ET GENSYN MED PARIS
I april besluttede jeg mig for endelig at besøge Paris igen. Jeg havde gjort mig det stædigt og unægteligt bevidst, at jeg stod i triviel hverdag til halsen og besluttede derfor at det var på tide at flygte lidt fra det uforandrede.
Selv om der var gået et halvt år, siden jeg sidst var der, var det som om, at jeg aldrig havde forladt byen. Jeg blev ramt af sanselig nostalgi, der vækkede minde- og drømmeassociationer. Som jeg atter betrådte de samme veje, krøb byen ind under huden på mig igen. Jeg lod byens puls pumpe i slavisk takt med mit hjertes rytme i et hurtigt og kontinuerligt tempo. En genoptaget forelskelse. En endelig tilfredsstillet længsel. Det fik mig til at føle mig en smule flyvende over de vante veje i et lykkeligt forsvundet fodfæste.
Vi købte den sædvanlige 1€ champagne og dansede hele natten. Mødtes med gamle og nye bekendtskaber. Cyklede rundt i de smalle gader og forbi kendte seværdigheder med solen højt på himlen. Vi forsvandt i utallige menneskemængder. Om morgenen cyklede vi igennem mennesketomme parker og trådte ekstra hårdt i pedalerne for at forstærke og mærke rusen, som stadig ikke helt havde forladt kroppen. Vi gik destinatisonsløse ture og endte fremmede steder. Vi sad i nætterne og så ud over byen.
Undervejs mistede jeg fornemmelsen af, hvor langt jeg befandt mig i de to uger, jeg skulle være der. Dagene og nætterne flød ud i ét, og jeg oplevede, hvordan det ene erstattede det andet, som vi dansede videre i de stille gader på vores vej hjem i det tidlige morgenlys. Jeg betragtede aprils løfte om, at sommeren var på vej i “l’heure bleue“, som synes endnu mere magisk og insisterende i “lysets by”, og som ej tillod aftenens og nattens kommen at kaste mørke over byen.
Louise Thornfeldt (f. 1994) er fotograf. Louise har bidraget til idoart.dk siden 2014.
