Biologi, Fotografi, Installation, Interviews, Lys, Lyd, Udstillinger, VideoHEIDI HOVEOctober 18, 2020Heidi Hove, Lisa Strömbeck, Ringsted Galleriet, Ringsted, Sjælland, København Zoo, Morten K JacobsenComment

"MAMMALS – HIERARCHIES" – INTERVIEW MED LISA STRÖMBECK

På Ringsted Galleriet kan man i øjeblikket opleve soloudstillingen, Mammals – Hierarchies med den svenske billedkunstner, Lisa Strömbeck (f. 1966), der præsenterer en række nye værker, som ligger i forlængelse af et årelangt studie i forholdet mellem mennesker og andre dyr samt mellemmenneskelige relationer. Det er på mange måder en udstilling, som bringer nogle højaktuelle emner omkring kønsroller, magtforhold og hierarkier på bane, men det er også en udstilling, hvis udformning synes at være så direkte og rå i dets sammenstillinger af billedmotiver, at det vækker særlig opsigt. I den forbindelse har jeg sat Lisa Strömbeck i stævne for at høre nærmere omkring hendes bevæggrunde for de udstillede værker og disses indbyrdes forhold.

H = Heidi Hove (interviewer)
L = Lisa Strömbeck (kunstner)

H: På udstillingen viser du tre, nye værker i hhv. fotografi og video. Mens fotoserien, Girls synes at være udført i en grad af iscenesættelse, fornemmer man et mere observerende og dokumentarlignende sprog i videoværket, Hierarchy (Lions Zoo Cph) og fotoserien, Extreme Wealth – og dog. Hvordan vil du beskrive de individuelle værker og deres relationer til hinanden?

L: Til denne udstilling har jeg ønsket at arbejde bredere med de allestedsnærværende hierarkier, der eksisterer i verden – både arterne imellem men også indenfor de forskellige arter, heriblandt mennesker, der agerer ligesom andre flokdyr. Med Kvinder på Værtshus (en feministisk kunstnergruppe fra 1997-2009) har vi haft et fokus på kvinder og en omskrivning af historien. I mit eget arbejde fylder relationen mellem mennesker og husdyr meget og det er også præsenteret her med Girls.

Lisa Strömbeck, Mammals – Hierarchies. Installation view. Foto: Morten Jacobsen.

Fotoserien vises sammen med Extreme Wealth, som henviser til verdens rigeste og består af en serie isolerede isser af mænd placeret i en hierarkisk orden samt videoværket, Hierarchy (Lions Zoo Cph) med en gruppe vilde, indespærrede dyr. Begge grupperinger operer indenfor et udpræget hierarki, hvor der kæmpes om, hvem der må være med og ikke. Noget vi f.eks. også tydeligt ser i kunstverdenen. Hvide mænd er dem, der i dag når helt til tops, hvilket er noget, som jeg håber, vil ændre sig i fremtiden. Sjovt nok har de fleste magtfulde og rige mænd isser. Som jeg ser det, gør det dem lidt skrøbelige, da jeg ved, hvordan mine nære og kære har lidt af hårtab!

I forbindelse med fotoserien, Girls har jeg bevidst arbejdet med iscenesættelse, da jeg har haft brug for at spørge ordentligt ind til pigerne og deres forældre, om de har lyst til at medvirke i serien. Idéen til fotoserien kommer fra, at jeg har set flere børn, som bruger deres kæledyr som legetøj og udøver en form for magt, som jeg ellers ikke plejer at se hos dem, samtidig med at kærligheden er så stor og gensidig. Det er ret forvirrende!

I løveflokken i Zoo er det hunnen med ungerne, som æder først. Hannen og den anden hun i flokken må vente. For mig at se, plejer det at være hannen, der æder først. På den anden side er det hanungerne, som bliver smidt ud af flokken først, da der kun er plads til én han i gruppen.

Lisa Strömbeck, Girls, 2020. Foto: Morten Jacobsen.

Jeg synes, det er interessant at arbejde med modstridende følelser. Jeg tåler ikke at se løver i naturprogrammer på TV, da de er så brutale, når de æder deres bytte, mens det stadig lever og lider. Jeg har heller ikke været i zoologisk have i mange år. Jeg kan ikke holde ud, at se de vilde dyr være spærret inde på den måde. Det er ligeså absurd som Tivoli før i tiden, hvor mennesker fra forskellige verdensdele blev vist frem. Men da jeg læste om, hvordan mennesker er blevet oprørte over, at Zoo i København giver løverne hele kadavere i stedet for de anonyme kødstykker, tog jeg dertil. Jeg ønskede at se menneskenes reaktioner og studere hierarkiet i løveflokken.

H: Særligt fotoserien, Girls, har vakt opsigt på udstillingen. Her fornemmer man, at du til hvert billede har foretaget en nøje udvælgelse ift. køn, alder og udseende af de portrætterede i sammenstillingen med en hund. Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til opstillingen og de portrætterede? Og hvorfor har du valgt at beskære billederne, så man ikke ser øjnene på hverken hund eller menneske pånær ét billede, som derved skiller sig ud?

Lisa Strömbeck, Girls, 2020 (Serie á 5, Archival pigment print, indrammet, 86x86 cm). Foto: Lisa Strömbeck.

L: Pigerne holder hver deres hund på en måde, hvor fokus ligger på det sarte maveskin, hvor du føler tingene, før det kommer til hjernen, hvor det bearbejdes. Hvis jeg havde taget ansigterne med, ville det være portrætter. Det sker automatisk, hvis du viser ansigtet på en person så tæt på. Desuden har disse børn været glade for at blive fotograferet i denne alder, men indenfor få år vil de gå ind i puberteten og få et andet forhold til deres kroppe. Derfor holder jeg dem anonyme.

Den sorte hund ser ud på betragteren. Jeg ville have én hund til at gøre det, for at vi som beskuere skal blive bevidste om, at vi står og ser på deres følsomme kroppe. BIPOCs er dem, der har gjort hvide (som jeg selv) bevidste om vores magtposition i verden, og derfor har jeg valgt den brune hund ved den brune pige til at se tilbage på os. Hunde kan ikke lide at blive holdt oppe på denne måde. De føler sig meget magtesløse i den position. Det er et overgreb, som jeg begår for at få disse billeder, og det gælder om at gøre det så kort som muligt og sørge for, at hunden bliver godt betalt i godbidder. Det er problematisk, når det ikke er min egen hund, hvis grænser jeg kender. Jeg har lavet flere værker med min gamle hund, Ivan. Hans grænser kendte jeg så godt, at jeg kun har overtrådt dem én gang ifm. en video-trilogi, hvor han kæmpede med pølser. Ellers elskede han at arbejde. Det var bedre end leg for ham, og sådan tror jeg faktisk det er for mange hunde.

H: Gennem en årrække har du arbejdet med menneskets forhold til dyr – særligt hunden – og denne udstilling er ingen undtagelse. Med udstillingstitlen, Mammals – Hierarchies understreger du, at vi alle er pattedyr, samtidig med at der, indenfor de forskellige arter og arterne imellem, eksisterer et allestedsnærværende hierarki. Et hierarki, som ikke kun udspiller sig i forhold til det at være menneske, men for dit vedkommende også som fotograf. Hvordan har du fået øjnene op for denne problematik omkring hierarkier, og hvad betyder de implicitte magtstrukturer for dig?

Lisa Strömbeck, Hierarchy (Lions Zoo Cph), 2020. Foto: Morten Jacobsen.

Lisa Strömbeck, Hierarchy (Lions Zoo Cph), 2020. Videostill: Lisa Stömbeck.

L: Magt vil altid findes og blive udøvet, og den har derfor altid brug for at blive belyst. Abuse of power comes as no surprise, som Jenny Holzer skriver. Vi mennesker har evnen til at gå imod andre flokdyrs rå håndtering af de svageste i flokken og også forsvare andre dyrearter, som vi nu udrydder på stribe. Jeg tror, at jeg ser hierarkier, fordi de har været så tydelige blandt flokdyrene på den selvforsynende gård, som jeg er vokset op på.

Her var mine bedste venner hunden og koen, og jeg så også altid livet fra deres perspektiv. I hønseflokken er hierarkiet brutalt, ligesom det også nogle gange kan være det i et grisekuld. Vi børn tog os af dem der blev mobbet, og vi byggede hegn, så de kunne være i fred for volden. Men der blev de ensomme, så vi plejede at tage dem med på ture, så de kunne føle sig som en del af vores flok. I skolegården syntes jeg også, at det var nemt at se hierarkierne. Som voksen er det ikke længere så tydeligt, fordi man agerer på så mange forskellige platforme og har forskellige pladser i hierarkierne.

I videoen f.eks. repræsenterer jeg, som betragter til løveflokken, den øverste del i et hierarki. De besøgende i Zoo er jo en del af grunden til, at disse løver ikke får mulighed for at leve et liv i det fri, men i stedet er spærret inde. Zoo er en virksomhed, som ville gå ned, hvis folk holdte op med at komme dér. Som fotograf har jeg også en særlig magtposition, som jeg altid er bevidst om. Når jeg klipper video eller udvælger fotografier og beskærer motiver, er det mig, der vælger, hvad andre mennesker skal se. Videomaterialet kan klippes på mange måder og fortælle mange forskellige historier.

Lisa Strömbeck, Extreme Wealth, 2020. Foto: Morten Jacobsen.

H: Når man træder ind på Ringsted Galleriet, bliver man mødt af smask og brøl fra løverne, som er i færd med at fortære deres bytte i et kunstigt sceneri i Zoo, mens man hører lyde fra publikum i baggrunden. Udstillingsrummet er mørklagt, videoen med løverne er blæst op, så den fylder hele endevæggen i gallerirummet, og de fotografiske serier præsenteres på hver sin sidevæg i lyset af to, opstillede spotlights. Man fornemmer en vis dramatik. Hvilke tanker har du gjort dig ift. installeringen af værkerne i Ringsted Galleriets rå rammer?

L: Jeg synes, det har været oplagt at opbygge en rå udstilling her, da rummet i forvejen er meget råt. Det passer godt med det hårde lys i denne situation. På den anden side er mine værker nok altid ret rå. Måske tager jeg fejl, men jeg tror, at jeg er nødt til at anvende direkte virkemidler for at få det frem, som jeg gerne vil sige og vække empati i beskueren …

Lisa Strömbeck “Mammals – Hierarchies“
4. oktober - 31. oktober, 2020.
Ringsted Galleriet, Bøllingsvej 15, 4100 Ringsted.
Mere info: www.ringstedgalleriet.dk

HEIDI HOVE

Heidi Hove (f. 1976) er uddannet billedkunstner fra California College of Arts og Det Fynske Kunstakademi. Hun har været medstifter af forskellige kunstnerdrevne udstillingssteder som Koh-i-noor og Sydhavn Station og er fra 2019 en af to kunstneriske ledere på Ringsted Galleriet.