OM BUDDHISTISKE HALVGUDER I “COSPLAYS” TID

宋琨/ Song Kun, 净土风景/ Sukhavati, 2015, Oil on canvas, 140×360cm.

Siden år 2006 har den kinesiske kunst for alvor boomet. Allerede i 1990’erne kunne man se en positiv udvikling, men efter 2000 mærkede verden for alvor et kunst-ryk fra Kina. Ikke alene i eget hjemland, men over hele verden, har man igennem de seneste år i spænding har fulgt med i, hvilke nye trends der opstår i Kina – ‘det fjerne land på det fjerne kontinent’.

Jeg kan ikke andet end glæde mig over, at god kunst i folks øjne ikke længere er lig med hvide mænd, ‘olie på lærred’ og en pompøs guldramme. Men som ung, tredjegenerationsfeminist, kan jeg ikke lade være med at bide mærke i, at de største navne inden for kinesisk samtidskunst altså stadig er mænd! Yue Minjun, Song Dong, Zhang Xiaogang, Liu Xiaodong, for blot at nævne få… (For dem af Jer, der mener, at alle asiatere både ligner hinanden, og i bund og grund stammer ét og samme sted fra, vil jeg for god ordens skyld understrege, at Yoko Ono og Yayoi Kusama begge er fra Japan!)

Men måske er mangel på kvindelige kunstnere kun et problem i Europa? Hvordan ser det egentlig ud her i Kina? Er de kunstnere, der ‘eksporteres’ et billede på, hvordan kinesisk samtidskunst ser ud i dag? Bare fordi en snæver gruppe asiatiske kunstnere er blevet et hit i Europa, betyder det så virkelig, at det er dem, der skriver d. 21. århundredes kunsthistorie på Kinas vegne?

宋琨/ Song Kun, Island Storm, 2015, Video.

Én, der i høj grad er ved at skrive sig ind i kunsthistorien, er, efter min mening, Song Kun, hvis soloudstilling ‘Asura Sukhavati’ lige nu kan opleves på Hive Center for Contemporary Art. Song Kun er sådan set en gammel kending (måske er det bare Danmark, der ikke kan følge med nutidens kvinder?), som på sit CV allerede kan skrive soloudstillinger på bl.a. Hammer Museum og Ullens Center for Contemporary Art. Personligt havde jeg ikke set Song Kuns værker ‘live’, inden jeg besøgte udstillingen på Hive, og jeg lod mig derfor fuldstændig fortabe i det mystiske univers, som Song Kun præsenterer for sine beskuere. ‘Asura Sukhavati’ byder på et samspil af lyd- og lyseffekter, videoinstallationer og malerier, hvor motiverne varierer fra helt rå til meget delikate, og denne kombination giver betragteren en følelse af ‘uncanny’ i god, gammel, Freudiansk forstand.

宋琨/ Song Kun, Jellyfish, 2015, Oil on canvas, crystal resin collage, 140×180cm.

Udstillingen åbnes med malerier, der præsenterer nærmest skrøbelige motiver. Disse akkompagneres af lyde fra kunstnerens videoinstallation, placeret bag en skillevæg. Går man længere ind i udstillingen, bliver lyden naturligvis højere, og man får med det samme øje på dens kilde – en videoinstallation fordelt på to skærme, der hænger ned fra loftet. Den større af skærmene får en central placering i rummet og viser vandbølger, hvis bevægelse følger lyden. Eller måske er det lyden, der følger bølgernes bevægelse? Den anden skærm, placeret forskudt i forhold til rummets midterakse, viser et sløret billede af forskellige udsnit af menneskekroppen. Netop menneskekroppen bliver udgangspunktet for Song Kuns fascinerende installation, der i ‘Asura Sukhavati’ er placeret foran videoværket, og som strækker sig som en ensom ø midt i det mørklagte udstillingsrum. I installationen forener kunstneren kitchet readymade, lysrør og nærmest abjekte tværsnit af en gravid kvinde(klart nok…)krop.

宋琨/ Song Kun, Body, 2015, Video.

Måske fordi beskueren frit kan vandre rundt om værket og får lov at betragte det fra alle sider og mulige vinkler, synes installationen ubeskriveligt forførende. Måske er det fordi, man befinder sig i et mørklagt gallerirum, hvor den eneste kilde til både lys og lyd er selve kunsten… Og måske kan man slet ikke pege på én grund til, at ‘Asura Sukhavati’ bliver en sansepirrende totaloplevelse, som man ønsker at udforske, selv om visse detaljer ligefrem kan virke frastødende.

宋琨 / Song Kun, Neverland, 2015, Installation, mix media, 450×380cm.

Som betragter kunne jeg i hvert fald med det samme mærke kunstnerens ønske om at præsentere “Pure Realm”, som det udtrykkes i Hives eget formidlingsmateriale. Song Kuns værker er direkte og ægte. Hendes malerier bliver en platform, der både kan rumme den gamle kultur med elementer, der peger mod Buddhistisk lære og traditionelle skikke, men de indeholder sågar også referencer til populærkulturstrømninger, såsom cosplay-trenden (som ifølge kunstneren har bidraget til en ændring i, hvordan ‘Asura’ – Buddhistiske halvguder – betragtes). Kunstnerens ønske er dog ikke at forene de forskellige elementer og understrege, hvordan traditioner flettes sammen med de moderne kulturstrømme, men ser de forskellige elementer som uafhængige af hinanden. Hun mener dog, at de alle indgår i det “Pure Realm”, hun ønsker at præsentere for os.

宋琨 / Song Kun, Neverland, 2015, Installation, mix media, 450×380cm.

‘Asura Sukhavati’ bliver således en meget personlig udstilling, der alligevel formår at lukke beskueren ind uden alt for mange indforståede detaljer. Som beskueren bliver man ikke ‘taget i hånden’ og ført igennem udstillingen. Værkerne inviterer dog til fordybelse, og har man mod på at studere dem længere end, hvad det tager at krydse udstillingsrummet i søgen efter toilettet, er jeg sikker på, at Song Kuns budskab bliver klart og inspirerende, selv hvis man ikke før har stiftet bekendtskab med denne unge kvinde, hvis allerede imponerende udstillings-CV forhåbentlig kommer til at udvide sig meget i løbet af de kommende år.