ET TILBAGEBLIK PÅ BYRUMSUDSTILLINGEN LEVIATHAN

Gruppeudstillingen Leviathan fandt sted fra d. 16. august til d. 22. september 2019, kurateret, arrangeret og eksekveret af kunstnergruppen Piscine, med organisatorisk støtte fra Kunsthal Aarhus. Udstillingen spredte sig ud i byrummet til forskellige steder som Politigården, Scandinavian Center, Radisson Blu hotel og Væksthusene i botanisk have, foruden at have et konceptuelt centerpunkt i Kunsthal Aarhus, hvor en større hovedudstilling fandt sted.

Leviathan, eller Livjatan på dansk, er et bibelsk søuhyre, der beskrives som noget uregerligt, der skal tæmmes. Figuren kendes også fra Thomas Hobbes’ hovedværk af samme navn, der forsøger at forklare menneskets bevæggrunde for at indgå i et samfund. Ifølge Hobbes vil der herske kaos og “alles krig mod alle” ("Bellum omnium contra omnes") uden en social kontrakt, og derfor må borgerne afgive noget af deres frihed til gengæld for sikkerhed. Samfundet ses som en krop, der udgøres af mange kroppe, reguleret af en statsmagt. Med reference til denne mytiske figur, ønskede vi med udstillingen Leviathan at stille spørgsmålstegn ved, hvorledes vi forstår “samfundskroppen”. Udgangspunktet forgrenede sig i en lang række problemstillinger, herunder individets status i en kollektivitet, kritik af magtstrukturer, økologiske kriser, forståelse af naturbegrebet, samt kroppens kodning i forhold til køn eller identitet. Vi opfattede “samfundskroppen” som en usammenhængende størrelse, som man ikke ville kunne udtale sig fyldestgørende om som helhed. Derimod måtte de indre forskelle, uroligheder og forbindelser defineres via en bred vifte af udsagn.

I og med at “samfundskroppen” er en forestillet helhed, kan den have risiko for at glemme sine iboende modsigelser, som netop er det, der udgør samfundet. Vi var altså ikke interesserede i opsummerende udsagn eller antagelser om det, vi kalder “samfundet”, “kroppen” eller “naturen”, men snarere at tale igennem de forskelle og spændinger, som findes i disse begreber, med henblik på at åbne op for diskussionen om andre forståelser af disse. På den måde udviklede udstillingen sig til et projekt, som involverede flere lokationer i byen, hvor man gennem en vandring kunne opleve flere kunstneriske interventioner og nedslag, som gik i dialog med omgivelserne.

Denne artikel er et tilbageblik på udstillingen som helhed.

Hvis man således ikke fik mulighed for at opleve Leviathan under udstillingsperioden, følger her en skriftlig og visuel dokumentation.

Sofia Duchovny, Fountain (voll im Leben) (2019). Installation view i Skulpturparken, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Ved indgangen til Kunsthal Aarhus står et springvand og svajer i vinden med sin skrøbelige krop af teltstænger og haveslanger. Sophia Duchovnys “Fountain” kan i modsætning til sine monumentale historiske forbilleder ikke bestå i århundreder, men vandet springer ikke desto mindre i et kontinuerligt kredsløb, indtil den sammenklappelige skulptur pakkes sammen igen, for modsat sine tunge, monumentale forbilleder, kan “Fountain” rejse jorden rundt. Gennem sine materialer formår Duchovnys skulptur simultant at kommentere på midlertidighed, cirkulation og dekoration.

Fortsætter man højre om af den gamle kunstbygning, er næste værk noget nær camoufleret og altså endnu sværere at få øje på. Kunstnerduoen Bergman & Salinas’ “Burned Little Trees™” er små afbrændte træer og dermed noget patinerede udgaver af de velkendte car-fresheners Wunderbaum, som må konkurrere med det store, ægte træ, hvorpå de hænger. Konkurrere, ikke bare i synlighed, men også med sine med tiden falmende dufte – konkurrere med de lugte en by nu engang byder på.

Aeron Bergman & Alejandra Salinas, Burned Little Trees™ (2019). Installation view i Skulpturparken, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Henriette Heises “The Flanet (the flat planet)” er næsten også camoufleret, idet dens overflade mimer kunsthallens ydre mures grove struktur af stænkpudset hvidmalet beton. Med kunstneres ord, foretrækker den ligefrem “at drive ubemærket rundt og forsvinde (...) med håbet om at blive en del af kunsthallens velkendte facade”. Trods sin umiddelbare ubemærkethed, formår den flade planet alligevel at forandre miljøet omkring sig drastisk.

Hvor de to store sfæriske glober, der markerer indgangen til kunsthallens område, før dominerede med deres symmetri, er den flade planet landet skævt ned i græsoverfladen og har, forklædt som fast inventar, infiltreret sig i miljøet og brudt med den tidligere herskende symmetri og orden.

Et andet værk har faktisk formået at blive en del af kunsthallens facade, for hvis man passerer det, ser man umiddelbart ikke andet end bygningens glasruder, men man hører noget. Man hører et kor, der opfører en improvisation over hittet Loser af Beck fra 1994.

Kigger man nærmere efter, vil man opdage, at lyden kommer fra to højttalere, som er installeret ude på Kunsthallens ene terrasse. Afsenderne er endnu engang kunstnerduoen Bergman & Salinas, som har indspillet lyden sammen med Blueprint Choir i Portland, Oregon. I stedet for et stringent partitur modtog koret følgende instruktioner: “Improvisér over omkvædet i Becks slackerhit Loser. Brug nodernes fysikalitet. Syng alene, sammen.” I denne transformation af Becks hit bliver begrebet ”taber” et baggrundsbillede for fremhævelsen af ”vinderne” i markedets tvangskonkurrence.

Aeron Bergman & Alejandra Salinas, Loser (2019). Installation view i Skulpturparken, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Sidste værk i skulpturparken er lettere at få øje på. Rikard Thamberts aluminiumsskulptur “Natugle” ser ud som om hun med sin lethed og ved hjælp af den ugle, der sidder på hendes hoved, kan og vil lette når som helst. Man fornemmer en eskapistisk gestik i værket, der både kan være letsindigt drømmende og tungsindigt melankolsk, alt efter hvordan man aflæser det. Værket taler ind i sine omgivelser og giver parken en fortælling, som den både rodfæster sig i og svæver væk fra.

Camouflerede, skrøbelige, undseelige tabere, der drømmende ønsker at gå i ét med noget andet eller helt at forsvinde. I deres store kontrast til den klassiske skulpturparks krav om robusthed og tyngde, insisterer værkerne i parken rundt om kunsthallen på at bryde med det monumentale. Nogle er umiddelbart så undseelige, at man skal lede efter dem, som det gælder for flere af udstillingens værker, der i kraft af deres placeringer ude i byen bliver mål for en skattejagt, der er enhver søgen værd.

Ditte Gantriis, Circle of Life (2018). Installation view, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Indenfor står en skulptur med en anden tyngde: en 300 kilo tung svanger kvinde skåret ud i en træstamme af asketræ. Det er Ditte Gantriis’ “Circle of Life”, der byder velkommen indenfor, og hun ønsker i hvert fald ikke at skjule sig og er tung i bogstavelig såvel som symbolsk forstand.

Gantriis approprierer tegn og symboler i en undersøgelse af, hvordan disse værdisættes og forbruges i vores kultur. Værket svæver på mange måder i en udefinerbar udveksling, hvor de meget romantiske symboler bliver umulige blot at tage umiddelbart ind, samtidig med at værkets brug af disse symboler undviger enhver form for ironisk distance.

I denne forstand fordrer værket en afstand til sig selv og trækker samtidig denne afstand tilbage, hvor det kan forekomme, at værket inviterer beskueren til en konstant forhandling mellem de indlejrede betydninger.

I kunsthallens café- og butiksområde skal man igen i gang med at lede, for her blander kunstværker sig med salgsobjekter. Blandt andet kan man købe en t-shirt med billeder af brændende kulturinstitutioner, som Brasiliens Nationalmuseum og Notre Dame i Paris. Det er Piscine, der i samarbejde med føromtalte Bergman & Salinas, har udviklet tøjkollektionen “A Wildfire’s Desire Lines”. For om noget, synes ild at gå sine egne veje, og ikke som os regelrette mennesker, følge noget så lydigt som et kort. Derudover tematiserer værket, hvorledes æstetiseringen af de katastrofer, vi oplever i horisonten (eksempelvis via repræsentationen i mediebilledet), skaber en distance til selvsamme katastrofer, som dermed vil kunne kapitaliseres på.

Bergman & Salinas + Piscine, A Wildfire’s Desire Lines (2019). Installation view, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Lidt længere inde i caféområdet finder vi Miriam Kongstads print på aluminiumplader. “Bloom of Flesh” afbilder forvrængede ansigter, der bærer hårløse parykker, skaldede gummi-isser. Iført parykker forekommer de fotograferede individer uniformerede og afindividualiserede. Værkerne sætter spørgsmålstegn ved, hvordan kroppe kodes igennem vores forståelsesstrukturer ved bl.a. at pege på, hvordan hår altid har været et ømtåleligt og polemisk emne på globalt plan, hvor hårvækst på hovedet bliver en markør for afkodning og genkendelse mellem individer.

Som det sidste værk i caféområdet finder man en række røde telefoner placeret ovenpå en plade med instrukser. Følger man disse instrukser, vil man ledes ud af kunsthallen og opleve en audio walk af Inger Wold Lund. Gennem research af lokalområdet i Aarhus, fører hendes stemme os rundt omkring i byens gader, mens der bliver reflekteret over, hvordan vores kroppe følger instrukser, samt hvilket forhold vi har til elektroniske apparater.

Undervejs beder stemmen os om at udføre bestemte bevægelser i det offentlige rum, som kan være grænseoverskridende. Der opstår en følelse af blottelse, hvis man forsøger at udføre disse handlinger, samtidig med at det røde telefonrør næsten gør deltageren til udstillingsobjekt: en manøvre, hvor fortællerstemmens krop bliver usynlig, og deltageren synliggjort som krop.

Inger Wold Lund, Alone or with machines (2019). Installation view, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Inger Wold Lund, Alone or with machines (2019), detalje. Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Nu træder vi ind i kunsthallens Galleri 1, hvor søuhyret, ligesom på de øvrige lokationer, er gæst. Alle steder må værkerne forholde sig til sine omgivelser, og selv herinde, i hvad der umiddelbart er det tætteste, vi kommer på en traditionel white cube, er det svært at se den hvide kube. For rummet er indhyllet i et stort gardin, der under titlen “Host”, agerer vært for primært videoværker. Selvom udstillingsrummet som sådan er traditionelt, skaber tilstedeværelsen af dette værk af Celine Condorelli alligevel et benspænd for kunstnerne, som kan være produktivt, da man også her må forholde sig til noget allerede eksisterende i udstillingsrummet.

Inde i Kunsthallens Galleri 1 finder man fire videoinstallationer, der på forskellig vis integrerer sig og parasiterer på “Host”.

Galleri 1, installation view. Til venstre: OS af Piscine (Jens Settergren, Mark Tholander & Anna Ørberg). Til højre: ALVA II af Sophia Ioannou Gjerding & Xenia Xamanek. Foto: Mikkel Kaldal.

Galleri 1, installation view. Til venstre: Maximilian Schmoetzer, Not Love Alone (2019). Til højre: Linda Karin Larsen, A New Value System (…) (2019). Foto: Mikkel Kaldal.

“A New Value System With Images and Symbols That Connect Us to Each Other and to The Planet: Dwell Among Water Spirits”. Sådan lyder titlen på Linda Karin Larsens videoværk, der akkompagneres af et fængende lydspor.

Kunstnerens forfædres baggrund i både Nigeria og Norge har det tilfælles, at vand som element var allestedsnærværende og er trængt ind i religion, sagn og myter. Derfor er det også oplagt, at det er kunstneren selv og hendes familie, der optræder omgivet af vand i værkets billeder.

Leviathan, eller Livjatan på dansk, var Biblens forsøg på at vise, hvor farligt det utæmmede kunne være. Det store ukendte element, havet, vandet, det onde. Det gode er alt det, den vestlige filosofiske tradition ser som fornuftigt, de systemer, der antages som værende rigtige, de strukturer, der er så indgroede, at man glemmer at stille spørgsmålstegn ved dem. Værket husker at stille spørgsmålet: er en anden verden mulig, hvor ikke alt er delt op i modsætningspar, men hvor alt er flydende, foreneligt og forsonende?

Linda Karin Larsen, A New Value System With Images and Symbols That Connect Us to Each Other and to The Planet: Dwell Among Water Spirits (2019), still/screenshot.

I Xenia Xamanek og Sophia Ioannou Gjerdings lyd- og videoinstallation ALVA II peger fire store højtalere mod et centrum, så man fornemmer, at her skal man stå og lade sig omslutte af lyd. Forskellige stemmer kommer fra alle fire retninger, mens man kigger op på en projektion af animeret materiale og får fortalt historien om stemmen Mlle.

Mlle er en stemme, som er afskåret fra en krop. Og det er helt øjensynligt, eller nærmere “ørensynligt”, at værket forsøger at nedbryde det hierarkiske forhold, der eksisterer mellem billede og lyd ved, gennem en “ghost box”, at lade den prostetiske stemme kommunikere med andre planer.

Sophia Ioannou Gjerding & Xenia Xamanek, ALVA II (2019). Installation view, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Sophia Ioannou Gjerding & Xenia Xamanek, ALVA II (2019), still/screenshot.

Videoværket OS er udarbejdet af Piscine (Jens Settergren, Mark Tholander & Anna Ørberg). Titlen henviser til et operativsystem, som bestemmer mulighedsbetingelserne for vores adfærd. På mange måder efterligner det virtuelle virkeligheden, og også de strukturer, vi bevæger os rundt i virtuelt, synes at være styrende for vores handlemønstre.

I videoen ser vi fra forskellige perspektiver en verden, der synes at være en renderet version af virkeligheden. Bygningerne, som filmen foregår i, ligner arkitekternes oprindelige version, et mennesketomt miljø, let at kontrollere, let at identificere afvigere. I al den digitale velplejede arkitektur dukker figurer op, som netop afviger. Ikke mindst i kraft af deres udformning som 2D-animationer, der skiller sig ud fra det glatte glas og grå beton.

Det er bl.a. Dracula, vi møder, som er kendetegnet ved at konsumere mere, end han producerer. Det samme gælder for de zombier, der ubelejligt dukker op i en parkeringskælder. Vores POV er styresystemets drone, der ikke har ubetinget held med sin opgave som den, der skal identificere og tilintetgøre bugs og afvigere i systemet. OS er formgivet som en slags musikvideo, hvor operativsystemets stemme udgør hoveddelen af versene, midlertidigt afbrudt af Draculas indsigelser, næsten som om at de to indgår i en duel.

Piscine (Jens Settergren, Mark Tholander & Anna Ørberg), OS (2019), still/screenshot.

Sidste video på turen er en 2-kanalsvideo, der dækker over 3 gamle projektionsskærme. Ved siden af ligger en klump af bobleplast, mens der på væggen hænger en besynderligt udseende ler- og bastskulptur, der skal forestille en fugl. Fuglen går igen i videoen. Her er det Ibis-fuglens syriske koloni, der uddøde i 2015 – på samme tid, som Trebueporten i Palmyra blev sprængt. Et andet sammenfald var navnet på den sidste overlevende hun, Zenobia – opkaldt efter Palmyras sidste dronning. Vi ser billeder fra åbningen af en kopi-version af Trebueporten i Washington DC: et ikke helt vellykket forsøg på at genoplive arkitektur, men dog mere vellykket end fuglekoloniens skæbne, som i hvert fald ikke er genoplivet. Det er Maximilian Schmoetzer, der står bag videoinstallationen, som bærer titlen “Not Love Alone”.

Maximilian Schmoetzer, Not Love Alone (2019). Installation view, Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Samme syntetiske møde mellem natur og kultur har Schmoetzer opstillet i Væksthusene i Aarhus, som er næste stop på vores tur gennem søuhyret. I væksthusenes rotunde står en plastdome over en campingstol og ligner en observationsstol på mars. Den er også blevet lidt støvet.

Noget, der skal bruges til at observere naturen fra, er i sin plastbobbel blevet så fremmedgjort og distanceret fra alt, hvad der bare kunne ligne natur, at det næsten er tragikomisk. Og absurd.

I værket “Me and you” fornemmer man en reference til den binære, dualistiske struktur, der opstår, når mennesket bliver den observerende, og omverdenen bliver det observerede. Spørgsmålet bliver således, hvordan man kan bryde den membran mellem blikket, der ser, og det, som blikket vender sig imod – eksempelvis i skellet mellem kultur og natur.

Samme absurditet finder vi ovenpå under glastaget på væksthuset, hvor en plexiglas-piedestal bærer et kubisk glaskar. Et akvarie. Der er bare ingen fisk i, men i stedet en hose-lignende sæk. Absurditeten bliver understreget, når man opdager, at “hosen” faktisk er en jakke fra et kendt friluftstøjmærke, der for tiden profilerer sig på at omdanne plastaffald fra havet til dyre outdoor-jakker. Altså; en fiskehose syet af en jakke, der er lavet af affaldsmaterialer fra havet, såsom garn, net, plastik – og fiskehoser.

Denne cyklus belyser det som ikke er cyklisk, navnlig forbrugerkulturens mønstre, som hastigt leder os imod et økologisk sammenbrud.

Richard Frater, Stop Shell (ghost fishing version) (2018). Installation view i Væksthusene i Botanisk Have. Foto: Mikkel Kaldal.

Følger man udstillingsfolderen, vil man blive ført til endnu en utraditionel udstillingslokation: receptionsområdet på Aarhus Politigård.

Blandt de ventende gæster foran ordensmagten finder man Jørgen Michaelsens bidrag, “Dosis”, der består både i bogform i kunsthallen (her med undertitlen “Jørgen Michaelsen og den lovmæssige kunst”) og i mere traditionel form på Aarhus politistation, i form af værker hængende på væg. Eller nærmere værker boltret ind i væggen, for et af de for titlen passende benspænd i værkets tilblivelse var, at et kunstværk på en politistation for alt i verden ikke må kunne bruges som våben.

Derfor er de robuste rammer, der alle indeholder postkort med klassiske danske kunstværker som motiv, boltret ind i væggen på demonstrativ vis. Michaelsen arbejder derved meget direkte med udstillingsrammen i sin værkproduktion og lader de benspænd, der findes i dette offentlige rum, manifestere sig i konkret skulpturel form i værkerne. Titlen “Dosis” refererer ligeledes til kunstens rolle i det offentlige rum – eller dens aktivitet eller virke i samfundets strukturer i det hele taget. Værket udfolder, omvender og problematiserer dette forhold gennem både bogen og væginstallationen samt deres indbyrdes forhold til politistationen som et særligt kodet sted, hvor regler og mønstre (øjensynligt) er ufravigeligt gældende.

Jørgen Michaelsen, Dosis (2019). Installation view på Aarhus Politigård. Foto: Mikkel Kaldal.

Flere værker kan findes i Scandinavian Center, som er et noget omstridt bygningsværk i Aarhus, der på tegneplan havde store ambitioner som kombineret shoppingcenter, konferencecenter og hotel. De fleste butikker står dog tomme, så den primære funktion nu lader til at være smutvej for byens beboere og deres “desire lines”. Den nærmest katedrallignende gigant af glas, stål og granit er dog noget nær perfekt som netop gennemgang.

Så perfekt at de daglige besøgende, der penetrerer katedralen, knap nok lægger mærke til omgivelserne længere. Men det forsøger Pernille With Madsen at råde bod på ved at bryde med granit og glas – og midt i et af centrets dekorative indslag, et lille springvand med glasfigurer, har hun bygget en klump af flamingo. Videoinstallationen “Air-pop” nærmest vokser ud af bygningens kostbare materialer som en papirtynd fladskærm, der pludselig dukker op ud af tonsvis af emballage. På skærmen gengives også flamingoen som sne på en skærm og insisterer på dette materiales poetiske skønhed, der formår at blive ophøjet til at være enhver katedral værdig.

Pernille With Madsen, Air-Pop (2019). Installation view i Scandinavian Center. Foto: Mikkel Kaldal.

De daglige besøgendes rutine brydes ligeledes, da vokalforeningen Union for Open Vocalism en fredag eftermiddag aktiverer katedralen i flerstemmighed og åben vokalisme og synger hele salen op med deres lytte- og stemmespil “Earplay”. Tilskuerne føres fra den ene ende af katedralen til den anden, igennem flere forskellige narrativer fra potentielle brugere af centret, for til sidst at ende i flerstemmig harmoni.

Union for Open Vocalism, Earplay (2019). Performance i Scandinavian Center. Foto: Malte Riis.

I forlængelse af katedralen ligger en stor hotelkæde, og i hotellets lobby står en frugtvogn fyldt med grønne, tilsyneladende friske, sprøde og indbydende æbler. Ovenover vognen lyser neonskiltet med ordene “Ladies Night”, der også er titlen på denne del af Peter Lands værk. Den anden del er “Falling Fruit”, som nogle gange i løbet af dagen looper med stock videoer med faldende frugter, dugfriske og med perler af vand. Kun nogle gange, for andre gange vil lobbybarens brugere gerne se fodbold på denne fladskærm. Nogle gange vil hotellets konferencedeltagere og andre gæster også gerne smage på de vellignende og indbydende æbler, men her bliver de snydt, for æblerne er ikke ægte. Rundt om værket har hotellet sågar måtte ophænge advarsler om ikke at spise æblerne, fordi de ikke er spiselige, og fordi “dette er installationskunst”. Nogle gange har man bare brug for et skilt.

Peter Land, Falling Fruit (2018) og Ladies Night (2018). Installation view i Radisson Blu Hotel. Foto: Mikkel Kaldal.

Peter Land, Falling Fruit (2018), still/screenshot.

Føromtalte Union for Open Vocalism var en del af udstillingens performanceprogram, som også inkluderede en performance af Ingela Ihrman, udført i samarbejde med Evelina Hartwig og Lise Haurum.

Det er søndag morgen, og en lille flok er mødt op, heriblandt en hel del små stykker mellem 2 og 6 år, som befinder sig i kunsthallens underetage for at dyrke yoga med en frø. Ingela Irhman er kunstneren bag performanceværket “Frøen og solen går ned i havet”. Det er hende, der sidder inde i frøen og troligt følger yogien/kunstneren Evelina Hartwigs instrukser, mens forfatteren Lise Haurum læser en historie op.

Vi lukker øjnene og lader os dykke ned over havets overflade for at møde blæretang, muslinger, en måge og til sidst – appelsiner. De mindste synes frøen er sjov, men også lidt uhyggelig, især når den går og klasker med sine store fødder. De lidt ældre synes det er helt fantastisk at få lov til at ligge på et institutionelt gulv og sprede sig ud som søstjerner på havets bund.

Ingela Ihrman, Evelina Hartwig og Lise Haurum, Frøen og solen går ned i havet (2017). Performance i Kunsthal Aarhus. Foto: Malte Riis.

Mindre børnevenlig er vel Louise Lindvalls performance lecture “1 REP MAX”, der noget nær opfordrer til væbnet revolution. Nu er vi ca. 12 mennesker samlet om et aflangt bord i et knastørt mødelokale på Kunsthallen.

Med en lige så tør sprittusch optegner Lindvall på en papirplanche en model for, hvordan en vægtløfter udnytter sit fulde potentiale til at udføre et bestemt løft. Dernæst overfører hun modellen til politisk agens: hvilke krav er der til at udføre ens ønskede radikale handling, og hvordan opnår man hhv. midlerne, modet, organiseringen og strategien? Og så afslører vi heller ikke mere, for hvis man vil vide mere, så må man kontakte Louise på hendes wickr-profil, og navnet herpå afslører vi faktisk heller ikke. Men vi tør godt sige, at folk gik ud derfra noget rystede og tvivlende på graden af fiktion, og det må siges at være et succeskriterie i denne sammenhæng.

Louise Lindvall, 1 REP MAX (2019). Performance i mødelokalet i Kunsthal Aarhus. Foto: Malte Riis.

Som et sidste led i performanceprogrammet kan man noget uventet støde på en prærievogn læsset med genbrugstøj, der faktisk ser relativt ubrugt ud, hvis man lørdag formiddag vandrer igennem det offentlige rum i Aarhus og tilfældigvis krydser Lille Torv på det rigtige tidspunkt. Tøjet er ved at blive sprættet op, stykke for stykke. Hvis man er nysgerrig nok, kan man henvende sig til en af de tre personer, der ser ud til at tilhøre vognen, og som er klædt i lange kjoler af sarte, lyse grå og blå sammensyede stoflapper. Så vil man få udleveret en lille pamflet samt blive bekendt med ritualets formål: at stede tøjet til hvile og mindes alle de hænder, der har været inde over processen – lige fra bomuldsplanten til syersken. “Hvert et stykke” hedder værket, der betænksomt og uden agiteren inddrager de mange interesserede forbipasserende i det stille men opsigtsvækkende foretagende.

Hannah Heilmann, Hvert et stykke (2019). Performance på Lille Torv i Aarhus. Foto: Malte Riis.

Leviathan anså samfundet som et sted til forhandling, hvor kunstneriske interventioner kunne sætte nye perspektiver på de steder, som borgerne kender fra deres hverdag. Uhyret er nu i dvale, og udstillingen har fået sin afslutning. Tilbage står vi med spørgsmålet: Er Leviathan en genkendelig krop, eller samles der i blinde? Kan man bestemme denne helhed, og hvad sker der så med det, som træder udenfor disse bestemmelser?

Og hvor er udgangen?