OG NU HAR JEG BESLUTTET AT TALE MINDST MULIGT UDENOM
Jeg har tænkt over noget. Samtidskunst er ikke så god til at snakke indefra. Den bliver fortalt af andre. Og dem der laver den, taler ikke så meget om den.
En gang i mellem fordi vi på akademierne opbygger en praksis, lærer os selv at kende for at gøre det og i det hele taget får et begreb om, hvad det er, der interesserer os, hvordan vi udtrykker det, hvilket medie der tiltaler os, og hvordan vores indhold kommunikeres. Og det efterlader én som studerende med helt åbne kanaler og ufattelig mange spørgsmål, som vi efterhånden skal søge svar på igennem netop det at lave kunst. Derfor er det måske ikke så underligt, at kunstnere taler lidt rundt om, forbi og nogen gange helt væk fra at sætte ord på ting. Vi har nok flere spørgsmål, end vi egentligt har svar, men netop derfor er kunsten også interessant. Samtidskunst er betinget af sin beskuer, som mennesket, der lever i den her verden. Det er visualiteten, objektet, der taler til subjektet og vores evner som subjekter.
Den er også blevet mere installatorisk. Og dermed tænker jeg ikke på, at alt samtidskunst som sådan er installationer. Men som jeg ser det, så forholder samtidskunst sig til samtiden, omgivelser og visuelle tegn end tidligere. “Skredet” skete, da konceptkunst bragede frem i 50-60'erne, hvor idé og tankevirksomhed blev en del af kunst.
I min optik, så er samtidskunst det absolut mest spændende kunstfelt. For mig er det en måde at gå til verden på, som jeg nyder at praktisere i og se verden gennem. Og også give til andre. Selvom det måske ikke er til lige så stor en skare af mennesker som de mere kommercielle “kunstfelter”. Og jeg mener også, at det er det kunstfelt, der har størst potentiale (ja, det skal jeg nok forklare i et andet indlæg).
Nu har efterhånden gået på Det Jyske Kunstakademi i 5 år. Og det slutter lige straks af med en afgangsudstilling 1. maj, i det der nu hedder Aarhus Kunsthal (det tidligere Århus Kunstbygning). Vi har fået tildelt deres store åbne kælderlokale, og det er vi så kun 6 afgangselever til at fylde ud. Og her har vi en af fordelene ved at gå på et lidt mindre kunstakademi. Vi har måske hver 50 km2 at boltre os på, frem for måske kun at få 6-10 km2, som i København, når godt 30 elever tager afgang.
Vi har fået en kurator på, som arbejder sammen med os i hele processen om at lave sådan en udstilling; at slutte sin uddannelse med et værk, ét stort projekt. (På akademierne bliver man ikke stillet opgaver som sådan. Opgaven lyder egentlig bare på at lave værker.) Og nu er projektet skudt igang. Jeg skal til at finde ud af, hvilket værk jeg skal lave deroppe. For der er lige pludselig mange ting at tage stilling til. Man laver et værk til lejligheden og rummet frem for at sætte et gammelt værk op.
Jeg er efterhånden også blevet en skrivende billedkunstner. Jeg ender for det meste med at have tekst og arbejde tekst med i mine værker. Om det er skulptur, video eller fotos. Men jeg har også arbejdet lidt med tekstværker. Kunstværker der er tekst og selve bogen, som materiale og vores relation til den. Som samtidskunst.
Dertil har jeg skrevet en bog her inden jul. Et såkaldt tekstværk. Også som spadestik til min afgang. Og den har jeg nu valgt at lave et par oplæsninger på. Første gang er her d. 7. februar nede i Warehouse9, hvor jeg sammen med 3 andre fra Det Kongelige Kunstakademi arrangerer BarHvaViHar – en torsdags kunstbar, som vi på en eller anden måde også betragter som et kunstprojekt i sig selv. (Note to self. Lav også et indlæg om dette).
Ja, og så vil der også blive en oplæsning nede i Vess under udstillingsperioden på idoart.dk’s 2 års fødselsdagsudstilling.
Men faktisk så vil jeg også gerne forære et eksemplar af min lille bog væk til en af jer læsere, som kunne finde sådan et tekstværk interessant at få fingrene i. Når I nu har brugt tiden til at læse dette indlæg. Så smid en kommentar om whatever eller hvorfor samtidskunsten bør prises. Så vælger jeg en “vinder” ud på mandag. MANDAG D. 21 januar. Ja, og jeg forbeholder mig retten til at vælge på baggrund af sødeste kommentar, entusiasme, humor eller måske bare et rigtig sjovt navn. Eller bare en iver for at læse min bog. Og jeg kan godt afsløre, at den faktisk også er lidt sjov.
Line Hvidbjerg (f. 1986) er kunstner og uddannet ved Det Jyske Kunstakademi i 2013. Line har bidraget til idoart.dk siden 2011.
