ET KINESISK HJERTEBARN

Det spændende, overraskende og fede sker næsten altid, når man er mindst forberedt på det. Det kommer altid helt ud af det blå, og det er faktisk lidt sjovt. Det er nærmest som en regel, og denne oplevelse er ingen undtagelse.

Stedet er Kina, nærmere bestemt Shanghai. Det er morgen, og det er en af de morgener, som vi alle kender. En af dem, vi alle har haft. Jeg kan ikke huske aftenen før, men jeg har sikkert arbejdet eller snakket i telefon til lidt for længe. Sådan er de fleste aftener på mit hotelværelse, så den her morgen er hård. Det er en af de morgener, hvor jeg skal tage mig sammen for at komme ud af sengen. En af de morgener, hvor jeg lader telefonen ringe et par gange mere end ellers. Det er en af de morgener, hvor jeg alvorligt talt overvejer, om jeg bare skal blive i sengen. Men i dag er jeg glad for, at jeg kom afsted.

I Shanghai arbejder vi med de kinesiske studerende tre dage om ugen. De resterende to dage har vores lærer arrangeret nogle små ture rundt i byen til museer og studios, som han mener er et besøg værd. Denne dag skal vi på studio visit. De to tidligere visits, vi har været på, er efter min mening ikke det mest sindsoprivende – det har været interessant, bestemt, men ikke noget jeg ville opgive min varme dyne for, så derfor var det ekstra svært at forlade min kommandopost under de varme fjer i dag. Men jeg beslutter mig alligevel for at støtte op om det gode initiativ og tager med. Heldigvis.

Vi tager metroen et par stop og står af ude i det kvarter, der hedder French Concession. Her er husene lidt lavere og stilen mere noget, jeg kan genkende fra Europa. Det har vidst nok været et fransk område, tror jeg. Vi går et par meter rundt om et hjørne, stryger gennem en port med et lille skilt og står så i en baggård. Der er nogle børn, der leger, og her lugter kraftigt af fisk. Vi bliver budt velkommen af en spinkel kinesisk kvinde med ørevarmere og dynejakke, som viser os forbi en lille café og videre ind i et større, åbent rum med halverede paprør på væggene, der skal ligne bambus. Her sidder et par folk (ligeledes med jakker på) og arbejder ved deres computere. Vi samler os om et bord og får en kop varm te, imens de forklarer, hvad det er de laver.

Jeg er helt uforberedt, og jeg bliver nødt til at komme igen og høre mere om deres projekter, så en uge senere tager jeg tilbage til The Singing Tree for at snakke med Sylvia, for at finde ud af hvad det egentlig er for et sted.

 Billeder fra The Singing Tree | På det sidste billede er Sylvia og jeg på vej ud for at spise frokost. :) | Fotos: Johanne Ib.

Billeder fra The Singing Tree | På det sidste billede er Sylvia og jeg på vej ud for at spise frokost. :) | Fotos: Johanne Ib.

Hej Sylvia, hvad er The Singing Tree egentlig for et sted?
The Singing Tree er, i korte træk, et fælles studio/artspace, som deles af kunstnere, kuratorer og andre kreative folk. Lige nu er vi omkring 10 fastansatte, og en masse løse som kommer og går lidt som de vil. The Singing Tree er lidt ligesom en paraply, med en masse selvstændige kreative personligheder, som egentlig laver deres egne ting, men som også arbejder på projekter sammen. Vi kommer alle fra forskellige baggrunde, så de projekter, vi beskæftiger os med, er vidt forskellige; alt fra kunst til arkitektur.

Jeg ved, at i arbejder på et stort projekt med bambus. Hvad er det for et projekt?
Bambusprojektet startede for over 4 år siden. Det startede som en idé, som Mr. Ge (en kurator der er tilknyttet til The Singing Tree) fik, efter at han havde færdiggjort én af sine mange udstillinger. Han har lavet mange udstillinger i hele verden, men fælles for dem alle er, at de kun eksisterer i en begrænset tidsperiode. Sådan er udstillinger jo, men det gik ham alligevel på hver gang, at udstillingerne skulle tages ned igen. Det fik ham til at tænke på, om man mon kan lave en udstilling, der kan holde for evigt. Han tog idéen med videre til The Singing Tree, og det greb om sig. Et år senere begyndte vi at bygge den første bambuslandsby i verden. Landsbyen, vi valgte at bygge i, hedder Bao Xi og ligger tæt på byen Long Quan i Zhejiang-provinsen. Landsbyen skal ikke bare være flot at se på, men den skal også gavne lokalbefolkningen og være på deres præmisser.

Hvorfor Bambus?
Bambus er et traditionelt, kinesisk materiale, som vi holder meget af, og udover det er Bao Xi også kendt for deres enorme bambusområder. Så i stedet for at fragte alt muligt materiale hele vejen til Bao Xi, giver det bare meget bedre mening at bruge de ressourcer, som de allerede har, hvilket også gør det meget billigere og gavner de lokale. De kinesiske skove vokser også utrolig langsomt, hvilket gør dem meget dyrebare, men bambus derimod vokser med en utrolig fart.

På den anden side er bambus et meget svært materiale at arbejde med. Det er stærkt og fleksibelt, men der er ingen, der har prøvet at bygge med det på den her måde før. Derfor har vi haft et hold af researchere, der har arbejdet en masse med, hvordan vi kan styrke bambussen og undgå at den rådner, uden at forgifte træet, og hvordan at vi overhovedet kan konstruere de ret komplekse bygninger. Det har taget lang tid og masser af hårdt arbejde – egentlig har hele projektet været et maraton af hårdt arbejde. Vi har allesammen arbejdet frivilligt eller på meget lav løn for at kunne få det til at fungere.

Projektet er blevet vores hjertebarn, hvilket har resulteret i, at det nu har taget endnu længere tid at bygge, fordi vi absolut ikke vil gå på kompromis med noget. Noget af det hårdeste har været at få støtte fra myndighederne (det tog rigtig lang tid at få støtte fra de lokale myndigheder), men allerede nu kan vi se, at den nationale regering er begyndt at prioritere landsbyerne, og at de rent faktisk bruger vores projekt som eksempel og tager os med på råd. Det føles vildt fedt, at det vi laver bliver anerkendt.

Hvorfor er regeringen interesseret i at bygge i landsbyerne i stedet for de store byer?
Lige nu sker der en hel del i de store byer, og det går helt vildt stærkt. Shanghai, som stort set er bygget på de seneste 20 år, er også helt enormt dyr at bygge i, så man får rigtig lidt for pengene, hvis man investerer i Shanghai. Regeringen forsøger også at få flere mennesker til at flytte ud i landsbyerne, fordi de store byer er fyldt til randen. Landsbyerne er en helt ny mulighed for os.

Hvad er din mening om den moderne, kinesiske arkitektur?
Den moderne, kinesiske arkitektur er mit liv. Jeg voksede op i disse bygninger. Når man bor i Shanghai, ændrer ens liv sig konstant, for Shanghai ændrer sig hele tiden. De fleste mennesker bor oppe i skyerne. Man bor i en lejlighed på 20.-50. etage, og hvis man arbejder i Shanghai centrum, så arbejder man sandsynligvis på 100. etage, så man bruger næsten hele sin dag oppe i luften. Nogle gange er der ikke engang vinduer i kontorbygningerne, så i mange år ser man ikke engang sollyset. Det er helt skørt. Jeg tror, at det vil fortsætte sådan i fremtiden. Vi vil tilbringe hele vores liv i skyerne.

Shanghai ændrer sig virkelig så hurtigt, at man ikke kan følge med. I 80’erne var der ingen metrolinjer, nu er der omkring 20, men der er ikke noget, der er stabilt i en by, der ændrer sig så hurtigt. Når jeg er i Europa, elsker jeg at besøge de der bagerbutikker, som en familie har haft i flere generationer, og hvor alle i byen kender dem. Sådan er det ikke her. Vi kender ikke engang vores naboer, og det kan være rigtig svært at få venner her. Jeg føler mig super heldig, fordi jeg voksede op i Shanghai og har haft mine venner her, siden jeg var barn. Folk der flytter hertil kan føle sig meget alene, fordi de fx. ikke har søskende pga. etbarnspolitikken.

Hvordan er den kinesiske designscene lige nu?
Vi har en masse designere, men ikke særligt mange af dem er kreative. Vores designere er tit rigtigt gode håndværkere, og de kan alle programmerne etc, men de har ikke en særligt stærk kreativitet. Jeg tror, at man skal have oplevet en masse for at være kreativ, for mange fra vores ældre generation er det faktisk, men for at være ærlig, så er vores yngre generation det ikke. De har nemt ved at tjene penge, og de kan godt lave design eller kunst, men det er ikke særligt godt. De er dog gode til at gøre det kommercielt og sælge det. Kreative mennesker er sjældne her.

 All photos © The Singing Tree

All photos © The Singing Tree

The Singing Tree var en stor oplevelse, og deres studio er helt sikkert et besøg værd, hvis du kommer til Shanghai.

Runi Guld (f. 1992) er grafisk designer og har taget en bachelor i Kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding, 2016. Runi har bidraget til idoart.dk siden 2014.