KÆRE MARIA

Jeg savner dig. For 26 dage siden besøgte du mig her i Paris, og om ditto antal dage ses vi atter igen.

Jeg nød udsigten fra 6. en sidste gang og tog min afsked. Solen blændede mig, men hvis jeg hvilede mine arme i vindueskarmen ved det lille vindue, skærmede det nederste af vinduet for solen. De mange pletter på det beskidte vindue lignede små, næsten transparente skyer, tilfældigt og uorganiseret placeret på himlen. Jeg returnerede til mit værelse gennem den soloplyste gang, åbnede de modsat nordvendte vinduer og kiggede ud på gaden. Luften var kold, og solens lyserøde stråler nåede helt ud i horisonten bagved bygningerne, som rejser sig højest på bakken på Rue de Ménilmontant.

Jeg er nu flyttet til en anden lejlighed og bor tættere på jorden. På 2. etage hvor jeg sommetider kan høre, og nærmest mærke, metrolinje 5 køre forbi under bygningen. Hver morgen når jeg vågner, kan jeg desuden høre samme mand spille violin lige udenfor mit vindue. På trods af afstanden udveksler vi altid et obligatorisk og, for mit vedkommende, høfligt “Bonjour, ca va?“, når jeg drikker dagens første kaffe på altanen.

Jeg flyttede ind på en lun efterårsdag, hvor temperaturen nærmere mindede om en sen forårsdag i Danmark, og jeg blev i et kort øjeblik helt i tvivl om, hvilken tid på året det egentlig var. Kun de brune og gule nuancer på træernes blade i Parc des Buttes Chaumont, som taxaen gled forbi på vej derhen, afslørede at det var første dag i november. Chaufføren spillede Mozart højt, og vi blev enige om, at det, melodisk, bestemt klædte vores rute gennem denne smukke by. Som i en håbløs parodi på en frankofil, hørte jeg Billie Holiday og drak rødvin, mens jeg pakkede mine ting ud på mit værelse. Her er gamle, brune parketgulve, en stor marmorbeklædt pejs med dertilhørende spejl med en kraftig guldramme, og store vinduer der åbner ud til en lille altan. Herfra kan man, når mørket falder på, se stjernerne på trods af den brede boulevards mange tændte gadelygter.

Fredag d. 13. november blødte mit kæreste Paris, og mit hjerte blødte med det. Stilheden i kølvandet var larmende, og jeg har aldrig set, selv de mest centrale gader være så mennesketomme. Mit hoved føltes lige så forladt af tanker i dagene efter. I nætterne havde jeg svært ved at sove. Jeg havde lyst til at spørge fortvivlet ud i mørket, hvem der havde stjålet mine drømme. Jeg drømte ikke noget. Ikke noget som jeg kunne erindre eller genkalde, når jeg vågnede. For man kan jo ikke vågne, når man ikke har sovet. Når jeg lukkede øjnene i mørket var der blot endnu mørkere. Så savnede jeg dig endnu mere. Hverdagen fortsatte dog, også selv om stemningen fortsat syntes at være båret af frygt og fortvivlelse som fællesnævner.

Lige inden du drog mod lufthavnen, tog du dette billede af mig i min lejlighed.
Efter vores afsked og med følelsen af, at du egentlig stadig var i rummet, skrev jeg dette til dig:

Jeg tænker på dig hver dag, og jeg kan mærke et savn i mig,
som kun du personificerer og afbilleder.
Det er dit ansigt, som mit eget spejlbillede ej genkalder.
Det hårdeste farvel er det til dig.
Den brændende og levende følelse af savn, som fyldte så meget i kroppen
blev befriet og erstattet af en endnu varmere og mere levende følelse af endelig forsoning.

Vores observerende øjne falder på hinanden
og ikke kun på Paris og de mange gader, som vi sammen betræder.
Arm i arm – som for at prøve at holde fast og ikke give slip igen.
Skjult betragter jeg dig påmindende og beundrende.
Jeg ønsker og forestiller mig, at mine øjne er aftrækkeren på kameraet.
Jeg blinker og blinker og vil forevige og gemme dette nu, dette blik, dette dig.
Denne by, denne tanke, denne følelse.
Selv om du ikke bemærker min konstante, blændende blitz,
optræder du præcis, som du skal, på bidragene til mindegalleriet.
Jeg genkender din velkendte begåen.
Jeg blænder dine upåvirkede øjne med min blitz, idet du smiler til mig.
Jeg oplyser dit smil i nattens mørke.
Jeg overbelyser din skygge, som falder ved siden af min.

Måske tænkte du ikke over det,
men månen skinnede klart og ramte vores ansigter,
da vi iagttog den fra vinduet – i én fuldendt cirkel
Den var ej halv, for nu var to, separerede, halve, atter blevet forenet i én.