HVAD KOM FØRST: KUNSTEN ELLER FORMIDLINGEN?

Hjælp!! Hvad kan jeg gøre? Er det mig, der er en selvoptaget kunstner, eller bør ‪Statens Museum for Kunst‬ gøre en ommer her?” Sådan skriver kunstner Karoline H. Larsen på sin Facebookvæg kort efter, at SMK har offentliggjort et arrangement, som både i materiale, metode og proces ligner Karoline’s 11 år lange kunstprojekt Collective Strings.

Over de seneste år har brugerinddragelse og ‘skabelsesorienteret’ formidling fyldt mere og mere på de danske kunstmuseer, og mange steder tager eksempelvis børneaktiviteter afsæt i konkrete kunstneriske praksisser for at fremme en mere praktisk forståelse af kunsten. Formidlingen lader sig inspirere af kunsthistorien og samtidskunsten, men hvad sker der, når kunstneren bliver taget ud af ligningen, og hvor går grænsen fra formidling til tyveri?

Hver første søndag i måneden arrangerer Statens Museum for Kunst en række aktiviteter, som på interagerende vis introducerer både den nære og lidt fjernere kunsthistorie for børn. Konceptet hedder Søndage for Børn og rummer bl.a. særligt børnevenlige omvisninger, tegnekonkurrencer, spil, åbne værksteder og kreative aktiviteter, som oftest relaterer sig til museets aktuelle udstillinger eller omfattende samling. Det er en måde at formidle kunsthistorien og samtidskunsten i børnehøjde på, og det lader til, at Søndage for Børn er en central del af en yderst vellykket børnekunstformidling.

Grænsen mellem formidling og værk, inspiration og tyveri bliver dog udfordret, da SMK inviterer til deres oktoberudgave af Søndage for Børn, og i denne artikel vil vi forsøge at afdække en problemstilling, som både lægger sig i en gråzone, og som rejser spørgsmål ved institutionernes ansvar, formidlingens rolle og hvornår vi betegner et værk som et værk.

Trådene strammes
I forbindelse med invitationen til Søndage for Børn skriver Karoline H. Larsen følgende på sin Facebookvæg: “Hjælp!! Hvad kan jeg gøre? Er det mig, der er en selvoptaget kunstner, eller bør ‪Statens Museum for Kunst‬ gøre en ommer her?” Opdateringen, som er blevet lagt op ved middagstid, tirsdag d. 15. september, henviser til SMK’s aktivitet Trådene trækkes og synliggør en forvirring over sammenfaldet mellem denne og Karoline’s projekt Collective Strings (eller Fælles Snorespor), som har udgjort en væsentlig del af hendes praksis de seneste 11 år, siden hun tog sin afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. På kort tid bliver hendes opdatering mødt med talrige opbakninger, og flere giver udtryk for, at de faktisk troede, at Karoline skulle stå bag arrangementet på SMK.

Billedet fra SMKs invitation på Facebook til “Søndage for Børn: Trådene trækkes“.

Billedet fra SMKs invitation på Facebook til “Søndage for Børn: Trådene trækkes“.

Det er ikke i orden. Da jeg så billedet for nogle timer siden, troede jeg, at det var dig!” skriver en Facebookbruger direkte til Karoline. Flere udtrykker, at de er chokerede over SMK: “Jeg er helt målløs. Det er da ikke lige det, SMK er sat i verden for.” Mange opfordrer Karoline til at kontakte SMK, og andre informerer hende om hendes ret: “Jeg mener ikke, at man behøver at have taget et “patent” på en kunstnerisk idé, før der er tale om et plagiat. For år tilbage havde jeg en advokat til at kigge på noget lignende, og der var klart en sag.” Også andre kunstnere, som f.eks. Sophie Dupont, Mie Olise, Gudrun Hasle, Julie Nord, Astrid Kruse Jensen, Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang erklærer deres opbakning til Karoline’s råb om hjælp.

Karoline beslutter sig for at tage kontakt til Børnenes Værksted på SMK og får en god snak med værkstedsansvarlig Michael Hansen, som, udover at give udtryk for at han allerede kender til hendes praksis, vedholder at deres inspiration kommer andetsteds fra. I samtalen fortæller Michael om, hvordan at hans egen søn som 3-årig elskede at vikle sit værelse ind i farverige snore, og derfra skulle idéen således være opstået om at overføre aktiviteten til SMK’s børnekunstformidling. Karoline bliver derefter henvist til at tage direkte kontakt til museumsdirektør Mikkel Bogh.

Det første svar fra direktøren
Som svar på Karoline’s henvendelse, henviser Mikkel bl.a. til en officiel udmelding på Facebook og afslår hendes tilbud om samarbejde. Mikkel forklarer, hvordan at museet i sin formidling ofte “lader sig inspirere af kunstneriske praksisformer, udviklet over de seneste 50-100 år,” men hvori ligger kunstformidlingen, hvis inspirationen kommer fra et børneværelse? Derudover skriver han: “Jeg kan sagtens se ud fra de links, du har sendt mig, at du har en helt særlig kunstnerisk kompetence, når det kommer til kollektive ’snoretræk’.” Blot to uger forinden havde SMK delt Karoline’s arbejde på deres Instagramprofil, med teksten “We had no hand in this, but it is just plain wonderful,” så det er tydeligt, at museet har kendt til hendes Collective Strings-praksis.

Opslag på SMK’s Instagram d. 1. september 2015.

Opslag på SMK’s Instagram d. 1. september 2015.

Dertil skal det nævnes, at Karoline igennem et årti har udført Collective Strings på mange af landets større kunstinstitutioner. Senest på Randers Kunstmuseum, i forbindelse med dette års Metropolis Festival og Arken’s udendørsudstilling; Kunst i Sollys. Fra sidstnævnte kan du herunder se en video, som både rummer billeder fra Collective Strings, samt projektet Collective Dreams.

En snak med Karoline
Sådan noget får tårerne til at rende ned af mine kinder, og giver mig lyst til at lukke min kunstpraksis – og rejse ad helvede til… Jeg gør det ikke, men kors hvor er jeg ked af, og træt af det.” Sådan lyder Karoline’s respons på Facebook, efter svaret fra Mikkel. Efter at have fulgt reaktionerne på Facebook i løbet af dagen, ringer vi til Karoline for forhåbentligt at kunne hjælpe med at vende situationen til noget konstruktivt. På Facebook bliver alting nemt stillet meget hårdt op, og nuancerne i debatten har meget svært ved at finde rum blandt de kortfattede meningstilkendegivelser. Karoline understreger, at hun jo ikke har patent på snoretræk, og at hun kun bliver “glad hvis en skole i Albertslund laver snoretræk i deres billedkunsttimer,” men at konteksten for hende gør hele forskellen. SMK er en institution, som har et særligt ansvar for at fremme kunsten, – ikke at udnytte eller nedgøre den.

Karoline har svært ved at se, hvordan det hænger sammen, at aktiviteten i Mikkel Bogh’s øjne er inspireret af “kunstneriske praksisformer udviklet over de seneste 50-100 år” samtidig med at de ansvarlige udtaler, at inspirationen kommer fra børneværelset. Som lidt af en snorekunstekspert henviser Karoline selv til andre kunstnere, der har arbejdet med snor som materiale. Under titlen Sixteen Miles of String viklede Marcel Duchamp i 1942 en udstilling ind i snor med det formål at gøre værkerne svært tilgængelige. Tomás Saraceno og kunstnergruppen Numen / For Use har arbejdet med snore som element i bærende interaktive konstruktioner, og Toshiko Horiuchi samt Ernesto Neto har lavet string playgrounds. Den afgørende forskel er dog, at Karoline’s projekt handler om samskabelsen, og det er netop SMK’s kobling af materialet og denne, der er problematisk.

En snak med formidlingschef Berit Anne Larsen
Onsdag formiddag tager vi kontakt til SMK for at belyse denne gråzone yderligere, og for at finde ud af, hvor de mener, at grænsen går. Vi bliver mødt af meget velvilje og får at vide, at vi vil blive ringet op, når de har fundet den rette til at udtale sig om situationen. I løbet af de par timer der går, før vi igen hører tilbage fra museet, sker der meget. Karoline skriver til os at “Politiken også er på nu med artikel og tv,” og at “SMK har indbudt til kaffesnak kl. 13.” Kl. 12.15, under et døgn efter oprettelsen af eventet, vælger SMK at lukke snoreaktiviteten ned, med den forklaring at børneaktiviteter ikke kan “forenes med voksne, som er frustrerede.

Vi får fat i formidlingschef Berit Anne Larsen, som starter samtalen med at udtrykke, at hun er ked af, hvordan situationen har udviklet sig, og hun velkommer en mere nuanceret debat. Valget om at aflyse arrangementet kommer i forlængelse af Facebook-kommentarer som: “Hvad så med at lave en aktion på dagen?” og “Vi burde danne en antiplagiatring, omringe SMK, og forhindre at folk kommer ind“, og Berit mener, at “børnene risikerer at blive taget som gidsler.” Berit afviser, ligesom værkstedsansvarlig Michael Hansen, at Trådene trækkes-aktiviteten er inspireret af Karoline’s projekt, og hun henviser ligeledes til Michael’s søn Boris, som stadig skulle være inspirationen til SMK’s arrangement. “Jeg synes, at der er meget kunstformidling i at lave noget, der får dig til at gentænke den måde, du oplever rum på, og hvordan at du kan få et rum til at forandre sig. Det kunne f.eks. være, at du bevæger dig anderledes igennem det, eller at man forstår noget om tredimensionalitet igennem en aktivitet. Man kan sige, at det handler om at begribe noget omkring formelle virkemidler og ikke nødvendigvis en given kunstner.”

Måske er det et succesproblem. Søndage for Børn har i hvert fald fået en helt anden offentlighed, end vi har været vant til tidligere, og måske står vi i en eller anden tærskelzone i forhold til at se, hvordan vi går videre herfra,” siger Berit og erkender, at hvis den almindelige dansker oplever denne slags arrangementer som kunsthappenings eller performances, så er der et problem. “Jeg kan godt se nu, i bagklogskabens klare lys, at det ligger meget parallelt op af hinanden, men det er jo en aktivitet, som er beskrevet i vores B&U årbøger helt tilbage i 2011. Og dengang var det bare ikke særligt nærliggende, at Karoline H. Larsen var i en masse offentlige sammenhænge. Men det burde vi måske have set nu, og det ville jeg også ønske, at vi havde gjort.” Klokken nærmer sig 13, og Berit har en kaffeaftale med Karoline, som netop er ankommet til museet.

Karoline H. Larsen “Jungle Strings” | Nørrebro, Den Røde Plads, 2008. | Fotos: Karoline H. Larsen.

Karoline H. Larsen “Jungle Strings” | Nørrebro, Den Røde Plads, 2008. | Fotos: Karoline H. Larsen.

Men det stopper ikke her
Vi kan mærke, at Berit er oprigtigt ked af situationen, og det virker 100 % ærligt, når hun siger, at idéen til snoretræk opstod fuldstændigt uafhængigt af Karoline’s praksis. Kort efter vores samtale falder vi dog over en rapport med titlen “Reach Out! – Inspiration til brugerinddragelse og innovation i kulturens verden”, som Kulturministeriet udgav i 2008. Rapportens formål var at samle forskellige eksempler på, “hvordan forskellige kulturinstitutioner og kulturaktører har valgt at opsøge nye brugergrupper og skabe nye former for oplevelser for brugerne gennem inddragelse og/eller indsamling af viden om brugerne.”

Rapporten blev udgivet i et oplag på 1.000 eksemplarer, samt lagt frit tilgængelig på nettet og målrettede sig særligt til institutioner under Kulturministeriet. Herunder naturligvis SMK. Det er vigtigt at nævne, at rapporten udkom i den brugerinddragende formidlings unge år, og at dette greb fyldte rigtig meget i den generelle debat. På hele omslaget af rapporten strækker der sig et farverigt og markant fotografi fra Karoline’s opførsel af Collective Strings i MacCarren Park, Brooklyn. Derudover optræder værket som case og er udførligt beskrevet, samt billedligt illustreret i publikationen, ovenikøbet med direkte kontaktoplysninger på Karoline. Dette gør også, at Karoline undrer sig ekstra meget over, at man fra museets side fortsat holder fast i, at ingen lavede koblingen til hendes værk i 2011. Men det kan være, at museets ansatte helt oprigtigt ikke har været opmærksomme på Karolines praksis, og denne del af sagen er derfor ord mod ord og svær at gøre mere ved – noget helt andet er, hvordan at institutionen vælger at håndtere sagen, da de er blevet gjort bekendte med de påfaldende ligheder.

Karoline H. Larsen “Collective Strings” | Charlottenborg, 2009. | Fotos: Karoline H. Larsen

Karoline H. Larsen “Collective Strings” | Charlottenborg, 2009. | Fotos: Karoline H. Larsen

At facilitere en dialog
Hen over eftermiddagen udgiver Politiken to artikler, hvor bl.a. Billedkunstnernes Forbund’s sekretariatsleder Klaus Pedersen udtrykker sin opbakning til Karoline, imens at Mikkel Bogh fortsat fastholder, at man fra museets side intet har gjort forkert. “Vi kalder det nu ‘garn gate’ internt i huset,” udtaler han, og erklærer at han godt ville turde at gå i retten, hvis det skulle komme så vidt. “Det ville svare til, at der i næste uge var en kunstner, der blev vred over, at vi lavede fingermaling.” Denne form for retorik kommer til at fremstå som en modsætning til Berit’s ønske om en nuanceret debat og dialog.

Facebook er en platform, hvor det er meget, meget svært at give debatten nuancer, og næsten ligegyldigt hvad vi går ind og siger, så er vi bare den store, velsmurte institution, der står overfor nogle kunstnere, som er enkelte individer, og som ubeskyttede står ude på marken.” Berit ønsker at nedbryde billedet om den store imod den lille, men desværre falder hele den intention lidt til jorden igen med Mikkel’s udtalelse til Politiken. Ligesom at hændelsen med Instagram-delingen bliver forklaret med, at SMK’s størrelse forhindrer, at alle kan vide, hvad alle laver, så virker disse udmeldinger også en smule ukoordinerede.

Senere på dagen er Karoline gæst i Radio 24syv’s kulturprogram AK 24syv, hvor Berit, som er igennem på telefon, udtaler at der i denne sag helt sikkert ligger en vigtig “learning” for museet. Da vi igen taler med Karoline, er hun ret forundret over, hvor meget der er sket på virkelig kort tid, og hun er bekymret omkring den udvikling, som sagen har taget, siden at hendes tilbud om samarbejde blev afslået fra SMK’s side. Efter at SMK lukkede aktiviteten ned på Facebook, er en del af de knapt 1.000, der nåede at klikke “deltager” på event-invitationen, begyndt at udtrykke deres ærgrelse over beslutningen. Nogle mere personlige end andre. F.eks. har én indsat Karoline’s ansigt på Dr. Seuss’ julehadende figur Grinch sammen med teksten: “Hvad med at trampe lidt på de smås julegaver, næste gang vi skal iføre os de HELT små sko?” En lille skare underbygger samme dekonstruktive holdning til, at en aflysning skulle have været en del af Karoline’s mål, og vi tænker, at det er ekstremt ærgerligt, at man fra SMK’s side ikke udviser et ansvar for at facilitere en god tone på deres sociale platforme. Nok er direkte henvendelser blevet besvaret, og enkelte stødende kommentarer blevet slettet, men vi mener ikke, at censur nødvendigvis er den bedste løsning – man kan faktisk nå rigtigt langt ved at indgå i en åben dialog på de sociale medier – også selvom man er en stor institution.

Karoline H. Larsen “Collective Strings” | Helsinki Festival, 2014 | Fotos: Karoline H. Larsen.

Karoline H. Larsen “Collective Strings” | Helsinki Festival, 2014 | Fotos: Karoline H. Larsen.

Juristens kommentar
Torsdag bliver sagen taget op i P1 eftermiddag. Denne gang er Karoline’s bidrag til indslaget båndet flere timer i forvejen, Mikkel Bogh er til stede i studiet, og emnet omkring inspiration vs. plagiat bliver trukket ekstra hårdt op igennem en udtalelse fra ekspert i ophavsret, advokat Johan Løje, som er med på telefon. ”På den ene side har vi et fastlåst princip om, at man ikke har idébeskyttelse, men så snart at en kunstner udnytter en idé på en særlig måde, enten ved en komposition eller har mere konkrete, detaljerede aspekter af et værk, så begynder der at materialisere sig en ret, som man kan håndhæve,” forklarer Johan, og han afviser ikke, at Karoline’s værk kan indeholde tilstrækkeligt mange konkrete, detaljerede aspekter til, at det rent faktisk er beskyttet.

Mikkel Bogh affejer beskyldningen om plagiering af den grund, at SMK ikke har været opmærksomme på Karoline’s værk, og henviser derudover til en australsk teatergruppes arbejde med interaktive snoreproduktioner – og til at hverken SMK eller Karoline er de første i verden til at arbejde med snore i interaktive sammenhænge. “Det, som Karoline laver, er jo værker, og de har en helt anden skala, kvalitet og dimension som vores event, skabt for børn som et formidlingsarrangement, jo slet ikke kan nå.” Da vi igen snakker med Karoline fortæller hun, at hun allerede kender til den australske teatergruppe, som hedder Polyglot, men at deres produktioner hverken er kunstværker eller forholder sig til de omgivelser, de opsættes i. I vores snak bliver det tydeligt, hvilke elementer der helt konkret distancerer hendes værk fra samtlige af de eksempler på snorekunst, der er blevet nævnt i debatten: Samskabelse, stedsspecifikation og selvfølgelig materialet. Alle disse elementer går imidlertid igen i SMK’s aktivitet.

Mediernes ansvar
Vi synes i den grad, at det har været interessant at følge sagen igennem dens forskellige stadier, og vi valgte derfor at gøre et forsøg på at dokumentere den udvikling, som debatten tog igennem de forskellige medier, fordi at mange af disse er flygtige, og fordi at sagen i sin natur på mange måder er enestående og dermed rummer en hel masse læring. De forskellige nyhedsorienterede medier, som har behandlet sagen, har gjort dette ud fra en række dogmer om appel og tidsbegrænsning, og derigennem er nuancerne tit udeblevet. På intet tidspunkt har man haft begge parter i studiet og på den måde forsøgt at facilitere en dialog. Istedet har man understøttet afstanden med telefoninterviews og båndede udtalelser, og det fremstår dermed tydeligt, at aktualitet og “hvem-kommer-først-med-nyheden” for de fleste af landets største medier er vigtigere end at bidrage til positiv udvikling. Efter et indslag på TV2 News, hvor Karolines udtalelse blev klippet hårdere, end hun havde forventet, skriver hun på sin Facebookvæg: “Jeg tænker, at jeg godt kunne have brugt en medierådgiver til at vende det her med. Endnu en kunstner fremstår lidt tåbelig i den brede offentlighed. Det er ikke godt for vores fag.

Karoline H. Larsen “Stjernestøv – en stedsans” | Hvidovre Torv, 2014 | Fotos: Rune Drewsen

Karoline H. Larsen “Stjernestøv – en stedsans” | Hvidovre Torv, 2014 | Fotos: Rune Drewsen

Et konstruktivt indspark med et glimt i øjet
Sideløbende med mediernes fortolkning af sagen skriver kunstner og professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Katya Sander en opdatering på sin Facebookvæg, som både indkranser problematikken virkelig skarpt, kommer med et løsningsforslag og bringer nogle af sagens rigtigt interessante aspekter i fokus. Katya lægger ud med en advarsel “(Advarsel: Kun en lille smule sarkastisk til at begynde med. Senere helt oprigtigt og alvorligt, og det mener jeg).” Herefter oplister hun en række idéer til SMK’s kommende formidlingstiltag: “Man kunne også installere spejle i taget, og en halvcirkel af lamper lige under, som langsomt tiltager og derefter aftager i intensitet. Så kan folk komme og lægge sig på museets gulv og føle sig som om, at de er tæt på solen, mens de ser sig selv i spejlloftet (Olafur Eliasson’s The Weather Project, red.). ELLER: man kunne tage en kopi af Frihedsgudinden i New York, i skala 1:1, lægge stumperne spredt ud over museets gulv, så kan man gå rundt mellem Frihedsgudindens fragmenter og se dér, hvor den skulle have være loddet sammen (Danh Vo’s We the people, red.)

Hun fortsætter i samme retoriske spor med referencer til bl.a. Elmgreen & Dragset og Poul Gernes. “ELLER åh gosh, jeg har så mange idéer til jer! Helt gratis! Men…. åh, det er jo altsammen ligesom ret tæt på noget, som er lavet allerede af store anerkendte navne med store gallerier i ryggen? Aj altså, er de ikke ligeglade? Det er jo ikke ‘deres’ værker, sådan helt konkret, mere blot inspireret af det samme, som de har været inspirerede af, helt uskyldige og åbensindede? Nå, men så lad os prøve at finde nogle af de mindre kendte, lokale kunstnere, som er meget mere skrøbelige, og ikke-repræsenterede af de store gallerier (som vi helst ikke vil i karambolage med), og som der nok ikke er så mange, der har hørt om. Så gør det nok ikke så meget. Lad os finde nogle projekter, hvor vi gerne vil have INDHOLDET, men ikke vil kendes ved NAVNET.

Tonen drejes fra den sarkasme, som Katya lagde ud med at advare imod, til en mere alvorlig. “Hvad med at købe et værk af hende dér Karoline H. Larsen? Hun laver sådan nogle ret fede snore-events, hvor det hele bliver viklet ind i hinanden, rummene skifter fuldkommen karakter, og besøgende inviteres med, både børn og voksne – man laver det ligesom sammen, over tid. I kunne f.eks. betale 250.000 kr. for værket, hvis i er heldige og får det til spotpris. Det er ikke så dyrt at arkivere, eftersom det nok mest består af en kontrakt med instrukser i. Så kunne i folde det ud og aktivere det, når i havde lyst, eller når der var noget i skulle fejre, og hver gang ville det se anderledes og fascinerende ud. Og hvis andre museer i DK eller udlandet ville lave det, skulle de først låne værket af jer. Det kunne være et rigtigt signature-piece for SMK, ligesom at ham den siddende dreng (Ron Muecks Boy, red.) er for ARoS. Det ville også være meget fedt om 100 år at kunne se, at lokale kunstnere, (oven i købet kvindelige – bonus points til jer!) faktisk fandtes dengang i det 21. århundrede, og at de blev taget alvorligt.”

Karoline H. Larsen Collective Strings performance ifbm. “Kunst i Sollys”på Arken, 2015 | Fotos: Mathias Vejerslev.

Karoline H. Larsen Collective Strings performance ifbm. “Kunst i Sollys”på Arken, 2015 | Fotos: Mathias Vejerslev.

En venneanmodning fra direktøren
Fredag morgen får vi en besked fra Karoline, som skriver: “Nå, nu er der hul igennem. Mikkel Bogh har bedt om en venneanmodning.” Derudover har Mikkel skrevet en kommentar direkte til Katya’s opslag, hvor han både takker for det konstruktive bidrag til debatten og skriver, at “der er en masse at tage fat på, ikke mindst i forhold til museal repræsentation af kunstnere, som ikke bliver synliggjort gennem gallerier.” Dertil forklarer han, at det er mere end oplagt at inddrage Karoline i fremtidige tråde-events. “Dialogen er i gang.” Mikkel kommenterer desuden på Katya’s bemærkning omkring den kønslige skævhed, og medgiver at han hellere end gerne vil fortsætte en konstruktiv dialog omkring disse emner. “Men kom, Katya, lad os lave et seminar, jeg lægger gerne hus til. Det er ikke gjort med det – men det er et sted at starte. Og et sted at være sammen.

Hvilket ansvar har SMK?
Jeg har åbnet en debat og måske skabt en ny bevidsthed om et segment af kunstnere, som ikke går galleriernes veje og har usikre levevilkår,” skriver Karoline fortsat. Sagen har rejst nogle sindssygt spændende spørgsmål, som ellers ikke får lov til at fylde ret meget i mediebilledet. Der er naturligvis gråzonen mellem inspiration og tyveri, spørgsmålet om hvordan man vurderer konceptuelle kunstværkers ophavsret, og hvem der ejer en idé. Det ser ud til, at Karoline’s værk rent faktisk er beskyttet af ophavsretten (jvf. Johans kommentar i P1 tidligere) på grund af de konkrete elementer, som hendes værk rummer, men muligvis mistes denne ret dog fordi, at SMK ikke kendte til Karoline’s praksis, da idéen opstod. Men har en stor, statslig institution som SMK ikke et ansvar for at holde sig opdaterede på, hvad der sker på samtidskunstscenen?

Inspiration vs. plagiat-vinklen har været altoverskyggende i de større medier, og det har f.eks. gjort, at spørgsmål som “er det tilstrækkeligt, at SMK finder deres inspiration til kunstformidling på børneværelset?” er blevet overflødiggjort. En debat kunne f.eks. handle om, hvad man som besøgende på SMK forventer at få ud at de forskellige formidlingstilbud (uanset om den henvender sig til unge, gamle, erfarne kunstkendere, nybegyndere eller børn). Hvilket ansvar har en stor, statslig institution som SMK, når det kommer til det kunstfaglige indhold i formidlingen?

Derudover er det ret interessant at se på den retning, som sagen har udviklet sig i, og på hvilke konsekvenser SMK’s udmeldinger og ageren på de sociale medier har haft. F.eks. hvordan at Mikkel Bogh’s fingermaling-udtalelse, som helt sikkert også skal ses som resultatet af en frustration over at føle sig misforstået (som kommunikationschef Lise Korsgaard bemærkede i sit interview til TV2 News), hænger ved i mediernes fortsatte omtale af sagen. Eller hvordan at en aflysning af aktiviteten på Facebook afføder negative kommentarer rettet mod Karolines person. Hvilket ansvar har en stor, statslig institution som SMK, når det kommer til at faciliterer en konstruktiv dialog, også når bølgerne går højt?

Katya Sander formåede i sin opdatering at dreje fokusset over på den skævhed, der eksisterer i størstedelen af de museale samlinger, når det kommer til både kvindelige kunstnere og de mindre håndgribelige kunstneriske udtryk. Måske dette kunne være en anledning til snakken om museernes rolle i forhold til at anerkende de lokale kunstnere og det faktum, at værkbegreberne konstant er i fluks. Hvilket ansvar har en stor, statslig institution som SMK, når det kommer til at repræsentere kunstneriske praksisser, som ikke materialiserer sig i håndgribelige værker, og som dermed heller ikke lader sig indgå i gallerisammenhænge?

Karoline H. Larsen “Collective Strings / Jungle of Strings” | Metropolis Festival 2015 | Fotos: Agnete Schlichtkrull & Karoline H. Larsen
Karoline H. Larsen “Collective Strings/Jungle of Strings” | Metropolis, 2015 | Fotos: Agnete Schlichtkrull & Karoline H. Larsen

Karoline H. Larsen “Collective Strings/Jungle of Strings” | Metropolis, 2015 | Fotos: Agnete Schlichtkrull & Karoline H. Larsen

En forhåbning om fortsat dialog
Snakken fortsætter under Katya’s opslag på Facebook, og igen bliver SMK’s autoritet og dermed ansvar bragt på banen. Katya skriver: “Hvis SMK kan, så kan alle, og hvis SMK (underforstået) siger, at det “ikke er kunst”, så kunne man nemt konkludere, at der ikke er grund til at involvere dig (Karoline, red.) i al almindelighed. SMK er trods alt en af landets højeste “myndigheder,” hvad angår spørgsmålet om om noget er kunst eller ej; eller rettere, spørgsmålet om om det som kunst er noget værd eller ej.

Det er tydeligt for os, at begge parter i sagen fortsat ønsker en god dialog, og at den kan afføde en positiv og konstruktiv læring. I samme tråd som nævnt før skriver Mikkel Bogh direkte henvendt til Karoline: “Jeg vil gerne fortsætte dialogen med dig, men synes ikke fb er det rette medium. Ring til mig og/eller kom ind forbi i næste uge – så tager vi den videre derfra. Du er meget velkommen!” Forhåbentligt har stormen snart lagt sig, så dialogen kan få plads. Vi håber, at nogle af de emner, som er blevet berørt i løbet af den seneste uge, vil danne grobund for udviklende debatter. Du er mere end velkommen til at komme med dit bidrag i kommentarfeltet herunder, hvad enten det handler om immateriel ophavsret, institutionernes, mediernes og kunstformidlernes rolle og ansvar, eller spørgsmålet om hvad der kom først; kunsten eller formidlingen af den?

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.