DANIEL HJORTH "LEBEN"

I dag udkommer fotograf Daniel Hjorths (f. 1991) publikation Leben på det Berlin-baserede forlag/pladeselskab Kulør. I den anledning har forlagets stifter og redaktør Najaaraq Vestbirk taget en snak med Daniel om bogens tilblivelse, hans tanker om det byliv som Leben undersøger, om Københavns evige forvandling, byfornyelsens menneskelige konsekvenser og hans poetiske – eller næsten mytologiske – blik på byggepladser, jordbunker og arbejdere i gule veste og sikkerhedssko.

Hvornår begyndte du at tage billeder til bogen?

Jeg begyndte at få de første tanker omkring byen og byens udvikling og begyndte at læse og interessere mig for området og lave skitser i 2016. I 2017 startede jeg for alvor, men det har flyttet sig lidt sidenhen. Jeg gjorde det til min hovedopgave på Journalisthøjskolen, men det er lidt forkert at sige, at det er det samme projekt. Det har flyttet sig fra at vedrøre det mere tekniske begreb byudvikling til at rumme flere ting.

Prøv at forklare hvad idéen var, da du startede, og hvordan den idé har ændret sig og udviklet sig igennem forløbet?

Jeg er jo flyttet til hovedstaden ude fra – jeg er vokset op i en mindre by på Sydsjælland, men jeg har altid været meget i København. Vi var en flok drenge, der tog regionaltoget ind til byen så ofte vi kunne for at skate, men da jeg flyttede hertil som voksen, følte jeg, at vi allesammen var vidne til en eller anden forvandling. Den der følelse som mange i København går og snakker om i det daglige: “Nu kom jeg lidt for sent, fordi der var vejarbejde” eller “Prøv at se dér, hvad er de mon i gang med at bygge?”.

Det var uden, at folk sådan for alvor gik ind i betydningen af det, men der var en eller anden forståelse af, at der var det her massive byggeri i gang, den her massive forvandling af byen. I forhold til hvor meget det fyldte i det offentlige rum eller i byrummet, så synes jeg, at det var ret overraskende, hvor lidt vi for alvor talte om betydningen af det.

For eksempel det der metrobyggeri som hærgede alle pladser?

Ja helt klart. Men også i de gamle industriområder, som blev forvandlet til de her nye superbydele. Jeg følte, at der overalt var tegn på forvandling, og jeg oplevede, at der var en masse tegn, der gik på tværs af det enkelte byggeri.

Jeg begyndte at se det som en form for ideologi, mere end at det bare handlede om de forskellige byggeprojekter. Jeg var meget optaget af det, og tror egentlig altid, jeg har været ret optaget af arkitektur – ikke nødvendigvis selve arkitekturen, men mere det der med, at den altid afslører eller siger noget om, hvilke værdier vi har nu. Altså den måde vi tænker byen på, den måde vi indretter den på, eller den måde vi designer en bygning på.

Samtidig med den neoliberale opblomstring og hele den her developer tankegang, oplever jeg, at der også er en anden form for sammenhæng med den måde, bygningerne ser ud på, både overflader og materialer.

Der er sket en vigtig forvandling af byggeriet – engang var det materialerne, som var det dyre. Nu er det blevet tiden, som er den dyre. Alt er lavet af sammensatte moduler, det må ikke tage tid. Der er bare alle er de her præfabrikerede, sammensatte klodser, og så har man smidt en eller anden form for overflade på, der skal vække nogle følelser.

Jeg begyndte at lægge mærke til forskellige tegn, og begyndte at fotografere og lægge mærke til de her mænd – ja, typisk mænd – som man ser overalt i byen, iklædt gult eller orange reflekstøj og sikkerhedssko. Mennesker, som meget konkret udfører arbejdet med at bygge og forme de mange bygninger eller bydele. Jeg begyndte at se en form for opdeling mellem de mennesker, som bor i byen og bare cykler til deres kontorarbejde og holder møder og så de mennesker, som laver det her meget fysiske, konkrete arbejde. Graver jorden op, fikser et trafiklys, anlægger en ny cykelsti eller på en anden måde udvikler byen i meget direkte forstand.

Jeg begyndte at forestille mig de her “refleksmænd” som en form for mytologiske figurer, der konstant er i gang med at fikse et eller andet, bygge op eller rive ned. Jeg syntes, at det var ret sjovt at tænke over, at grunden til at de tager reflekstøjet på, jo er for at de skal signalere en eller anden form for synlighed, så de fx. ikke bliver kørt ned i trafikken. Det der sker er dog nærmest det modsatte, de bliver usynlige, går i et med byen, de er pludselig en form for ikke-personer, eller de adskiller sig fra det civile, adskiller sig fra byboerne. Det kan være mennesker som er i gang med at fikse noget fibernet eller som hænger oppe i en stige og er i gang med at ordne et trafiklys. Jeg begyndte at lægge mærke til dem og fotografere dem. Og så begyndte jeg at sætte en serie sammen, en slags portrætter af de her mytologiske personer i reflekstøj. Det var mindre vigtigt, hvad de ordnede, men det handlede om at give dem opmærksomhed, fordi de på en måde var blevet usynlige. Og så tror jeg, at projektet begyndte at vokse ud fra det.

Jeg havde behov for at formulere en form for visuelt sprog til at kigge på den gradvise forvandling, som var i gang overalt i byen. Når man ser et byggeri, tænker man altid på det, der skal stå færdigt, men i virkeligheden er forvandlingen hele tiden i gang og stopper aldrig.

Det midlertidige fylder nærmest mere end det færdige, for lige så snart man er færdig det ene sted, går man i gang med det næste. Jeg følte et behov for visuelt at prøve at formulere et sprog til at kunne se på og beskrive den grænseløse udvikling på tværs af det enkelte byggeprojekt. Men også for at kigge på det midlertidige som noget permanent, se på det midlertidige som arkitektur. Overalt er der jo trafikkegler, grusbunker, alle mulige teknologiske instrumenter og maskiner, kraner mod himlen, afspærringshegn osv. Alt dette er blevet en fast del af byen. Jeg føler, at vi er nødt til at se det som en del af bylandskabet og ikke se bort fra det eller gemme det væk i vores bevidsthed. Se alt rodet som arkitektur, som noget vedvarende.

Jeg synes ikke, at der er nogen, der for alvor har forholdt sig til det visuelt eller betydningsmæssigt. Jeg føler mere, at folk forsøger at se væk, at glemme det eller ikke at give det opmærksomhed – som støj.

Jeg oplever ikke, at der for alvor er nogen, som taler om, hvor gennemgribende det er for livet i byen. Der er måske blevet talt om det i det journalistiske sprog – om byudvikling og gentrificering, men rent visuelt har jeg ikke følt det. Jeg begyndte at tænke over, at fotografiet også har svært ved at beskrive de store bevægelser, de bevægelser som ikke sker over en eftermiddag men over lang tid, måske år. Hvordan fotograferer man et abstrakt begreb som byudvikling, klimakrise, global opvarmning eller økonomisk krise? Noget som i den grad er virkeligt og påvirker så mange liv, men som ikke lader sig fotografere, fordi det går på tværs af alting.

Den her arkitektur og de her bygninger kommer til at blive stående i 70-100 år og minder os om den tid, der er lige nu. Og ud fra det fik jeg lyst til at lave en fotobog, som kunne beskrive den forvaltning af byens landskab, så vi kan forholde os til det rent følelsesmæssigt og æstetisk.

Hvordan hænger det her sammen med titlen på bogen?

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg blev ved med at lede efter, hvordan livet viser sig i alting. Og midt i det her byggerod gik det op for mig, at vi som mennesker prøver at inddæmme alting og skære landskabet op. Opdele byen i matrikler og hele tiden udvikle noget, men inden for en grænse. Hele tiden forsøge at skabe liv eller værdi, steder hvor det ikke er. Det jeg – rent fotografisk – synes er spændende at se, er hvordan det her liv pibler frem alle steder. Vi prøver på alle mulige måder at inddæmme naturen, mennesker eller planter. Og vi fælder træerne for at gøre plads til bygninger.

Titlen er et forsøg på at tage bogen lidt væk fra det her byudviklingsbegreb, som jeg synes kan blive lidt overfladisk og udækkede. Og prøve at se på, hvordan, hvis vi går tæt på, hvis vi kigger efter, at alting er fuld af processer, som vi mennesker ikke rigtigt anerkender. Hvordan der hele tiden er alt muligt liv, der titter frem, men som vi overser. For eksempel kan vi rive en bygningen ned, og så er der alle de her metalstrukturer inde i betonen, som vi så lægger i en stor bunke, inden de bliver smidt på en skrotplads. Men i mellemtiden er der en fugleflok, der har bygget rede derinde i bunken. Jeg føler, at der findes en form for summen af liv alle vegne, som vi som mennesker prøver at skille ad og opdele. Men virkeligheden er, at vi ikke har en skid kontrol, fordi livet hele tiden prøver at vinde frem på andre måder.

Titlen peger også på det fotografiske sprog i bogen, altså på det visuelle sprog, jeg har. Det har været vigtigt for mig, at legen med med tegn, symboler og koblinger er i centrum. Undervejs gik det op for mig, at det i virkeligheden var det, jeg havde fotograferet – altså, hvordan liv opstår, men også hvordan liv forsvinder. Hvordan vi som mennesker prøver at styre alting, men også hvordan vi ikke rigtig kan. Hvordan tingene hele tiden er noget andet, end hvad de giver sig ud for at være. Men i kraft af at at jeg fotograferer, gør jeg tingene livlige og betydningsfulde – noget vi tænker på som skrald, støj, dødt eller noget, der skal væk, kan, hvis man får øje på dem, pludselig også blive besjælet. Så lever de op på en måde.

Leben – det er tysk, men har det også en dansk betydning?

Det er jo oprindeligt sønderjysk. Man siger det også på rigsdansk. Man kan både sig et leben, og så kan man sige leben som i livet, men typisk siger man et leben. Det er på en måde et sammensurium af liv. Livet på tværs af alt muligt. Hvis man for eksempel står på Kultorvet, corona-restriktionerne lige er blevet lempet, og alle er ude og hygge sig, nogle drikker måske fadøl, så kan man sige: “Ej sikke et leben”. Det gik op for mig, at det var det jeg havde fotograferet, det var det jeg i virkeligheden var interesseret i. Altså hvordan alle mulige forskellige processer krydses, og hvordan det hele er fyldt af liv. Jeg føler, at det opsummerer det, jeg har fotograferet.

Hvis man siger leben, så er folk måske med på, hvad det betyder, men det er ikke så specifikt, at man tænker på en helt bestemt ting. Det peger et sted hen, men det tager heller ikke en til fange. Det er ikke sådan, at så skal du se det på den her måde, men det beskæftiger sig med livet i alting. Både livet på tværs af alting, men også livet i det det her, hvis man går helt tæt på.

Hvordan er det vigtigt for dig, at folk forstår bogen?

Jeg tror egentlig ikke, at der er så meget at forstå. Jeg håber, at bogen bidrager til, at man får øje på noget af alt det her liv, som hele tiden foregår. Som børn, har vi blik for det der. Som barn kan man ligge i græsset og kigge på sommerfugle og bladlus og for alvor blive forundret og overvældet. Det kan også være en fugl, der kommer forbi, eller den måde et barn kan se en gravko på. Men når vi bliver voksne, så har vi set det tilpas mange gange, måske registrerer vi, at der er en sommerfugl eller en gravko, men det er som om, at vi stopper med at se efter, vi stopper med for alvor at kigge på det – det er som om, at den der nysgerrighed eller legen med blikket ophører. Jeg håber, at billederne kan hjælpe til, at man prøver at blive opmærksom igen.

Mange af billederne kan vække associationer, og man tror måske, man ser et eller andet på overfladen, men måske er det i virkeligheden noget andet? Så bliver man forhåbentlig opmærksom på ens egen perception og ens eget blik, og begynder måske at tænke lidt over hvorfor så jeg det, jeg troede?

Til bogen har Lea Marie Løppenthin skrevet den nye tekst “Er det vejen, han bærer på sig?”. Hvordan føler du, at Leas tekst relaterer til de temaer, du taler om her? Eller hvad gør den i forhold til projektet?

Jeg kan meget godt lide den måde, hendes ‘jeg’ ser forskellige ting på, og at de ting får hende til at tænke på nogle sammenhænge. Altså for eksempel det der med, hvordan udslæt på halsen minder hende om asfalt. Det føler jeg er meget det blik, jeg også har rendt rundt med de sidste par år. Hvordan disse forbindelser mellem kroppen og det offentlige rum opstår. Jeg synes, hun gør det på en ret fin måde, fordi der er et ‘jeg’, som ser de her ting. Hun får en masse følelser eller tanker og kommer til at tænke på nogle andre ting. Lea Marie Løppenthin arbejder med sprog, og jeg arbejder med billeder, men jeg føler, at det er to forskellige blikke hen imod det samme.

Hvordan har du ændret dig som kunstner og fotograf igennem de år, hvor du har arbejdet på bogen?

Jeg kommer jo fra en dokumentarisk baggrund, og det har stadig sin rod i projektet – i forhold til at det beskæftiger sig med noget fælles, noget der omhandler os alle sammen. Da jeg startede projektet havde det en mere dokumentarisk tilgang, men jeg følte, at den dokumentariske tilgang kom til kort. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne beskrive den forvandling eller den bevægelse der var i gang, med de greb som den dokumentariske tradition tilbyder. For når man for eksempel laver en fotoreportage, så har man brug for nogle mennesker, som gør noget. Der er altid en form for årsagsforklaring.

Men hvordan beskriver man processer, som ligger udover det individuelle? Hvordan beskriver man processer, som går på tværs af alting?

Jeg føler, at jeg i hele det her arbejde med bogen, har åbnet op for, at jeg har skullet forholde mig dels til mit eget fotografi men også til fotografiet i al almindelighed, og på en eller anden måde har skullet formulere et nyt sprog – til at kunne se, til at få øje på det, og til at kunne beskrive hvordan ting påvirker hinanden, på tværs. Alle billederne er fotograferet, alle billederne er taget i ‘en virkelighed’, i det offentlige rum. Men billederne har deres egen sandhed – den sandhed de besidder, er den sandhed der opstår i billedet.

Jeg synes også, at projektet har visse dokumentariske referencer, men det er også noget andet. Den by, der optegnes i bogen, er jo både København, men det er på en måde også en fiktiv by. Det er en by, vi ser blive bygget op eller revet ned, men ‘byen’ som begreb eller fænomen bliver også skabt gradvist i kraft af billederne. Det har været spændende for mig at arbejde med, hvordan man både kan sige noget om København lige nu, men også at stille spørgsmål som: “Hvad vil det sige at bygge en by? Hvad vil det sige at bo i en by? Hvordan ser en by ud?” I arbejdet med bogen har jeg forholdt mig til noget af det allermeste grundlæggende ved fotografiet.

Hvad er billeder i stand til at sige, og hvad er det for et sandhedsvidne, der ligger i billederne? Kunne tingene hænge sammen på en anden måde, end det vi gik og troede? På den måde føler jeg, at billederne både peger på et nu, på noget der foregår i København og mange andre storbyer lige nu, men de har også deres egen virkelighed. Som et mikrokosmos.

DANIEL HJORTH “LEBEN"
Hard cover, 19 x 24,5 cm, 140 sider.
Med tekster af Lea Marie Løppenthin og Jeppe Ugelvig.
Grafisk design: Spine Studio. Tryk: Narayana Press.
Udgivet af Kulør Publishing, 2022. Køb bogen her.