PROJEKTER SOM IKKE ER BLEVET TIL NOGET (ENDNU) PT II

PROJEKTER SOM IKKE ER BLEVET TIL NOGET (ENDNU) PT II

Jeg har så mange fantastiske projekter, som indtil videre ikke er blevet realiserede; enten fordi at de er for dyre, for svære eller simpelthen fordi, at de fremstår alt for utopiske i deres grundtanke! Mens nogle af installationerne har været hele den kulturbureaukratiske mølle igennem, er andre blot en koncepttegning eller en simpel idé på et stykke papir.

Da jeg lavede Strøm festivalens åbningskoncert, ud af vinduerne på Musikvidenskabs’ bygning i 2011, opstod idéen om at tage dette koncept til lands, vand og i luften. “Søerne” blev arbejdstitlen på en scene med en lysinstallation, som skulle være flydende eller stående på bunden, midt ude i Sortedamssøen. Buen, som kan ses på billedet, startede oprindeligt som en mock-up ubåd fra 2. Verdenskrig, som skulle være flydende, og som skulle kunne huse diverse elektroniske artister. Vi fandt dog hurtigt ud af, at denne ville være alt for dyr at få fremstillet, samtidig med at en tysk Type VII ubåd midt i søerne i København, komplet med en Albert Speer’sk lysscenografi, garanteret ville støde rigtig mange mennesker. Men tanken om at lade en ubåd fra fortiden ”dykke” op i midten af søerne i København for at lægge scene til en 360 graders koncert, er mig stadig utroligt dragende!

11-copy1.jpg

Vi undersøgte flere muligheder, b.la med flydende tømmerflåder og pramme, som dog alle var kedelige, og på ingen måde bidrog til ”objektiviseringen” af koncerten. I stedet undersøgte vi mulighederne for en struktur, lavet af et stillads, formet som en triumfbue, 8 meter høj og 12 meter bred. Stillads er forholdsvist billigt at leje, men dyrt at sætte op. Desuden viste bundmålinger af søen, at søbunden var en mudret substans, som lå under 3-4m vand. Ikke just en let opgave for det kære stilladsfirma, og ikke just billigt!

19-copy.jpg

Så triumfbuen skulle altså være flydende og ikke stående på bunden. Den skulle være bygget på en tilstrækkelig stor pram, som både kunne yde stabilitet til konstruktionen, samtidig med at den ville kunne fungere som scenegulv for musikerne. En kreativ indskydelse var at lade hele konstruktionen kunne hæve og sænke sig, således at fladbundede både akkurat ville kunne passere over scenegulvet, alt imens musikerne på scenen ”kun” ville stå i vand til anklerne.

Denne idé skabte dog flere problemer end løsninger, bl.a. hvad angik sikkerhed og ikke mindst økonomi igen igen! Vi havde håbet på, at konstruktionen kunne komme til at koste max en halv million, for at det skulle være plausibelt at skabe denne løsning. Desværre endte vores endelige tilbud med at være på 1.6 millioner for scenekonstruktionen alene, og så var det virkelig op ad bakke med fondsansøgningerne og sponsoraterne, at hive en 1 times gratis koncert hjem til over 2 millioner kr. ;-)

125-copy.jpg

Derfor er projektet lagt på hylden:
Projektet havde muligvis været muligt at gennemføre på en lejet pram fra Roskilde Festival eller fra Kbhs Havn. Det kunstneriske udtryk ville desværre også være derefter, og da vores økonomiske rammer blev sprængt til atomer, valgte vi at lægge projektet på hylden, indtil vi en dag måske har pondus nok til at kunne sælge et så stort anlagt projekt.

Som jeg nævnte tidligere var denne koncert projekteret til at være 2. del af en slags trilogi til lands, vands og i luften. Jeg arbejder dog stadig til lands, men har bestemt også ambitioner om at lave en koncert i skyerne i luftballoner en dag, hvis altså det kan lade sig gøre ;-)

hot-air-balloons511.jpg

Jakob Kvist (f. 1985) er lysdesigner og har bidraget til idoart.dk siden 2013.