SVARRE/STOCKHOLM: MENNESKETS SPOR OG FAMILIÆRE ERINDRINGER

I forbindelse med Ringsted Galleriets aktuelle udstilling Svarre/Stockholm med kunstnerne Daniel Svarre og Dan Stockholm har jeg sat de to kunstnere i stævne omkring deres bidrag til udstillingen.

Vi skal tilbage til 2016 for at finde frem til det, som danner grundlag for dette kunstnermøde. Dengang lavede de to kunstnere nemlig to separatudstillinger – i hhv. Tyskland og Danmark – der på forskellig vis kredsede om deres afdøde fædre og det tomrum, som de havde efterladt sig.

Både Daniel Svarre (f. 1976) og Dan Stockholm (f. 1982) arbejder med et patosfyldt indhold i forenklede og serielle udtryk, hvor kroppen, eller fraværet deraf, synes at spille ind. Alligevel er de æstetiske resultater markant forskellige. På baggrund af disse sammenfaldende, men også distinktive faktorer, bringes værker af de to kunstnere nu sammen i udstillingen Svarre/Stockholm, som har givet anledning til dette interview:

Svarre/Stockholm (installation view). Foto: Morten K. Jacobsen.

På udstillingen viser I begge nogle installationer med stærke referencerammer. Det er rum, som I med egne ord har betegnet som henholdsvis en stue og en arkæologisk udgravning. Hvordan vil I beskrive jeres individuelle bidrag til udstillingen?

Svarre: Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Ringsted Galleriets invitation, som refererer tilbage til min udstilling Fathers Watch fra 2016. Det var en udstilling, hvor bl.a faderfiguren og det selvbiografiske var i fokus – med udgangspunkt i teenageårene hvor forholdet mellem subjekt og samfund for alvor defineres. I ønsket om at skabe et genkendeligt og familiært, men også personligt rum, har jeg til denne udstilling valgt at inddrage nogle af de samme overvejelser og greb. Resultatet er blevet en række skulpturer, som har stuen som omdrejningspunkt med eksempelvis et spisebord, stole og en lampe, hvoraf nogle af elementerne er hentet fra mit barndomshjems stue – såsom bordpladen og det affotograferede maleri, Anna.

Daniel Svarre (installation view). Foto: Morten K. Jacobsen.

Stockholm: Jeg viser en totalinstallation, der er opbygget som en scenografi, hvor et ton gips er strøet ud over gulvet. Gipsen tegner et landskab i rummet og udgør materiale til og display for udstillingens værker.

Gipslandskabet bebos af tredimensionelle porøse kroppe fanget imellem opståen og forfald, krukker, der er forsteninger af de berøringer, som har frembragt dem, samt store gipsbeholdere, der er støbt direkte ned i jorden.

Scenografien/gipsen bruges som bindemiddel til at sammenflette forskellige projekter og værkserier i en materiale- og betydnings-matrix, skræddersyet til rummet. Værkerne fremstår rituelle og kan vække mindelser om fjerne forfædres frembringelser. Som det gør sig gældende med mange arkæologiske artefakter, ligger deres funktion og betydninger hen i det uvisse. I dette tågeland rækker de ud efter beskueren og søger at aktivere beskuerens forestillingsevne. Udstillingens værker, der alle kommer af en art skabende arkæologi, kredser om vores kroppe, deres frembringelser, aftryk, tilstedeværelse og endeligt. Udstillingen sætter fokus på den fysiske krop samt kroppen som fartøj for bevidsthedens uhåndgribelighed. Via et kunstnerisk take på arkæologiske metoder som udgravning, præservering, arkivering og display undersøger den, hvordan vi som art forholder os til materie og bevidsthed, til spiritualitet, ritualer og det hinsides.

Dan Stockholm (installation view). Foto: Morten K. Jacobsen.

I forskellig grad synes I begge at arbejde med en form for menneskelige aftryk. Hos Stockholm kan man spore dybe, iboende aftegn fra den manuelle fremstilling i eksempelvis serien Vessels, mens man hos Svarre kun svagt fornemmer nogle overfladiske ridser og spor i præfabrikerede elementer som i værket Spisebord. Hvad betyder disse spor og den historik som ligger i materialerne, for jer?

Svarre: Materialerne, sporene og den historik, som er synlig for beskueren, udgør en stor del af præmissen for aflæsningen af værkerne. Det er tydelige spor, som f.eks. de nævnte ridser i bordpladen, som signalerer, at pladen har været i brug. Det er et design, som signalerer, at pladen er fra et andet årti, samt en installering, som giver anledning til at betragte den på en anden måde. Der er også nogle mere personlige spor i værkerne, som jeg tænker har en større værdi for mig, end for beskueren, så disse spor er ikke tydelige i hverken aflæsning eller formidling. Jeg ser den kunstneriske handling som et forhold mellem det personlige og samfundsmæssige udtryk, og der kan i det personlige ligge en autencitet, som kan komme til at overskygge værkets andre betydninger. Til denne udstilling har forholdet mellem det præfabrikerede og det personlige derfor været en balancegang.

Stockholm: Jeg har altid været optaget af de spor, vi som art har efterladt os. Som barn gik jeg ofte med blikket rettet nedad og søgte. Jeg samlede på antikviteter, og når vi på skoleture besøgte historisk arkitektur og fortidslevn, kunne jeg ikke dy mig for at stjæle et fragment eller to.

Jeg begravede min dagbog i vores have med et forord, der var et brev til den mulige finder ude i fremtiden i forsøget på selv at efterlade mig spor. Jeg er stadig optaget af fund, ladede materialer, spor og aftryk.

I mit arbejde beskæftiger jeg mig med, hvordan materialer og skulptur kan bruges som medie til at indkapsle og transmittere historie, handling og betydning på tværs af tid og sted. Jeg arbejder med en metode, som jeg kalder performativ proces – en metode hvor tilblivelsesprocesser og performative handlinger indlejres i værket og gør det til bærer af sin egen historie. Jeg forstår og oplever bedst verden igennem berøring.

Denne optagethed af taktile og performative processer forsøger jeg at inkorporere i mine værker, f.eks. i værkserien Vessels. Her er alle spor af berøringen og interaktionen med materialet under værkets tilblivelse tydelige og fastfrosset i det endelige værk. Værkerne bliver fossile efterladenskaber af den koreografi, der frembragte dem.

Når jeg ser jeres forskellige værkbidrag, men også tidligere værkproduktioner, kan jeg ikke lade være med at tænke på systemer og strukturer. Stockholm præsenterer værker, der tilsammen udgør en scenografi, som vækker mindelser om en arkæologisk udgravning; et sted, hvor man kortlægger og registrerer fortidens spor. Svarre viser en serie værker, der tilsammen danner et scenarie, som tager form som en stue, men hvor alle de bærende elementer på inventaret er erstattet af et system af jernrør og fittings af industriel karakter. Det er som om, at hverdagslige begivenheder og måske endda følelsesmæssige tilstande indsættes i en rationel, institutionel ramme. Hvilke tanker har I gjort jer omkring udformningen og rammesætningen, og har Ringsted Galleriets rå, industrielle rammer haft betydning herfor?

Svarre: Rør og fittings er materialer, som jeg efterhånden har arbejdet med i nogle år. Disse elementer er valgt grundet deres associationer til bl.a. konstruktion indenfor byggeri samt deres referencer til interimistiske, hurtige og foranderlige rumkonstruktioner af forskellig karakter, som jeg har bemærket f.eks. i motionscentre og metroen.

I mit arbejde former rørene konturer i skulpturerne, som udgør kvadratiske strukturer, hvori udvalgte objekter indgår. Jeg har på forhånd defineret et system i materialet med fastlagte mål og regler, så det kan genbruges i forhold til andre opsætninger eller strukturer. Værkerne udtrykker ofte en krydsning mellem en situation og et møbel. Man kan sige, at de delvist sætter den følelsesmæssige tilstand fra den situation, som værket udspringer fra, i en rationel ramme, men kun delvist fordi jeg egentlig ikke er interesseret i at sætte det følelsesmæssige i en fastdefineret ramme.

Jeg er i højere grad interesseret i en genforhandling af det emotionelle, og det synes jeg, at jeg får mulighed for at udtrykke gennem dette materiale, som både signalerer noget konkret og noget foranderligt. Mht. rummet så har jeg set flere udstillinger på Ringsted Galleriet. Jeg tror, at det har gjort mig immun overfor det industrielle. Min tilgang har været meget white-cube-agtig a la at forsøge at lade værkerne tale for sig selv.

Stockholm: Ringsted Galleriets rå lokale har haft en stor betydning for min del af udstillingen. Rummets fysik tillader nogle greb, som jeg længe har ville afsøge. F.eks. gjorde det stabile epoxybemalede gulv det muligt at realisere gips-scenografien. På min nyligt overståede soloudstilling The Dig, på galleri REITER i Berlin, brugte jeg en del af de værker, der nu vises på Ringsted Galleriet, til at transformere galleriet om til en art museum.

Udstillingen på Ringsted Galleriet ser jeg som en prolog til The Dig, hvor vi forlader museet og befinder os i en slags udgravning. Kunst og arkæologi har for mig at se nogle fællesnævnere, som jeg holder af og bruger i mit arbejde.

Når jeg har besøgt historiske steder rundt omkring i verden, har jeg altid følt mig draget af de steder, der endnu ikke har ladet sig afkode. Jeg er generelt mere interesseret i at få aktiveret min forestillingsevne og fantasi, end jeg er i facit. Udgravningen er for mig det perfekte forestillingsrum, hvor artefakterne befinder sig in situ, førend de bliver forsøgt afkodet og låst.

Jeg har forsøgt at lave et sådant forestillingsrum, beboet af artefakter der fremstår som efterladenskaber fra en civilisation, som på én gang virker bekendt og dog fremmed. I arkæologien leder vi efter os selv. Men er det virkelig os selv, vi finder, eller var vi nogle helt andre? Det er mit håb, at publikum vil gå på opdagelse i installationen og lede videre.

Dan Stockholm, Body Build (detalje), 2019 (Gips, variable mål). Foto: Dan Stockholm.

Det kuratoriske grundlag for udstillingen går tilbage til 2016 med de to respektive soloudstillinger, HOUSE og Fathers Watch, som begge synes at have banet vej for noget nyt i jeres virke. I HOUSE viste Stockholm for første gang negative afstøbninger af sine hænder, efter at han metodisk havde rørt ved hver en mursten af sin fars hus, og i Fathers Watch blev vi for første gang præsenteret for Svarres forstørrede, særegne armbåndsure med stærke referencer til sin far. Hvordan vil I beskrive den udvikling, som har fundet sted siden jeres udstillinger i 2016, og hvordan kan det sættes i relation til jeres arbejde i dag?

Svarre: Med Fathers Watch begyndte jeg at arbejde med objekter, som i højere grad indeholder personlige antydninger – blandt andet armbåndsurene, som er 1:10 forstørrelser af min fars ure.

Der ligger mange betydninger i uret omkring tid, status, overblik mv., som kan være med til at flytte objektet fra den personlige fortælling til en fælles fortælling. Udgangspunktet dengang var derfor også en balancegang mellem det personlige og det genkendelige. Desuden er uret stadig den dag i dag et ikonisk, maskulint smykke, og designet kan være enormt potent, så genkendeligheden findes stadig. Ifbm. Fathers Watch fandt jeg interesse i at inddrage objekter med et mere specifikt lag af personlig erindring og erfaring, og det har måske noget at gøre med, at jeg selv er blevet far og pludselig har skulle forholde mig til tanker om det maskuline og faderrollen på ny. Det skal nævnes, at jeg mistede min far i en tidlig alder, og arbejdet med og brugen af dette tab er ikke et nyt fokus i mit kunstneriske projekt. Men det at faderfiguren står diffus for mig, har bestemt styrket min interesse for forskellige aspekter indenfor det maskuline, og hvordan kulturelle og sociale tegn påvirker og danner identitet på godt og ondt. Det er tematikker, der løber som en rød tråd fra mine første projekter til denne udstilling i dag.

Daniel Svarre, Fathers Watch, 2019 (Jesmonite og Tekstil) & Kommode, 2019 (Teaktræsfinér, rørmetal og fittings, 39,4 x 76, 112,8 cm). Foto: Morten K. Jacobsen.

Stockholm: Værket, jeg lavede umiddelbart efter min fars død, går tilbage til 2013. Afstøbningerne lå i en kasse i et par år, da de havde brug for at dampe af, førend jeg kunne arbejde med dem professionelt. Jeg overvejede ofte, om jeg havde lyst til at involvere min personlige historie så konkret i mine værker, men heldigvis var det et af de værker, der i sidste ende blev lavet af nødvendighed. Siden har jeg ikke involveret min personlige historie så konkret i min praksis, men naturligvis henter jeg indhold til mine værker ved at leve livet, mens form er noget, jeg arbejder frem. Det var uundgåeligt, at en så skelsættende begivenhed ikke ville sende mig i en ny retning.

Jeg har i mit arbejde siden været meget søgende ifht. hvad det er, vi består af – både kroppen og alt det, som ikke er krop. Her finder jeg stor inspiration og slægtskab i ældgamle civilisationers tanker og frembringelser. Egypterne arbejdede i 3.000 år aktivt på deres forhold til døden – hvordan vi skal leve vores liv og forberede os på døden – og det der følger. Det kan jeg bedre arbejde med end den moderne videnskabs reduktionistiske tilgang til emnet. Vi har en tendens til at se historien som en lige linje, der fører fra fortiden og direkte til os. Jeg er mere optaget af hullerne i historien, afstikkerne og de uafdækkede kapitler i vores udviklingshistorie. Konfrontationen med døden og værket, jeg lavede om tabet af min far, har ændret måden, jeg er i verden på, og derfor også til stadighed måden, jeg arbejder på.

Kalender: "Svarre/Stockholm"