ET OPGØR MED FORESTILLINGEN OM DET PERFEKTE BLIK

De fleste af os er nok enige i, at kunst opleves bedst i den virkelige verden, men det ændrer ikke på det faktum, at virkelig meget kunst i dag opleves gennem en skærm. Digitale billedserier fra udstillinger er blevet en vigtig del af kunstoplevelsen, men tænker vi over, at kunsten her ofte tolkes gennem et kamera og en fotografs blik? Vi taler en del om repræsentation – om hvem der skaber værkerne – men måske er det på tide også at begynde at tale om, hvordan og af hvem værker repræsenteres i bredere forstand.

☞ Denne artikel er illustreret med fotos af to kvindelige fotografer – Laura Stamer og Zuhal Kocan, som vi interviewer længere nede.

For nylig havde vi en samtale med vores følgere på Instagram om manglen på kvindelige og non-binære fotografer på kunstscenen – ikke kunstfotografer, men dem der f.eks. dokumenterer udstillinger, værker og performances. Det blev en overraskende livlig samtale, som satte gang i vores tanker om, hvem der håndterer de forskellige opgaver på kunstscenen – både når det kommer til at producere og formidle udstillinger. Det undrer os nemlig en hel del, at det stort set altid er mandlige fotografer, der bliver hyret, når kunst skal dokumenteres – når vi modtager pressefotos til idoart.dk er der som regel et mandligt navn i fotocredits, og hvad skyldes det mon? For at blive klogere har vi lavet lidt statistik og interviewet to kvindelige fotografer, som arbejder med at dokumentere hhv. kunst, arkitektur, musik og scenekunst.

Men først spoler vi tiden lidt tilbage
Idoart.dk opstod i 2011 – i en tid før billedkunstkunst rigtigt havde plads på sociale medier, og hvor f.eks. “installation view”-billeder mest var forbeholdt trykte udstillingskataloger. Hvis der overhovedet eksisterede billedmateriale i museernes pressemeddelelser var det i form af ét enkelt thumbnail. Den gængse holdning var, at offentligt tilgængelige billeder af udstillinger ville holde de besøgende væk, for “der er jo ingen grund til at tage på museum, hvis man allerede har set udstillingen.” På det tidspunkt havde Rikke arbejdet som fotograf for bl.a. musikere og designere i flere år, og netop den levende og eksperimenterende visualitet i de verdener var, sammen med en personlig kærlighed til kunst, med til at inspirere os til at starte idoart.dk.

Forestillingen om den “rigtige” fotograf
Vi lavede kunstnerportrætter, studio visits, tog billeder af udstillinger – både færdige og i process. I det hele taget var vi (og er stadig) interesserede i at formidle de aspekter af kunstscenen, som tidligere blev holdt mere internt, og det har vores kameraer altid været en naturlig del af. Vi husker det fotografiske rum som et sjovt og trygt rum, med plads til at prøve ting af og eksperimentere med stilarter og udtryk, men over årene er det som om, at det rum indsnævrer sig og føles tiltagende kønnet. Fotografier kodes sammen med teknik, som kodes sammen med maskulinitet. Når vi er ude, oplever vi f.eks. ofte, at særligt mænd henvender sig til Matias med spørgsmål om udstyr og teknik, men aldrig til Rikke om det samme, på trods af at det er hende, der har lært Matias at fotografere. Vi laver alting – fra planlægning til optagelser og efterbehandling – sammen, men alligevel retter mange deres ros til den mandlige part af os, og vi tænker, at det kommer af forestillingen om, at “en rigtig fotograf” stadig er en teknisk kyndig mand.

Erik Steffensen, Red Sun/Blue Ice, People og Sun, 2018. Haslev Idrætsefterskole. Foto: Laura Stamer.

Imens vi arbejder på denne tekst, bliver vi opmærksomme på Seismograf-essayet Køn, Klima og Klasse af billedkunstnerne Ragnhild May og Kristoffer Raasted, hvor de stort set en-til-en beskriver den oplevelse, vi selv har haft utallige af: “I performative situationer er vi ofte blevet konfronteret med sexistiske antagelser fra publikum. For eksempel har publikum i en af vores fælles performances stillet Kristoffer spørgsmål om de tekniske aspekter af Ragnhilds instrumenter, og forudsat, at han har stået for det tekniske, selvom Ragnhild både designer og bygger dem selv.”

Ligesom for Ragnhild og Kristoffer, har den type kommentarer ledt til mange samtaler mellem os, og det har ført til overvejelser om, hvordan vi bedst gør op med de her kønnede antagelser, for det gør os modløse og slukker i værste tilfælde en passion. For at være ærlige, så er teknik ikke noget, nogen af os går specielt meget op i – med en del års erfaring er vi trygge ved udstyret, men vi ser det først og fremmest som redskaber til at formidle kunstneres arbejde på de måder, vi finder mest interessant.

Vi formidler kunst, fordi vi interesserer os for kunst.

For et par uger siden havde vi endnu en oplevelse, hvor vores tekniske formåen blev betvivlet, og mellem linjerne mærkede vi endnu engang forestillingen om, hvad der gør en fotograf til “en rigtig fotograf”. Frustrationen nåede en grænse, og vi startede en samtale på Instagram for at vende tanker i et lidt mere offentligt forum: “Jeg oplever, at der er en ret hård konsensus om, hvad et “rigtigt” fotografi af et kunstværk er. Der er særligt et par mandlige fotografer som bruges meget, og de er mega gode, men de er det også, fordi de bliver hyret igen og igen. Drømmer virkelig om at se, at der også kan blive plads til flere blikke bag kameraerne,” skrev Rikke. Sammen med spørgsmålet “Hvor er de kvindelige og non-binære fotografer på kunstscenen?” satte de indledende ord gang i en samtale om repræsentation, forventninger og antagelser, og bedst af alt opstod der en række konkrete bud på dygtige kvindelige og non-binære fotografer.

Kridhvide vægge, vide vinkler og lige linjer
Faktisk blev vi temmelig overraskede over, hvor mange der delte de samme oplevelser som os: “Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet talt over, eller har skulle “takke min partner” for det gode arbejde – som han slet ikke har lavet – og samtidig se ham blive hyret til næste job,” skrev en kvindelig fotograf, der ønsker at være anonym. “Jeg er så træt af det. Det har faktisk gjort, at jeg nægter at arbejde sammen med ham længere, fordi det gør for ondt at se forskellen i, hvordan vi bliver behandlet på jobbet.”

Jenny Sundby, som bl.a. har taget billeder for SixtyEight Art Institute, Sydhavn Station og Sirin, beskrev, hvordan hun oplever konstant at blive sammenlignet og vurderet i forhold til sine mandlige kollegaer: “Som kvindelig fotograf har jeg tit følt mig som 2. prioritet hos udstillingsstederne, når de enten ikke har budget til at betale de mandlige fotografer, eller når de mandlige fotografer ikke har tid. Har oplevet, at det forventes, at jeg skal længere ned i pris, da jeg ikke har samme navn som dem. Dermed bliver jeg også sammenlignet med de mandlige fotografer og det forventes, at jeg gør det på samme måde som dem og skal have samme udtryk.”

Den Unge Werthers Lidelser. Aarhus Teater. Foto: Zuhal Kocan.

Hvis vi går tilbage til musik- og modescenen, er det svært at forestille sig en verden, hvor alle musikere og designere absolut skulle bruge de samme få fotografer og stilede efter det samme visuelle ideal.

I de verdener forstår man tilsyneladende, at fotografiet ikke er et sandhedsvidne, og man er bevidst om, at forskellige fotografer/blikke giver forskellige udtryk. På (billed)kunstscenen synes der derimod at være ét herskende ideal – kridhvide vægge, vide vinkler og lige linjer – uanset hvordan udstillingsstedet i øvrigt ser ud i virkeligheden. Vi ved, at der bliver gjort rigtig meget for at opnå det “perfekte” udtryk: der bliver slukket og demonteret ellers tændte lamper, vægge og eventuelle skygger redigeres helt lyse, og stikkontakter og ledninger fjernes i Photoshop. Men hvad betyder alt det? Hvorfor er en hypermanipuleret gengivelse af virkeligheden blevet vores sandhedsideal? Hvorfor er det “perfekte” udtryk blevet så dominerende? Og hvorfor er det tilsyneladende kun mænd, der kan levere “det perfekte blik”? Findes der blikke, der er bedre end andre?

Fra forestillingen Mit Arbejde baseret på bog af Olga Ravn. Husets Teater. Foto: Zuhal Kocan.

Det over-retoucherede ideal blev også et omdrejningspunkt på Instagram og bl.a. problematiseret af en billedkunstner, der gerne vil være anonym: “De mandlige fotografer jeg har arbejdet med eller hvis arbejde jeg har set, er ofte glade for at fjerne AL farve i et billede, så væggene er HELT hvide (også selvom de fx har en tone i virkeligheden), og så gerne en dejlig stor fed vidvinkel, så det ligner en mæglerannonce. Tænker at der nok er nogen, der synes det ser crisp eller profsi ud.” Et par mandlige fotografer blandede sig også i samtalen og beskrev, hvordan det rensede udtryk ofte er noget både kunstnere og udstillingssteder specifikt efterspørger.

“Jeg vil lege med de tunge drenge”
Vi besluttede os for at tage et kig på de mange billedserier, som vi udgav på idoart.dk i 2021, og desværre fik vi kun bekræftet vores formodninger.

Af de 150 billedserier (som primært er fra kunstnerdrevne udstillingssteder), hvor vi kan identificere en enkelt fotograf (nogle er krediteret til en blandet gruppe af fotografer eller et udstillingssted) er 106 taget af mænd, 37 af kvinder og 2 af non-binære. Uligevægten er bestemt til at få øje på, men hvad vi dertil opdagede i gennemgangen, understreger desværre kun misrepræsentationen yderligere. Når der står en kvindelig/non-binær fotograf krediteret under billederne, er det oftest den samme som står bag værkerne i udstillingen. I mere end 50% af tilfældene står en udstillende, kvindelig kunstner eller kurator selv for dokumentationen – for de mandlige fotografer er det tal blot 10%. Havde vi delt flere billedserier fra museer, kunsthaller og gallerier, ville tallene med sikkerhed være endnu mere skæve.

Marie Lund, Daughter, Fellow, Strangers, The Muse, The Reader, 2019. Mærsk Tårnet. Foto: Laura Stamer.

“Jeg vil lege med de tunge drenge. Det var en af de første målsætninger, jeg satte for mig selv, da jeg startede som selvstændig,” forklarer fotograf Laura Stamer, da vi taler med hende om den mandsdominerede fotoverden. Laura er uddannet arkitekt og arbejder mest med at dokumentere arkitektur, men har også arbejdet i det billedkunstneriske felt for bl.a. Ordrupgaard, Ny Carlsbergfondet og kunstnerdouen benandsebastian.

“Dengang var der kun en lille håndfuld arkitekturfotografer, som havde hele markedet, men jeg tænkte, at der også skulle være plads til mig.

Med tålmodighed og viljestyrke synes jeg, det er lykkes mig at skabe et poetisk billedsprog, der er helt mit eget. I dag håber jeg ikke at unge, kvindelige fotografer stiler efter at blive “en af drengene”, men at de kigger på en som mig og tænker, at der også er plads til dem.”

Som Brødre. Teater Grob. Foto: Zuhal Kocan.

Noget af det første fotograf Zuhal Kocan nævner er ligeledes vigtigheden af en bredere repræsentation: “For at man skal tro på sig selv, tror jeg man skal have nogen at spejle sig i.” Hun husker, hvordan hun lagde nogle af sine første billeder online som 15-16 årig og oplevede at blive anerkendt og ovenikøbet inviteret med på en udstilling i Istanbul. “I dagene inden jeg skulle afsted, sad jeg og redigerede billeder til kl. 5 om morgenen, og så kom min mor brasende ind på mit teenageværelse og var så sur over, at jeg ikke fik sovet. Jeg kan bare huske, at jeg drejede rundt på min cheap kontorstol, alt for selvsikker og sagde ‘Bare rolig mor, det her kommer til at bære frugt’”.

Netop selvtilliden nævner hun som en vigtig faktor, når det kommer til at tro på værdien i ens arbejde og blive ved, for som hun siger: “Det handler ikke om, at der ikke er kvindelige fotografer. Det handler om at stille spørgsmål som “Hvor får mændene al den selvtillid fra?“ Hun fortsætter: “På det seneste er jeg begyndt at interessere mig for aktivisme og få en forståelse for, at min stemme har en effekt. Jeg er både kvinde og tyrkisk, og i det her felt gør det mig til en dobbeltminoritet, så jeg er ved at forstå, at min tilstedeværelse alene gør en forskel. Det gør faktisk en forskel at se et tyrkisk navn under et billede i en avis.”

Når man er kvinde og fotograf
En vigtig del af fotografjobbet, som både Laura og Zuhal nævner, er den besværlige kunst at få sig et navn – og ikke mindst at vedligeholde en synlighed. For Laura blev det særlig tydeligt, da hun i 2017 gik på barsel og dermed ikke lavede opgaver som før. “Hvis man ryger ud af loopet, så glemmer folk ens navn. Det var faktisk en ret stor overraskelse, at det efterfølgende tog mig 3 år at vinde terræn igen. Det er bare en af de ting, som mine mandlige kollegaer ikke behøver at tænke over i samme grad.”

Det handler i høj grad om, at folk har en tendens til at vælge den fotograf, som de plejer, mener Laura. “Mange går nok efter de navne, der er eftertragtede. Hvis man vælger dem, som de andre vælger, så gør man ikke noget forkert. Det er jo egentligt en meget kommerciel – men også lidt kedelig – tankegang.” Omvendt har Laura også oplevet at blive hyret specifikt pga. sit køn. “Jeg spurgte selv min kunde, hvorfor de havde valgt mig, men jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle se det som et kompliment. Selvfølgelig synes de, at jeg var dygtig, men de havde også nogle dårlige oplevelser med mandlige fotografer, der havde lidt en facon. De antog nok, at jeg som kvinde var nemmere at samarbejde med.”

“Jeg fotograferede Marina Abramovic og udstillingen på Det Kgl. Bibliotek, da min søn var 4 mdr. Det er en af mine sejeste bedrifter.” Foto: Laura Stamer.

At der følger nogle særlige forventninger til at være kvindelige fotograf nævner Zuhal også, der har oplevet, at hun skal nedtone sin feminitet i rum med mange mænd. “Jeg kan bare mærke, at jeg skal begrænse mig for ikke at tage opmærksomhed. Husk at du er kvinde, husk hvilket tøj du har på, husk at du skal være professionel. Samtidig får jeg tit at vide, at det er trygt at blive fotograferet af mig. Meget skarpt opstreget ser vi måske mænd som en power-muskel – kvinder er måske mere opmærksomme på at skabe trygge rum. Det gør jo en forskel, når man arbejder med mennesker.”

Begge oplever de, at de som kvindelige fotografer i særlig grad har kønnet med på arbejde – på godt og ondt – og at andres forventninger og antagelser er en del af jobbet.

Intet fotografi er objektivt
Zuhal arbejder som fotograf for bl.a. arkitektbureauet 3XN og forskellige teatre. Siden 2018 har hun været fast koncertfotograf på det københavnske spillested Vega, og så er hun leder for den gruppe af fotografer, der tager billeder for spillestedet Rust. I 2019 vandt hun Vegas fotopris.

Fotografiet, som hun vandt med, blev udvalgt blandt tusindvis af billeder, og var et ret utraditionelt koncertfoto fra en Iceage koncert, hvor bandets forsanger står med ryggen til, omgivet af en tæt røgsky. Der er ingen instrumenter, intet publikum og ingen tegn på, at han lige har sunget eller skal til at gøre det. Til gengæld rummer billedet en ro og eftertanke.

“Jeg har det sådan; fuck det traditionelle. Jeg har valgt at gøre tingene på min måde. Jeg synes, der er en styrke i at finde sin egen stemme og være ærlig omkring, hvad man kan og hvad man ikke kan. Usikkerheden kommer, når man tror man skal gøre ligesom alle de andre.” Zuhal fortæller, at hun ikke går ret meget op i det tekniske, og at hun hellere vil bruge sit udstyr op, end hele tiden at skulle opdatere til det nyeste, dyreste grej.

For Laura er det heller ikke udstyret, der er i fokus: “Jeg opdaterer mit udstyr, så det kan leve op til de billeder, jeg gerne vil tage. For dem der går meget op i teknik, tror jeg, der ligger en stor grad af selvforståelse i det. Så er man også “en bedre fotograf” og kan forsvare at tage højere priser.”

Farvesætning af Malene Bach. Lundehusskolen. Foto: Laura Stamer.

Både Laura og Zuhal genkender forestillingen om, at “en rigtig fotograf” stadig er en mand, med tekniske færdigheder og en hel masse udstyr. “Men folk glemmer, at man ikke hyrer en robot. Ligegyldigt hvor dyrt kameraet er, så er det stadig fotografens øjne, der afgør billedet,” forklarer Zuhal og Laura stemmer i: “Man fotograferer jo ikke neutralt. Selvom det hedder dokumentation, så er det ikke objektivt. Intet fotografi er objektivt.”

En opfordring til alle på kunstscenen
Vi vil slutte artiklen her af med en opfordring til alle på kunstscenen, om at tænke en ekstra gang over, hvem der udfører det mindre synlige arbejde. Både når det kommer til fotografisk dokumentation af din kunst eller udstilling, men også når du leder efter grafiske designere, håndværkere, webprogrammører o.lign. Tænk gerne over hvem der rammer dine værker ind, hvem der har designet de skrifttyper du benytter, og hvem der kuraterer din udstilling. Hvem er din bronzestøber, grafiske trykker, farvehandler, udstillingstekniker eller snedker? Vi kan sagtens blive bedre til at tænke over de valg vi træffer – og vinde på det, for hvis vi bare gør som vi plejer, bliver kunstscenen potentielt et lidt kedeligt og ensformigt sted at være.

For at starte et sted har vi – i samarbejde med vores gode følgere på Instagram (tak til jer) – lavet en liste over kvindelige, non-binære og queer fotografer, som du kan hyre næste gang, du skal have dokumenteret udstillinger, værker, performances o.lign. Vi opdaterer listen med glæde, så tøv ikke med at sende os en mail, hvis du kender nogle, der mangler.

Du må også gerne anbefale dig selv, og ja – vi har allerede hørt fra et par stykker, som har fået nye jobs på grund af den. Det gør os SÅ glade!