DEN ONDE CIRKEL DER BIDER SIG SELV I HALEN

Den onde cirkel der bider sig selv i halen. En lille omskrivning med glimt i øjet, men som egentlig er en beskrivelse af noget, der har gået mig meget på de sidste mange måneders tid: Dét at man som nyuddannet (og langtidsledig) møder en stor forhindring på vejen ind på jobmarkedet – en forhindring der så fint kaldes erfaring.

Hvor går grænsen for, hvor længe man kan kalde sig selv for nyuddannet? Jeg føler mig stadig nyuddannet, selvom det nu er over 2 år siden, at jeg dimitterede fra Designskolen Kolding. Jeg føler mig stadig nyuddannet, fordi at jeg, til dags dato, endnu ikke har underskrevet en ansættelseskontrakt og hentet mit første rigtige job hjem. Dog er jeg teoretisk set langt over udløbsdatoen for brugen af den titel. Min gamle a-kasse informerede mig ret hurtigt; faktisk allerede 3-4 måneder efter, at jeg var færdig, om at jeg ikke længere blev anset som nyuddannet i systemet. Jeg føler mig klemt mellem to stole; jeg er hverken det ene eller det andet.

Og det er et stort, frustrerende paradoks: Nemlig dét at ingen tør satse på mig, da jeg mangler erfaring. Men den erfaring får jeg jo sjovt nok ikke, før at nogen giver mig en chance og ansætter mig. Det er en ond cirkel, som er rigtig svær at komme ud af. At være nyuddannet i en tid, hvor erfaring er numero uno og alfa omega for, om man er den, der får tilbudt jobbet efter en ansættelsesrunde, er mildest talt rigtigt hårdt. Jeg har så meget erfaring, bare ikke af den rette slags.

Jeg er sådan set glad for, at jeg i starten af ledighedsperioden var naiv nok til at tro, at en kandidatgrad var lig med en kortvarig jobsøgningsproces. Glad for at jeg gik ud i ”den virkelige verden” med hovedet højt hævet og en tro på, at alle årene på skolebænken (og et norsk studielån tæt på en halv million på slæb) nok skulle give pote. Men havde jeg dengang vist, at der skulle gå over 2 år, fra jeg fik mine eksamenspapirer, til at jeg skulle få et ansættelsespapir i hånden, så kunne jeg lige så godt have begravet min selvtillid med det samme. Dengang tænkte jeg, at hvis jeg skulle være ledig i mere end 2 måneder, så måtte jeg lave en seriøs plan – uden helt at vide hvad min plan så skulle være.

Op på hesten
De 2 måneder forduftede dog ret hurtigt, og min indre stemme har utallige gange siden da opmuntret mig. Op på hesten. Afslag. Op på hesten igen. Afslag igen. Op på hesten igen igen. Og sådan fortsætter det bare, uge efter uge, måned efter måned. For hver gang er ansøgningerne blevet bedre. For hver gang er jeg blevet skarpere på at formulere mig og sælge mig skriftligt. Det er selvfølgelig en helhedsoplevelse, hvor portefølje, CV og ansøgning skal skabe interesse og nysgerrighed efter mere, men når man så først har knækket den “nød”, så er der det evindelige spil om, hvorvidt ens konkurrenter har bureauerfaring eller ej, og næsten altid er der jo mindst én af dem i puljen. Så kan det næsten være lige meget med portfolio og ansøgning, for i sidste ende så har det så smerteligt meget at sige, hvad der står i CV’et under ’erhvervserfaring’, og ligeledes hvad ens nuværende stillingstitel er.

Jeg er ikke naiv. Selvfølgelig kan jeg godt se værdien af erfaring, men jeg synes, at manglen på den fylder rigtig meget og overskygger det, som man faktisk kan tilbyde. Selvfølgelig ved jeg, at der skal arbejdes hurtigere, end man skulle på studiet, og at man har et ansvar for at præstere og levere i langt højere tempo, men det jeg også har erfaret fra studiet er, at man lærer og tilegner sig viden ekstremt hurtigt. Er der noget i et projekt, der kræves, for at man kan nå i mål, ja så lærer man det – og ofte på meget kort tid. Er erhvervserfaringen virkelig så forskellig fra den måde, som man tilegner sig viden på under studiet?

En plan
Min plan materialiserede sig langsomt og tog form som freelance-arbejde med tilhørende CVR-nummer. Den har nu de sidste måneders tid været min primære indtægt, efter at a-kassen bad mig vælge mellem at lukke virksomheden eller modtage ydelser. For som det er skruet sammen, så får man færre uger med ydelse, hvis man selv forsøger at skabe sin egen levevej – hvilket også i sig selv er et paradoks, men det er en anden historie. Her ude i ”den virkelige verden” står jeg så på egne ben, uden at vide hvad den næste uge byder på. Mit håb er hele tiden, at min freelancevirksomhed i sidste ende bliver min billet ind på jobmarkedet; at den erfaring, jeg får som freelancer, også er noget værd, og at det at mødes med kunder, udarbejde tilbud, overholde aftalte deadlines og opfylde kundernes forventning og krav også gælder som ”relevant erhvervserfaring”.

Jeg har stadig troen, for jeg VED, at jeg har en berettigelse. Jeg VED, at jeg er god nok. Jeg VED, at mit potentiale er enormt, (og jeg er ellers ikke den, der postulerer store ting om mig selv). Jeg VED, at bliver jeg givet chancen, er jeg den medarbejder, der giver den hele armen og mere til. Og Jeg VED, at jeg ikke er alene om at have det sådan.

Hvordan ville det se ud, hvis virksomhederne åbnede mere op for nyuddannede og tog et fælles ansvar for at få de nye kræfter ind på jobmarkedet og dermed give dem den erfaring, som de selv efterspørger?