OM SOLIDARITET OG INSTITUTIONER

Om solidaritet og institutioner – nogle eksempler fra dialog, aktion og tavshed vedrørende solidaritetserklæring på Det Jyske Kunstakademi.

Denne tekst er skrevet d. 9. januar og redigeret sidst d. 30. januar. Den er skrevet med udgangspunkt i en episode omkring starten af november 2023, ud fra et perspektiv fra et par studerende på Det Jyske Kunstakademi.

Folkemordet, besættelsen af Palæstina og kunstakademiernes solidaritetserklæringer blev først italesat af ansatte på Det Jyske Kunstakademi som en reaktion på de bannere og palæstinensiske flag, der blev hængt op af studerende på akademiets facade mod Mejlgade i Aarhus. På bannerne stod der Stop apartheid, free Palestine. Rektor bad en ansat om at tage det ned, og de palæstinensiske flag blev efterfølgende fundet i skraldespanden. Vi (som er afsendere af denne tekst) indledte herefter en dialog om situationen med rektor (som institutionens repræsentant).

Vi mødtes med rektor og talte et par gange i en times tid ad gangen. Der blev forklaret, hvorfor bannerne ikke måtte hænge på facaden, selvom vi ville tydeliggøre hvem afsenderen af dem var, ved f.eks. at signere dem.

Argumenterne lød således:

• Institutionen kan ikke være politisk eller tage stilling til politiske emner, og politiske udsagn må ikke ske på facaden udadtil (heller ikke værker).

• Der er en frygt for, at institutionen ikke rummer alle, hvis en politisk stillingtagen bliver tydeliggjort.

• Banneraktionen var ikke blevet advaret. Dette skabte i øvrigt mistro til de studerende og deres intentioner.

• På de andre kunstakademier måtte bannerophængning heller ikke ske, så det kunne heller ikke tillades her.

• Bestyrelsen er bange for misforståelser ved udsagnene om Palæstina.

I stedet blev det foreslået, at vi kunne holde et støttemarked for Gaza, hvis vi ville gøre noget på institutionen, da det også blev gjort på Det Fynske Kunstakademi, og der tidligere har været støttearrangementer på Det Jyske. Det er svært at sige, hvorfor dette skulle være mindre politisk end at hænge et palæstinensisk flag op? Et svar kunne være, at det appeller mere til det humanitære aspekt af folkedrabet end det politiske, fordi det humanitære forstås mere neutralt – vi mener dog ikke, at denne skelnen er mulig, idet vi forstår den humanitære katastrofe som et resultat af politiske beslutninger.

Vi sætter spørgsmålstegn ved udsagnet om, at institutionen ikke kan være politisk. Det er den uanset tydelige budskaber eller ej. Som eksempel, er størstedelen af akademiets undervisning med udgangspunkt i dekoloniale, antikapitalistiske og feministiske læsninger, så at nægte politiske budskaber som kunstinstitution, især budskaber som dem, der netop tager udgangspunkt i samme kritikker som undervisningen byder, er hyklerisk.

Når det udtales, at akademiet skal være politisk neutralt, modsiger det sig selv; og netop dét gør det politisk. Argumentet om det neutrale politiske kommer typisk fra én, hvis position afspejler idéen om den “neutrale” position i samfundet. Men det politisk neutrale rum og position findes ikke. Der blev på vores møder henvist til, at andre kulturinstitutioner, kunstakademier og undervisningsinstitutioner ikke har vist tydelige politiske udsagn gennem tiden. Dette er ikke blot ukorrekt men det er også en skam, hvis man ikke kan tale gennem og med sin institution og tværtimod (for)bliver gjort tavse for at opretholde en undertrykkende orden, der fjerner muligheden for en direkte kommunikation med det omkringliggende samfund. Hvilke former for studerende og ansatte bliver formet gennem disse institutioner, hvis man fratager dem stemmen igennem usynlige magtstrukturer?

Spørgsmålet er også: Hvem er det, man mister ved at udtrykke en politisk profil? Hvem er det man mister, hvis man ikke kan/må være politisk?

Under samtalerne blev, som en del af argumentationen, der sagt: ”Hvad hvis der gik en jøde på skolen?”. Vi måtte her understrege, at når vi taler om et frit Palæstina, er det for frihed og basale menneskerettigheder til alle. Sætningen i sig selv peger på manglende stillingtagen og forståelse for, hvad der er på spil; sætningen manifesterer sig som del af en strukturel racistisk og polariseret diskurs, der ellers foregår i samfundsdebatten, hvor folkemordet og den etniske udrensning af Palæstina vinkles som en konflikt ml. et etnisk og religiøst modsætningsforhold. Når sætningen udtales, peger den også på, at der ikke bliver spurgt: ”Hvad hvis der gik en palæstinenser på skolen?” Det er bekymrende, at man i en lederposition kan argumentere med principper, der bygger på et uoplyst grundlag, og baserer sine restriktioner på diskrimination. Sætningen blev gentaget på flere møder, som også er bekymrende; vores samtaler blev ikke brugt som rum til at forstå og lære.

Da vi fik fastslået, at facaden ikke kunne benyttes til at udvise solidaritet, så vi potentialet i at benytte vores udstillingsrum med døre ud mod Mejlgade i stedet. Vi ville gerne insistere på retten til at manifestere solidariteten fysisk og i fællesskab (som jo også var derfor, bannerne kom op i første omgang). Gennem institutionens rammer kunne vi booke udstillingsrummet til en udstilling (som er frit for alle at gøre, så længe det ikke bliver brugt til andet). Vi lavede derfor en udstilling, der agerede solidaritetsrum / arrangement / erklæring. Vi åbnede dørene ud mod Mejlgade, og udstillede vores bannere, en tale fra en højtaler, og nogle tekster, som forskellige personer med og uden tilknytning til Palæstina havde skrevet om Palæstina.

Foto: Isabella B.

Foto: Isabella B.

Dette fik vi lov til (burde være en selvfølge, da vi er en skole i fri kunst), men mistroen der blev rejst fra kontorets side ved bannerophængningen, var der stadig. Blandt andet blev der antydet en frygt for, hvorvidt vi var i gang med noget lukrativt med bookningen af udstillingsrummet. Her kan man rejse spørgsmålet om, hvad kunstrummet må og kan bruges til? Vi lavede et udstillingsskilt og et øvrigt skilt, hvorpå der stod ”Stop the genocide”, som stod ude foran rummet. Det øvrige skilt (Stop the genocide), måtte ikke stå på gaden efter rektors ordre. Vi satte spørgsmålstegn ved fri kunst og censurering, men vi måtte stadig ikke stille skiltet op.

Vores oplevelse var her, at rektor var åbenlyst træt af vores forsøg på at vise solidaritet med Palæstina, og at det var et tegn på, at han havde svært ved at håndtere situationen. For det første bad han os om, at alt andet materiale til rummet, skulle godkendes af ham, hvilket direkte peger i retning af forsøg på censurering. For det andet kunne han ikke forklare, hvorfor skiltet ikke måtte stå på gaden, som ethvert andet værk (andre værker plejer nemlig gerne at må det). Han refererede blot til bestyrelsen og eventuelle misfortolkninger. Vi har ikke været i dialog med bestyrelsen, og vi kender ikke til forholdet mellem rektor, bestyrelsen og beslutningerne. Men vi undrer os over, hvorfor man ikke kan henvise til de studerendes underskrifter, som vi har samlet ifm. solidaritetserklæringen, hvis der skulle opstå tvivl om, hvem afsenderne var? Siden det netop ikke var institutionen som helhed, der udviste solidariteten, burde det vel ikke være sværere end at sige dét?

Vi står efterladte med spørgsmålene: Hvem tager beslutningerne? Hvem er det, der får lov til det? Og for hvis skyld?

Hvem råder over tavsheden og det “neutrale” rum?

Positionen som beslutnings- og stillingstager på institutionerne, er magtfulde og de får lov at definere, hvad rigtigt og forkert er; i de usynlige strukturer og i de tydelige beslutninger. Det er relevant at analysere, hvilke personer og typer, der står (fast) i disse positioner. Det er også relevant at notere sig deres pålidelighed og tolerance. Der har flere gange i årenes løb været tilfælde af bannerophængninger, som enten blev taget ned eller har fået lov til at blive, afhængigt af sagens natur – ikke alle politiske budskaber er blevet slukket på akademiets facade. Der har i årenes løb også været forskellige ledelser og beslutningstagere, som formodentligt hver gang står på bar bund, når det gælder samtalen om den politiske skole. Det står derfor klart, at den politiske skole og neutraliteten er op til fortolkning hos netop den konkrete beslutningstager. Vi mener, at det er en vigtig samtale at have, taget dette forløb og fremlagte kritik i betragtning.

Man kan overveje spørgsmålet om kommunal indflydelse ifm. økonomisk støtte til akademiet, og derved om støtten forårsager begrænsninger for det politiske og solidariske rum. Dette kan dog hverken bekræftes eller afkræftes af os, men hvis dette gjorde sig gældende, ville det yderligere eskalere spørgsmålet om censur på et kunstakademi. Måske skal vi endda hele vejen til Christiansborg for at finde sagens kerne.

Til slut vil vi nævne, at i perioden, hvor ovennævnte situation på akademiet var højaktuelt, var mediehusene meget interesserede i kunstnere og kunstakademiernes udtalelser om Palæstina. Tror vi fik omkring fire henvendelser fra forskellige journalister, der ville tale med os om solidaritetserklæringen, Israel og Palæstina.

Til spørgsmålene henviste vi til solidaritetserklæringen, da den netop udtrykkeligt forklarede vores holdninger og krav. Hvad journalisternes interesse for kunstneres meninger er, kan man kun antage, men det lugtede lidt af afledningsmanøvrer og forsøg på at få nogen til at sige noget dumt, som man efterfølgende kunne ryste på hovedet ad.

---

Idoart.dk’s redaktørerer har bedt rektor ved Det Jyske Kunstakademi om hans kommentarer til det beskrevne forløb. Læs hans svar her:

“I det tilfælde i nævner, var institutionen ikke blevet spurgt om muligheden for at sætte et banner op med ordlyden ”Stop the genocide”. Det er et banner, som vores pedel møder om morgenen og tager ned, da det var uklart hvem der var afsender, ligesom der ikke lå nogen aftale om en ophængning.

På DJK er vi optaget af at sikre de studerendes ytringsfrihed. I det konkrete eksempel var der som sagt uklarhed om, hvem som udtalte sig, og som akademi bestræber vi os på at opretholde en neutral position i politiske spørgsmål for at bevare et miljø, hvor alle studerende føler sig velkomne. Der skal være plads til alle de studerendes meninger og politiske ståsteder.

På DJK forholder det sig sådan, at vi har to udstillingssteder, som de studerende kan låne med kort varsel. De studerende fik det lokale der vender direkte mod Mejlgade (hvor banneret var tiltænkt) stillet til rådighed og afviklede derfor en udstilling, hvor de studerende som ønskede at være med på udstillingen og den politiske aktion stod som afsender. Det pågældende banner har efterfølgende også været vist på vores Rundgangsudstilling. Ligesom der har været ophængt en plakat på porten mod Mejlgade, hvor de studerende, der ønskede det, kunne udtrykke sympati med Palæstina.

I starten af det kommende semester vil vi have en institutionsdag om aktivisme med Tone O. Nielsen, hvor studerende kan opstarte en proces omkring perspektiver og retningslinjer for aktivisme.”

---