TANKER OM USIKKERHED

Det forgangne år har været et år i uheldets tegn. Jeg har ellers ikke set mig selv som ”den uheldige type”, men 2015 startede med, at jeg mistede min farfar, faldt ned af trappen på arbejde så jeg ikke kunne gå (da jeg skulle flytte), blev fra starten en uge bagud med skolen, overbelastede mit håndled (og derefter mit knæ), fik en afvisning på en udvekslingsansøgning og fik stjålet min cykel (og mine cykellygter). Ja, det var som om, at det aldrig ville stoppe.

Men det er jo, som det er, og man kan ikke gøre noget ved det. Derfor har jeg taget det med oprejst pande, lavet lidt sjov med det, og måske ikke helt vist, hvor meget det påvirkede mig. Bag facaden skabte det en følelse af, at mit liv var et tog, der susede derudaf, og jeg kunne kun akkurat holde fast. Jeg måtte gøre alt, hvad jeg kunne, for at hænge ved, og jeg turde ikke engang at drømme om, hvordan det ville være at sidde inde i kupéen, for med velbehag at kunne nyde “turen”.

Balancen mellem at leve op til egne og andres forventninger, samtidig med at uheldet blev ved med at ramme mig, etablerede en stærk følelse af usikkerhed i mig. Jeg følte, at jeg var bagud, og derfor ikke god nok, og jeg blev stresset over at skulle tage mig tid til at være i den kreative proces. Jeg hoppede fra det ene projekt hovedkulds over i det næste, fordi jeg ikke turde at stå stille og vurdere undervejs. For når man gør dét, så HAR man jo lært dét mere, og så virker projektet slet ikke godt nok. Det er som at se den samme film igen og igen; man bliver træt og får idéer til, hvordan den kunne have været anderledes og bedre.

Da jeg efter et ret kaotisk år skulle til eksamen i starten af januar og præsentere det overståede semesters projekter, faldt det helt sammen for mig. Jeg kiggede på mine projekter og forstod dem som de togstationer, som toget ikke standser ved, men som det bare suser lige igennem. Jeg havde ikke taget stilling til mit arbejde på den måde, som jeg ellers normalt gør, så da jeg skulle finde ud af, hvordan det skulle præsenteres, var det som om, at intet var godt nok. Det var som stationer, jeg havde kørt igennem en million gange, og det var blevet ligeså kedeligt, som en film man ser igen og igen. Selvfølgelig bliver man usikker op til eksamen, men jeg følte usikkerhed i så høj grad, at det opslugte al følelse af stolthed. Jeg tænkte tilbage og blev klar over, at jeg havde været usikker i virkelig høj grad igennem hele året.

Som designer er jeg overbevist om, at usikkerhed er en god og vigtig ting. Usikkerheden får mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan ting er, og hvordan de kan være. Men dette år har simpelthen været en kamp mod min usikkerhed og en slags flugt fra den. Da dét gik op for mig, besluttede jeg mig for, at det var netop dette, jeg måtte tale om til min eksamen. Jeg begyndte at efterforske, hvordan det føles, hvornår i en proces det opstår, i hvor høj grad det er der, og hvordan jeg reagerer på det.

I eksamenslokalet snakkede vi altså om usikkerhed, og om hvordan at miljøet på skolen er med til at understøtte denne følelse. Som studerende er der en naturlig selvtvivl og usikkerhed, da man stadig blot er på vej mod noget, som man måske ikke engang er helt sikker på, at man vil. Jeg har en fornemmelse af, at vi er mange, der har de her følelser, men vi er fra en generation, der åbenbart skal stå ved vores valg, da det er vores valg, der definerer os (endda i så høj grad, at vi ikke tør indrømme vores fejl?). Jeg håber, at der sidder en eller to derude, som kan genkende sig selv i de her tanker, og jeg synes, at vi skal tale åbent om dem, for hvis vi taler om vores usikkerhed, så accepterer vi dens tilstedeværelse, og det tror jeg på, at vi bliver nød til. Hvis vi accepterer den, så er næste skridt nemlig at kunne få et godt forhold til den. Jeg minder mig selv om, at de tidspunkter, hvor jeg er allermest usikker, tillige er de tidspunkter hvor jeg lærer allermest, og læring er jo motivationen bag det hele, så det er måske alligevel en god ting at være lidt usikker – så er det bare vigtigt, at man har det godt, mens den er på besøg.

“Hvad kunne vi give dig, som ville fjerne den usikkerhed?” spurgte min lærer mig, men pointen er jo netop, at den ikke skal fjernes. Den skal anerkendes og bør være til stede. Usikkerheden bliver forhåbentligt mindre, når man er færdiguddannet, og hvor man kan stole på, at man kan det, man skal – om ikke andet så i højere grad, end man gør nu (som for mit vedkommende er ca. midtvejs i uddannelsen). Den forsvinder nok aldrig helt, og derfor kan vi ligeså godt lære at håndtere den så godt som muligt.

Måske skal jeg finde en sten
Usikkerhed ER vigtigt, men jeg skal være venner med den. Jeg har brug for den, for det er dén, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved verden, og det er den, der tvinger mig til at finde den bedst mulige løsning, men jeg må acceptere den, og have den med mig på godt og ondt. Jeg tænker på, at jeg gerne vil finde en genstand, måske en sten, som kan repræsentere min usikkerhed i fysisk form. Så vil jeg altid have den med mig, men så kan jeg selv vælge hvornår den skal lægges til side og ikke betyde så meget. Det kunne være godt. Sådan en vil jeg finde. Måske du også vil finde en?