POSTKORT FRA BEIJINGS SVAR PÅ VERSAILLES

Både mine blogindlæg, men også mit daglige arbejde handler som regel om samtidskunst. Det er dét felt, jeg føler mig sikrest i, det felt, jeg brænder for, og dét felt, som jeg føler, kan rykke mest og sætte flest tanker i gang hos modtageren. Lige det sidste håber jeg, at jeg stadig kan blive ved med, selv om vi i dag skal helt tilbage til 1707, hvor konstruktionsarbejdet omkring Yuanming Yuan – The Imperial Gardens i Beijing begyndte.

De oprindelige arkitektoniske planer fra starten af det 18. århundrede blev dog hurtigt udvidet, og op igennem 1700-tallet blev der i området bygget paladser, etableret have- og vandanlæg og rejst templer. Yuanming Yuan blev til en oase, hvor imponerende arkitektur dannede rammer om et idyllisk område, hvor Kinas kejserlige familie kunne slappe af efter at have været pampered til det yderste i deres daglige residens i Beijings forbudte by. (I kan nok godt fornemme, hvor tiltrængt den nye residens, der udelukkende skulle bruges til mere forkælelse og afslapning, egentlig var…).

All photos by Maria Grzywacz

Som en del af anlæggets udsmykning, inspireret af tradition og lokale skikke, ønskede man at etablere en fontæne med urfunktion. Springvandet skulle have tolv mundinger, og alt efter hvad klokken var, skulle tilsvarende udmunding spytte vand. Og hvad kan bedre afspejle døgnets rytme, med dens lyse (dag) og mørke (nat) sider, end de kinesiske zodiaktegn, hvor de tolv dyr (som ifølge myter blev udvalgt af Jadekejseren), står som stærke symboler for en hel palet, gode som dårlige, menneskelige egenskaber?

Således blev der, på Yuanming Yuans grunde, etableret et fontæneanlæg i bronze, hvor de tolv majestætiske bronzehoveder af henholdsvis: Rotten, Oksen, Tigeren, Haren, Dragen, Slangen, Hesten, Geden, Aben, Hanen, Hunden og Grisen, ikke kun pyntede, men også fortalte, hvad tid på dagen det var. Hvad mange dog ikke ved, associeres de kinesiske stjernetegn ikke kun med år, men også med måned, dag og endda timen, som man bliver født i. Derfor kan man være født som Drage (ifølge årskalenderen), men være en Slange (ifølge månedskalenderen), opføre sig som en Hare (ifølge dagskalenderen), men have den sande personlighed af en Abe (ifølge timekalenderen). Og her er det vigtigt at glemme alle Vestens skikke og fordomme om de forskellige dyr og simpelthen acceptere, at Aben er den kloge, Geden den elegante og Tigeren den følsomme…

Illustration af det kejserlige sommerpalads Yuanming Yuan før invasionen i 1860. I midten af billedet ses de tolv stjernetegnsskulpturer.

Både den idylliske atmosfære og de tolv dyrehoveder forsvandt dog fra Yuanming Yuan i 1860, som følge af d. 2. Opiumkrig. Det 19. århundredes britere og franskmænd havde tydeligvis ikke en begrænsning på 23 kg. bagage på hjemvejen, som os andre, der skal hjem med SAS. Det tankevækkende er dog, at de forskellige kilder, som jeg har læst, både som baggrundsresearch til dette indlæg samt som introduktion under mit eget besøg i Yuanming Yuan, fortæller ikke direkte, at bronzehovederne blev taget. Der står blot, at efter det fransk-britiske angreb, var zodiakhovederne forsvundet på uforklarlig vis.

På lige så “uforklarlig” vis begyndte bronzehovederne at dukke op i starten af d. 21. århundrede i… Europa. Oksen, Tigeren og Aben blev fundet i år 2000 og indleveret til Poly Art Museum i Beijing. Også Hesten og Grisen fandt deres vej til Kina igen, men helvede brød for alvor løs i år 2009, da auktionshuset Christie’s afholdt salget af Yves Saint Laurent’s kunstsamling efter modedesignerens død. For pludseligt kunne man byde på Rotten og Haren, og bare man havde nok penge (og naturligvis status nok til at være med i Christie’s kundekartotek), kunne man forlade auktionen med arven efter den kinesiske kejser under armen. At hovederne overhovedet kom på auktion rejse store kontroverser, og den kinesiske regering var mildest talt utilfreds. Indblandet i sagen blev også ‘Association for the Protection of Chinese Art in Europe’ (APACE) og Kinas ‘State Administration of Cultural Heritage’ (SACH), men ingen af dem havde held med at stoppe auktionen på diplomatisk vis.

Sjovt nok kan et skud penge altid hjælpe en diplomatisk løsning på vej, og bronzehovedernes sag er ingen undtagelse. Efter en turbulent rejse og et par betalingsblokader fra Christie’s kunder, blev Rotten og Haren købt for en sidste gang. Denne gang var køberen François-Henri Pinault, én af de øverste ledere for firmaet Kering, der helt tilfældigvis ejer Christie’s. Pinault tilbød at indlevere statuerne tilbage til Kina “for at styrke diplomatiske- og handelsrelationer”. Således blev Rotten og Haren officielt bragt tilbage til den Kinesiske hovedstad i juni 2013, og siden da har de boet på Nationalmuseet.

Fortællingen on Yuanming Yuan og zodiakhovederne rejser mange spørgsmål – historiske, etiske, økonomiske… Fra nu af til verdens ende kan vi tale om, hvor fint en gestus det var af Pinault at købe bronzehovederne for at kunne indlevere dem, hvor de blev taget fra, og jeg synes bestemt også, at Pinaults beslutning var storsindet (og, ekhm.. den eneste rigtige, også rent økonomisk set ud fra prognoserne for Christie’s fremtid i Kina, hvis hovederne nu ikke blev afleveret tilbage).

Men hvorfor blev bronzestatuerne overhovedet taget i første omgang? Hvorfor mente den hvide mand, at nu hvor han var rejst hele vejen til Kina for at plyndre og ødelægge, skulle han da lige have et stykke (eller tolv) kinesisk kulturarv med sig på hjemvejen? Og når debatten nu endelig bliver rejst, når museumspraksis’ historiske tabuer endelig italesættes (med udsigt til at blive brudt), hvorfor ser vi så ikke flere (ikke nødvendigvis privatpersoner, men gerne institutioner), der følger Pinaults eksempel? Når vi i vores levetid at opleve British Museum og Louvre, bikse en forsendelse sammen indeholdende mumier, ædelsten, kultgenstande m.fl., som deres forfædre koldblodigt røvede fra Ægyptiske gravsten for at lade genstandene komme tilbage til, hvor de tilhører? Eller har man bare accepteret, at de nu hører hjemme i hjertet af hhv. London eller Paris, hvor unge mødre tager deres børn med om søndagen og turister med selfie-sticks poserer foran Nefertiti? I stedet for at stræbe efter at være den nye sejrherre (som under Opiumkrigene), burde vi stræbe efter at være lidt mere som Aben i de kinesiske folkeviser – klog.

All photos by Maria Grzywacz