig, Valby, Zoologisk Museum, VDD2021, Statens Kunstfond, Svetlana Boym, Friedrich Nietzsche, NASAComment

FILM SOM TAKSIDERMI

I min seneste film La Cinquième Saison (Den Femte Sæson), rejste jeg til Frankrig for at filme i og omkring min mors barndomshjem på landet. Jeg havde lavet et mentalt storyboard af billeder fra huset med bestemte vinkler og detaljer, som jeg gerne ville fremhæve fra hukommelsen. Samtidig var jeg i Frankrig med min nærmeste familie i forbindelse med min mors bisættelse. Hun døde kort forinden rejsen efter et kortvarigt, men intenst kræftforløb. Under optagelserne, blev mit blik gennem kameralinsen ikke kun mit eget, men også min mors. Mine kamerabevægelser fulgte usynlige fodtrin fra fortiden som snoede sig op gennem græsset, forbi skuret og ind ad hoveddøren.

I klipperummet førte de samme fodtrin mig fra Frankrig tilbage til Danmark, ned ad min barndomsgade i Stakhaven i Valby, hvor min mor boede indtil for få år siden. Kameraet stopper ved et vindue og kigger op. Klippet er over 25 år gammelt og stammer fra mit arkiv af hjemmevideobånd.

Mathieu J. H. Hansen, Le Monde Perdu / The Lost World, 2018.

Mathieu J. H. Hansen, La Cinquième Saison / The Fifth Season, 2021.

I de sidste 15 år har jeg løbende filmet og dokumenteret mit liv, min familie og mine venner. Jeg bruger stadig det samme DV-kamera, som jeg fik da jeg fyldte 19. Før jeg selv ejede et kamera lånte jeg videokameraer på skolen og fra fritidshjemmet så ofte jeg kunne. I lange perioder havde jeg altid et kamera i tasken og filmede hele tiden. Jeg havde i mange år ikke adgang til professionelt klippeudstyr, så i stedet fandt jeg min egen redigeringsteknik. Kortvarige optagelser på få sekunder fjernede behovet for at skulle klippe materiale ud, og med hurtige, korte tidsklip opstod en bestemt rytme og beskrivelse af det optagede. Jeg havde ikke mulighed for at stoppe op og starte forfra, så øjeblikket blev dét jeg skulle nå at fange før det forsvandt.

Denne trang til at indfange og fastholde ting i forandring kan jeg spore i alle mine bånd. De følger bestemte steder og mennesker jeg har kendt hele mit liv. Konstanter som rykker sig og forgår. Min far før han blev syg og min far efter sine hjerneblødninger. Min lillebror som 6-årig, min lillebror som 22-årig og alle hans fødselsdage derimellem. Min mor med sine mange frisurer.

Mine bånd er med årene vokset til over 100 timers optagelser, som jeg løbende digitaliserer og arkiverer på adskillige harddiske. Det er med tiden blevet til sit eget visuelle hukommelsesarkiv.

Jeg kunne sammenligne denne del af min praksis med det at arbejde som en konservator, der udstopper og præserverer tid. På samme måde som man oplever de udstoppede dyr på Zoologisk Museum indkapslet i iscenesatte rum, der forsøger at indfange deres oprindelige levesteder og tidsalder, indgår mine klip fra arkivet ofte også i samspil med større cinematiske forestillinger i diorama-lignende tableauer, hvor tekst og tale erstattes af lydlandskaber og musik, jeg selv komponerer.

I min film La Vache Qui Rit (Den Leende Ko), forbinder jeg minder fra min barndom på landet i Frankrig og mit forhold til filmen Jurassic Park fra 1993 med nostalgiens oprindelseshistorie.

Nostalgi oprandt for første gang i midten af 1600-tallet, hvor den lagde navn til en sygdom i Schweiz. Det var især unge schweiziske soldater udstationeret i blandt andet Frankrig, der blev ramt af sygdommen. Soldaterne beskrev hvordan de blev tynget af minder; minder om deres barndomshjem i alperne, lyden af koklokker i det fjerne. Mange blev så stærkt påvirket, at de kollapsede og måtte sendes hjem.

Mathieu J. H. Hansen, La Vache Qui Rit / Den Leende Ko, 2016.

Da sygdommen nostalgia (nostos: at vende tilbage + algos: lidelse) begyndte at tage fat i Europa, forsøgte man blandt andet at inddæmme smitten ved at bandlyse brugen af koklokker i Schweiz i et helt årti. Man frygtede at klokkernes hypnotiske klang var med til at fremprovokere sygdommen. I dag viser forskning at lydniveauet fra klokkerne overstiger mellem 100 og 113 decibel, hvilket kan sammenlignes med støjen fra en motorsav. Køernes hørelse bliver så belastet over tid, at de mere eller mindre mister den.

I mit første år på Det Kgl. Danske Kunstakademi byggede jeg i forbindelse med en udstilling om filmen min egen lydløse koklokke i metal. På ydersiden sandblæste jeg en af mine fars gamle tegninger af huset i Frankrig. Her blev mit personlige liv og familiehistorie igen iscenesat og indrammet.

Jeg var i den tid meget inspireret af en bog som hedder The Future of Nostalgia af tidligere forfatter og filmkunstner Svetlana Boym, som gik bort i 2015. I bogen afdækker hun både nostalgiens politiske og populærkulturelle historie i Vesten. Hun fremhæver blandt andet Jurassic Park som eksempel på en såkaldt tekno-nostalgi, hvor de mest moderne teknologier bliver brugt til at genoplive nogle af Jordens ældste dyr. Meget ligesom filmmediets egen historie, hvor de teknologiske fremskridt i slutning af 1800-tallet gjorde det muligt at hente fortidens kæmpeøgler tilbage til nutiden.

I La Vache Qui Rit krydsklipper jeg på et tidspunkt mellem en scene fra Jurassic Park og et found footage-klip fra de schweiziske alper. I scenen fra Jurassic Park bliver en ko hejst ned i et bur til en flok sultne dinosaurusser. I klippet fra Schweiz er en ko kommet på afveje og vandrer alene rundt. En redningshelikopter er fløjet dertil for at komme koen til undsætning. På samme vis som i Jurassic Park bliver koen spændt til en sele, hejst højt op i luften og transporteret hjem igen.

I min research til filmen stødte jeg på dette citat af Nietzsche:

“Consider the cattle, grazing as they pass you by. They do not know what is meant by yesterday or today, they leap about, eat, rest, digest, leap about again, and so from morn till night and from day to day, fettered to the moment and its pleasure or displeasure, and thus neither melancholy nor bored. [...] A human being may well ask an animal: 'Why do you not speak to me of your happiness but only stand and gaze at me?' The animal would like to answer, and say, 'The reason is I always forget what I was going to say' – but then he forgot this answer too, and stayed silent.”

Dyr optræder ofte i mine film, og ligesom de schweiziske køer er de tit ofre for absurde, menneskeskabte situationer. I min film Le Monde Perdu (The Lost World) forbinder jeg optagelser fra Zoologisk Have og Planetariet med Stakhaven og andre klip fra mit arkiv. Under produktionen af filmen læste jeg blandt andet om NASAs arbejde med dyr i rummet.

En artikel omhandlede et 10-årigt projekt, hvor de i et større internationalt samarbejde ville bygge en underjordisk database på Månen, som skulle huse DNA fra alle dyr på Jorden. En slags Noas Ark i rummet.

Samtidigt var jeg på akademiet begyndt at reflektere over, og stille spørgsmål til mine mange bånd og til barndomsblikket i DV-kameraet. Hvornår skulle jeg nogen sinde få tid til at gennemse alle mine bånd, som jeg blev ved med at øge mængden af? Hvad handlede den fiksering af tid om?

Tilbage i Zoologisk Have optræder en tukan i en scene i filmen, der flyver frem og tilbage i ring. I toppen af glasruden foran løber lufthuller som perforeringer i en filmstrimmel. Bagved ses en kulisse af malede vægge med jungletræer og farver som skal imitere en himmel. Tukanen er både en faktisk tukan, men skal samtidig repræsentere en tukan et andet sted i verden i sit naturlige habitat. Endvidere repræsenterer den også tukaner i andre Zoologiske Haver verden over.

Trods de flere lag af meta-forestillinger opstår der i scenen et møde mellem beskueren og tukanen. Den og de andre dyr bliver i kulisserne pålagt en iscenesættelse, som uden at de selv er bevidste om det, vækker spørgsmål om menneskets eget tilhørsforhold til naturen. Til ideen om oprindelse, fremmedgørelse, længsel og til en mere eksistentiel form for hjemve.

18 Le Monde Perdu - The Lost World, 2018-1500.jpg — Mathieu J. H. Hansen, Le Monde Perdu / The Lost World, 2018.

En artikel som også dukkede op i min research indeholdte et interview med NASAs ældste aktive astronaut, Don Pettit, der efter et halvt år i rummet på den internationale rumstation blev spurgt følgende:

When you dream in space, do you start dreaming in zero G?

PETTIT: “Yes. When I'm on Earth, I dream frequently about flying, and I don't have to flap my arms… […] When I'm in space, I dream about walking, you know, walking in fields of grass and walking through the woods. And I think it just shows that human beings are malcontent, that wherever they are, they want to be someplace else.”

Hjemkomsten bliver det store omdrejningspunkt i mit afgangsværk fra kunstakademiet, La Cinquième Saison. Her følger vi min familie og livet i Stakhaven folde sig ud gennem tiden. Til filmen forestillede jeg mig en imaginær femte årstid, hvor mit barndomshjem befandt sig i en snekugle jeg kunne ryste, og se hvordan tiden indeni skiftevis accelererede, sænkede farten og hvirvlede rundt. 25 års videooptagelser af korte, abrupte tidsklip; al nutid, fortid, og fremtid i ét virvar.

I filmen ser man tiden passere de forskellige rum; dag bliver til nat og nat bliver til dag. Møblerne i stuen skifter plads. Kattene gaber og spinder og kigger rundt. Pludseligt stopper al tid idet et kæmpe brag lyder udenfor. Kameraet drejer om, og zoomer overrasket ind på nedrivningen af et vandtårn der er i frit fald. Med ét kollapser tårnet, og forsvinder for evigt fra horisonten, hvor det i alle foregående klip havde stået bestandigt.

Kameraet peger op, og fanger et par forvirrede fugle der flyver væk fra støvskyen. I et diorama på Zoologisk Museum er to fugle frosset på himmelflugt i et bjerglandskab, på vej ud af syne.

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

MATHIEU J. H. HANSEN

Mathieu J. H. Hansen (f. 1987) er uddannet filmkunstner ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2021.