VI BESTEMMER SELV HVILKEN BY, VI GERNE VIL BO I

Forandringer er naturlige. Forandringer fører til noget nyt - ofte ikke til det bedre, men de kan være nødvendige. Spørgsmålet er, om vi er kritiske over for de forandringer, der sker omkring os. Om vi ser dem og tager stilling til dem. Eller om vi blot passivt accepterer større og mere magtfulde struktures påvirkninger, der forandrer det samfund, vi lever i.

For ca. to uger siden blev et af de sidste kunstnerbesatte huse, Tacheles i Berlin, fredeligt forladt, og senere ryddet af politiet. Selvom Tacheles var et af de mere kommercielle fristeder, opsøgt af mange turister som gerne ville dufte lidt til rå alternativ Berlinerkultur, var det stadigvæk et af de sidste progressive symboler i et ellers dybt kommercialiseret Mitte. Det gamle indkøbscenter var blevet en smuk ruin, som et levn fra en svunden fortid, og rummede nu en brugerstyret struktur, gallerier og atelierer.

Tacheles er ét eksempel på, hvordan Berlin udvikler sig i disse år, og hvordan byens politikere blot kigger på, mens små, kreative flækker bliver invaderet. Den lille selvstændige fortorvscafé bliver til Starbucks, den lille designerbutik bliver til en souvenirshop, hvor du kan købe et stykke af Berlinmuren, og streetarten på de gamle facader bliver renset væk og i stedet trykt på afdankede Statement T-shirts, der bliver solgt til turister, som et minde fra det Berlin der var engang.

Tacheles, Berlin 2010.

Når man taler om gentrificering* er Berlin især en spændende case, fordi det er gået så stærkt, som det er. Første gang jeg var i Berlin, var Prenzlauer Berg ”the shit”. Meget autentisk og fuld af mennesker, som boede der, og repræsenterede en alternativ livsstil, man netop kun kunne finde i Berlin, og som inspirerede og skabte ekstremt stigende turisme i området. Nu er Prenzlauer Berg næsten lige så sterilt som Mitte. Det præcis samme skete for Kreuzberg, og lad os nu se hvor længe NeuKölln får holdt bastionen og kan holde de stigende huslejer og turisthorder fra døren.

Huslejen stiger, og de folk som har skabt den kulturelle værdi i de forskellige bydele, bliver tvunget ud og presset længere og længere ud af det område, de selv har skabt, både på det værdimæssige og kulturelle plan.

At organisere sig i byerne
Under parolen ”Wir bleiben Alle” har forskellige kulturinstitutioner, beboere, og kunstnere lavet en kampagne, der sætter fokus på denne udvikling i Berlin. Hvis man går rundt i Berlins gader, hænger der mange steder bannere med parolen ”vi bliver her allesammen”. Kampagnen hjælper folk med at italesætte og igangsætte en debat om, hvem der har lov til at bestemme over deres by, og i hvilken retning udviklingen skal tage.

Kampagnen er interessant, fordi den sætter krav til byudviklingen og stiller spørgsmålstegn ved dybt fasttømrede strukturer. Altså hvor ligger magtfordelingen, og hvem har det sidste ord? Oftest set er det jo dem med penge, som har det sidste ord, og det afspejler udviklingen også, men måske er det man bør tænke over en ekstra gang i virkeligheden; hvem har den økonomiske værdi? Jo, selvfølgelig er det de store virksomheder, kæder og butikker, men hvis vi skal i gang med at snakke tal, tør jeg slet ikke tænke på, hvor stor en økonomisk vækst hele det kreative vækstlag har skabt for Berlin. Det er meget mere, end hvad American Apparel og Weekday kan prale af, – og meget mere langsigtet. Hvis Berlin ikke passer på, bliver byen ikke ved med at være ”fattig, men sexet”, som borgmesteren siger, – så er Berlin kun fattig og udpint, og det er næsten værre end at være gået i stå.

Berghain, Berlin.

Fra Berlin til København
Nu er denne udvikling meget tydelig i Berlin, men problemstilling er langt fra enestående. Jeg synes også, at den er tydelig i København. Her har vi Nørrebro, som, bid for bid, bliver overtaget af Joe and the Juice og Lagkagehuset. McDonalds slap vi heldigvis for i denne omgang, men en bilfri Nørrebrogade ligner mere og mere Strøget, – bare med lidt mere grafitti, i hvert fald mandag morgen når ”grafittiens værste fjende” ikke har været nået forbi og har vasket weekendens opråb af de gamle arbejderboliger.

Ungdomshuset er blevet forvist til Nordvest, hvor kun de nærmeste naboer bliver konfronteret med den alternative livsstil, som før prægede det meste af Nørrebro. Blågårdsgade er ved at ligne Elmegade, som ligner den gudsforladte Hyskenstræde. De små butikker og fine spillesteder er rykket til Kronborggade og Jægersborggade, hvor huslejen derfor stiger gevaldigt, som følge af det kreative opsving. Men hey, hvem vinder den her tagfat? Ender det ikke igen med at alle de, som oprindelig bor i disse områder, ikke længere har råd til at være der mere. Alle dem der giver byen sjæl, ikke attitude, men historie og sjæl, bliver trætte af hele tiden af skulle starte på ny, indtil de endnu en gang bliver nød til at flytte længere væk.

Jægersborggade, København 2010.

Jeg ved godt, at det er naivt at tro, at Kødbyen kan bevares lige så interessant og turistfri, som den oprindeligt var i 2008, og lige såvel som det er svært at finde en læderbøsse på Berghain, er det svært at finde en Raver i Kødbyen, i hvert fald i weekenderne, men sådan er det vel, og nye steder popper op, men i det mindste kan vi organisere os og prøve at styre udviklingen, så de nye værdier bedre kan fastholdes, og ikke bare forsvinder lige så hurtigt, som de er opstået.

Hvis vi ikke passer på og husker at gøde vækstlaget, bliver det kvalt lige så stille, og et småborgerligt København med endeløse kartoffelrækker og en kommunalt iværksat københavneridentitet er et skridt nærmere.

Kødbyen, København 2011. (Foto: Kenneth Nguyen).

Vi bestemmer selv hvilken by, vi vil bo i
Jeg synes, vi skal være bedre til at værne om de ting, der gør København interessant. Lige nu er byen i kolossal udvikling, og flere og flere mennesker ude i verden vender blikket mod vores fantastiske by. Lad os for engangsskyld lære af, hvad der er sket ude i andre byer omkring os, for selvom Wonderfull Copenhagen tror det, er det hverken cykler eller Tivoli, der har skylden for den stigene turisme. Det er det autentiske København, det mangfoldige København og et København som er progressivt og som tør. Jeg er selv tilflytter, og jeg flyttede til København som 16årig, fordi byen rummede et enormt udviklingspotentiale og en smuk kulturhistorie. Og vigtigst af alt en stor mangfoldig kulturforståelse og rummelighed.

Lad os tænke lidt over, hvordan vi kan passe på vores bydele og vores kvarterer. Lad os prøve at etablere en stolthed omkring det kulturelle vækstlag, som ikke bare kan smides væk eller rives ned. Jeg gider i hvert fald ikke flere nye bygninger, når jeg kan tage i Bolsjefabrikkens smukke gamle lokaler. Jeg behøver ikke flere nybyggede klubber, når vi har store udbrugte lokaler i både kødbyen og Carlsberg. Det jeg mangler er en investering i det, der er, så det kan udvikle sig og udleve sit fulde potentiale.

Bolsjefabrikken, Lærkevej, København.

Carlsberg, København 2002.

Med frygt for at denne kronik skal komme til at lyde næsten konservativ, vil jeg lige understrege, at det ikke er udviklingen, jeg er bange for, for den sker med eller uden organisering. Jeg er bare bange for, at vi om 10 år ikke kan genkende den by, vi holder af, og de drømme og ønsker, vi har for byen.

Jeg tror, vi skal investere vores bevidsthed i en mere kollektiv forståelse for byen. Vi skal definere en bypolitisk linje, for vi har et fælles ansvar for byen. Det er en kulturkamp, en værdikamp, som os kulturinteresserede folk kan være med til at starte, og i sidste ende kan vi være med til at beskytte byens sjæl. Det er ikke investorer, for de har desværre helt andre interesser. Ud over vores egen aktivisme og organisering, kan vi krydse fingre for at der også er nogle politikere, der arbejder på at beskytte huslejestigningerne på vores smukke broer i København.

Dog skal der lyde et thumbs up til de folk, som bliver ved, og som gør, at man bliver ved med at finde nye, spændende og uopdagede steder i vores lille by. Pigerne fra Lesbisk kaffe på ydre Vesterbro, og kvarteret der omkring, gør det pisse godt. Sejt at I rykkede rødderne op fra Jægersborggade, og startede på en frisk. Og kunstnere som Anna Petri, som snart skaber sit eget rum for den Avantgarde scenekunst. Jeg glæder mig til at følge dit projekt tæt de næste år. Ja listen er lang og fuld af gåpåmod, så det eneste vi mangler er diskussionen og en større intern organisering af det kulturelle vækstlag.

* Ordforklaring:
Gentrificering og ‘urban gentrificering’ betegner de socio-økonomiske og kommercielle forandringer i et byområde, som følge af at rigere mennesker køber ejendom i et mindre velstående samfund. Som konsekvens stiger den gennemsnitlige indkomst, mens den gennemsnitlige families størrelse falder, hvilket kan resultere i en udsættelse af beboere med lavere indkomster på grund af øget husleje, huspriser og ejendomsskatter. Urban gentrificering kan ændre den kulturelt mangfoldige karakter af et samfund til et mere økonomisk homogent samfund, hvilket nogle beskriver som havende karakter af forstad. Politisk modstand til gentrificering er ofte lokalsamfundets reaktion mod den utilsigtede økonomiske udsættelse, som konsekvens af stigende huslejer, der gør fortsat ophold i deres boliger ugennemførlig.