3 BØGER FRA BOGREOLEN #8

Debatten om repræsentation på den danske kunstscene er ikke ny, men over de seneste år er det som om, at samtalerne har ændret karakter. Særligt når det kommer til den historiske misrepræsentation af kvindelige kunstnere har ordene taget form som reelle handlinger. Som kvoter og nyerhvervelser til museumssamlingerne, som særudstillinger og forskningsprojekter, der nu også resulterer i omfattende publikationer, der ynder at skrive de kvindelige kunstnere ind i den kunsthistorie, hvor de hele tiden har hørt til. Bøger der gør det tydeligt, at kunstscenens favorisering af mænd i virkeligheden aldrig har været et spørgsmål om kunstnerisk kvalitet.

“Vi køber ikke ind efter statistik. Det er den kunstneriske kvalitet, der afgør det.” Sådan sagde den netop afgåede direktør på Arken, Christian Gether, da han i 2014 blev spurgt, hvorfor museet kun havde købt kunst af 27 kvindelige kunstnere fra 2002-2012, når nu de i samme periode havde købt værker af 120 mænd. Det er selvfølgelig noget sludder, han fik sagt dér, men heldigvis er det at forsvare favoriseringen af mænd med “vi kigger altså ikke på køn, kun kvalitet”-påstanden ikke noget, man slipper let afsted med længere.

Her er tre nye bøger om kvindelige, danske kunstnere. Bøger der viser, at det godt kan gå rimelig hurtigt med at få belyst og nuanceret nogle af kunsthistoriens uendeligt mange huller – hvis bare viljen er der.


Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag af Eva Pohl. Foto © I DO ART Agency.

GENNEMBRUD
– KVINDER I DANSK KUNST FRA 1600-TALLET TIL I DAG

Kunsthistoriker og forsker Eva Pohls (f. 1954) udgav i slutningen af 2021 oversigtsværket Gennembrud, der kort præsenterer omkring 100 (kvindelige) kunstnere fra 1600-tallet og frem til i dag – fra Leonora Christina Ulfeldt til Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle. For os er det en både overvældende og bevægende oplevelse at bladre igennem bogens 417 sider. Ikke umiddelbart pga. bogens format eller layout (faktisk er den ret beskeden i sit udtryk), men på grund af dens stærke manifestation og klokkeklare bevis på, at der aldrig har manglet dygtige, danske, kvindelige kunstnere – kun formidlingen af deres arbejde. Siderne er fyldt med så mange interessante kunstnerliv, som vi aldrig før har hørt om. Kunstnere der bl.a. har kæmpet for lige adgang til akademierne, som har udfordret idéen om hvad kunsten kan handle om, og ikke mindst som har lavet akkurat lige så god kunst som deres mandlige kollegaer – når de ikke har været en hel del bedre.

Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag (Hermania Neergaard og Christine Løvmand). Foto © I DO ART Agency.

Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag (Johanna Fosie). Foto © I DO ART Agency.

Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag (Tove Storch). Foto © I DO ART Agency.

Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag (Hesselholdt & Mejlvang). Foto © I DO ART Agency.

Hvorfor har vi f.eks. skulle trækkes igennem så meget C.W. Eckersberg (1783-1853), når vi har haft Bolette Puggaard (1798-1847), hvorfor har P.S. Krøyer (1851-1909) fyldt så meget, når Emilie Mundt (1842-1922) har eksisteret? Og hvad kunne Wilhelm Freddie (1909-1995), som Rita Kernn-Larsen (1904-1998) ikke gjorde ligeså godt, eller måske bedre?

En opfordring til alle kunstmuseer om at få denne bog parkeret solidt i bogsamlingen. Med 👏 det 👏 samme 👏.

Specifikationer:
Forfatter: Eva Pohl. Layout: Kolofon, Reykjavík.

Sideantal: 417. Format: 218 x 266 mm. Sprog: Dansk. Forlag: Strandberg Publishing. Udgivelsesår: 2021. Mere info her.


Anne Marie Carl-Nielsen af Emilie Boe Bierlich og Anna Manly. Foto © I DO ART Agency.

ANNE MARIE CARL-NIELSEN

Historien om Anne Marie Carl-Nielsen (1893-1983) er historien om en kvindelig kunstner, der kom til at stå i skyggen af sin mand. Trods samtidens barske og sexistiske strukturer opnåede Anne Marie dog en hel del – hun var bl.a. den første kvindelige kunstner, der nogensinde lavede en rytterstatue af en konge (Christian IX ved Christiansborgs ridebane) og bronzeporte til en domkirke (Ribe Domkirke). Derudover kæmpede hun for ligestilling og var bl.a. sammen med Anna Ancher medstifter af Kvindelige Kunstneres Samfund.

Bogen er virkelig smukt opsat med mange nye fotografier og fotocollager, der aktualiserer hendes marmor- og gipsskulpturer på en meget frisk og nærværende måde. Derudover rummer bogen en hel masse tekstbidrag, bl.a. af nulevende kunstnere som Amalie Smith, Elisabeth Toubro og Kirsten Justesen. Bogen er udgivet i forbindelse med særudstillingen Anne Marie Carl-Nielsen, som kan opleves på Glyptoteket frem til d. 27. februar, 2022.

Fra bogen Anne Marie Carl-Nielsen. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Anne Marie Carl-Nielsen. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Anne Marie Carl-Nielsen. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Anne Marie Carl-Nielsen. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Anne Marie Carl-Nielsen. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Anne Marie Carl-Nielsen. Foto © I DO ART Agency.

Specifikationer:
Redaktion: Emilie Boe Bierlich og Anna Manly. Med bidrag af: Amalie Smith, Emilie Boe Bierlich, Peter Nørgaard Larsen, Elisabeth Toubro, Kirsten Justesen, Mathias Kryger, Allan van Hansen, Rune Frederiksen og Michael Fjeldsøe. Layout: Troels Faber, NR2154.

Sideantal: 216. Format: 217 x 298 mm. Sprog: Dansk. Forlag: Strandberg Publishing. Udgivelsesår: 2021. Mere info her.


Bertha Wegmann af Gertrud Oelsner og Lene Bøgh Rønberg. Foto © I DO ART Agency.

BERTHA WEGMANN

Bertha Wegmann (1847-1926) er et af de bedre eksempler på, at de seneste års øgede fokus på oversete kvindelige kunstnere har rykket noget, for selv det kyniske og konservative kunstmarked er fulgt med. På en auktion hos Bruun Rasmussen i december 2020 blev Wegmanns portræt af Maria Martha Mathilde Triepcke (senere kendt som Marie Krøyer) solgt til 3,1 millioner kroner, hvilket gjorde det til det dyreste værk af en kvindelig, dansk kunstner, som nogensinde er blevet solgt på auktion. Køberne var Den Hirschsprungske Samling, som netop i dag åbner særudstillingen Bertha Wegmann. At male på mange sprog, der ifølge museet sætter fokus på “en af dansk kunsts bedst bevarede hemmeligheder.” En ting vi ikke kan lade være med at lægge mærke til, når vi bladrer gennem Wegmanns værker er, at der i portrætterne er en særlig nærhed og nutidighed til stede, som vi sjældent genkender hos mandlige malere. Måske har det noget med blikket at gøre?

Fra bogen Bertha Wegmann. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Bertha Wegmann. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Bertha Wegmann. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Bertha Wegmann. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Bertha Wegmann. Foto © I DO ART Agency.

Fra bogen Bertha Wegmann. Foto © I DO ART Agency.

Specifikationer:
Redaktion: Gertrud Oelsner og Lene Bøgh Rønberg. Med bidrag af: Emilie Boe Bierlich, Carina Rech, Peter Nørgaard Larsen, Ernst Jonas Bencard, Rasmus Kjærboe, Lene Bøgh Rønberg, Annette Rosenvold Hvidt. Layout: Spine Studio.

Sideantal: 256. Format: 228 x 277 mm. Sprog: Dansk. Forlag: Strandberg Publishing. Udgivelsesår: 2022. Mere info her.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.