THE THREAD WRAPPING MACHINE

Den svensk-chilenske Anton Alvarez (f. 1980) er født i Uppsala, uddannet møbelsnedker og i stedet for at fokusere sit arbejde på det færdige resultat, skaber Anton systemer, metoder og værktøjer; han designer processer. Denne tillid til det ukendte og eksperimenterende tilgang, giver rum til helt nye udtryk og gør Anton Alvarez til en helt unik designer.

Som sit afgangsprojekt på Royal College of Art i London, i sommeren 2012, ville Anton opfinde en ny måde at sammensætte materialer, som ellers var meget vanskelige og tidskrævende at koble sammen. Ud fra mange års erfaring med snedkerfaget, en enorm indsigt i procesbaseret design og en konceptuel tankegang, skabte Anton et helt nyt værktøj. Et nyt håndværk blev til, sideløbende med at Anton genererede erfaring og blev dygtigere til at bruge den nye maskine. Thread Wrapping var født.

“Limitless potential”
The Thread Wrapping Machine forbinder forskellige dele og materialer, ved at vikle farverige, limbelagte tråde rundt om koblingen og kan derved skabe sammensatte objekter uden brug af skruer eller søm. Anton har blandt andet brugt sit projekt til at konstruere massevis af farverige møbler og møbel-lignende objekter og i øjeblikket (dog kun frem til 13. januar 2013) er han en del af udstillingen Digital Crystal på Design Museum i London.

“I did not start off creating functional objects with the wrapping machine, instead I was trying to freely work with the new tool and see what was possible. For now, I am creating objects of furniture, but see the potential of the machine as limitless – expanding the technique to develop built environments, architecture and conceptual spaces.” – Anton Alvarez.

Process photos by Märta Thisner.
Product photos by Paul Plews.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.