OG – OM CLAUS EJNERS BISTRUKTURELLE PERFORMANCES I OG'ETS NEUTRALE MELLEMRUM
Jeg har prøvet at skrive denne artikel med tre vatpinde i øret, men det gav ikke rigtig noget. Hvis jeg var claus ejner (f. 1967), kunne jeg have puttet vatpindene i øret, skrevet om det og have genereret en hel masse ekstra betydning, men det virker ikke for mig. Hvorfor ikke? Svaret ligger netop i dette ”hvorfor”. Det forventes, at en artikel som denne tager ordet ”fordi” som omdrejningspunkt, mens claus ejners værker er effektive pga. ordet ”og”.
”Og” er det hyppigst brugte ord i det danske sprog, men også et af dem der er sværest at definere. ”Og” plejer at forbinde ord og sætningsled i sideordnet rækkefølge, og det er ligetil nok, men ifølge ordbogen skulle det gerne være ensartede ord og sætningsled, der forbindes, og det er det ikke hos claus ejner. ”Og” spøger igennem det hele, og det er netop det, der får hans værker til at fungere. Nogle eksempler:
claus ejner har en pose med vand i munden og laver en performance om sandhed. claus ejner stiller sig op i en fremadskuende position og prøver at tro på fremtiden. Han bruger ikke selv ordet i sine beskrivelser af værkerne, men ikke desto mindre er det dét, der får dem til at fungere.
Der er en plasticpose med vand og begrebet ”sandhed”. Der er kropsholdingen og troen på fremtiden. Der er objekter og begreber, hverdagshandlinger og tanker. Der er ord og billeder, tekst og performance. De er der hverken på grund af hinanden, på trods af hinanden eller noget helt tredje. De er der, sidestillet, og det er i og’et, at værket sker.
claus ejner, “23 performances”, installation view. se! udstillings- og projektrum. Foto: claus ejner.
En anden sidestilling: intentionen og den praktiske udførelse. claus ejner tager en middagslur på 30 minutter med en plastikspand som hovedpude, men bliver bekymret over, om spanden nu vil blive liggende. Det viser sig, at det godt kan lade sig gøre, hvis man lægger hovedet lidt på skrå og på den måde holder fast i spanden. Det er nok ikke en opskrift, vi har at gøre med. Han påpeger bare, at der er praktiske overvejelser at tage hensyn til, når man vil gøre en intention til virkelighed. Han viser, at en kort instruks implicerer en hel masse praktisk, som usynliggøres, når ikke man overvejer dens udførelse. Værket er koncept og handling, idé og incident – og’et igen.
“Performance, hvor jeg tager en 30 minutters middagslur med en rød plastikspand som hovedpude. Jeg troede, at performancen ville mislykkes, fordi plastikspanden hele tiden gled væk under hovedet, så jeg måtte skubbe den ind under hovedet igen. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hvis jeg hældede hovedet lidt til højre mod spandens bund, lukkede jeg spanden lidt fast. Men jeg fik alligevel ikke lukket et øje, fordi jeg hele tiden skulle være opmærksom på, at spanden ikke gled væk under mit hoved. For performancen var ikke helt ufarlig! Gled spanden – i et uopmærksomt øjeblik – pludseligt væk under hovedet, kunne jeg hamre baghovedet ned i gulvet og få hjernerystelse. Selvom der ikke var nogen vidner til min performance, ud over min hund Yoda, en ruhåret gravhund, så sværger jeg på, at jeg faktisk lå præcist 30 minutter og forsøgte at få en middagslur med en plastikspand som hovedpude.” – claus ejner.
“Performance, hvor jeg rækker hånden i vejret for at få lov til at sige noget. Jeg sad på bænken med hånden i vejret i 15 minutter. Der var ingen, der spurgte om, hvad jeg ville sige. Når folk passerede mig, sagde de enten hej, goddag eller smilede eller kiggede underligt på mig.” – claus ejner.
“Performance, hvor jeg holder 30 minutters pause og laver ingenting, ud over at jeg tjekker og taler lidt i mobil, mens jeg sidder på en plastiskspand i min skulptur, dannebrogsflag, der indgik i min soloudstilling “vrøvlets polemik” på Møstings Hus i 2010 og som består af 30 plastikspande vendt på hovedet.” – claus ejner.
Endnu et ”og”: kunstneren og publikum. Publikum kan være hans læsere. Det kan være nogle, der kan bevidne, at en performance har fundet sted. Det kan være nogle, der forventes at reagere på en bestemt måde, men som ikke gør det. Det kan være tilfældige forbipasserende, endda nogle man føler sig en smule flov over for. Nogle gange er det kun claus ejners hund Yoda, der kan bevidne, at en performance har fundet sted, andre gange er der et publikum. Når han øver sig i at smile med en banan i munden, vender han sig bort fra forbipasserende for at undgå pinlige situationer. Når han rækker fingeren i vejret, som om han vil stille et spørgsmål, sender de ham mærkelige blikke i stedet for at spørge ham, hvad han vil spørge om.
claus ejner, “23 performances”, installation view. se! udstillings- og projektrum. Foto: claus ejner.
Og så må man ikke glemme selve den form, værkerne får i claus ejners nye publikation “37 performances”. En bog giver mulighed for at kombinere ord og billede, og det er præcis, hvad claus ejner gør. En performance beskrives og dokumenteres. Man kan bare aldrig være sikker på, at der også er sket, hvad han siger, der er sket. Hvordan kan et enkelt billede dokumentere en performance, der har varet 10, 15, 30 minutter? Det er kun teksten, der kan levere disse oplysninger. Hvordan ved vi, om kunstneren virkelig var nøgen og usynlig, da han fulgte efter den udstoppede fugl? Vi har kun hans ord for det.
Værk og publikum igen, og flere og’er oveni: ord og billede, handling og dokumentation, virkelighed og beskrivelse. Igennem det hele er der referencer til kunsten, især til performancekunsten. Det at gå rundt med en plastikpose fyldt med vand, indtil man er ved at brække sig, minder om 1970’ernes body art. På sin vis gør beretningen om, hvordan det er svært at overgive sig selv, når man har skuldersmerter, også det, men her skyldes skaden ikke selve performancen. Den opstod under et cykelstyrt, der ikke havde med performancekunst at gøre, tilfældigvis og uheldigvis. Når man lider som resultat af sin kunst, er det så en reference til 1970’erne?
“Performance, hvor jeg prøver at gemme mig bag et bræt i 10 minutter.” – claus ejner.
“Performance, hvor jeg i 2 timer fuldstændig nøgen - men usynlig - følger efter en udstoppet fugl. Det var meget koldt. Der var 9 grader, og det blæste en smule. Frøs stadig 4 timer senere.” – claus ejner.
“Performance om sandhed, hvor jeg har holdt en 4 liters frysepose fyldt med vand i munden. Jeg stod ikke det samme sted, men gik rundt med posen i munden. Det lykkes mig at have den i munden i 12 minutter 49 sekunder, inden jeg var nødt til at flå den ud af munden, fordi jeg var ved at brække mig over at have den i munden.” – claus ejner.
“Performance, hvor jeg overgiver mig. Jeg magtede kun at overgive mig i 3 minutter og 18 sekunder. Det skyldes først og fremmest min venstre arm, der er medtaget efter et styrt på mountainbike og som giver store smerter i skulderen - men kun når jeg står i overgivelsesstillingen.”
Ifølge den amerikanske akademiker Peggy Phelan er performancekunstens væsen, eller ontologi, dens forsvinden. I sin kanoniske bog Unmarked (1993) skriver hun, at performancekunst kendetegnes ved, at den er forbigående og ikke kan indfanges. Et centralt eksempel er body art-kunstneren Angelika Festa, hvis værker ifølge Phelan er effektive, fordi de konfronterer handlinger foretaget i publikums her-og-nu med fornemmelsen af, at man ikke kan komme i kontakt med kunstneren som menneske, så længe hun er til stede i rummet som kunstner. Eksemplet med Phelan og Festa antyder, at claus ejner netop ikke er en kunstner i denne tradition. Hans ømme skulder er resultatet af et uheld, der kunne være sket for os alle sammen.
Hverdagen krydser kunstens vej – de to sidestilles.
claus ejner, “23 performances”, installation view. se! udstillings- og projektrum. Foto: claus ejner.
Siger man ”hverdag”, siger man Fluxus, én af to retninger en kunstner, der ønskede at arbejde med billedkunst som handling, kunne vælge i performancekunstens tidligste år. Alternativet var happenings.
Fluxus karakteriseredes af dets navngiver, amerikansk-litauiske George Maciunas, ved at være ”monostrukturel”. Værkerne består af en enkel handling, typisk indrammet og initieret af en kort sproglig instruks. Happening, derimod, har det med at være mere indviklet – med at være polystrukturel, om man vil, selvom den første der brugte begrebet ”happening”, amerikaneren Allan Kaprow, mere og mere tenderede mod det monostrukturelle i løbet af sin karriere. Modsat Fluxus kunne happenings godt være improviserede, og de bundede langt fra altid i instrukser og sprog.
“Performance, hvor jeg parkerer min krop på en parkeringsplads.” – claus ejner.
Man kunne fristes til at se claus ejners enkle, hverdagsagtige performances som beslægtede med Fluxus. De kan godt have en lignende slapstick-agtig, absurd kvalitet; men at fokusere på den er at ignorere og’et. claus ejners performances er hverken mono- eller polystrukturelle, men bistrukturelle. De er endda bistrukturelle på en særlig måde. En hel generation af filosoffer har, med Jacques Derrida som én af de kendteste, kritiseret den vestlige tænknings tendens til at ordne begreber i oppositionelle, hierarkiske par: dag vs. nat, med dag som den gode, overlegne part. Det særlige ved claus ejner er, at han uden synlige anstrengelser unddrager sig det hierarkiske. Hans sidestillinger er hverken oppositionelle eller hierarkiske.
claus ejner, “23 performances”, installation view. se! udstillings- og projektrum. Foto: claus ejner.
claus ejner, performance om tvivl.
Det er ikke ensbetydende med, at de også er betydningsløse. Og’ets neutrale mellemrum er det perfekte rugekammer for betydning, netop fordi ”og”, modsat ”fordi” eller ”på trods af”, ikke peger i en bestemt retning.
Et sidste dyk ned i værkerne: claus ejner prøver at gemme sig bag et bræt i 10 minutter. På første sigt spiller og’et slet ikke nogen rolle, men det dukker op, så snart man begynder at lede efter betydning. Alle, kunstneren inklusive, må være udmærket klar over, at man ikke kan gemme sig bag det bræt, der vises i billedet. Han ved det godt og prøver alligevel – vi ved det godt og ser ham prøve; ikke ”men”, men ”og”. Det er netop begge tings tilstedeværelse, at vide og at prøve, at vide og at se, der er vigtig. Sidestillingen er vigtig. Og’et er vigtigt. Udenfor værket regeres handlingen af et ”men”, og dette ”men” fører til konklusionen ”forgæves”. I rammen for værket regeres den dog af et ”og”, og og’et fører til videre tænkning over, hvad det betyder at prøve noget. Man kan da også prøve noget uden at ville opnå noget med det?
Man kan ikke skrive om claus ejner med tre vatpinde i øret og håbe på, at det forklarer noget. Men man kan godt gøre det og håbe på, at det giver mening.
Denne tekst findes også som forord i bogen “37 performances” af claus ejner.
claus ejner
23 performances
4.-26. september, 2020
se! udstillings- og projektrum
Henrik Pontoppidansgade 34b
8000 Aarhus C. Find mere info her.
Bogen “37 performances” af claus ejner kan købes i udstillingen eller ved henvendelse til claus ejner på clausejner67@gmail.com
Peter van der Meijden er kunsthistoriker, ekstern lektor ved Københavns Universitet, forsker, skribent og kurator. Han er specialiseret i samtidskunst og museologi, med vægt på flygtige kunstformer som performancekunst fra 1960erne til nutiden. Peter har bidraget til idoart.dk siden 2020.
