DET SPØGER I MØRKETS HJERTE

Vi mærker det med det samme, da vi træder indenfor i Vestindisk Pakhus. Fortidens øjne følger os, som vi passerer antikke figurer i tusindvis, og tyngden fra Danmarks tid som kolonimagt og slavenation presser væggene sammen. Det spøger her i det gamle hus, men er det grund til at løbe skrigende væk? Måske har vi netop brug for at kigge ind i det ukendte for at forstå os selv og genoplive de fortællinger, som aldrig helt har fået den fortjente plads i historiebøgerne.

Den Kgl. Afstøbningssamling har været truet på dens eksistens, lige siden den blev grundlagt i 1890’erne. Fra at være håbløst tilbageskuende i modernismens unge år, til at blive forvist til en fugtig lade i Ledøje, og nu hvor den praktisk talt er lukket, uden faste åbningsdage og med en usikker fremtid. Over de seneste år har vi flere gange hørt rygter om, at staten ønsker at sælge bygningen, men ca. lige så mange gange har kunstnere og andre med samlingen tæt på hjertet protesteret og sagt fra.

For et år siden inviterede studerende fra Det Kgl. Danske Kunstakademi til en udstilling blandt de gamle gipsfigurer, i oktober arrangerede kunstnere på tværs af generationer en demonstration foran Finansministeriet, og så sent som d. 7. februar argumenterede kunststuderende Laurits Gulløv i Information imod et salg af Vestindisk Pakhus – den historietunge bygning på Københavns havnefront, hvorfra Danmarks handel med slavegjorte blev systematiseret, og hvor rigdommene blev talt op. For “… er det ikke bedre, at denne bygning bliver et museum, der kan minde os om historien – herunder de traumer, som vores koloniale fortid har medført?“

Den Kgl. Afstøbningssamling. Foto © I DO ART Agency.

Det virker åbenlyst at anvende den historiske bygning, som forbandt København med de danske kolonier i Ghana og på Jomfruøerne, til et museum og et mindesmærke, men hvad er det, der står i vejen? Hvorfor synes tilbagevendende trusler om lukning at hænge tungt over afstøbningssamlingen, og hvad skal der til for at sikre en bedre fremtid?

Vi beslutter os for at spørge manden der ved bedst, samlingens eneste ansatte, museumsinspektør og kunsthistoriker Henrik Holm, men først skruer vi lige tiden tilbage – til nogenlunde denne tid for to år siden, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med pakhusets spøgelser.

Det gamle pakhus’ forbandelse
Vores egen historie med Vestindisk Pakhus begynder, da kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle i 2018 rejser den 7 meter høje statue I Am Queen Mary foran bygningen i anledningen af 100 året for Danmarks salg af de tre caribiske øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix, som fra 1672-1917 udgjorde den danske koloni; Dansk Vestindien. Mary Thomas, som statuen hylder, stod i 1878 forrest i et af de største oprør i dansk kolonihistorie, og nu står hun så her midt i København og minder os om en udvisket del af Danmarkshistorien: At vi danskere over 250 år frihedsberøvede og fragtede mere end 111.000 mennesker fra Vestafrika til Caribien, hvor vi tvang dem til slaveri. At rigdommene blev brugt på prægtige byggerier og pompøse palæer, og at grusomhederne stadig kaster lange skygger ind over samtiden.

Til trods for at der nu er gået to år, siden vi første gang gik langs bygningens røde mursten, er det først nu, at vi har fået mulighed for at komme indenfor. Én ting er, at samlingen de sidste tre år ikke har haft faste åbningstider, men det er også lidt som om, at der hænger en forbandelse over stedet – som om ydre kræfter ikke ønsker, at husets historier skal fortælles. De gange vi selv har sat kursen mod Vestindisk Pakhus har noget forsøgt at obstruere vores vej og en enkelt gang fået os til at give op og vende snuden hjemad igen.

Første gang var da vi havde fået lov at følge I Am Queen Marys transport fra værkstedet i Viby Sjælland til København. Vi tog tidligt hjemmefra, men kort tid efter afgang forvandlede en ellers lun forårsmorgen sig til en regulær snestorm, og ved en motorvejstilkørsel gled bilen ud og ramte et autoværn. Chokerede, men uskadte, måtte vi opgive vores planer – bilens front var ødelagt lige akkurat nok til, at det ville være uforsvarligt at køre videre. Anden gang skulle vi interviewe Jeannette og La Vaughn og samme dag se skulpturen opsat ved Vestindisk Pakhus for første gang. Af årsager vi stadig ikke rigtig forstår, endte det eldrevne tog, vi sad i, imellem to strømkilder og kunne hverken komme frem eller tilbage i næsten to timer.

Til en start kodede vi ikke de to hændelser sammen, men det skulle ændre sig på denne tredje tur til Vestindisk Pakhus. En musvåge svæver lavt over motorvejen og får øje på noget i midterrabatten. Vi nærmer os den store fugl, som virker optaget af sit fund, men netop som vi suser forbi, ændrer den mening og kolliderer med vores venstre forlygte, så glasset splintrer. Rystede over at have været skyld i et andet væsens død ankommer vi til vores destination og bliver taget imod af Henrik Holm. Da Henrik peger ned på forlygten og udbryder, at vi da vist skal have bilen til reparation, går det op for os, at sidste gang vi skulle det, var i 2018 – den morgen hvor vi blev forhindrede i at følge Queen Mary. Hverken før eller siden har vi haft problemer i trafikken – problemer som ikke har været alvorlige, men alligevel forstyrrende og tilpas mystiske til, at de har sat sig i vores erindring.

Det der fylder her, er alt det, der ikke sker
Som kan han næsten læse vores tanker, begynder Henrik: “Vi har ikke et spøgelse her. Men the ghost story ved det her sted er det tomrum, der opstår i alle de uforløste potentialer. Et tomrum, som bare bliver ved med at generere nye tomrum af ting, der kunne være sket, eller samtaler man kunne have, hvis bare man ville det. Dét der fylder her, er alt det, der ikke sker.” Henrik viser os ind gennem samlingens smalle gange, som bugner af gipskopier af antikke skulpturer fra Grækenland og Rom. Henrik bevæger sig ubesværet gennem 2000 års vestlig kunsthistorie, men hans forståelse for samlingen strækker sig tilbage til længe før, han kunne kalde sig historiker.

“Tilbage i 80’erne hvor jeg ikke havde nogen uddannelse overhovedet, ikke vidste hvad jeg ville og troede, jeg skulle være kunstner, kom jeg ind i arbejdsløshedssystemet og skulle i aktivering,” fortæller Henrik, som endte på Statens Museum for Kunst (SMK), der dengang havde et specialiseret snedkerværksted i kælderen. Herfra varetog fagfolk restaurering af møbler og rammer, samtidig med at de stod for at opbygge scenografien til nye udstillinger, og vigtigheden af håndværket sidder stadig dybt i Henrik. “Det er fra den tid, at jeg har min kærlighed til værkstedet. Vi kører også et værksted her, selvom vi er lukket, og det er jo egentlig helt absurd.”

Han viser os det arbejdende værksted, hvor han sammen med en frivillig billedhugger, Nick Furbo, holder afstøbningens kunst i live og laver workshops for børn, kunststuderende og andre interesserede. De laver også enkelte, små gipsfigurer til museumsbutikken på SMK, men Henrik drømmer om at udvide aktiviteterne, så de kan tage imod bestillingsopgaver, samarbejde med kunstnere og udvikle det gamle håndværk yderligere.

I sin aktivering blev Henrik også sendt herned for at vaske gulve. “Det var enormt hårdt, fordi det er sådan nogle trægulve, som vaskeudstyret hænger fast i, og det tog altid flere timer. Til sidst vidste jeg præcist, hvor alting var, for jeg skulle nødigt komme til at ramme et eller andet med kosten. Det er sådan et job, som kun ikke-hvide har i dag. Det er kun folk med ikke-vestlig baggrund, der gør rent her nu, og sådan er det på hele Statens Museum for Kunst,” fastslår Henrik, som forholder sig kritisk til samfundets mere eller mindre synlige opdelinger. Vi spørger til, hvordan fordelingen mon så er i den kunstfaglige afdeling, og her er Henrik akkurat lige så sikker i sit svar: “Det er slet ikke et spørgsmål, I kan stille. Selvfølgelig er alle hvide.”

Værkstedet på Den Kgl. Afstøbningssamling. Foto © I DO ART Agency.

Afstøbningssamlingens turbulente historie
Tiden gik og minderne om de gamle afstøbninger trådte i baggrunden, imens Henrik uddannede sig som kunsthistoriker og specialiserede sig i den danske guldalder. Efter halvandet år som formidlingschef på Louisiana fik han en stilling på SMK, hvor han skulle beskæftige sig med sit specialeområde, “men pga. nogle interne magtkampe, røg jeg ud, for jeg var projektansat.” Pludselig manglede der én til at tage sig af afstøbningssamlingen, og i 2006 vente Henrik så tilbage til de trægulve, han kæmpede sådan med ti år tidligere.

“Der var ingen andre, der ville have stillingen. Der var absolut nul status i den. Kunsthistorikere på museer er udstillingsproducenter – det er det, der giver prestige og begrunder vores forskning, vores eksistens og løn. På afstøbningssamlingen lavede vi ikke nye udstillinger, og på det tidspunkt havde vi kun halvanden ugentlig åbningsdag. Det var det mest lousy,” fortæller Henrik om samlingen, som mildest talt har en turbulent historie.

“Der var ingen andre, der ville have stillingen. Der var absolut nul status i den. Kunsthistorikere på museer er udstillingsproducenter – det er det, der giver prestige og begrunder vores forskning, vores eksistens og løn.”

Det hele begyndte i slutningen af 1800-tallet. Det var kun få årtier efter, at kongehuset havde opgivet sin enevælde, og det danske demokrati var stadig ungt. Eliten kiggede mod antikkens Grækenland – “demokratiets vugge” – og samme blik fik brygmester og kunstmæcen Carl Jacobsen til at opføre Glyptoteket og gøre sin samling af antikke marmorskulpturer tilgængelig for offentligheden. Efter enevældens fald skal kongens kunstsamlinger naturligvis også demokratiseres, og her får den magtfulde mæcen atter en finger med i spillet. Carl Jacobsen bliver ansat som inspektør for det kommende Statens Museum for Kunst og får ansvar for at udvide og kvalificere Den Kgl. Afstøbningssamling, men ikke alt går helt efter planen.

“Han var manisk. Sådan opfatter jeg ham,” begynder Henrik. “Idéen var, at han skulle indkøbe ca. 400 afstøbninger – så ville oldtiden være dækket godt ind. Det var også nogenlunde, hvad der var plads til, men Carl Jacobsen kunne ikke stoppe igen og endte med at købe 2000! Han havde den der klassiske forestilling om dannelse – hvis du ser det smukkeste, der findes i verden, så bliver du selv et godt menneske. Tanken var, at hvis man kunne få danskerne til at passere igennem al den her ideale nøgenhed uden at gå amok, så ville de have bevist, at de var værdige og gode samfundsborgere.”

“Idéen var, at han skulle indkøbe ca. 400 afstøbninger – så ville oldtiden være dækket godt ind. Det var også nogenlunde, hvad der var plads til, men Carl Jacobsen kunne ikke stoppe igen og endte med at købe 2000!”

Problemet var bare, at bryggerens idéer allerede i 1896, da SMK åbnede, var forældede, og ifølge Henrik var samlingen fra start ildeset både af byens borgere og fagfolk. Gipskopierne gav ikke rigtigt mening i den spirende modernisme, og “man ville ikke have en eller anden stor kapitalist til at bestemme, hvad der var den rigtige dannelse. Det var too late.”

Forvist til en utæt og fugtig lade
I 70 år fyldte de hvide gipsfigurer hele stueetagen på det nye museum, men i 1960’erne skete der noget. Pladsen var blevet trang, SMK skulle ombygges og kunsten blev midlertidigt opmagasineret. Men da guldaldermalerierne, de modernistiske skulpturer og samtidskunstens eksperimenter vendte tilbage til museet, var der pludselig ikke længere plads til afstøbningerne.

Først i 1980’erne lykkedes det en ihærdig gruppe kunsthistorikere, kunstnere og arkæologer at finde frem til den forsømte samling i en utæt, fugtig og beskidt lade i den lille nordsjællandske by Ledøje. “Hvis der er noget, gips ikke kan tåle, så er det fugt og vand,” fortæller Henrik, “og det var museets ledelse helt klar over dengang.” Gruppen formåede at få politikerne i tale, og i 1984 var der opbakning til at flytte samlingen til dens nuværende placering i Vestindisk Pakhus. På grund af knap 20 års forsømmelse og fugtskader, ventede der nu et ubegribeligt stort og dyrt arbejde med at genopstille og restaurere de medtagne afstøbninger, og i 1995 – efter næsten 30 års usynlighed – var samlingen klar til at åbne for offentligheden. Dog kun i 12 timer om ugen og i en temmelig begrænset periode. Allerede i 2002 besluttede SMK nemlig at fyre samlingens fire ansatte, reducere den i forvejen begrænsede åbningstid til 5 timer om måneden, og siden da har samlingens skæbne befundet sig i et tomrum af uvished og besparelser.

En stormflod af spørgsmål
Da Henrik vender tilbage til afstøbningssamlingen i 2006, ser han pludselig de gamle figurer med friske, kritiske øjne og han overvældes af en stormflod af spørgsmål. “Jeg kunne ikke forklare, hvorfor de her skulpturer er hvide, når man allerede i 1800-tallet vidste, at originalerne havde mange farver. Jeg kunne ikke forklare overrepræsentationen af mandsfigurer, eller hvorfor det giver mening, at de er udstillet i et hus, der spillede en central rolle i dansk kolonihistorie.” Udover I Am Queen Mary er det stort set kun Kongeværelset helt oppe i toppen af bygningen, der manifesterer netop den historie.

“Jeg kunne ikke forklare, hvorfor de her skulpturer er hvide, når man allerede i 1800-tallet vidste, at originalerne havde mange farver. Jeg kunne ikke forklare overrepræsentationen af mandsfigurer, eller hvorfor det giver mening, at de er udstillet i et hus, der spillede en central rolle i dansk kolonihistorie.”

Vi følger Henrik ind i en vareelevator, passerer et par etager og tager trapperne det sidste stykke. For enden af et råt loftsrum ligger et lille, overpyntet mødelokale med udsigt over indsejlingen til Københavns havn. Der melder sig en ubehagelig fornemmelse, da vi forestiller os, hvordan bestyrelsen i Vestindisk Handelskompagni i slutningen af 1700-tallet har siddet her og skuet ud over de mange skibe, der er kommet ind med oversøiske varer. Sukker, kaffe, alkohol og tobak blev optalt og opmagasineret her i huset – luksusvarer tiltænkt overklassen, produceret af slavegjorte på den anden side af Atlanterhavet.

Kongeværelset øverst oppe i Det Vestindiske Pakhus, hvorfra slavehandlere og slaveejere har styret deres grusomme arbejde. Foto © I DO ART Agency.

“Her i rummet sad bl.a. Heinrich Carl Schimmelmann, som var den største slaveejer på De Dansk Vestindiske Øer samt hans kollega Niels Ryberg, som var slavehandler,” fortsætter Henrik. På engelsk har man betegnelser for dem, der transporterede slavegjorte. Der var “loose packers”, som tog lidt færre mennesker med, end et skib var beregnet til – “det havde intet med morale at gøre, det var bare en kalkulation; flere overlevende, flere indtægter.” Ryberg var den anden slags, dem man kalder “tight packers”. “Han fyldte f.eks. skibet Emmanuel, som kunne rumme 400 mennesker, med 449. Da skibet ankom i Caribien var kun 181 stadig i live. Han var ikke bare storkøbmand og slavehandler, han var den værste af den værste slags.”

Der bliver stille i Kongeværelset. Ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal sige. Henrik fortæller med bevæget stemme, at han har oplevet særligt voldsomme reaktioner, når han har haft folk fra Jomfruøerne på besøg. “De får en meget fysisk oplevelse, når de kommer ind i rummet. Det er jo herfra, man gav ordre til, at deres slægtninge skulle frihedsberøves og transporteres over Atlanterhavet. På Swahili findes der et ord for det folkemord, som de europæiske imperialister udførte på afrikanerne; Maafa. Det kan oversættes til ‘den store katastrofe’, og er betegnelsen for den afrikanske holocaust.”

“De får en meget fysisk oplevelse, når de kommer ind i rummet. Det er jo herfra, man gav ordre til, at deres slægtninge skulle frihedsberøves og transporteres over Atlanterhavet.”

Antikke symboler og europæisk suverænitet
Inden vi igen bevæger os ned til de tre nederste etager, som rummer afstøbningssamlingen, henleder Henrik vores opmærksomhed på de ornamenter, der fylder det lille, nordvendte værelse. “Over spejlene har vi overflødighedshorn og Neptun og Merkur som hhv. er guder for havet og for handel. De symboler var også bag på slaveskibene, så 1700-tallets slavehandlere pegede altså tilbage på antikken som forbillede for deres egen dannelse og selvforståelse. Slaveri var helt almindeligt i antikken og med til at gøre Grækenland og Rom til store imperier og kulturnationer. Så her har de jo brugt antikke referencer til at forklare og legitimere kolonitidens slaveri.”

Vi kommer forbi en række skulpturer, der forestiller slavegjorte mennesker og som oprindeligt er hugget af renæssancekunstneren Michelangelo i starten af 1500-tallet. Bundet på hænder og fødder, iscenesat i erotiske og lidende positurer, var de oprindeligt tænkt som dekoration på et gravmonument, men nu står de altså her i Vestindisk Pakhus. Henrik undrer sig over, hvordan man har kunnet tillade sig at gøre undertrykkelse og lidelse til noget af det smukkeste indenfor vestlig kunst. “Det er faktisk kun lykkes mig at finde én artikel, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvordan en kunstner kan tillade sig at arbejde med slavegjorte på den her måde. ÉN artikel!”

Michelangelos urovækkende skulpturer af slavegjorte. Foto © I DO ART Agency.

Da flere og flere frihedsbevægelser og oprør blandt de slavegjorte lykkedes op igennem 1800-tallet, følte europæerne sig truede på deres overherredømme, og endnu engang fik de brug for antikkens symboler. “Afstøbningssamlinger som denne har været placeret i alle de områder, hvor den hvide mand har haft den ydre grænse for sin civilisation. De har stået i Kina, og de har stået i Japan, hvor hollænderne havde de første handelsstationer. De stod i de reservater, som de oprindelige folk i Nordamerika blev forvist til, da europæerne stjal deres land. Der har været afstøbningssamlinger i Sydafrika, i Argentina og i Brasilien.”

En helt ren og hvid antik
På det her tidspunkt vidste man udmærket, at antikkens marmorskulpturer var farverige (og havde forskellige hudfarver!), men da man begyndte at lave afstøbninger i hvid gips, undlod man at bemale dem.

“Man ville af med farverne, for man ville ikke have, at den vestlige civilisation på nogen måde skulle minde om det, man kaldte ‘primitivt’.” Når man laver en afstøbning, lægger man en støbeform om den skulptur, man ønsker at gengive. 1800-tallets kopier blev udført direkte på de originale skulpturer, og det slipmiddel man brugte til at få støbeformen af med igen, udviskede de sidste spor af den oprindelige bemaling på den antikke marmor. “Det var jo perfekt! Så fik man ikke kun en hel masse kopier, man kunne sprede ud i verden, man fik også en helt ren og hvid antik” udbryder Henrik sarkastisk.

Henrik Holm ved siden af et eksempel på en bemalet antik skulptur. På skiltet foran den står der: “Rekonstruktionsforsøg af bemaling på antik skulptur. Eksamensopgave på Institut for Arkæologi og Etnologi 1995, udført af stud.mag.’erne Rune Frederik… — Henrik Holm ved siden af et eksempel på en bemalet antik skulptur. På skiltet foran den står der: “Rekonstruktionsforsøg af bemaling på antik skulptur. Eksamensopgave på Institut for Arkæologi og Etnologi 1995, udført af stud.mag.’erne Rune Frederiksen, Kristina Winther Jacobsen og Lone Leegaard. Bemalet af Børge Igor Brandt”. Foto © I DO ART Agency.

“I 1896 kommer afstøbningssamlingen her til København, fordi Danmark – set fra et dansk synspunkt – er den centraleuropæiske, vestlige civilisations yderste grænse. Man tænkte, at København skulle være nordens svar på Rom eller Athen – og derfor skulle vi have den her enorme mængde repræsentation af græsk og romersk antik,” fortæller Henrik.

Et sammenfald udover det sædvanlige
Det er et rent tilfælde, at afstøbningssamlingen er endt her i Vestindisk Pakhus, men for Henrik kunne sammenfaldet ikke være bedre. Det gør det muligt at forstå den hvide civilisations grusomheder, samtidig med at der bliver plads til at fortælle de slavegjortes historier – de fortællinger som utrætteligt er forsøgt slettet, lidt ligesom farvesporene på antikkens marmor.

“Afstøbningssamlingen skal blive i huset, fordi vi får et helt ekstremt clash mellem hvid og sort historie. Ingen andre steder i verden har man det så konkret som her. I USA f.eks. separerer man det sådan, at de slavegjortes historie bliver fortalt på et særskilt museum,” bemærker Henrik og illustrerer, hvordan det er med til at distancere den fra de hvides ansvar.

“Afstøbningssamlingen skal blive i huset, fordi vi får et helt ekstremt clash mellem hvid og sort historie. Ingen andre steder i verden har man det så konkret som her.”

“Jeg vil sige, at vi simpelthen ikke kan forstå, hvem vi er som hvide danskere uden at have det her hus i offentligt eje. Et sted hvor vi fortæller historien fra og gør den nærværende. Man kan sagtens have et par lænker i en montre på Nationalmuseet, men det er altså noget andet at stå i Kongeværelset og mærke, hvordan historiens kynisme løber koldt ned af ryggen.”

“Jeg omtaler selv Vestindisk Pakhus som Mørkets hjerte”, bemærker Henrik, med henvisning til Joseph Conrads roman fra 1899, hvori den britiske hovedperson rejser til det koloniserede Congo “dybt inde i det mørkeste Afrika.” Men da han vender hjem igen og sejler ind mod London, går det op for ham, at mørkets hjerte i virkeligheden ligger her i Europa.

Som historiker ligger det Henrik meget på sinde, at vi skal konfronteres med historiens værste sider for at forstå, hvordan nutidens strukturer kan have rødder i fortiden. “Hvis ikke vi husker vores egen fortid, så kommer vi til at gentage nogle af dens mest ubehagelige sider. Så kommer vi til at tænke for merkantilt og for lidt kulturelt – vi kommer ikke til at have en kritisk, fornuftig stillingtagen til vores egen selvopfattelse. Vi får blinde punkter i vores historie, og der vil være dele af den, vi ikke forstår.”

“Hvis ikke vi husker vores egen fortid, så kommer vi til at gentage nogle af dens mest ubehagelige sider. Så kommer vi til at tænke for merkantilt og for lidt kulturelt – vi kommer ikke til at have en kritisk, fornuftig stillingtagen til vores egen selvopfattelse. Vi får blinde punkter i vores historie, og der vil være dele af den, vi ikke forstår.”

“Vi vil ikke forstå, at prostitution er en form for moderne slaveri, som vi har en andel i. Det vil vi ikke helt kunne forstå, hvis vi ikke forstår, at det er en del af historien – et system hvor vi har retfærdiggjort at udnytte folk og smadre kloden, som stammer fra slaveriets tid. Vi vil også have sværere ved at forbinde os med spørgsmål som: Hvem har lavet mit tøj? Er det okay, den måde det er produceret på? Vi aner ikke, om det er bæredygtigt i forhold til klima eller arbejdsforhold, men vi er bare glade for, at vi har fået det billigt.”

Det her sted skal dø – i stilhed, helst
Men hvad er det så, der står i vejen for, at Vestindisk Pakhus kan blive et offentligt tilgængeligt museum, der fortæller de glemte kapitler i Danmarkshistorien? “Nu har vi lige været oppe i Kongeværelset, hvorfra alt – slaveriet og rovdriften på naturen – kunne retfærdiggøres med den stigende velstand i Danmark. Det hele var et spørgsmål om penge, og det er det stadigvæk,” siger Henrik og beskriver, at den helt store fjende er, at kultur i Danmark ikke har nogen politisk og dermed økonomisk opbakning.

Som det ser ud nu, er det staten der ejer Vestindisk Pakhus, men flere gange har der været rygter om, at man ville frasælge den historiske bygning. I den tid han har haft ansvaret for samlingen, har Henrik oplevet gentagne besparelser, som nu betyder, at han arbejder på deltid, ikke har faste åbningstider og hverken må drive en hjemmeside eller Facebookside for afstøbningssamlingen. Der er ingen økonomi til at vedligeholde det gamle hus, og som tiden går, bliver en eventuel renovering kun dyrere og dyrere.

For Henrik ligner forsømmelsen et forsøg på at lade bygningen gå til, så den på et tidspunkt kan affredes og dermed blive attraktiv for en international kapitalfond eller et luksushotel – ligesom det er tilfældet for de andre lignende pakhuse på havnefronten. “Jeg kan kun mærke én ting fra Kulturministeriets side, og det er, at det her sted skal dø – i stilhed, helst.”

Det omvendte argument
Som reaktion på de mange usikkerheder der hjemsøger Vestindisk Pakhus, tog kunstnerne Rine Rodin, Fredrik Tydén og Bjørn Nørgaard initiativ til demonstrationen “Afstøbningssamlingen – Deleted?” foran Finansministeriet, d. 31. oktober sidste år. Midt under finanslovsforhandlingerne smadrede de afstøbninger af Venus fra Milo og Apollo Belvedere, så gipsfragmenter spredte sig ud over brostenene på Christiansborgs slotsplads. Flere politikere passerede forbi, nogle stoppede op og spurgte ind til aktionen, men ifølge Henrik er der endnu ikke nogle politikere, der for alvor har bekymret sig for samlingen eller Vestindisk Pakhus’ fremtid.

Takket være demonstrationen skete der dog alligevel noget. Få dage inden aktionen modtog arrangørerne meddelelser fra embedsfolk i både Finans- og Kulturministeriet. Under demonstrationen læste Bjørn Nørgaard begge beskeder op, som bekræfter at sagen ligger under Kulturministeriets ansvarsområde. Ministeriet oplyser, at man ikke vil sløjfe samlingen, men at der i tilfælde af en flytning skal være samme adgangsforhold som i dag (det vil sige ingen faste åbningsdage), og at der pågår overvejelser om Vestindisk Pakhus’ fremtidige brug. Ifølge ministeriet er der nemlig et misforhold mellem pakhusets attraktive placering og dets nuværende anvendelse.

“Det er sådan noget, der får det til at rotere fuldstændigt vanvittigt rundt i hovedet på os, der arbejder på museer og lever af beliggenhed. Det er det omvendte argument! Jeg har aldrig hørt det før, og derfor chokerer det. Det afslører en tankegang om, at vi ikke skal spilde en attraktiv beliggenhed på en offentlig institution. Den skal ud i privat cirkulation. Og det er så tankegangen fra 1700-tallets internationale handel, der gentager sig – denne gang er det bare i Kulturministeriet,” bemærker Henrik, som er blevet bedt om at regne på omkostningerne i forbindelse med en eventuel flytning.

“Eftertiden vil se på det sådan, at hvis vi ikke bevarer afstøbningssamlingen, har vi slettet noget af vores historie. Hvis vi ikke bevarer Vestindisk Pakhus som en offentligt tilgængelig institution, har vi slettet noget af vores historie.”

Flere af de skrøbelige figurer vil skulle skilles ad og transporteres med stor forsigtighed af specialiserede fagfolk. Kigger man på hvad sidste flytning kostede, får man et meget godt billede af omfanget, mener Henrik, der estimerer en udbetaling på 100 millioner kroner. Hvis samlingen kommer på fjernmagasin, vil det være det samme som at smide den i havnen forklarer Henrik, der mener at kommende generationers dom bliver hård: “Eftertiden vil se på det sådan, at hvis vi ikke bevarer afstøbningssamlingen, har vi slettet noget af vores historie. Hvis vi ikke bevarer Vestindisk Pakhus som en offentligt tilgængelig institution, har vi slettet noget af vores historie.”

Det mindste vi kan gøre
Danmarks kolonihistorie har sat dybe spor, der strækker sig fra Indien i øst, over Ghana i syd til Jomfruøerne i vest samt Grønland, Island og Færøerne i nord. Hundredetusindvis af mennesker er blevet fjernet fra deres hjem og tvunget til slaveri, og økosystemer er blevet udnyttet med vold, så de passede til kolonisternes behov. Alt for mange historier er gået tabt, menneskeskæbner og kendsgerninger er systematisk blevet udvisket i et forsøg på at opretholde en ren, hvid og dansk selvforståelse.

Den måde vi har behandlet de her mennesker på er så uoverskueligt modbydelig, og det mindste vi kan gøre er at give dem et museum. Et sted der fortæller deres historie. Et sted der tager fortiden alvorligt og gør sit bedste for at rette op på alle de blinde vinkler. Et sted for healing og for refleksion, med plads til traumerne. Et sted hvor vi kan konfrontere, anerkende og lære af grusomhederne, så de ikke gentager sig.

Det spøger i Vestindisk Pakhus, og derfor er det det perfekte sted til sådan et museum. Genfærd fra Danmarks brutale tid som slavenation og kolonimagt blander sig med en forsømt samling af 2000 uhyggeligt hvide skulpturer, der emmer af forældede idealer og en forvrænget forestilling om hvid suverænitet. Nogle af de mørkeste sider af Danmarkshistorien og den vestlige selvopfattelse gemmer sig her, men intet af det forsvinder, hvis blot vi kigger væk, lukker samlingen og frasælger den historietunge bygning.