FRA 9 ÅRS NEDTUR I NIVÅ TIL KUNSTNERMYTER OG SKABELSESPROCESSER

Morten K Jacobsen er aktuel med soloudstillingen Nivå i Møstings Hus på Frederiksberg. Udstillingen er et stærkt, personligt projekt, der tager udgangspunkt i kunstnerens opvækst i den nordsjællandske provinsby Nivå fra 1984 til 1993. Perioden blev en total nedtur for familien, og selv den dag i dag har Morten stadig et anstrengt forhold til byen.

Allerede når man nærmer sig udstillingsstedet Møstings Hus, er der noget forstemmende over facaden. En persienne hænger skævt ned for vinduet, så man ikke kan se ind. Den knugende fornemmelse forstærkes, idet man træder indenfor. Døren til udstillingssalene er halvt lukket i ved hjælp af en gul plastikkile af den slags, man kender fra institutioner, og kun ganske lidt dagslys trænger ind gennem de nedtrukne persienner.

Der er da heller ikke tale om en lystvandring gennem barndomslandets Nivå. Tvært imod skriver Morten K Jacobsen om sit udgangspunkt: ”Nivå var det perfekte sted for en gennemført deroute. I de 9 år jeg bor i Nivå, flytter vi 4 gange, downsizer konstant. Ja altså, Nivå gik ikke. Som tilflytterfamilie startede det nogenlunde normalt, men 9 år senere havde Nivå slået min mor ihjel – trukket hende ned i sølet, transformeret hende til centerdranker, og i den proces udstødt resten af familien – og så i Nivå. Hallo! Med storhedsvanvid og dagdrømmerier holdt jeg den gående. Min dannelse var kabel-tv’ets omfattende repertoire og MTVs Headbangers Balls romantisering af de musikalske lowlives og deres aktualisering af kunstnermyten. Jeg kunne spejle mig i den, og fandt en pervers tilfredshed i det”.

Gennem en lang række medier som landskabsmalerier fra Nivå, stedsspecifikke objekter og udpluk fra familiealbummet afsøger Morten K Jacobsen barndomslandet, som her er blottet for romantik og sentimentalitet. Men i kraft af udstillingsformatet er der ikke desto mindre tale om en æstetisering af det selvbiografiske.   Selv siger Morten K Jacobsen: ”Jeg har længe haft lyst til at bruge mine familieforhold til et eller andet – det har jeg aldrig gjort før. Samtidig er jeg optaget af kontekster og tings betydning, og jeg syntes derfor også, at det gav mening at lade (familie)fortællingen tage udgangspunkt i et konkret sted, en situation. Det er ikke et gammelt sår, der bliver åbnet, men en undersøgelse omkring genstandes betydning. Udstillingen er en kunstnerisk opsummering, og jeg synes, den er interessant at lave i Møstings Hus, da Frederiksberg er der, hvor jeg er endt med min egen familie. Man kan sige det sådan; at jeg har arbejdet stedspecifikt i en by, jeg har boet i, for at udstille det i den by jeg nu bor i. Denne her forflyttelse synes jeg er interessant”.

Morten K Jacobsen, Nivå. Installationsview, 2019.

Erindringsfragmenter
Som noget nyt har Morten K Jacobsen skabt en lang række afstøbninger fra Nivå i keramik, beton, plastik og gips under et ophold på Statens Værksteder for Kunst. Objekterne er beslægtede med fotografierne fra familiealbummet. De er nærmest renset for kunstnerisk gestik, men fremstår snarere som en registrering af landskabet, som en form for nøgterne ’erindringsfragmenter’.

Afstøbningerne er konkrete aftryk af forskellige steder, som alle har haft personlig betydning: Basketballbanen, skolegården, Nivåhøj, Nivåcentret, en sten, som Morten K Jacobsen taggede på, da han var 10-12 år.

Blandt de mange fragmenter repræsenterer objekterne langt overvejende negative erindringer. Det handler ikke om forsoning, men om at lave nogle værker der besidder en energi, som gerne må være aggressiv og pågående – og for meget, den afdæmpede gestik til trods.

I afstøbningerne eksperimenterer han med forskellige materialesammensætninger og former. Værkerne er støbt i gips på stedet og derefter bragt til Statens Værksteder for Kunst, hvor Morten K Jacobsen har viderebearbejdet dem. Nogle aftryk har han ladet stå rå, mens andre er blevet viderebearbejdet med plastik, beton eller keramik.

Ifølge Morten K Jacobsen var det oprindeligt intentionen at udføre alle afstøbningerne i plastik, men hen ad vejen fandt han, at det konceptuelt gav mere mening at udvide materialiteten: “Ler gav mening i forhold til de steder, hvor jeg lavede afstøbninger af naturen (Nivåhøj og den sten jeg ’taggede’ på). Omvendt gav plastikken materialemæssigt mening, der hvor ’man’ har skabt et ’kunstigt’ miljø i form af fortov eller basketballbanen. Min tilgang er ikke super dogmatisk. Formmæssigt gav det bare mere mening at variere materialet, også i forhold til “den kunstneriske skabelsesproces” eller selve dét “at frembringe kunst”, som også er et centralt tema i udstillingen”.

Morten K Jacobsen, White mountains / Black Mountain (Horizontal), 2019.

Kunstnermyten
 I en række fotografier på udstillingen iscenesætter Morten K Jacobsen sig selv i tråd med kunstnermyten. De kan aflæses ironisk, men er også oprigtigt ment. Han forklarer det selv således: ”Som kunstner er jeg meget optaget af, hvad kunst er; Hvad er det, der sker? Hvorfor kigger vi på tingene? Hvad sker der, når man siger, at noget er kunst? De sidste 10 år har jeg arbejdet med det at lave kunst, og hvordan det er, man ser på kunst. Med denne her udstilling har jeg taget det at være ’kunstner’ på mig. Jeg har arbejdet med kunstnermyten; jeg har købt en kedeldragt, jeg har dokumenteret min måde at arbejde på i Nivå, hvor jeg har spankuleret rundt som en anden Joseph Beuys-type, med stråhat, kedeldragt og en alvorlig mine. Det er en patosfyldt selviscenesættelse, som rummer både leg og alvor. Og så har jeg været interesseret i at gøre noget, der er besværligt. For eksempel det at slæbe 25 kg gips, lægter og en 25-liters vanddunk op til det højeste punkt i Nivå”.

Selvom Morten K Jacobsens selviscenesættelser på én gang virker humoristiske, næsten grænsende til det patetiske, så tager han ikke desto mindre kunstnermyten dybt alvorligt. For midt i det trøstesløse og midt i derouten, repræsenterede kunstnermyten et alternativ, en vej ud af hverdagsmoradset og ind i kunsten: 

“At bruge kunstnermyten som redskab til at skabe kunst, var mit forsøg på at lave værker med lidt større armbevægelser end vanligt. Og at bruge kunstnermyten som indhold i udstillingen peger også tilbage på min tid i Nivå. Her dyrkede jeg diverse kunstnermyter. Kunstnermyten var min vej ind i kunsten, det var ikke en inspirerende formningslærer! For at lave en kort opsummering er Nivå en æstetisk bearbejdning af forskellige former for klicheer: Fra installeringen og formidlingen af værkerne til den store gestik og kunstnermyten. At jeg arbejder med kunstnermyten er IKKE en kritik eller en ironisering – det er nærmere at tage min fascination af de gamle mestre og min indgang til kunsten alvorligt.  Jeg har alle dage været optaget af konteksten omkring ’mesterværkerne’. For hvad er det, der giver værket betydning (troværdighed)? Jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg i min fetichisme vægter højest, når jeg kigger på et Yves Klein værk, en van Gogh, Beuys’ efterladenskaber eller Robert Smithsons rå grusskulpturer. Er det formen i sig selv? Eller er det dét, som formen repræsenterer; et grænsesøgende succesfuldt kunstnersubjekt? ’Mesterværkerne’ er således repræsentanter eller rekvisitter for en adfærd, som på den ene side er for meget, men som samtidig er et udtryk for en enorm generøsitet”.

De mange fragmenter og afstøbninger i udstillingen leder uvægerligt tankerne hen på klassiske, museale udstillinger, som man kender det fra eksempelvis etnologien og antropologien. Genstandene får qua deres fragmenterede karakter og dén måde, de er udstillet på, en næsten arkæologisk eller i hvert fald meget museal aura.

Om selve udstillingsformatet siger Morten K Jacobsen: “Det er noget, jeg har tænkt en del over. Jeg har været inspireret af, hvordan man præsenterer henholdsvis ’saglig viden’ og kunst, og har forsøgt at kombinere de to væsensforskellige tilgange. Jeg så Hanne Varming-udstillingen (Hanne Varming, Familie, 9. marts - 21. april, red.) på Møstings Hus, og det var hér, jeg fik idéen til, at værkerne skulle ledsages af tekst og billeder, på samme måde som på Varming-udstillingen. Jeg havde lyst til at lege med den klassiske formidling og samtidig forsøge at kile et mere vildt, ekspressivt greb ind i forhold til nogle stærkt personlige (og også alt for selvudleverende) tekster. Både teksterne og selve installeringen er en sammenblanding af klichéer og ærlighed. At jeg mimer den selvhøjtidelige præsentation, som man ofte møder på de etablerede steder, er ikke en kritik, men snarere en kærlighedserklæring til den fantastiske tiltro til institutionens og kunstnerens plads i samfundet.”

Skønt at udstillingen Nivå ved første øjekast kan fremstå som en bekendelsesudstilling i kraft af det selvbiografiske tilsnit, er der i langt højere grad tale om en konceptuel udstilling. Det virker umiddelbart paradoksalt, idét Morten K Jacobsen på alle måder fremviser en meget personlig og selvudleverende fortælling – og dén er der også – men udstillingen handler langt fra kun om dét. For selvom Morten K Jacobsen tager afsæt i sin egen barndom, handler udstillingen nok så meget om kunsten, om skabelsesprocessen, om hvad det vil sige at være kunstner og om institutionen eller rammen som medskaber af betydning. Om netop dette siger Morten K Jacobsen selv: “Kontekstuelt gav det mening for mig at lave netop denne type udstilling i Møstings Hus i kraft af placeringen på Frederiksberg – min nuværende hjemby. Og derfor fandt jeg det oplagt at lave en udstilling, der handlede om min gamle hjemby. Jeg ville eksempelvis ikke lave en udstilling om min opvækst i f.eks. Skive. Giver det mening?”

Morten K Jacobsen (f. 1976) bor og arbejder på Frederiksberg. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2011 og har bl.a. deltaget i udstillingerne Synthetics (Primer, 2017) og Interdimensionale (Gammelgaard, 2018). Soloudstillingen Retrospektiv 2007-2017 Morten K Jacobsen (Future Suburban Contemporary) blev præmieret af Statens Kunstfond.

Kalender: Morten K Jacobsen "Nivå"