ELMGREEN & DRAGSET | THE WELL FAIR

En mandlig havfrue, fanget i et magtløst system, til salg på et museum? Ja, tak! Og i spørger sikkert: “Siden hvornår er havfruen blevet en mand? Og systemet magtløst? Og museer begyndt at sælge kunst?” Det er de selvfølgelig ikke…

Men et godt bud på, hvordan det ville se ud, hvis alle de ting skete, præsenteres lige nu på Ullens Centre for Contemporary Art i Beijing, hvor Elmgreen & Dragset har slået dørene op for deres ‘Artificial Art Fair’, eller som titlen egentlig lyder ‘The Well Fair’.

Elmgreen & Dragset: The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Elmgreen & Dragset: The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Ifølge hjemmesiden happyzebra.com (gad vide, hvad de måtte give for det domæne?) er der 7250.7 kilometer mellem Danmark og Kina. Alligevel har mange danske (kunst)medier formået at dække udstillingen på Ullens, som var den åbnet i Ballerup. Man skal selvfølgelig være mere end velkommen til at skrive om gode udstillinger, og jeg må jo bare forsøge at fortælle en ny historie, idet jeg kommer lidt senere ind i kampen. Men dét tror jeg egentlig også, at jeg kan få held med, idet jeg i sin tid var heldig at deltage i pressekonferencen, der blev afholdt inden ‘The Well Fair’ officielt åbnede for det brede publikum.

Powerless Structures, Fig. 137, 2015 | Teak doors, metal handles and hinges | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy the artists.

Powerless Structures, Fig. 137, 2015 | Teak doors, metal handles and hinges | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy the artists.

Presseomvisningen havde en atmosfære af uforpligtende samtale mellem Michael Elmgreen og Ingar Dragset og UCCAs ret seje, og super-karismatiske direktør Philip Tinari. Begyndelser er altid svære, måske endda særligt svære når man skal skabe et naturligt flow i en Art Talk. En god ice-breaker (hvis man vælger IKKE at fortælle isbjørn-joken, som naturligvis er en klassiker), er derfor at spørge ind til, hvordan idéen til udstillingen egentlig opstod. Denne indledning fungerede utrolig godt, og idéen bag ‘The Well Fair’ blev forklaret af Michael Elmgreen med supplerende kommentarer fra Ingar Dragset, og det viste sig, at idéen til en kunstig kunstmesse opstod, da kunstnerduoen for første gang besøgte UCCA; en af deres første bemærkninger var nemlig, at stedet jo var stort nok til at kunne afholde en kunstmesse. Så hvorfor egentlig ikke?

Elmgreen & Dragset: The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Elmgreen & Dragset: The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Således blev en uskyldig kommentar (med en dråbe skandinavisk ironi) startskuddet for ‘The Well Fair’. De to kunstnere har dog i lang tid gået med tanker om at lave et show, der fokuserer på (den materielle) velfærd. Ønsket blev især ‘trigget’, da programmer som ‘Luksusfælden’ (dog i den engelske udgave) så småt begyndte at blive vist på BBC, hvor en masse seere fik billig underholdning på bekostning af andres finansielle nød. På den måde tog samtalen en mere samfundskritisk drejning, hvor Michael Elmgreen også introducere lytternee til ‘Powerless Structures’, som bl.a. er konceptet bag Arkens nye gæst. Idéen opstod inspireret af Michel Foucault, der argumenterede for, at det ikke er strukturen, der har magten over os, men at vor egen anerkendelse af strukturen giver den magt. Således er strukturen i sig selv ‘magtløs’ hvis vi ikke anerkender den. Hvis vi derfor vil påpege et problem i vores samfund, skal man (i stedet for at pege på rammen) snarere pege på rammens indhold, nemlig os selv.

Tomorrow, 2013 | Marble and steel plate | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy Leopoldo Villareal.

Tomorrow, 2013 | Marble and steel plate | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy Leopoldo Villareal.

Hvis vi så forsøger at kigge indad og se på de strukturer, der hersker i det 21. århundredes kunstverden, kommer vi ikke udenom kunstmesserne, der spiller en stor rolle inden for branchen. Til pressekonferencen blev der dog understreget, at kritik af kunstmesser snart er lige så almindelig som kunstmesserne selv, og selv om vi kan være hurtige på aftrækkeren til at italesætte messerne som samtidskunstens dæmon, er de opstået i den struktur, som vi jo selv er med til at etablere?

Således er ‘The Well Fair’ ikke blot en fordømmende kritik af kunstmessen. Kunstnerduoen viser snarere et mere problematiseret blik på messekulturen, som de også selv er en del af, idet deres værker forhandles af en række meget etablerede gallerier (som endda på lig fod med Statens Kunstfond er sponsorer bag UCCAs udstilling), både i Danmark og internationalt.

Elmgreen & Dragset: The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Elmgreen & Dragset: The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Selve udstillingen er også utroligt gennemført. UCCAs udstillingsrum er nemlig forvandlet til en messehal, med små ‘booths’ (og med numre endda!). De første værker, man som gæst får øje på, er omkranset af tynde booth-vægge, men virker ikke som ‘sat i bås’. Det skaber associationer til mange kunstmessers ‘non-profit initiativer’, som ofte er fritstående værker (lavet af kunstnere, der i forvejen er repræsenteret på messen), uden et officielt prismærke. Blandt disse finder vi bl.a. værket ‘Han’ – den mandlige havfrue, der med sit melankolske blik, vendt væk fra døren, byder ‘The Well Fairs’ gæster velkommen til ‘the artificial art fair’.

The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

The Well Fair, Installation view | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy of UCCA.

Messegæster kan derfra bevæge sig frit i hallen (dog vælger de fleste at følge booth-numrene og starter således ved A01 og fortsætter turen opad). Skulle man blive træt af at vandre rundt og kigge på kunst til salg, kæmpe prisskilte og ‘crates’ til værktransport, kan man tage et hvil i et (artificial) caféområde. Har man fået for meget (artificial) kaffe, er der sågar også et ‘toilet’, hvor værket ‘Marriage’ kan opleves i fuldt flor i et meget autentisk setting.

Jeg har ikke lyst til at gennemgå alle værker i showet, mest fordi jeg ikke synes, at Elmgreen & Dragset laver kunst, der bare lige kan ‘nævnes’ uden at forklare det bagvedliggende koncept. Og skulle man forklare idéen bag hvert eneste værk i showet, er jeg bange for, at dette indlæg ville blive uendeligt langt. Lad os derfor stoppe, mens spillet stadig er godt, og må mine sidste ord være, at Michael Elmgreen og Ingar Dragsets udstilling ‘The Well Fair’ formår at præsentere både nye og ældre værker på baggrund af en utroligt spændende, men også tankevækkende idé. Udstillingen formår derfor at appellere til både kunstnerduos trofaste ‘fans’, men også et nyt (kinesisk/asiatisk?) publikum, der højst sandsynligt ikke har stiftet bekendtskab med Elmgreen & Dragset før.

Elmgreen & Dragset | Eternity, 2014 | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy Galerie Perrotin.

Elmgreen & Dragset | Eternity, 2014 | Photo: Eric Gregory Powell | Courtesy Galerie Perrotin.

Maria Grzywacz holder en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet og har tidligere været involveret hos bl.a. Galleri Nicolai Wallner, Chart Art Fair og Faurschou Foundation i både København og Beijing. Siden 2016 har Maria haft base i Asien, hvor hun har arbejdet med kunst, men også har sit eget start-up WOMB, der sammenfletter kreativitet og bæredygtighed. Maria er desuden freelance skribent for både private samt blogs og hjemmesider, og hun har bidraget til idoart.dk siden 2016.