RF16 | INTERVIEW MED HESSELHOLDT & MEJLVANG

Roskilde Festival åbnede i går portene til festivalpladsen, og vi har igen i år taget turen til Nordeuropas største festival for at kigge nærmere på deres kunstprogram. Kunstnergrupper som Superflex, Hesselholdt & Mejlvang og A-kassen er bl.a. repræsenteret, og det er lige netop grupperne, som vi vil fokusere på i vores dækning i år.

Vi er interesserede i grupperne, fordi det virker som om, at det er dem, der i højeste grad udfordrer idéen om, at “kunst er noget man kigger på”, og som går ind og forholder sig til festivalens form, strukturer og hierarkier. Her til det første indlæg har vi interviewet den danske kunstnerduo Hesseltholdt & Mejlvang, som også er aktuelle med deres omfattende soloudstilling Native, Exotic, Normal på Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro i København. Værket på festivalen er blevet beskrevet som en transit for udstillingen på Den Frie, og det taler meget tydeligt ind i både de æstetiske og tematiske aspekter af udstillingen. Vi har bl.a. spurgt ind til forholdet mellem kunstmuseum og festival, og til hvad de mener, at værket kan lige netop i disse omgivelser.

Hvordan taler jeres udstilling på Den Frie Udstillingsbygning sammen med jeres værk på Roskilde Festival?
Vi ser projekterne som et samlet hele (udstillingen på Den Frie og projekterne på hhv. Roskilde Festival og Folkemødet). Værkerne på Roskilde og Bornholm er som to spydspidser, der går ud fra udstillingen og ud i det offentlige rum. Alle tre steder handler det om de samme temaer, men på forskellige måder. Det hele er bygget op omkring en skala af hudfarver fra lys til mørk. På Den Frie er arkitekturen omdannet til en hudfarvetonet totalinstallation, og på Roskilde er både flag og stænger indfarvet i skalaen.

På de to festivaler arbejder vi med den nationale repræsentation eksemplificeret ved flag, som også rummer en rangorden eller en form for verdensorden. På udstillingen er det mere nogle tableauer, der siger noget om den samme hierarkiske verdensorden. Når man ser de tre projekter som et samlet hele, er der også en vekselvirkning mellem ude og inde. Hvert sted har sit eget karakteristika; hvor Den Frie er en klaustrofobisk udstillingsinstallation, minder cirklen på Roskilde mest af alt om et kultsted, og Bornholm kan vække mindelser om en række af reklameflag, der fx. kunne stå foran et firmas hovedkvarter.

Hvad tænker I om festivalen som udstillingsformat?
Vi er virkelig glade for at vise vores projekter på de to festivaler næsten samtidig. Det er to meget forskellige steder, og så alligevel ikke. Begge festivaler har en masse dagsordener kørende på én gang, og det er meget politiske steder begge to. Folkemødet er selvfølgelig et politisk rum, og Roskilde har et meget samfundsengageret fokus, der rammer præcist ned i mange af de tanker, vi arbejder med i vores værker. En festival er et meget komplekst og intenst rum at være i med et kunstprojekt, men det er også et rum, som giver en masse tilbage til værket. Man får forærende en kontekst, hvor folk er taget ud af deres hverdag. Måske er de skærpede på deres omgivelser på en anderledes måde, og måske er de mere modtagelige og åbne.

Men det er også konkrete rum, hvor der er meget visuelt “støj” at kæmpe mod og med. Vi har valgt at arbejde med et meget enkelt, letaflæseligt sprog, som gerne skulle stå rent og klart i forhold til al den omgivende støj.

Hesselholdt & Mejlvang Native, Exotic, Normal / Circle of Flags på Roskilde Festival, 2016 | Foto af Lone Eriksen.

Jeres værk på Roskilde Festival består af flagstænger i forskellige højder, hvor den lyseste hudfarve er den højeste, og den mørkeste hudfarve den laveste. Hvilke tanker har i gjort jer omkring, at i som hvide kunstnere arbejder med temaer som hudfarver, hierarkier, nationaliteter og privilegier?
For os er de her temaer nogle af de aller vigtigste dagsordener, som eksisterer i vores samfund i netop disse år. Det er de emner, som i høj grad præger samfundets udvikling, og som foruroliger os meget. Vi føler en stor forpligtigelse som kunstnere over for at bruge vores stemme til at blande os i den offentlige debat. Kunstens stemme kan noget andet end det talte og skrevne sprog, og den rammer folk på en anderledes, men lige så vigtig, måde.

Vi er meget bevidste om vores egen position som privilegerede, hvide europæere. Det er en position, som vi altid har med os i vores projekter, og det er derfra vi taler. Derfor opleves vores værker ofte som onde, fordi vi meget bevidst tager denne position på os uden formildende omstændigheder, uden svar eller lys for enden af tunellen. Vi forsøger at afdække, hvad denne normativitet, som vi befinder os midt i, gør ved vores måde at tænke på, og i sidste ende hvad den gør ved forholdet til vores medmennesker. Men det er en utrolig kompliceret mission at demaskere denne hvide normativitet, fordi vi selv er fostret af den. Vi havner selv hele tiden i blindgyder, hvilket til stadighed gør os bevidste om vigtigheden af projektet og tilskynder os at fortsætte.

Oplever i Roskilde Festival som et offentligt rum eller en institution?
Roskilde Festival er begge dele – et offentligt rum og en meget stor institution. Men både som institution og som offentligt rum er den vendt på hovedet. Det er en institution uden faste mure, hvorved den i høj grad adskiller sig fra den gængse kunstinstitution. Det med det offentlige rum er mere kompliceret. Det er jo absolut ikke med adgang for alle, men alle er inviterede. Det er et forholdsvist ensrettet segment af folk, som nok er mere åbensindede end gennemsnittet af befolkningen. Det er et konstrueret rum, som mimer mange af de sociale koder og anordninger, som kendes fra det offentlige rum.

Hvad har jeres oplevelse af publikums møde med værket været indtil nu?
Stor positivitet. Folk synes, at det ser meget smukt ud, og at det tilføjer en feminin stemning til Roskilde Festivals ellers udprægede maskuline udtryk. Farveholdningen er blødere, end man vanligt ser på festivalen, som gerne anvender pangfarver og stærke kontraster. Folk siger, at de har lyst til at være inde i cirklen, og at den har en kultisk fremtoning, som virker meget stærk på pladsen. Den stod færdig ret tidligt, så opsætningscrewet har også holdt morgensamlinger midt i cirklen.

Artiklen er skrevet af Esben Weile Kjær og Ottilie Landmark, som dækker Roskilde Festival 2016 for idoart.dk.