STUDIO VISIT: HESSELHOLDT & MEJLVANG

I vores færden på de danske gallerier og kunsthaller støder vi ofte på værker af Hesselholdt & Mejlvang. Altid fanges vi af en lys og indbydende æstetik, men snart konfronteres vi med et anderledes mørke – foruroligende sandheder som vi nær havde overset.

Hesselholdt & Mejlvang bruger genkendelige og relaterbare symboler som katalysator for vigtige samtaler om klodens tilstand. Vores europæiske, rødbedefarvede pas som ellers indgyder rejser og frihed, spinder pludselig en mørkere fortælling om migrationskrise og slavehandel. En prægtig ørn har ved nærmere eftersyn lånt sine fjer fra en musvåge og bader sig i magtsymboler og referencer tilbage til nazityskland. Flagstænger med flag i lyserøde og lysebrune pasteller henleder tankerne på fejring og fest, indtil man opdager, at de peger på de hierarkier og ulige privilegier, der uløseligt hænger sammen med farven på hud.

Der er meget at tænke over i Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvangs (f. 1976) værker, og på en af de tidlige sommerdage fik vi lyst til at lære dem lidt bedre at kende. Heldigvis svarede de hurtigt tilbage på vores mail og inviterede os forbi atelieret på Nørrebro.

HesselholdtMejlvangStudio-Agency.idoart.dk-183-1500.jpg

Et venskab og samarbejde opstår
Blandt bunker af skitser, bøger og farveprøver finder vi Sofie og Vibeke i et højloftet rum i en lejlighed, som er indrettet til atelier og kontor. På snart hver eneste vandrette overflade ligger bemalede bastskørter, piratskibe og figurer fra fjerne lande og kæmper om vores opmærksomhed. Vi griber et par lyserøde syverstole og starter fra begyndelsen.

“Vi startede på Det Fynske Kunstakademi i 1999. Vi var begge flyttet fra København til Odense og kendte ikke nogen – og så blev vi ret hurtigt venner,” starter Vibeke, imens Sofie henter te. “Virkelig hurtigt fandt vi ud af, at vi havde mange sammenfaldende interesseområder, selvom vi faktisk lavede nogle ret forskellige ting,” fortsætter Sofie.

Sofie Hesselholdt (tv) og Vibeke Mejlvang (th) i deres atelier | Foto © I DO ART Agency.

Vi er nysgerrige på, hvilke værker de dengang søgte ind på akademiet med. For Vibekes vedkommende var det med en række bemalede gipsafstøbninger af forskellige beholdere. Sofie ansøgte med en serie af fotografiske selvportrætter (hvor hun var iklædt gumminæser), en stor skulptur i vitawrap og en stedspecifik installation på Charlottenborgs trappe. “Det er rimelig skizofrent, det du kom ind på,” bemærker Vibeke med et skævt smil, som får Sofie til at grine med: “Ja, rimelig skizofrent – og det er nok meget kendetegnende for, hvordan det videreudviklede sig.”

Blot tre måneder efter, at de var startet på akademiet, lavede de deres første udstilling sammen. Dengang stod de bag hver deres bidrag, men allerede sommeren efter smeltede identiteterne sammen, og kunstnerduoen blev cementeret med en udstilling i en nedlagt bunker i Ørstedsparken. Dengang under navnet Duocharm, inspireret af et polsk danseorkester der spillede på en bar i Norge, hvor Sofie arbejdede på et tidspunkt.

Udstillingen Indblik: Lykken kan læres befandt sig dybt i mørket under Københavns gader og tog sit udgangspunkt i gode råd fra dameblade, om hvordan det gode liv opnås. Duoen beskriver et sammensurium af Lykkehjuls-referencer, nervøst velour, kokosnødder, potteplanter og et sort/hvid-ternet vinylgulv – “Der var ikke dét, der ikke var med i den udstilling,” siger Vibeke. “Og jeg tror aldrig, at vi har grinet så meget,” fortsætter Sofie.

Hesselholdt & Mejlvangs atelier | Fotos © I DO ART Agency.

Ægteskabelige diskussioner og opløste kunstner-jeg’er
Efter henholdsvis et og to år rykkede Sofie og Vibeke tilbage til København og endte på samme årgang på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Igennem årene på akademiet arbejdede de sammen på stort set alle deres projekter. “Vi tog den der ægteskabelige diskussion ret tidligt,” fortæller Vibeke og fortsætter: “I starten kunne jeg godt glemme, at det ikke handlede om at få sine egne idéer igennem, men at vi jo arbejdede mod det samme mål.”

I dag er de to kunstner-jeg’er opløst i duoen, og da vi spørger ind til, om de ville anbefale andre kunstnere at arbejde på samme måde, er der ingen tvivl. “Ja!” lyder det fra begge sider af skrivebordet, og Vibeke supplerer: “Det er fantastisk, at der altid er én, der er lige så begejstret for og engageret i de igangværende processer. Det er en evig gave.”

“Vi fik ellers tids nok at vide, at det er svært at være en duo, for dem vil museerne ikke købe, da de tror, at man går fra hinanden,” fortæller Sofie. Vi undrer os over, hvad der nu synes som en absurd bekymring, særligt når man tænker på, at Hesselholdt & Mejlvangs værker bl.a. både figurerer i samlinger ved Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet.

Festlig og fortabt
I 2010 fandt Sofie og Vibeke sammen med tre andre kvindelige kunstnergrupper: Bank & Rau, Ingen Frygt og Randi & Katrine, og oprettede det midlertidige alias Party & Lost. Over et halvt år arbejdede alle ni i Statens Værksteder for Kunsts største atelier Turboladen, og resultatet blev en stor, “sprudlende” udstilling i hele Den Frie Udstillingsbygning. De seks store rum blev fyldt med kannibaler, et omvendt sørøverskib, en syngende nullermand, labyrinter og meget mere, og bare ud fra billederne på Vibekes computer er det tydeligvis en udstilling, vi ville ønske, vi havde oplevet.

“For mig handlede det også om at navigere i den her meget mandsdominerede kunstverden, som vi stadig bruger meget tid på at forholde os til,” tilføjer Sofie, og Vibeke stemmer i: “Vi er ikke kede af at kalde os feminister, for der er virkelig stadig nogle kampe, der skal kæmpes.”

Kunstscenen har været lidt af en sløv padde, når det kommer til at udjævne tidligere tiders uligheder og fordomme, og måske er det en del af forklaringen bag, hvorfor flere fandt sammen i kunstnergrupper og -kollektiver nogenlunde samtidigt med Sofie og Vibeke. “Det at arbejde sammen har for os været en måde at komme væk fra klichéen om kunstneren på, som værende en hvid, mandlig maler” tilføjer Sofie.

Skitse til Uppsala Konstmuseum | Foto © I DO ART Agency.

Midt i en verden af tvetydighed
Det er tydeligt, at Sofie og Vibeke interesserer sig for verden omkring dem – om det så handler om globale, politiske problemstillinger, hierarkier eller fastlåste gøremåder. “Grundlæggende ser vi os selv i relation til verden, og det interesserer os at kommentere på den,” uddyber Sofie og fortsætter: “Når alt kommer til alt, så er det politik, der interesserer mig mest. Det er en fast del af vores arbejdsdag, at vi læser aviser og holder os opdaterede – det er dér, vi bliver rigtigt inspirerede.”

“Jeg tror, at vi begge to synes, at vores virkelighed er et meget forvirrende sted, med mange modstridende informationer. Det er faktisk ret umuligt at komme med noget ensidigt sandt udsagn om noget som helst, fordi at alt er så komplekst.” Qua politisk spin samt falske og alternative nyheder er tvetydigheden blevet et grundvilkår i vores samtid, og måske derfor har den også fundet sig tilrette i Sofie og Vibekes værker. “Derfor ender vi også tit sådan her,” fortsætter Sofie og lægger armene over kors, så hænderne peger i hver deres retning. Vibeke tilføjer, at tvetydigheden kan være med til at sikre en åbenhed, som gør, at folk kan komme med deres egne udgangspunkter og få noget vidt forskelligt ud af værkerne.

Som eksempel nævner hun udstillingen Homeland Security (GL Strand, 2012), som bl.a. rummede en udstoppet musvåge, iscenesat som en ørn og malet med rød, hvid og sort maling, så den ledte tankerne i retningen af nazityskland. I 2015 blev de inviteret til at installere udstillingen på Platform Arts i Belfast, hvor den pludselig kunne italesætte den årelange, og stadig præsente, konflikt mellem England og Irland på en helt ny måde.

“Det er interessant for os at indgå i de svære samtaler, også i andre lande, men der skal vi træde mere varsomt, fordi vi ikke helt kender koderne,” fortæller Vibeke og fortsætter: “Det var lidt med bævrende hjerte, at vi sagde ja, men så var det til gengæld også det mere tilfredsstillende at se, hvordan de lokale tog udstillingen til sig.”

Vibeke Mejlvang (tv) og Sofie Hesselholdt (th) | Foto © I DO ART Agency.Hesselholdt & Mejlvangs atelier | Fotos © I DO ART Agency.

Ulige privilegier og hudfarvede flag
“Vi kan godt lide at pege på nogle af de ting, som vi tager for givet i vores hverdag,” fortæller Sofie og bruger eksemplet om det “hudfarvede” plaster. Hun optegner absurditeten: “Men når lille Hassan skal have det på, så er det altså ikke hans hudfarve.”

Og netop hudfarver har været en gentagende interesse igennem Sofie og Vibekes værkproduktion de seneste år. Særligt i udstillingen Native, Exotic, Normal på Den Frie Udstillingsbygning i 2016, hvor seks rum var badet i hver deres hudfarve. Tematikkerne var mange, men de fremhæver bl.a. en afrikansk maske, som kunne ses som et symbol på turismeindustrien – måske som en form for nykolonialisme.

I forbindelse med udstillingen deltog Sofie og Vibeke både på Roskilde Festival og Folkemødet på Bornholm med 12 flagstænger, hvorfra 12 flag i forskellige nuancer af hud vajede. Ved første øjekast kunne det ses som en hyldest til mangfoldighed, men med flagstængernes forskellige højder, pegede de på de hierarkier og ulige fordelte privilegier, som stadig uløseligt hænger sammen med farven af hud. I et interview af Esben Weile Kjær og Ottilie Landmark her på siden beskrev duoen dengang nogle af kompleksiteterne således: “Det er en utrolig kompliceret mission at demaskere denne hvide normativitet, fordi vi selv er fostret af den. Vi havner selv hele tiden i blindgyder, hvilket til stadighed gør os bevidste om vigtigheden af projektet og tilskynder os at fortsætte.”

Skitse til "Native, Excotic, Normal / Circle of Flags", 2016 | Foto © I DO ART Agency.

Vibeke henleder vores opmærksomhed på et par af de utallige skitser, der pryder atelieret, og fortæller om den nyeste fortsættelse på arbejdet med de hudfarvede flag. Tegningerne viser en stak korsflag gjort i tyk keramik og rangeret efter nuancer. Vibeke beskriver, hvordan de har presset Dannebrogsflag ned i et særligt keramisk materiale, som forhåbentligt vil gengive alle de små krøl og folder. Både Sofie og Vibeke lyser op, som snakken bevæger sig fra Nørrebro til Tommerup på Fyn, hvor værket netop er i gang med at blive brændt. Projektet er lavet i samarbejde med det anerkendte keramiske værksted i Tommerup i forbindelse med deres 30 års jubilæumsudstilling, som åbner på Clay i starten af oktober.

Elleve år efter afgang
Udover Tommerup-udstillingen byder efteråret også på mange andre store projekter. Sofie og Vibeke deltager på gruppeudstillingerne Cool, Calm and Collected på ARoS og REVISIT: Erotik på Overgaden, samt præsenterer helt nye værker på V1 Gallerys stand på Chart Art Fair. Derudover fejres deres nye udendørs udsmykning på Kvindehjemmet på Jagtvej for bare at nævne noget af alt det, som duoen har på programmet. “Jeg tror, at vi provokerer hinanden til, at vi skal ud over kanten hver gang,” bemærker Vibeke og forsikrer os om, at arbejdet aldrig bliver trivielt eller repetitivt. Sofie fortsætter i samme tråd: “Vi er ikke så gode til at køre safe play – det interesserer os bare ikke. Vi har nok lidt en rastløs natur begge to.”

Vi kommer til at tænke på, om det måske er rastløsheden, der har gjort, at Sofie og Vibeke har holdt ved og er lykkedes som kunstnerduo. Eller kan det mon være det faktum, at de har været så privilegerede at have haft gallerister fra den dag de tog afgang? Men “Nej!” lyder det fra dem begge, og selvom de er enige om, at det er en hjælp at være repræsenteret af gallerister, så understreger de, at det stadig er hårdt arbejde. “Vi har begge to hele tiden haft det sådan, at det er det her, vi skal,” siger Vibeke og fortæller, at ingen af dem har taget lønarbejde (udover kunstundervisning) siden afgang. “Den der økonomi er nødt til at være en størrelse, der kan gå op og ned. Det kan godt lykkes, selvom der er trange år,” tilføjer hun.

Samtidig med at have bygget en kunstner-karrierer har Sofie og Vibeke hver fået tre børn. Ingen af dem har været på barselsorlov, men de har ladet børnene indgå i arbejdslivet, når det har været nødvendigt: “Min datter fik for eksempel lov til at sidde og male med forskellige hudfarver, da hun var syg,” fortæller Sofie. Vibeke peger også på deres samarbejde, når det kommer til, hvordan det hele har kunnet lade sig gøre: “Vi plejer at sige, at vi når længere sammen, end vi ville kunne nå det alene.”

Lokkende æstetik, tvetydige referencer og dystre sandheder
Sofie og Vibeke ser sig selv som politiske kunstnere, men deres værker præsenterer aldrig et klart entydigt budskab eller giver et endegyldigt svar. Selvom der er meget på spil, så behandles det alvorlige med humor og åbenhed, så der er plads til at undres og tænke nyt. De benytter sig af simple symboler og beskriver komplekse problemstillinger i et net af lokkende æstetik, tvetydige referencer og dystre sandheder.

Trådene fra vores samtale med Sofie og Vibeke trækker mange år tilbage og rundt omkring et utal af interessante emner og projekter. De er en travl kunstnerduo, konstant med mange bolde i luften, men selvom vi slet ikke nåede omkring alt, så føler vi både, at vi er blevet klogere på værkerne såvel som menneskene bag. Tak, Sofie og Vibeke, for alle historierne, indblikket og fordi vi måtte besøge jer i atelieret på Nørrebro.