DAGBOG FRA RUSLAND

Vi er fløjet gennem 3 lande og har kørt i bil i 4 timer, vi har fået ransaget vores bil, og vi har mødt Rusland for første gang nogensinde. Jeg er nu i Kaliningrad, som er første stop på turen, hvor jeg skal dj’e i et land og i et miljø, som på ingen måde minder om det jeg selv er dybt begravet i hjemme i København.

Her ligner lidt en Versacereklame fra 80′erne. Det er bad taste. Guld, sølv og diamanter, det hele skal vises frem. Der er nogen, der har fået penge, og så er der en hel masse udenfor hotellet, som ikke har.

Her kommer jeg med mit blå hår, grønne sind og 20 år i bagagen, og bliver konfronteret med nyrige tosser, statslig homofobi, crocodile og ingen at kommunikere med. Det er ikke sørgeligt, tværtimod synes jeg, at det virker underligt. Jeg er nysgerrig på det her sted, den her by og mit første dj-set i aften. Min manager sagde til mig, da vi var på vej ind i flyet, at i Rusland har menneskelivet ingen værdi; de tager liv, som vi plukker blomster. Det havde trommeslageren fra the Raveonettes fortalt, og han var ikke begejstret.

Jeg er ikke blevet dræbt endnu, kun med øjnene. Vores guide snakker lystigt om Putin, Pussy Riot og en russisk nationalfølelse på hans meget skrabede engelsk. Han virker flink, ydmyg og engageret. Jeg undrer mig over, hvor interessen for mig opstod. Hvorfor er jeg booket hertil? Det virker slet ikke som om, at her er en scene for andet end eurodance.

Hvad er det, de vil have ud af mig? Måske er det drømme – måske noget eksotisk. Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald ikke kun god musik.

Et lyserødt paliet-rygmærke
Vi blev hentet på hotellet i går aftes af vores booker. Han tog os med ned på en café, hvor alle de ny-rige var. Man kunne spise sushi og ryge vandpipe. Ingen kunne tale engelsk. Vores booker havde taget en veninde med. Hun arbejder på en af Ruslands største radiostationer, og hun gav mig en gave; en cd med den lesbiske nul’er duo t.a.t.u., som er den første og eneste musikeksport, der er kommet ud af Rusland længe. Gaven var den første i en række. Jeg nikkede til hende og sagde pænt tak.

Da vi kommer ned på klubben, tager vores russiske booker sin jakke af, og et lyserødt palliet-rygmærke kommer til syne. Jeg ved efterhånden, hvad klokken er slået. Vi er havnet i et hemmeligt undergrunds-homomiljø i Kaliningrad. Folk ser vilde ud. Mange har farvet deres hår blåt i dagens anledning. Kun billeder kan beskrive, hvor vild en fest, det er. Jeg ankom ellers med en selvopfattelse af, at jeg efterhånden har fået hård hud på sjælen efter mit 5årige arbejde med nattelivet i Danmark.

Man tror man har oplevet det hele, men så kommer man til Rusland og finder den samme rus, som første gang man var til fest. Jeg går euforisk i seng med storhedsvanvid og vågner op afdanket med tømmermænd, og 30 nye venneanmodninger fra heteroseksuelle russiske piger, der enten syntes, jeg var the shit eller så mig som en fribillet til Skandinavien.

Indespærrede dyr og mundkurve
En pakke cigaretter koster 5 kroner. Dem har jeg røget mange af. Overfor vores hotel ligger der en zoologisk have. Rusland virkede lidt kompleks at komme i gang med, udover i de sene nattetimer, så jeg tænker, at det vil være et godt sted at starte.

Kaliningrad blev bombet synder og sammen under 2. Verdenskrig. Byen blev bygget op på ny, men det virker ikke som om, at der var cement nok til at renovere deres zoologiske have. Det ser mest af alt ud som om, at der er banket store huller i jorden, og derefter placeret alt fra sneleoparder til bjørne. Ingen sol – kun jordslået beton. Mine tømmermænd distancerer mig fra min empati, og jeg går rundt i parken i en times tid. Et stort skilt peger ind mod noget, der ligner et forladt hus. På skiltet er der afbilledet noget, der ligner en flodhest. I huset er der, udover to flodheste i så beskidt vand at du ikke kan se den del af dyrets krop, der er under vandets overflade, en tung luft af jordslåethed og mugne klinker.

Resten af dagen veksler mellem Sovjet-arkitektur, og møder med bl.a. hemmeligt politi og nordisk ministerråd.

Vores russiske booker hiver mig og min danske manager rundt, både mentalt og fysisk. Vi skal nå at se hver en krog af byerne på vores, ellers korte, tur. Jeg prøver at spørge ind til hans oplevelser fra festen; om han har haft det lige så vildt som mig, og har oplevet de samme ting. Han fortæller, at han så flere, der var rørt til tårer, da jeg spillede. De havde aldrig hørt deephouse før, og rytmerne havde overvældet dem. Jeg bliver chokeret, og begynder at tænke lidt på hvilken indflydelse og position, jeg har placeret mig selv i. Det er langt mere end blot et dj’set på en klub.

Min manager siger, at jeg er ved at lave en ”Michael learns to rock”, i Rusland. Hvis der er noget jeg ikke har lyst til, så er det det.

Krea-københavnsk småborgerlighed
Det er svært at komme ind på vores nye russiske venner. De søger hele tiden vores accept. Hvis vi gæster deres hjem, spørger de, om vi kan lide det. Og hvis de viser os en bygning, skal vi sige vores mening. Vi skal hele tiden vurdere deres kultur, som om vi repræsenterer de sande kulturelle værdier, bare fordi vi er født og opvokset i vesten.

Gang på gang får jeg bekræftet, at vi kommer fra to vidt forskellige kulturelle virkeligheder, hvor opfattelsen af, hvad der er pænt og grimt, er forskellig. Og det handler ikke kun om kultur men også om økonomi; den månedlige gennemsnitsløn i Kaliningrad er 3500DKK, så der er ikke råd til EasyJet-ture til Berlin eller London for at suge nye tendenser og indtryk til sig.

Jeg kæmper lidt med en københavnsk selvforståelse, som bliver ved med at fare op i mig. En hellig bedrevidenhed som hele tiden kommer frem. En selvtilstrækkelighed som jeg ikke lagde mærke til, før vores møde med et par andre københavnerne, der var til en konference i Rusland.

De kunne ikke huske, om det var Sankt Petersborg eller -berg, de havde været i, og de syntes at de bøger, som de havde fået i gave fra deres russiske værter, var dumme, og de var ikke bange for at vise det. Nogle gange afskyr jeg virkelig den ghetto, vi lever i derhjemme. Vi bekræfter hele tiden hinanden i, at vores kreative livsstil med gallerier, ferniseringer, dåseøl og rullende lydsystemer er så rigtig. Vores bykultur og akademiske frisind er blevet et par mørke solbriller, som vi har svært ved at se igennem. I virkeligheden synes jeg, at det er fint, og jeg synes begrebet ”hipster” er ligeså ligegyldigt, som hvilket taskemærke Helle Thorning bærer. Men i dette tilfælde giver det mig kvalme. Vores værdier virker småborgerlige.

Slumromantik på første række
Rusland er et slumromantisk paradis. Beton, minus grader, og mere beton. Det er smukt, for os der betragter. Sådan er det vel for det meste med slumromantik. Hvis du har det kulturelle overskud, kan du nyde det, som ikke er smukt, som i en ”solnedgang over havet”. Historien giver et sus, fordi den er så dybt forankret overalt, hvor du kigger hen.

Denne aften er vi et nyt sted. Vi er på den ældste klub i Rusland. Under Sovjet havde man brændt ulovligt rock på vinyl og smuglet det med fragtskibe fra vesten til Rusland, hvor det derefter blev spillet illegalt på klubben. Den samme fandenivoldskhed var som den russiske historie, også muret ind i bygningen. Endnu en fest, flere mennesker, endnu flere indtryk, endnu en morgen med tømmermænd og tankestrømme.

Interessen er stor, og jeg skal tilbage igen. Næste gang skal Soho synge live ind over mit dj-set. Da mit fly lander i København bliver billederne af de mange fotografer, de store plakater med mit ansigt og heltestatussen til fortid. Jeg har altid haft en forkærlighed for det flygtige, det er jeg endnu engang blevet bekræftet i.

Alle fotos af Esben Weile Kjær. Efterbehandlet af I DO ART Agency.